Vi må plante og vande for at gøre disciple
1 „Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro.“ (1 Kor. 3:6) Sådan pegede apostelen Paulus på tre grundlæggende skridt i forbindelse med at gøre disciple. For at tage de to første skridt, at plante og at vande, må man påtage sig et ansvar og en forret der påhviler alle Guds indviede og døbte tjenere.
2 Det kræver nemlig at man forkynder, både offentligt og fra hus til hus, uformelt og på andre måder. Det indebærer også en fremadskridende undervisning af folk så de lærer at holde alt det Jesus har befalet. (Matt. 28:19, 20) Dette sidste skridt kan kun tages ved at man aflægger genbesøg hos dem der viser interesse, drøfter bibelske emner og studerer Bibelen med dem. Samarbejder du som en loyal medarbejder med Jehova ved at så sandhedens sæd og følge det op ved at vande efter behov? — 1 Kor. 3:9.
Se mulighederne og behovet
3 Spredning af læsestof er uløseligt forbundet med det at plante. Sandhedens sæd der på den måde sås, giver mulighed for at gøre nye disciple. Føler vi os, som Guds medarbejdere, tilskyndet til at gå på genbesøg hos disse mennesker og pleje deres interesse for bibelske emner? I Danmark leder hver menighedsforkynder i gennemsnit 0,3 bibelstudium. Vi er overbeviste om at dette gennemsnit vil vokse hvis hver enkelt forkynder i højere grad erkender sit personlige ansvar for at fortsætte ud over det første skridt der består i at så sandhedens sæd, og række ud efter at lede et fremadskridende hjemmebibelstudium. Selv om nogle på grund af forskellige begrænsninger ikke har mulighed for at lede et eller flere bibelstudier, er det godt for os hver især at tage vore muligheder op til overvejelse.
4 Det er interessant at se hvordan det er gået i forskellige områder. Nogle menigheder har et frugtbart distrikt og der rapporteres et til to bibelstudier pr. forkynder. Antallet af nye disciple er proportionalt med det antal bibelstudier der ledes. Det kan man se ved at sammenligne det gennemsnitlige antal forkyndere med antallet af bibelstudier i forskellige lande, ud fra rapporten i Jehovas Vidners Årbog 1991.
5 Vort motiv til at lede bibelstudier bør være kærlighed til mennesker der reagerer positivt på Rigets budskab. Vi må, ligesom Jehova, være oprigtigt interesserede i mennesker og indse at deres frelse er forbundet med åndelig vækst. (1 Pet. 2:2) Ligesom bogstavelige planter der behøver vand for at optage næring og vokse, vil folk som viser interesse for Rigets budskab sædvanligvis først begynde at overvære møderne når de gennem et hjemmebibelstudium bliver ledet til Guds organisation.
6 Vor lydighed er også en vigtig faktor. Jesus sagde at de der er på sandhedens side vil høre hans røst. (Joh. 18:37) Han befalede sine disciple at forkynde og at undervise, og han udrustede dem til at udføre dette arbejde. Jesus gav os, ved sit enestående eksempel som lærer og ved sin dybe medfølelse med mennesker, et forbillede vi kan efterligne når vi hjælper andre. (Luk. 6:40; Joh. 13:13; 14:12) Vore bestræbelser kan føre til frelse for både os selv og dem vi underviser. — 1 Tim. 4:16.
Hjælp til at oprette bibelstudier
7 For at en dygtig håndværker kan fuldføre en opgave må han bruge det rette værktøj. Som lærere har vi en mangfoldighed af bøger og blade til rådighed, foruden brochurer og traktater, fremstillet som redskaber der kan hjælpe os til at nå folks hjerter, uanset deres baggrund og synspunkter.
8 Nogle forkyndere har haft gode resultater med at bruge traktater og brochurer når de indleder bibelske samtaler. For eksempel citerer eller henviser traktaten Liv i en fredfyldt ny verden til mere end 20 forskellige skriftsteder som beskriver dette vidunderlige håb. Disse skriftsteder kan bruges som udgangspunkt for mange opbyggende bibelske samtaler. Vore iøjnefaldende og enkle brochurer kan også gøre folk bekendt med grundlæggende bibelske sandheder og give dem lyst til at vide mere.
9 Kender du nogen der har svært ved at læse eller som ser dårligt? Har du prøvet at bruge brochuren Evigt liv på jorden som grundlag for en fremadskridende bibeldrøftelse med dem? Brochuren „Se! Jeg gør alting nyt“ er endnu et velegnet redskab. De indledende paragraffer giver på en god måde den besøgte indblik i Guds løfter for fremtiden. Og bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, der blev udgivet i 1982, har ganske givet hjulpet de fleste af de 1,7 millioner der er blevet døbt siden da, til at tage standpunkt.
Vær ansvarsbevidst
10 Det vil måske være godt for dig at se dit eget forkynderkort og finde ud af hvor mange bøger, brochurer og blade du har spredt inden for de sidste 12 måneder. Har det at sprede disse publikationer været resultatet i sig selv? Eller gik du et skridt videre efter at have plantet? Hvor mange af dem der viste interesse ved at modtage læsestof besøgte du hurtigt igen? Kom du igen for at se om det du havde plantet var begyndt at gro? Fortsatte du med at vande og bede til Jehova om at give vækst? — Jævnfør Apostelgerninger 16:14 og Andet Thessalonikerbrev 3:1.
11 Måske går du ikke på genbesøg og leder ikke bibelstudier, fordi du føler dig utilstrækkelig. Det har sandsynligvis mere med din indstilling end med manglende evner at gøre. Jehova har ikke givet sine tjenere en opgave uden at udruste dem og gøre dem tilstrækkeligt egnede. Han oplærer os til „enhver god gerning“ gennem Bibelen og sin organisation. (2 Tim. 3:16, 17; 2 Kor. 3:5, 6) Vi får alt hvad vi behøver, både gennem den hellige ånd, læsestof, mundtlig vejledning og demonstrationer fra podiet, for ikke at tale om det eksempel som dygtige, selvopofrende og hjælpsomme tjenere sætter. Det er ikke nødvendigt med en højere verdslig uddannelse for at lede et bibelstudium. Men vi må give agt på den højere åndelige uddannelse vi får gennem Jehovas organisation. — Jævnfør Apostelgerninger 4:13.
12 Det er afgørende at vi personligt anvender den vejledning vi får gennem Rigets Tjeneste, den teokratiske skole, tjenestemøderne og på andre måder. Apostelen Paulus sagde ligeud til de kristne hebræere: „For skønt I burde være lærere i betragtning af den tid der er gået, trænger I på ny til at nogen underviser jer fra begyndelsen i de elementære ting i Guds hellige udsagn.“ (Hebr. 5:12) Det forventes at en der gennem flere år har udført et håndværk, kan bruge sit værktøj med en vis færdighed. Hvis vi viser oprigtig interesse og flittigt bestræber os for at lære at føre bibelske samtaler, vil vores fremgang være tydelig. — Ordsp. 12:24; 22:29.
13 Det koster både tid og kræfter at komme igen og fortsætte drøftelsen af bibelske emner hos dem der har vist interesse for Rigets budskab. Men vi må huske at vores egen kundskab om sandheden er et bevis på at Jehova har vist os kærlighed og ufortjent godhed. Det kom til udtryk ved at en broder eller søster brugte mange timer på tålmodigt at undervise os i sandheden. På samme måde bør kærligheden tvinge os til at købe den nødvendige tid og bruge den på dette vigtige arbejde med at gøre disciple. — 2 Kor. 5:14, 15; Ef. 5:15, 16.
14 Mange menigheder har fulgt Selskabets forslag om at arrangere aftenforkyndelse. De tidlige aftentimer er som regel velegnede til genbesøg hos dem der har vist interesse. Et hus-til-hus-notatskema med de vigtigste oplysninger om de enkelte man har besøgt, er en nødvendighed for at man kan gå på genbesøg og indlede bibelske drøftelser. Læg ikke notaterne i en bog eller en bibel så du måske glemmer dem. Hvis man glemmer at gå på genbesøg og først kommer igen flere uger senere når man er i nabolaget, giver man Satans håndlangere mulighed for at besøge vedkommende, og de vil ønske at tage det der er blevet sået bort fra personens hjerte. (Luk. 8:12) Vil du krydse Satans planer ved at komme hurtigt igen? Hvis du føler et ansvar og værdsætter dit privilegium vil du komme hurtigt igen. — 1 Kor. 9:16, 23.
Hvordan man opretter et bibelstudium
15 Det er ikke svært eller indviklet at oprette et bibelstudium. Nogle vil måske uden videre tage imod et direkte tilbud om et hjemmebibelstudium. Mange forkyndere undlader imidlertid at bruge ordet studium men leder blot den bibelske drøftelse i den retning.
16 Det er vigtigt at vi har kærlighed til mennesker og at vi oprigtigt ønsker at hjælpe dem. Desuden må vi forberede os godt. Det vil sige at vi må se vore notater igennem for at vide hvad vi drøftede med de enkelte sidste gang og for at finde ud af hvordan vi vil gå videre ved næste besøg. Tænk på hovedlinjen i det du vil fortælle. Vil du finde endnu et par skriftsteder angående det I talte om sidst? Eller kunne du slå op i den traktat eller bog den besøgte har fået og gennemgå nogle få af de indledende paragraffer med vedkommende? Du kan måske vælge et emne den besøgte har vist interesse for. Men brug kun 10 til 15 minutter til at begynde med. Gradvis kan man bruge mere tid, afhængig af den besøgtes interesse. Brug din sunde dømmekraft til at afgøre hvordan du skal gå frem og hvor længe du skal blive.
17 Gennem årene er der blevet givet mange nyttige forslag som kan hjælpe os til at gøre disciple. I Rigets Tjeneste for oktober og november 1990 blev der, som en del af en serie, bragt nogle gode artikler med titlerne „Nå ind til hjertet når du leder bibelstudier“ og „Led dem du studerer med til Jehovas organisation“. Rigets Tjeneste for februar 1987 indeholdt artiklen „Forberedt til at lede bibelstudier“. Et hurtigt blik i Register til Vagttårnets publikationer under „Bibelstudier“ kan hjælpe dig til at finde andre nyttige oplysninger.
18 Som et mønster for hvordan man leder et bibelstudium kan man lægge mærke til hvordan menighedsbogstudiet bliver ledet. Selvfølgelig har man ikke på forhånd fastlagt hvor meget stof man skal nå igennem ved et bibelstudium. Man bør afpasse stofmængden efter elevens evner og behov. Desuden vil tjenestetilsynsmanden og andre erfarne forkyndere og pionerer hellere end gerne tage med dig på studiet og give dig praktiske forslag til hvordan man leder virkningsfulde bibelstudier.
19 I erkendelse af at det er Jehova der leder arbejdet når vi forsøger at hjælpe folk, bør vi ikke alene bede om at finde nogle at studere med, men også om at de interesserede vi har kontakt med må gøre fremskridt. Vi må have den samme indstilling og de samme følelser som apostelen Paulus havde da han forkyndte for kong Agrippa: „Jeg ville ønske over for Gud at ikke alene du men også alle de som hører mig i dag, hvad enten det tager kort tid eller lang tid, måtte blive sådan som jeg selv er.“ (Apg. 26:29) Paulus ønskede at hans tilhørere skulle blive ægte disciple af Kristus, uanset om det tog kort tid eller det krævede personlig hjælp i længere tid.
20 Når vi leder bibelstudier har vi mulighed for at „aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed om Guds ufortjente godhed“. (Apg. 20:24) Der kan stadig være mange der skal vendes fra mørke til lys og fra Satans myndighed til Gud. (Apg. 26:18) Som en indviet og døbt tjener for Jehova må du gøre din del ved at så sandhedens sæd og følge det op ved at vande, det vil sige ved bibelske samtaler og regelmæssige bibelstudier. På den måde vil du få den store glæde at se folk blive disciple som sammen med dig kan hjælpe endnu flere til at blive Kristi disciple.