Lad os strømme over af kærlighed til hinanden
1 Kærlighed er en egenskab som bør kendetegne alle sande kristne. (1 Joh. 4:11) Inden for den kristne menighed viser vi broderkærlighed. Men kan vi „fortsætte med at gøre det i endnu rigere mål“? — 1 Tess. 4:9, 10.
Hvordan vi kan gøre det
2 Omsorg og betænksomhed er egenskaber vi alle værdsætter hos andre. Når vi er betænksomme over for vore ældre og svagelige brødre og søstre, efterligner vi vor Gud, Jehova, som nærer stor agtelse for „grå hår“ der er ’vundet på retfærds vej’. (Ordsp. 16:31) Hvordan kan vi vise disse ældre venner vor kærlighed? Ved at hente dem til møderne, besøge dem, købe ind for dem, gå ærinder, invitere dem til et måltid, og lignende. (Gal. 6:10) Og hvordan med ’de faderløse’? Har vi for nylig vist omsorg for dem?
3 Høflighed er altid på sin plads. Hvor var det velgørende at blive mindet om dette i Rigets Tjeneste for september 1982. Hvis vi nu og da repeterer disse oplysninger, husker vi dem bedre. Hvorfor ikke drøfte dem i familien?
4 „Se, sønner er [Jehovas] gave,“ siger salmisten. (Sl. 127:3) Forældrene har derfor en gudgiven pligt til at oplære deres børn i Jehovas tugt og formaning. (Ef. 6:4) Børnene må også lære at vise kærlighed. Det er forældrenes opgave at minde deres børn om altid at opføre sig respektfuldt og for eksempel ikke løbe omkring i rigssalen eller fedte stole og gulve til med tyggegummi eller bolsjer.
5 Eftersom kærligheden har så stor betydning i vort liv, må vi også vise denne egenskab over for de nye der kommer ind i Jehovas organisation. Vi må byde dem hjerteligt velkommen i rigssalen. Når vi viser dem en sådan oprigtig interesse, ser de at vi følger budet om at elske hinanden af hjertet. Selskabet modtager gang på gang breve fra folk som er taknemmelige for den kærlighed man har vist dem. Kan vi „udvide“ vort hjerte til også at omfatte de nye? — 2 Kor. 6:13.
6 Hvad gør vi når brødre eller søstre eller deres familiemedlemmer bliver alvorligt syge og måske kommer på hospitalet? Broderkærligheden vil få os til at støtte dem så godt vi kan i deres trængsel.
7 Apostelen Peter skriver: „Fremfor alt, hav inderlig kærlighed til hinanden, for kærlighed dækker over en mængde synder.“ (1 Pet. 4:8-10) Det græske ord der er gengivet med „inderlig“ betyder bogstaveligt ’strakt ud’. Vor kærlighed til vore kristne brødre bør derfor ikke være halvhjertet, så vi kun lige gør det vi synes vi er nødt til at gøre, eller det der ikke vil volde os nogen stor ulejlighed. Vi bør heller ikke begrænse den til kun at omfatte nogle få udvalgte i menigheden. Vi bør udstrække den til at omfatte alle. Desuden må vi underbygge den med kristne gerninger der bliver til varig velsignelse for vore brødre.
8 Når vi viser denne kærlighed, giver vi andre grund til at tale godt om den Gud vi tilbeder. Kærligheden er tydeligt til stede i menigheden. Viser vi den selv? Hvis der er noget vi kunne forbedre, hvorfor så ikke gøre det nu? Da efterligner vi vor kærlige Gud, som har vist os den største kærlighed. — Joh. 3:16.