Hjælp børn og unge til at få gavn af stævnet
1 Alle der tilbeder Jehova indbydes til områdestævnet „Gudhengivenhed“, også børn og unge. Programmet er udarbejdet med tanke på at der blandt Guds folk i dag er et stort antal unge mennesker. Alle unge, også „småbørnene“, forventes at være til stede alle tre dage. — 5 Mos. 31:12.
2 Forældre bør lære deres børn at stævnerne også er tilrettelagt for dem. Når børn forstår at det er en del af deres tilbedelse at være til stede og lytte opmærksomt til stævneprogrammet, vil de vokse åndeligt. Det skal indrømmes at det ikke altid er let for børn og unge at sidde stille på deres plads og følge med under programmet. Nu og da fremholdes der stof der kan være vanskeligt for dem at forstå. Forældrene må derfor være meget opmærksomme og gøre alt hvad de kan for at hjælpe deres børn.
3 Det er meget opmuntrende at se den ægte interesse for åndelige værdier som børn og teenagere viser når de overværer stævnerne. Skønt noget af begejstringen sikkert stammer fra det at komme ud at rejse og at være sammen med mange andre, kan selv helt små børn hjælpes til at forstå og værdsætte den åndelige gavn de kan have af stævnerne.
Hvordan forældrene kan hjælpe
4 Det er nødvendigt at børnenes tanker ledes ind på det åndelige før stævnet. Hvorfor ikke tage dig tid til inden stævnet at gennemgå afsnittet „Gudhengivenhed“ i Hjælp til forståelse af Bibelen, side 411-12, sammen med dine børn? Det vil uden tvivl hjælpe alle i familien til at få fuldt udbytte af stævneprogrammet.
5 Mange forældre har opnået gode resultater ved at sørge for at deres børn fra en tidlig alder har fået deres egen bibel, sangbog og andet studiemateriale. De har samtidig indprentet deres børn betydningen af den rette indstilling til Bibelen og andre bøger og har således modvirket børnenes tendens til at lege med bøgerne ved at skrive eller tegne i dem. Tilskynd børnene til at tage notater, og planlæg en repetition af programmet om aftenen. Det vil være bedst ikke at tage legetøj, malebøger eller lignende med til stævnet.
Vær opmærksom på tugt og personlig fremtræden
6 Nogle forældre har ladet deres børn forstyrre andre under programmet. Det er endog sket at børn under bønnen har fået lov til at lege eller på anden måde distrahere andre. Spørg derfor dig selv: „Hvad laver mine børn under bønnerne? Bør de have lov til at forlade deres pladser under programmet?“ Ansvarsbevidste forældre finder det klogt at sidde sammen med deres børn. Det sætter dem i stand til at have det rette tilsyn med dem så de ikke ved deres opførsel distraherer andre. Selv når forældre har forskellige ansvarsopgaver i forbindelse med stævnet bør de, om overhovedet muligt, sidde sammen med deres små og store børn under programmet. Det er vigtigt at børn er under tilsyn af deres egne forældre, også i pauserne.
7 Hvordan klæder de unge i din familie sig når de er til stævne? En fritidspræget, skødesløs påklædning og kondisko understreger ikke den alvor der hører lejligheden til. Børn og unge der er klædt som det sømmer sig ved kristne møder, genspejler den værdighed og alvor som hører et stævne til. Det vil prise og ære Jehovas navn.
8 Man kan hjælpe børnene til at tage stævnet alvorligt ved at lade dem deltage i frivillig tjeneste i pauserne. Som nævnt i Tillæg til Rigets Tjeneste kan børn og unge, sammen med en af deres forældre eller en anden voksen, hjælpe med praktiske opgaver ved stævnet. Mange unge betragter dette som noget af det der gør stævnet til en særlig oplevelse.
9 Hvis forældre og andre tænker over de forslag der gives i denne artikel, kan de hjælpe unge til at få større gavn af stævnet.