Vi må hjælpe dem der har et særligt behov
1 Er vi opmærksomme på at samarbejde med dem der kun har meget begrænsede muligheder for at tale med andre om Jehova og hans godhed? Der findes næppe en menighed som ikke har et eller flere medlemmer der er stærkt begrænset af sygdom eller svaghed. Mange er ude af stand til at gøre ret meget på grund af fysiske handicap, blindhed, døvhed eller alderdom. Jehova har naturligvis behag i den begrænsede tjeneste de kan udføre, men bør vi uden videre slutte at de i mindre grad end vi ønsker at yde en fuld indsats?
2 De der er plaget af fysiske skavanker er i nogle tilfælde mere opmærksomme på Jehovas kærlighed og godhed, med det resultat at de gerne vil gøre mere. Måske søger de at tjene Jehova i større omfang, og med en smule hjælp fra andre kan det muligvis lade sig gøre — og alle opnår større glæde derved. Ville det ikke være et udtryk for kærlig interesse fra vor side hvis vi omfattede sådanne ældre eller handicappede venner i vore planer for tjenesten; ja, hvis vi var vågne for de lejligheder vi har til at tage dem med ud eller at hjælpe dem til at være med? Dette stemmer med det mål vi har sat os — at HJÆLPE HINANDEN.
Hvad vi kan gøre
3 En sådan omtanke er i harmoni med Jehovas ånd, der gennemtrænger den kristne menighed. Paulus forklarede at der er „mange lemmer, og dog ét legeme“, og han nævnte at nogle af „legemets lemmer . . . synes at være svagere“. Denne svaghed kunne blandt andet skyldes begrænsninger af fysisk art. Og resultatet? „Hvis ét lem lider, lider alle de andre lemmer sammen med det.“ Når man bestræber sig for at hjælpe sådanne svage medlemmer, knyttes menigheden sammen i kærlighed, og forkyndelsen af Rigets budskab forstærkes. — 1 Kor. 12:19-31.
4 Hvordan kan du yde en sådan hjælp? I en menighed var der en blind broder som ikke var helt tilfreds med det han udrettede i Jehovas tjeneste. Han ville gerne gøre mere. En anden broder indså at der var et behov, og spurgte om der var noget han kunne gøre for at hjælpe. Resultatet var at den blinde snart ledede et regelmæssigt bibelstudium. Hvordan klarede han det? Broderen som tilbød at hjælpe, tog sig hver uge tid til at læse hele lektien højt for ham. Derefter fulgtes han med den blinde broder hen til bibelstudiet og læste spørgsmålene op. Eftersom den blinde broder var kendt med stoffet, var han på denne måde i stand til at lede et godt studium — til sin store glæde.
5 I en anden menighed blev flere døve tilsluttet. Der var ingen til at tolke for dem, men nogle af de unge brødre og søstre var vågne for behovet, og lærte tegnsprog. De gav udtryk for deres broderkærlighed ved at tolke mødernes program, sådan at de døve kunne få gavn af det. De tog også de døve med ud i tjenesten, og sørgede for at skabe lejligheder hvor de kunne give udtryk for deres håb over for andre. Man behøver vel næppe at sige at dette var til fælles opmuntring.
6 En søster var så svært handicappet at det faktisk var umuligt for hende at komme til møderne eller være med i nogen form for gruppevidnearbejde. Flere betænksomme forkyndere skiftedes da til at optage møderne på bånd, sådan at hun kunne få gavn af dem selv om hun var bundet til hjemmet. Desuden besøgte de hende regelmæssigt for at opmuntre hende, og de hjalp hende endvidere til at yde en indsats i tjenesten. De gav hende navne og adresser på interesserede som hun kunne skrive til, og det lykkedes hende endog at oprette bibelstudier. I andre tilfælde har det været muligt at få interesserede mennesker til at besøge handicappede forkyndere, så der på denne måde kunne ledes et regelmæssigt studium. Nogle forkyndere har taget handicappede venner med i kørestol på gadearbejde, eller fra dør til dør i boligblokke med elevator hvor det er lettere at komme rundt. Det koster lidt mere tid og lidt flere kræfter, men tænk på hvor meget et sådant samarbejde betyder.
7 Du kan uden tvivl finde mange tilsvarende behov i din egen menighed. Er der en fremmedsproget forkynder som er hindret af sprogvanskeligheder? Er der en ældre broder eller søster som har brug for en hjælpende hånd? Er der kronisk syge som kun kan være med i tjenesten under ganske særlige forhold? Hvis du tænker over det, vil du sikkert opdage at du har mulighed for at hjælpe din broder på en måde der kan bringe ham — og dig selv — stor glæde.
8 Når vi således har øje for at samarbejde, ser vi at Prædikeren 4:10 holder stik: „Hvis den ene falder, kan den anden rejse sin fælle op.“ Det giver også Ordsprogene 17:17 virkeligt indhold: „Ven viser kærlighed når som helst, broder fødes til hjælp i nød.“