Kære medforkyndere!
Selv om vi ikke nåede nogen ny forkynderrekord i maj, var der alligevel over 14.000 med til at uddele Rigets Nyheder nr. 22. Rapporterne viser at traktaten blev godt modtaget mange steder. Med traktaterne, de nye blade hver uge og de gode bøger vi har, er vi godt rustet til at hjælpe dem der ønsker en løsning på tidens problemer.
Det har stor betydning at vi alle bruger Bibelen mere i vort vidnearbejde. Lige fra vi indleder besøget bør vi lade folk vide at vi kommer med nyttige oplysninger fra Bibelen. Så kan vi læse og drøfte et vers eller to i sammenhæng som viser hvilket håb Bibelen fremholder, eller hvilket råd den giver i forbindelse med et bestemt problem. Det skal ikke være en lang prædiken med mange skriftsteder til at „bevise“ det vi siger, men en kort og venlig samtale over nogle få vers. Nogle er selvfølgelig ikke interesseret i Bibelen, men for andre vil brugen af den give vore ord vægt. For at blive mere fortrolige med Bibelen har mange brødre sat sig for at læse mere i den hver dag.
Jehovas Vidner gør meget for at folk kan få Bibelen i hænde og forstå den. Siden 1942 er der fremstillet 34.330.375 bibler og bibeldele i U.S.A. Vi er glade for dette, og for at kunne tilbyde Ny Verden-oversættelsen i juli.
Sammen med Bibelen vil vi tilbyde ’Sandhedsbogen’. Siden 1968 er den blevet trykt i 80 millioner eksemplarer på 92 sprog. Ingen anden bog som forklarer Bibelen kommer på højde med denne udbredelse.
Måtte I fortsat være med til at gøre Jehovas navn og hensigt kendt. Modtag vore kærligste hilsener.
Jeres brødre på
DET DANSKE AFDELINGSKONTOR