Områdestævnerne „Hellig tjeneste“
OMKRING 25.000 Jehovas vidner og interesserede i Danmark ser med forventning frem til sommeren 1976. Hvorfor? Fordi der venter dem rige åndelige velsignelser ved de planlagte områdestævner. Der er truffet forberedelse til i alt seks stævner — et i Esbjerg, et i Randers, to i Roskilde, samt et på Færøerne og et i Grønland.
Tænk hvad det vil betyde at overvære et af disse stævner! I stævnedagene lukker man så at sige den verdslige verden ude, og nyder til fulde samværet med sine kristne brødre. Deres tale er sund og opbyggende, og de stræber lige som vi efter at vokse i åndelighed. Det er en af de ting der gør Jehovas Vidners stævner til noget særligt. Her kan man se kristne principper virke i praksis i stor målestok. Foruden den vejledning og undervisning man får gennem selve programmet, vil man få del i den ånd der præger stævnet. Desuden vil Guds ånd være der. Det alene gør det værd at komme.
Og at se mange mennesker samarbejde i kærlighed, ofre tid og kræfter uden betaling, er i sandhed noget enestående i vor tid. At se mænd, kvinder og børn synge sammen, tage imod undervisning sammen og bede sammen er både opløftende og trosstyrkende. Der er i sandhed glæde ved at overvære sådanne store sammenkomster! Vil du også være til stede i sommer — som udtryk for din værdsættelse? Det er vor bøn at alle vil få mulighed for at komme. Følgende oplysninger er tænkt som en hjælp til at alle kan få det fulde udbytte af det stævne de overværer.
Vor kristne opførsel: Vor opførsel når vi overværer et stævne har meget at sige. Ikke alene vil en god adfærd gøre det behageligere for andre ved stævnet, men den kan også tjene som et godt vidnesbyrd udadtil. (1 Pet. 2:12) Enhver som tager imod indbydelsen til at overvære et stævne sammen med os, skulle på vor adfærd kunne se at vi nærer uselvisk kærlighed til og omsorg for andre. Lad os derfor ikke glemme at være betænksomme og hensynsfulde. Vi er Jehovas folk. Når vi kommer sammen vil vi gerne vise dette af hele vort hjerte, både på stævnepladsen og i stævnebyen. (Kol. 3:23) Vor opførsel kan enten være til ære eller til vanære for Jehovas store navn. Ved at vise tålmodighed og samarbejdsvilje og „gå foran med at vise hinanden ære“, vil vi få andre til at sige: „Gud er virkelig iblandt jer.“ (Rom. 12:10; 1 Kor. 14:25) Husk at Jesus sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:35) Kærlighed, uselvisk hensyntagen til andre, er nødvendig når vi afholder stævner.
Der er flere muligheder for at vise kærlighed og hensyn ved stævnerne. For eksempel har Selskabet i flere år søgt at skaffe stævnefaciliteter med tilstrækkelig plads til alle som kunne ventes at komme, og i de fleste tilfælde er dette også lykkedes. Men alligevel har det i visse tilfælde vist sig at være vanskeligt for nogle at finde et sted at sidde — selv om der har været mange flere siddepladser end stævnedeltagere. Grunden har ofte været at nogle — uden grund — har lagt noget på siddepladsen ved siden af, enten for at holde den ledig eller blot for at have et sted til deres ting. Hvor langt mere betænksomt og hensynsfuldt, ja kærligt, vil det ikke være at have sine ting under sædet, på skødet eller i garderoben i stedet for, så de der mangler et sted at sidde kan vide hvor der er ledige pladser, uden at skulle spørge sig for når de går langs rækkerne. Det er høfligt kun at optage én plads pr. person.
Skal vi se ligevægtigt på det, forstår vi selvfølgelig at der i nogle tilfælde kan være god grund til at reservere en plads eller to. Familiemedlemmer vil måske gerne sidde sammen, brødre og søstre som deltager i frivillig tjeneste kan måske først komme lige efter at programmet er begyndt, nogle er måske på toilettet et øjeblik, og der kan være interesserede som kommer og sætter sig hos de forkyndere der har inviteret dem. I sådanne tilfælde vil det være kærligt at reservere pladser i et rimeligt stykke tid. Men hvis vi lægger ting og sager på hele afsnit af siddepladser til nogle fra menigheden eller til andre som udmærket kan finde en plads selv, er det så at vise kærlighed mod dem der virkelig behøver en plads lige inden programmet begynder? Er det at ’rette blikket mod de andres interesser’? — Fil. 2:4.
Det er før sket at reserverede pladser har været ledige under et helt afsnit af programmet, mens nogle har måttet stå op eller gå et andet sted hen hvor de hverken har kunnet se eller høre særlig godt og således er gået glip af hele den del af programmet. Hvis vi har reserveret en plads eller to og de stadig er ledige når programmet begynder, bør vor kristne samvittighed derfor få os til at give pladserne fri, medmindre vi ved at de der skal sidde der, snart kommer. Lad os samarbejde med de ordenshavende på dette punkt.
Det er også sket nogle steder at en del brødre er mødt op klokken fem eller seks om morgenen for at være der når indgangen til stævnepladsen blev åbnet, så de kunne skynde sig ind og reservere hele afsnit af pladser, ofte de mest eftertragtede pladser, ved at lægge blade og bøger på dem. Når vi tænker nærmere over det, kan vi da sige at dette er udtryk for en kristen personlighed? Det fremherskende ved Jehovas folks stævner bør i sandhed være kærligheden, som ’ikke opfører sig uanstændigt, ikke søger sine egne interesser’. (1 Kor. 13:4, 5) Hvor oplivende er det ikke i stedet at se når andre, også unge, villigt rejser sig og tilbyder deres plads til ældre eller svagelige som endnu ikke har fundet et sted at sidde og lytte. Ved at vise kærlig omsorg for andre på denne måde ærer vi vor Gud, Jehova, som har lært os hvad sand kærlighed vil sige.
Under programmet er det vigtigt at tænke på de andre omkring os og at vise hensyn. Hvis vi sidder og taler med familiemedlemmer og venner under programpunkterne, går vi ikke alene selv glip af vigtig undervisning, men vi forstyrrer også andre. Prøv at planlægge tiden hver dag sådan at du kan være på din plads når programmet begynder, rede til at vise den åndelige føde som Jehova har tilvejebragt, fuld opmærksomhed. Hvis et lille barn begynder at græde og man ikke umiddelbart kan få det til at holde op igen, vil det være kærligt og hensynsfuldt at gå et sted hen med barnet hvor det ikke vil forstyrre andre.
Det er dejligt at se når børn sidder sammen med deres forældre og hører opmærksomt efter. Men det sker ikke af sig selv. Sørger I der er forældre altid for at have jeres børn hos jer, både før, under og efter programmet? Eller lader I dem fare rundt på stævnepladsen som det passer dem? Ordenshavende har undertiden måttet tage hånd i hanke med sådanne børn og endda bringe dem hen til deres forældre og forklare hvad de har gjort. Selv børn af Jehovas Vidner har i få tilfælde, enten i tankeløshed eller med overlæg, begået hærværk eller lavet ulykker så nogle er kommet til skade. Dette går naturligvis stærkt ud over Jehovas og hans folks gode navn; ja, i nogle tilfælde bringer det endda skam over organisationen, med det resultat at de lokale ældste må tage sig af sagerne. Gør jer derfor en virkelig bestræbelse for at have jeres børn hos jer under stævnet, så de også selv kan få større udbytte af at være med. (5 Mos. 6:7; 31:12) Da vil jeres børns gode opførsel være til pris for Jehova.
Der er også andre situationer ved stævnerne hvor en god adfærd vil stille os selv og vor Skaber, Jehova, i et gunstigt lys. Hvis der er kø ved bogbordet, fællesspisningen eller en forfriskningsbod, er det langt bedre at vente tålmodigt til det bliver ens tur; og måske endda tilbyde sin plads til en der bør vises et særligt hensyn, fremfor at mase sig lige hen til disken uden at stille op i køen. Nu og da ser vi måske en ny eller et barn der ikke lægger kristne egenskaber for dagen i samme grad som vi synes det ville være passende, men i stedet for at miste vor kristne ligevægt skulle vi betragte dette som en lejlighed til at sætte dem det rette eksempel i kristen venlighed og tålmodighed. Vi indser at de mangler erfaring, og det er vort håb at de, ved at overvære stævnet og høre programmet og lære af modne kristnes eksempel, efterhånden vil gøre fremskridt med hensyn til at lægge en kristen adfærd for dagen.
Endnu en måde vi kan sætte et godt eksempel på, er ved at være med til at holde stævnepladsen ren. Ikke alene kan vi undgå at kaste affald fra os, men vi kan også, når programmet er forbi, se efter under vore pladser og andre steder for at samle eventuelt papir og andet affald op og lægge det i de dertil indrettede sække eller beholdere. Det er kærligt at gøre dette, og betænksomt over for dem der har meldt sig til rengøringen.
Langt de fleste Jehovas Vidner, både unge og ældre, har udvist en god kristen indstilling og adfærd ved de store stævner, og det er ikke forblevet ubemærket. Efter et stævne på et sportsstadion i Arizona (U.S.A.) sidste år sagde inspektøren for stadion: „I virker som en stor familie, en organiseret gruppe, og ikke som fem tusind unger der stormer rundt i bygningen til fare for deres omgivelser. Jeg ved ikke hvordan I gør det. Jeres børn er meget velopdragne. Der er ikke mange børn der græder, ligesom ved andre begivenheder. I er simpelt hen anderledes. Jeg håber I kommer tilbage og bruger vores stadion igen.“ En vagt ved det samme stadion sagde: „Der er rent og pænt overalt hvor I er. Ingen kaster noget fra sig på gulvet, selv børn kommer papiret i affaldssækkene. Børnene er velopdragne.“
Sådanne udtalelser viser at når vi lægger Guds ånds frugt for dagen i alt hvad vi gør, og specielt ved vore stævner, bringer det Jehovas store navn ære. Når alle, både unge og ældre, udviser kristen kærlighed — der blandt andet kommer til udtryk ved at man siger tak, undskyld, og så videre — vil det medvirke til at alle kan nyde stævnet fuldt ud. Mange andre gode punkter om vor adfærd ved stævnerne er behandlet i Vagttårnet for 15. juni 1971, i artiklen „Vis hinanden kærlighed ved stævnerne“.
Påklædning: En anden måde vi kan bidrage til den gode atmosfære ved stævnet på, er ved at være passende klædt. Husk at der er mange nye som overværer stævnerne. De har fået at vide at Jehovas Vidner klæder sig sømmeligt og passende, og at de undgår at være klædt som folk i verden. Hvad så hvis de ved stævnet finder at mange ikke lever op til denne standard? Dette er blot én grund til at vi bør klæde os passende og ikke følge verdens yderliggående luner. I teltlejren er det naturligvis i orden at gå i fritidstøj, når blot man stadig tager hensyn til hvad der er passende og sømmeligt. Hvis man er i tvivl om hvorvidt man kan gå i noget bestemt tøj, er det bedst ikke at gøre det. Ved at klæde sig „med fordringsløshed og et sundt sind“ kan man være med til at pryde stævnet i åndelig henseende. — 1 Tim. 2:9, 10.
Logi: I løbet af maj vil Selskabet sende en forsyning logianmodningsblanketter til hver menighed, med oplysning om adressen på Vagttårnets indlogeringsbureau ved hvert stævne. Der vil da være rigelig tid til at alle kan nå at træffe deres forberedelser. Hvis nogle ønsker hotellogi, anbefales det at de selv sætter sig i forbindelse med et hotel og foretager reservationen. Menigheden har fået tilsendt en liste over hoteller. Ønsker man privatlogi, må man udfylde logianmodningen nøjagtigt og sende den direkte til indlogeringsbureauet i stævnebyen (IKKE til Selskabet) tidligst seks uger før stævnet begynder.
Hvis man får tildelt et logi og det senere viser sig at man bliver nødt til at lave om på sine planer så man ikke kan benytte logiet, bør man skrive både til værten, hvis navn og adresse er opgivet på tildelingskortet, og til stævnets logiafdeling, så værelset kan tildeles en anden. Når bureauet tildeler nogle et logi, får værten oplysning om gæsternes navn og adresse og om ankomstdatoen. Mange som stiller logi til rådighed indkøber sengetøj, gør værelset i stand, reder op til sig selv i andre værelser osv., for at gæsterne kan overnatte hos dem, og de kan med rette forvente at man ankommer når man har fået logiet tildelt. Hvis man har fået et logi tildelt og ikke kan benytte det og glemmer at give værten besked i forvejen, vil værten sandsynligvis mene at man alligevel må betale for logiet, eftersom kristne jo står ved deres ord i alle ting. Hvad enten man bor i privatlogi eller på hotel, bør man være høflig og hensynsfuld og lægge en eksemplarisk adfærd for dagen.
Ved stævnerne i Esbjerg, Randers og Roskilde vil der blive oprettet en teltlejr for dem der ønsker at bo i telt eller campingvogn under stævnet. I de fleste tilfælde vil teltlejren være åben fra weekenden før stævnet. Nærmere oplysning herom fås ved henvendelse til stævnets indlogeringsbureau. Plads bestilles på logianmodningsblanketten. Med hensyn til om der bliver oprettet teltlejr i forbindelse med stævnerne i Tórshavn og Godthåb, kan man skrive direkte til de pågældende stævners indlogeringsbureauer efter nærmere oplysninger.
Frivillig tjeneste: Jesus Kristus, Guds søn, sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apg. 20:35) Ved stævnerne vil der være rig anledning til at opnå denne lykke ved at give, både af evner og kræfter, til gavn for andre. Der vil være nok at gøre for alle som melder sig til at arbejde side om side med deres kristne brødre og søstre fra forskellige menigheder for at hele stævnearrangementet kan afvikles godt. En sådan tjeneste, ydet i kærlighed til ens kristne brødre, vil gøre ens glæde hel og fuld. — Sl. 110:3.
Er det muligt at du kan yde en tjeneste, enten alene eller sammen med andre i din familie? Mindre børn kan arbejde under tilsyn af deres forældre eller andre ældre familiemedlemmer. Brødre kan måske tjene som ordenshavende i det afsnit hvor de sidder sammen med deres familie. Selv om man ikke kan tjene alle fire dage vil ens frivillige indsats alligevel være til gavn og blive meget værdsat.
Afdelingslederne ved at alle gerne vil høre programmet. Så vidt det er muligt søger de derfor at lægge arbejdet sådan til rette at de der har meldt sig til frivillig tjeneste får lejlighed til at høre så meget af programmet som muligt. Når der er frivillige nok, vil næsten hver eneste kunne høre hele programmet.
’Frivillig tjeneste’-blanketten udfyldes nøjagtigt og underskrives derefter af den præsiderende tilsynsmand, og sendes derpå til kongresbureauet i stævnebyen (IKKE til Selskabet). Hvis man senere finder ud af at man alligevel ikke kan påtage sig opgaven, bedes man underrette afdelingen for frivillig tjeneste i stævnebyen herom. I løbet af maj måned vil Selskabet sende en forsyning blanketter ud til hver menighed, til brug for forkynderne.
Rejsen: Har du plads i bilen til en pioner, en der ikke har bil, en ældre broder eller søster der behøver særlig hjælp, eller en interesseret der gerne vil overvære stævnet? Gør deres glæde hel og fuld, og få selv del i den større lykke der er ved at give.
Et advarende ord: Uanset hvilket stævne man overværer, bør man ALTID huske at låse bilen når man går fra den, og ALDRIG lade noget ligge fremme i en parkeret bil. Opbevares noget i bilen, bør det låses ned i bagagerummet. Pas også på lommetyve. De kommer ofte hvor der er mange mennesker. Af samme grund skal man heller ikke lade noget af værdi ligge på siddepladserne når man går fra dem.
Pioneridentifikation ved stævnet: Almindelige pionerer og specialpionerer som har været på listen siden 1. februar 1976, kan i pionerbureauet få udleveret en spisebillet, der vil tjene som pioneridentifikation under stævnet. Spisebilletten bør betragtes som rede penge. Bortkommer den, vil man ikke få udleveret en ny. Man må også vise den for at få publikationer til pionerpris ved bogbordet.
Tjeneste på arbejdsmarken: Fra og med weekenden før stævnet indtil dagen lige inden programmet begynder, vil der i og omkring stævnebyen blive gjort en samlet indsats for at invitere offentligheden til at overvære hele programmet. Der vil blive trykt i tusindvis af løbesedler som skal uddeles fra hus til hus. Forkyndere som bor i og i nærheden af stævnebyerne vil blive opfordret til at være med. Hvis du kommer tilrejsende, kunne du så komme en dag eller to før og være med i dette arbejde? Husk i så fald at bestille logi til disse dage også. Når du ankommer til stævnebyen kan du få distrikt og løbesedler i Vagttårnets kongresbureau.
Under stævnet kunne det også være en idé at bruge nogen tid til at aflægge uformelle vidnesbyrd om morgenen og om aftenen på vej til og fra stævnepladsen. Benyt enhver lejlighed til at tale om den gode nyhed og invitere andre med hen til stævnet, og glem ikke dem du logerer hos. Hvis der er løbesedler tilbage fra den særlige uddeling før stævnet, kan de fås ved bogbordet og benyttes til uformelt vidnearbejde.
Programtider: I Esbjerg, Randers og Roskilde vil programmet begynde torsdag formiddag kl. 9.55. Planlæg at være der fra starten, og gå ikke glip af nogen del af programmet. Dåben vil finde sted om fredagen, og de der har indviet sig og som ønsker at symbolisere dette ved vanddåben, bør i forvejen have gennemgået de firs spørgsmål sammen med menighedens ældste. De der har planer om at lade sig døbe, skal selv medbringe badetøj og håndklæde. Vi tilskynder alle til at lægge deres rejseplaner således at de ikke behøver at tage hjem igen før programmet slutter om søndagen kl. 16.00.
Ved stævnerne i Tórshavn og Godthåb vil programtiderne være anderledes. Som hovedregel vil programmet her vare fra kl. 13.50 til 17.00 og fra 18.30 til 21.15. Og stævnet i Godthåb vil begynde onsdag og slutte lørdag.
Bemærk også at Rigets Tjeneste for februar 1976 foreslår følgende fordeling af deltagere ved de to stævner i Roskilde: De brødre der tilhører kredsene S-1, S-3A og S-6 tilskyndes til at overvære stævnet fra 29. juli til 1. august, og de der tilhører kredsene S-2A, S-2B, S-4A og S-5 tilskyndes til at overvære stævnet fra 5. til 8. august. Dette nævnes blot som en retningslinie, og er der noget som taler for at man overværer et andet stævne end foreslået, kan man naturligvis gøre det.
Rejse til Færøerne og Grønland: I forbindelse med stævnerne i Tórshavn og Godthåb har Selskabet tilrettelagt særlige grupperejser, så brødrene fra det sydlige Danmark kan få lejlighed til at overvære et af disse stævner. Stævnerne på Færøerne og i Grønland er netop planlagt som en særlig opmuntring for de brødre og søstre der bor og tjener i disse mere isolerede områder. Også de lokale nyinteresserede vil kunne få stort udbytte af at være sammen med de brødre der rejser derop. Et sådant samvær vil udvide deres åndelige horisont, om man så må sige, ved at give dem en klarere forståelse af det verdensomspændende broderskab og af hvad det vil sige at høre til Guds folk, ligesom det vil øge deres værdsættelse af organisationen på et bredere grundlag end blot det lokale. Hvis mange overværer disse to stævner vil der desuden blive aflagt et langt større offentligt vidnesbyrd, som vil henlede manges opmærksomhed på Jehovas Vidners arbejde i disse områder. Alle som har mulighed for at rejse til et af disse stævner yder altså en glimrende indsats til fremme af Rigets interesser.
Foruden at overvære stævnerne vil der også blive lejlighed til at holde ferie og nyde opbyggende samvær med brødrene. I forbindelse med begge rejsearrangementer er der planlagt interessante og indholdsrige sightseeing-ture. Rejsen til Færøerne vil give mulighed for ture til mange interessante steder på øerne, og for en fjordtur i Norge. I Grønland er der arrangeret en tur langs kysten fra Godthåb mod syd til Julianehåb og ind til Narssaq og Narssarssuaq.
Alle som er interesseret i disse stævnerejser kan få flere oplysninger hos den præsiderende tilsynsmand og bør snarest indsende deres tilmelding til rejsebureauet.
Her følger datoerne og stederne for alle de seks stævner der er tilrettelagt:
15.-18. juli
Esbjerg Idrætspark
22.-25. juli
Randers Stadion
29. juli-1. august
Roskilde Dyrskueplads
5.-8. august
Roskilde Dyrskueplads
12.-15. august
Tórshavn: Føroya Læraraskúli
8.-11. september
Godthåb Forsamlingshus
(Nûp katerssortarfia)
Planlæg at få fuldt udbytte af hele programmet hver stævnedag, og gør alt hvad du kan for at blive og være med i den forenede tak til Jehova ved slutningen af hver dag. Det er godt at kunne sige „Amen“ til den afsluttende bøn.
Vi ser frem til de mange velsignelser Jehova har i beredskab til os ved sommerens stævner. Det vil ganske givet være åndeligt berigende at overvære alle fire dage af områdestævnet „Hellig tjeneste“, og vi tilskynder dig til allerede nu at lægge planer om at være til stede. — Hebr. 10:24, 25.