Høstarbejdere som handler med indsigt
1 Under Jesu ledelse og i samarbejde med hans himmelske engle udføres nu et stort åndeligt høstarbejde på hele jorden. Ligesom det var tilfældet med fortidens Israel, har Jehova opstillet visse krav for såvel arbejdet som dem der deltager i det. Hvilken forret at kunne deltage helhjertet i Rigets høst i vor tid! Sand værdsættelse af vore muligheder bør tilskynde os til at arbejde med flid og indsigt, så vi er stærkt optaget af vidnegerningen. — Ordsp. 10:4, 5, NW; Apg. 18:4, 5.
„Vær brændende i ånden“
2 Nutidens store åndelige høstarbejde kræver en energisk, dynamisk indsats. (Rom. 12:11) Vi handler med indsigt når vi efterligner de trofaste kristne i det første århundrede, som deltog regelmæssigt og nidkært i tjenesten. Ligesom de gjorde, indser vi hvor vigtigt det er at udføre det hellige arbejde med at forkynde den gode nyhed, eftersom udførelsen af denne virksomhed i nutiden er en af hovedgrundene til at den kristne menighed er oprettet. (Matt. 24:14) Kærlighed til Jehova og troskab mod vor opgave som forkyndere får os til at sætte Rigets interesser i første række. Vi følger ivrigt det inspirerede råd som blev givet til Guds tjenere på Ezekias’ tid: ’Lad det nu ikke skorte på iver.’ — 2 Krøn. 29:11.
3 Da vi ved at den nuværende høsttid har stor betydning, ønsker vi at deltage regelmæssigt i arbejdet med at forkynde „hvad der fører til fred“. (Luk. 19:42, 44; Apg. 5:42) Kan du være regelmæssigt med i alle grene af tjenesten? Alle som har mulighed for dette, velsignes rigt af Jehova. Vi styrkes af personlige oplevelser i tjenesten, og det at vi „handler med indsigt“ har en gavnlig indflydelse på hele menighedens åndelige helbred, idet vi sætter et godt eksempel for andre. — Ordsp. 10:5, NW.
Pionerånden styrkes
4 Hvor er det glædeligt at se at et stigende antal brødre og søstre nu forstår at Jehovas vilje indebærer at de griber de muligheder og tager de udfordringer op der ligger i heltidstjenesten! (Ef. 5:17) I Juni for et år siden var der her i landet 341 almindelige pionerer og specialpionerer. Og nu, et år senere, ligger tallet på 401! Det er bestemt noget der fylder os med glæde. Har du mulighed for at række ud efter sådanne tjenesteprivilegier?
5 Hvis du for nylig er blevet færdig med din uddannelse, hvad hindrer dig så i at blive pioner? Nogle kan måske holde familieråd og lægge planer om at én eller flere af familiens medlemmer går ud i pionertjenesten. Andre har fundet det muligt at skære ned på deres verdslige arbejde for at være pioner i mindst et år. Har du alvorligt overvejet denne mulighed? Uanset hvordan dine personlige forhold måtte være, så bed til Jehova om at du må være i stand til at udvide din tjeneste, idet du søger at handle med indsigt og lægger pionerånden for dagen.
6 Ja, måtte vi alle fortsat ’arbejde med god vilje’ og være travlt optaget i Jehovas gerning. (Neh. 4:6; 1 Kor. 15:58) Når vi i forening handler med indsigt, medfører det stor glæde og ny styrke.