Prøver du din egen gerning?
1 Menneskelegemet er mageløst indrettet med henblik på arbejde. Og det kan udføre utallige former for arbejde! Har du nogen sinde tænkt på hvilket enestående samarbejde der er mellem øjne, hænder, nerver, sener og muskler når man slår en hammer mod et søm, syr med nål og tråd, eller skriver et ord med en blyant? Samarbejdet går aldeles glat; hver eneste legemsdel udfører nøjagtig det som hjernen byder den at gøre! — Sl. 139:14.
2 Paulus anvender menneskelegemet som en illustration der viser hvordan den kristne menighed bør udføre det arbejde Gud har tildelt den. I Første Korinterbrev, kapitel 12, sammenligner han hvert medlem af menigheden med et lem på Kristi legeme. Han fremhæver deres indbyrdes kærlighed, enhed og samarbejde i arbejdet med at forkynde den gode nyhed og gøre disciple af Jesus Kristus, menighedens hoved. (1 Kor. 12:12) Skønt organerne har hver sin funktion, bidrager de alle til legemets fælles arbejde. (Rom. 12:4-8) Kristi åndelige legeme kan tjene som en illustration der viser hvordan vi skal bære os ad i dag.
Værdsæt din tjenesteforret
3 Hvilket arbejdsområde har du inden for den kristne menighed? Hvad det end er, værdsætter du det da? Det gør Jehova! Du synes måske til tider at du hører til de „svagere“ dele af legemet, eller at din rolle i menigheden hører til de „mindre ærefulde“. Det kan skyldes dårligt helbred, høj alder eller andre forhold. Men hvad der end er tilfældet, så prøv at se på det som Jehova gør. Han siger i sit ord: „Derimod er det langt snarere sådan at de af legemets lemmer som synes at være svagere, er nødvendige, og de dele . . . som vi synes er mindre ærefulde, dem omgiver vi med så meget mere ære, . . . Men Gud har sammensat legemet således at der vises mere ære til den del som er ringere stillet.“ — 1 Kor. 12:22-24.
4 Når vi ser sådan på det kan vi alle arbejde med hele vor sjæl, på trods af vore begrænsninger, idet vi ved at Jehova føjer det til som vi mangler. Hovedsagen er: Yder vi et bidrag til det store forkyndelses- og undervisningsarbejde der i dag udføres af Guds menighed? Vi ønsker alle at vor indsats skal virke „til et gavnligt formål“ og aldrig hæmme „legemet“ eller menigheden i det arbejde der skal gøres. — Se Første Korinterbrev 12:7.
Grund til at juble
5 Gud glæder sig altså over at kunne benytte os som sine medarbejdere, og han drager ingen sammenligninger mellem os indbyrdes. Nej, han lader hver af os ’prøve sin egen gerning, og så vil vi have grund til at juble med hensyn til os selv alene, og ikke i sammenligning med andre’. (Gal. 6:4) Samarbejdet mellem vore lemmer er koordineret og afpasset. Det ene lem udfører måske en funktion det andet lem ikke kan. Men de er afhængige af hinanden. De modarbejder ikke hinanden. Dette illustrerer meget smukt hvordan hvert medlem af den kristne menighed arbejder på sin egen opgave under den hellige ånds ledelse.
6 Prøver du din egen gerning? Udfører du din gerning i enhed med hele den øvrige del af menigheden, så Jehovas navn bliver æret? Da har du „grund til at juble“. Bladet Vagttårnet har i over 100 år været med til at fremme enheden i det legeme som Guds folk udgør. Vort tilbud i juli er et års abonnement på Vagttårnet og en stor bog for kr. 15,00.
7 Lad os med begejstring tilbyde et abonnement på Vagttårnet når vi går fra hus til hus. Prøv også at finde muligheder for uformelle vidnesbyrd over for arbejdskammerater, skolekammerater, naboer, handlende og andre. Måske hører du til dem der har den forret at tilbringe 90 eller flere timer om måneden i pionertjenesten. Da har du rig lejlighed til at tilbyde abonnement. Nogle er måske svagelige eller oppe i årene men kan alligevel bruge lidt tid på gadearbejde hvor abonnementet kan tilbydes, eller i andre former for tjeneste. Tøv ikke med at tilbyde Vagttårnet når du går på genbesøg. Hvad du end kan gøre, da husk at Jehova ønsker at vi tjener ham med hele vor sjæl. Det indbefatter at vi anvender den tid vi kan, alt efter vore personlige forhold.
8 Ja, menneskelegemet er mageløst indrettet med henblik på arbejde. Det samme gælder den verdensomspændende kristne menighed. Når ethvert medlem af menigheden — sammenlignet med hænder, nerver, sener og muskler — prøver sin egen gerning, vil dette smukt samarbejdende legeme blive til et stort vidnesbyrd under Kristi ledelse.