Kære medforkyndere!
Det har været spændende og opmuntrende at høre om det tre ugers møde som det styrende råd havde arrangeret i Brooklyn i oktober-november. Det var en særlig møderække for alle koordinatorer og andre ansvarshavende brødre fra afdelingskontorerne jorden rundt. I alt var der inviteret 128 brødre, samt 107 hustruer som arbejdede på Betel i den tid møderne varede.
Møderne var ikke en skole eller et kursus; der var snarere tale om at de ældste var samlet for i fællesskab at overveje Rigets interesser og det verdensomspændende forkyndelsesarbejde. Der var lejlighed til at udveksle oplysninger og opmuntring. (Rom. 1:12) Det styrende råd delagtiggjorde de besøgende ældste i forskellige oplysninger og fik desuden selv mange værdifulde oplysninger fra dem, for eksempel om den åndelige tilstand og brødrenes behov i de forskellige lande, samt om stævner, menighedsmøder, forkyndelsen og andet i den forbindelse.
Møderne gav de besøgende ældste lejlighed til at dele erfaringer og oplevelser med hinanden. Mange af brødrene kendte hinanden i forvejen og havde måske arbejdet sammen i heltidstjenesten i 25, 30 eller 35 år. Flere af dem havde også været på Gileadskolen eller havde arbejdet på Brooklyn Betel før i tiden, så der var mange gamle venner at hilse på.
Ved morgenmaden og middagen hver dag og efter betelfamiliens vagttårnsstudium mandag aften blev der aflagt førstehåndsrapporter og fortalt erfaringer. Hver beretning varede fra fem til ti minutter. Alt i alt havde betelfamilien i Brooklyn og på Watchtower Farm samt alle de besøgende lejlighed til i mere end tolv timer at lytte til disse spændende, opbyggende og animerende beretninger. Menighederne i New York-området havde også arrangeret at mange af de besøgende brødre kunne aflægge beretninger og vise lysbilleder fra deres lande ved lokale menighedsmøder i denne periode.
Efter hjemkomsten til Danmark har broder Abrahamson aflagt beretning om møderne i Brooklyn ved foredrag i København, Ålborg, Vejlby-Risskov og Odense for et samlet tilhørerantal på næsten 13.000. Og der er planlagt et foredrag i Ribe-Hallen om eftermiddagen den 8. januar. Alle som har hørt denne beretning er blevet opmuntret derved og føler nu en nærmere tilknytning til brødrene i det styrende råd, idet de har fået en bedre forståelse af hvordan disse brødre varetager deres opgaver.
Vi er overbevist om at alle blandt Guds folk vil få gavn af resultaterne af disse møder i Brooklyn. Lad os i mellemtiden fortsætte det storslåede arbejde vi har fået lov til at være med i, idet vi forkynder den gode nyhed om Guds rige og fortsat indsamler dem der sukker over forholdene og længes efter en retfærdig ny orden. Med kærlig hilsen.
Jeres brødre på
DET DANSKE AFDELINGSKONTOR