Lykkelige heltidstjenere
1 Når I taler med dem som er eller har været i heltidstjenesten, bliver det åbenbart at dette arbejde har givet dem noget og at de har glade og lykkelige minder.
2 Efter en dejlig måned i tjenesten skriver en moder med to børn: „Jeg vil bare sige jer tak for den bedste måned jeg kan huske jeg har haft. Da hjælpepionerordningen blev indført gjorde det mig meget lykkelig, fordi jeg nu kan være hjælpepioner hver måned.“
3 En broder som giftede sig for nylig og er almindelig pioner sammen med sin kone, siger: „Min kone og jeg vil gerne lade jer vide hvor meget vi har glædet os over pionertjenesten!“ En husmoder skriver: „I de sidste to år har min mand og jeg haft den glæde at være almindelige pionerer. Det har været til stor beskyttelse for os og givet os et rigt og fuldt liv. Hvad der nok giver mig den største glæde, er at være pioner sammen med min mand. Det har været en god måde at begynde vort ægteskab på, det har bragt os nærmere hinanden og nærmere Jehova.“
4 En mand og hans kone som er pionerer siger: „Jehova har velsignet os rigt. Vi er i stand til at sørge for vore to halvvoksne børn. Det forholder sig i virkeligheden sådan at vor pionertjeneste har hjulpet dem til at blive mere åndeligsindede. De skal begge døbes ved områdestævnet til sommer og arbejde sammen med os som hjælpepionerer i juli.“
5 En pioner skriver: „Jeg havde i sinde at være hjælpepioner en måned, og det var jeg også. Men jeg fandt så mange interesserede mennesker at jeg ikke kunne holde op. Jeg blev nødt til at fortsætte som pioner for at kunne tage mig af alle de interesserede og lede studierne.“ En anden pioner siger: „Min største glæde ligger i at finde interesserede og så lede bibelstudier.“
6 En søster som er enke og 61 år gammel sagde efter fem år i heltidstjenesten: „Jeg er Jehova så taknemmelig for disse fem år. Disse sidste år i pionertjenesten har givet mig så megen lykke og tilfredshed at jeg simpelt hen måtte fortælle jer det. Det er min bøn at jeg kan fortsætte så længe der er arbejde at udføre. Det er umuligt at nævne alle de velsignelser og glæder jeg har haft.“
7 Er du en af disse lykkelige pionerer? Så ved du hvad det er disse brødre og søstre taler om. Mange som nu er i pionertjenesten, eller som har været det før, har sagt: ’Før i tiden hørte jeg de overstrømmende udtryk for værdsættelse der kom fra heltidstjenerne — pionerer, missionærer, medlemmer af betelfamilien og rejsende brødre og søstre — men det var først da jeg selv kom i heltidstjenesten at jeg virkelig forstod hvad det var de talte om.’
8 Måske kunne du blive en af disse lykkelige pionerer — selv om det kun er midlertidigt. Mange har været hjælpepionerer i en måned eller mere. Sidste år var 13 procent af forkynderne i Danmark, i alt 1816, med i dette arbejde. Var du en af dem? I nogle menigheder lykkedes det en tredjedel af forkynderne at lægge deres forhold sådan til rette at de kunne være med i hjælpepionerarbejdet. Dette gælder især hvor ældste og menighedstjenere er gået foran.
9 Mange unge forkyndere har i sinde at blive hjælpepionerer i løbet af sommerferien. Lægger du også den slags planer? Måske kan du være med i dette arbejde når jeres kredstilsynsmand besøger menigheden. Mange brødre og søstre som nu tjener på Betel, i missionærtjenesten eller i andre grene af heltidstjenesten begyndte som hjælpepionerer og gik så over til den almindelige pionertjeneste da de var færdige med skolen. Har du sat dig som mål at tjene din Skaber i ungdommens dage? (Præd. 12:1) Kan du tjene som hjælpepioner eller begynde at tjene som almindelig pioner i sommer?
10 De der er pionerer, er det ikke fordi der ikke er andet de kan gøre, eller fordi de ikke har andre forpligtelser. De er det fordi de vælger at være det. Denne tjeneste var et af de mål de havde sat sig; det stod højt på deres ønskeliste. Heltidstjenesten er ikke altid let. Men velsignelserne er mange og tilfredsheden ved at tjene Jehova på denne måde er stor.
11 De af jer som er familiefædre, husmødre eller hjemmeboende børn og samtidig er i heltidstjenesten, skal særlig roses fordi I lægger jeres tidsplan sådan til rette at I kan være med i dette arbejde. Og I øvrige medlemmer af familien som har samarbejdet om at få det nødvendige arbejde i hjemmet gjort, og som på anden måde har hjulpet til med at gøre det muligt for et medlem af jeres familie at være i pionertjenesten, fortjener også ros. Ved at yde denne hjælp beviser I at I forstår hvor vigtigt dette arbejde er.
12 Måske er du ikke i stand til at være i heltidstjenesten for øjeblikket, men ville gerne være det. Det er måske dit mål at tjene som missionær eller på et betelhjem en skønne dag. Mens du arbejder med dette mål for øje, vil vi gerne tilskynde dig til at overvære de møder som afholdes ved områdestævnerne for dem der er interesseret i betel- og missionærtjenesten.
13 Der er mange af vore kære brødre og søstre hvis forhold ikke tillader dem at være i heltidstjenesten. Alligevel er det tydeligt at de også er lykkelige i Jehovas tjeneste. I sin store gavmildhed har Jehova givet alle sine tjenere mulighed for at være lykkelige i deres tjeneste for ham, lige meget hvad deres forhold i livet måtte være. — 2 Kor. 8:12.
14 Hvis du imidlertid er en af dem som har den forret at deltage i en eller anden form for heltidstjeneste, ved vi at du ofte har takket Jehova for hans velsignelser. Det glæder os at kunne forsikre dig om at vi sætter pris på hvad du gør, og du kan være sikker på at det gør Jehova også.