Fremholdelse af den gode nyhed — Det gavner os personligt at gå fra hus til hus
1 I dag udfører Jehovas vidner et ’mærkningsarbejde’ i hele verden, idet de energisk går fra hus til hus med den gode nyhed for at finde dem der ønsker at kende sandheden og for at advare dem der ikke vil høre. Er du med i dette livredningsarbejde? Ofrer du så meget tid i det som du overhovedet kan? — Ez. 9:2-11.
2 Vore anstrengelser i dette arbejde belønnes ved at vi ser de mange der hvert år hjælpes til kundskab om sandheden. Desuden gavner det os personligt på mange måder at vi regelmæssigt og flittigt tager del i forkyndelsen fra hus til hus. Hvordan? Overvej følgende:
◆ Det giver os større værdsættelse af sandheden. Jo mere vi tager del i hus-til-hus-arbejdet, jo bedre ser vi hvordan folk „sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves“. Vi bliver overbevist om at Bibelens profetier går i opfyldelse og vi erkender til fulde at den eneste løsning på menneskenes problemer er Guds rige ved Kristus.
◆ Det hjælper os til at bære åndens frugt i større mål. Det siger sig selv at vi må have alle åndens frugter — kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse — for at tage den udfordring op det er at gå fra hus til hus og blive ved med det. — Gal. 5:22-24.
◆ Det hjælper os til at overvinde vor menneskefrygt. Husker du hvordan du havde det første gang du var ude fra hus til hus? Lidt efter lidt erkender vi imidlertid at det allervigtigste er at forkynde den gode nyhed og lade advarselen lyde, og i sammenligning hermed er menneskers afvisende holdning for intet at regne. Ligesom Jeremias føler vi at Jehova styrker os, og det opbygger troen hos os. — Jer. 1:17-19.
◆ Det hjælper os til at forblive ydmyge. Vi lærer snart at det ikke er i egen kraft eller på grund af vore egne evner at vi kan udføre dette arbejde. Men så længe vi er ydmyge og ’ikke strider imod’ og ’ikke unddrager os’, vil Jehova give os „lærlinges tunge“ så vi kan „styrke de trætte med ord“. — Es. 50:4-6.
◆ Det gør os bedre til at forsvare sandheden. Det kræver øvelse at bruge Guds ord rigtigt som det skarpe og tveæggede sværd det er. Denne øvelse får vi når vi bruger Bibelen regelmæssigt fra hus til hus. Da vil vi se at Guds ord er „levende og virkende“. — Hebr. 4:12.
◆ Det styrker os åndeligt og fysisk. Når vi regelmæssigt deltager i arbejdet fra hus til hus kan vi holde os åndeligt vågne og få en god samvittighed, der igen vil give os større glæde. Og mange har erfaret at den motion de har fået i tjenesten har forbedret deres helbred rent fysisk.
3 Når vi tænker på de mange fordele der er ved hus-til-hus-arbejdet, både for os selv og for dem der hører på os, har vi sandelig al mulig grund til at blive ved med at deltage i denne tjeneste så meget vi kan. — 1 Tim. 4:16.