Et håbets budskab!
1 Inflation! Sygdom! Kriminalitet! Krig! Hvad kan man gøre ved disse plager? Hvor meget længere skal menneskeheden lide? Er der noget grundlag for at håbe på bedre tider? Sådanne spørgsmål stilles af mennesker overalt i verden. Mange er fortvivlede og ser ikke nogen udvej. „At bie længe gør hjertet sygt,“ sagde vismanden meget rigtigt i Ordsprogene 13:12.
2 Ifølge Bibelen ville forholdene blive sådan i de sidste dage. (Åb. 6:1-8) Desuden forudsiger den hvorfra hjælpen vil komme. De fleste håber at politikerne kan finde en udvej. Eller de ser hen til astrologer og sandsigere, og nogle sætter deres lid til videnskabsmænd. Men ingen af disse steder er der varig hjælp at få. Vi er taknemmelige for at vi kender den eneste sikre kilde til hjælp, nemlig Guds rige.
En ny traktat
3 Den traktat vi skal uddele i september har titlen: „Håb om at inflation, sygdom, kriminalitet og krig hører op?“ Den vil med sikkerhed bringe et håbets budskab til oprigtige, rettænkende mennesker.
4 Traktaten henviser til at Bibelen er en bog vi trygt kan sætte vor lid til. Selve det at mennesket i øjeblikket har problemer, er ifølge Bibelen et grundlag for håb. (Se Lukas 21:28.) På side 3 i traktaten vises det at inflation ikke alene vil blive bragt under kontrol, men fuldstændig fjernet. (Sl. 72:16) Sygdom vil høre op. (Åb. 21:4) Kriminalitet vil blive afskaffet. (Sl. 37:9, 10) Og der gøres ende på krig. (Sl. 46:10) Alle de storslåede ting Bibelen taler om, vil blive gennemført i vor generations levetid, og det vil blive til gavn for mennesker her på jorden.
5 Hvad kan vi gøre for at oplyse folk om dette sikre håb? En ting vi kan gøre, er at fremholde den nye traktat med overbevisning og begejstring. Det vil vi alle sammen få lejlighed til at gøre i september måned.
Hvordan traktaten kan fremholdes
6 I tidligere kampagner har mange brødre gjort den erfaring at det har været nemt at få længere samtaler over traktaternes indhold. Det vil vi stadig tilskynde alle til at gøre hvor som helst det er muligt. Eftersom det er så nemt at fremholde traktaten, kan det være at nogle som ikke før har været med i vidnearbejdet, har lyst til at begynde. Tilskynd dem til at gøre det, hvis ellers de opfylder betingelserne. Hvordan med dem der overværede mindehøjtiden og som vi har hjulpet? Er nogle af dem klar til at være med i denne tjeneste i månedens løb? Er der nogle som er blevet passive og som kunne hjælpes i gang igen? Det vil være en god idé at hjælpe dem i september.
7 Da traktaten har en fængende titel vil mange uden tvivl med glæde tage imod den. Man kan simpelt hen nøjes med at række den besøgte traktaten og opfordre ham eller hende til at læse den. Eller man kunne sige: „På grund af den stigende inflation, de frygtelige sygdomme, den voksende kriminalitet og truslen om en tredje verdenskrig er mange forståeligt nok bekymrede for fremtiden. Tror du/De at der er håb om bedre tider? [Lad den besøgte svare.] Jeg er glad for at kunne give dig/Dem denne folder med titlen: ’Håb om at inflation, sygdom, kriminalitet og krig hører op?’ På side 2 vises det at mange vender sig til astrologer og sandsigere for at høre hvad fremtiden vil bringe. Tror du/De at man finder svarene der? [Lad den besøgte svare.] Bibelen giver os et håb om bedre tider. [Drøft derefter et af punkterne på side 3.] Du/De er velkommen til at tage folderen med indenfor. Det bibelske håb er yderligere forklaret i denne bog [en hvilken som helst 192-siders bog], som du/De også kan modtage [Nævn hvordan den besøgte kan modtage bogen.].“
8 Jehova har meddelt os det eneste sikre håb. Lad os dele dette håbets budskab med så mange vi kan!