De planlægger deres tid
1 Apostelen Paulus tilskynder os til at blive „Guds efterlignere“ ved at vise hinanden kærlighed. (Ef. 5:1) Vi kan desuden efterligne Gud ved at fastsætte en tid til de ting vi skal gøre, og så følge vort forsæt. Gør du det? Bibelen fortæller os gang på gang at Jehova Gud lader tingene ske til „den fastsatte tid“. (2 Mos. 9:5; Hab. 2:3; Mark. 1:15) Han fastsatte en bestemt periode hvori den gode nyhed kun skulle forkyndes for jøderne. Til den fastsatte tid blev der også forkyndt for hedningerne. Og i dag når forkyndelsen af Rigets, budskab ud over hele jorden, ligeledes i overensstemmelse med Guds fastsatte tider. — Mark. 13:4, 10.
2 Som Jehovas vidner ved vi alle hvor vigtigt dette evangeliseringsarbejde er, og vi deltager alle i det. Men de der følger et bestemt skema eller en timeplan finder at de kan nå meget mere end de ellers ville kunne. Følger du også en timeplan? Har du fastsat bestemte tider hver uge hvor du kan være med i tjenesten på arbejdsmarken? Eller er det lidt tilfældigt hvornår du er med? Bliver din tjeneste ofte forhindret af andre ting? Ville du få flere velsignelser ved at planlægge din tid og afsætte bestemte tidspunkter til tjeneste? Det vil måske interessere dig at høre hvordan andre har tilrettelagt deres tid.
Nogle eksempler
3 En søster som er moder til fire børn og har et deltidsarbejde, fortæller: ’Når min søn er taget af sted til skole omkring klokken 7.20, sørger jeg for at få huset gjort i stand, og nogle gange forbereder jeg aftensmaden; derefter vil jeg de fleste dage være klar til at gå på mit verdslige arbejde eller ud i tjenesten på arbejdsmarken. Jeg prøver også at være med i tjenesten i weekenderne, så jeg kan gå ud sammen med mine børn. Det virker bedst når jeg har en bestemt timeplan og er besluttet på at gå ud, medmindre der opstår en nødsituation, i stedet for bare at vente og se om der bliver tid.’
4 En sekstenårig forkynder som går i skole fortæller at han også har afsat nogle faste tider til at være med i tjenesten. Hvor ofte? Mindst to gange om ugen, og to timer hver gang, er han med til at fortælle andre den gode nyhed.
5 Ens helbred kan naturligvis sætte en grænse for hvor meget man kan overkomme. Det gælder for eksempel en niogtresårig broder som er præsiderende tilsynsmand i år. Han sørger imidlertid altid for at være med i tjenesten om lørdagen. Han forkynder et kvarters tid, så sætter han sig i sin bil og hviler ud et par minutter, og så kan han lidt igen. På den måde kan han være ude i op til to timer ad gangen. Han skriver: „Det holder sindet vågent, det giver mig lidt gavnlig motion, og først og fremmest fylder det hjertet med taknemmelighed for at jeg kan være med til at hellige vor Fader Jehovas herlige navn.“
6 Forholdene og omstændighederne er jo forskellige for hver af os. Nogle kan være mere med i den direkte tjeneste end andre kan. Ingen andre kan fortælle os hvor meget vi skal kunne nå i tjenesten, men det kan være gavnligt for os selv personligt at sætte os et sådant mål, og det kan være gavnligt at betragte hvad andre kan nå og hvordan de gør det. De der virkelig planlægger deres tid og lader forkyndelsen af Rigets budskab indtage en vigtig plads, vil afgjort også finde glæde i det de udretter. — Ef. 5:15-17.