Fremholdelse af den gode nyhed — Ved at tilbyde studier
1 Jesus befalede os at ’gøre disciple’, og det forudsætter at vi opretter bibelstudier. (Matt. 28:19) Når vi udnytter enhver mulighed for at tilbyde eller gå i gang med et bibelstudium, i tjenesten fra hus til hus, på genbesøg, til faste aftagere af vore blade, til arbejdskolleger, familiemedlemmer, skolekammerater og dem vi ellers kommer i kontakt med, vil det vise Jesus Kristus hvor stor betydning vi tillægger hans befaling.
2 I oktober har vi en særlig kampagne der også omfatter det at oprette studier. Udarbejd derfor allerede nu en liste med navnene på alle dem du kunne tænke dig at tilbyde et bibelstudium, og gå med det samme i gang med at gennemprøve det forslag der er givet i denne artikel. Du vil uden tvivl opdage at det bliver lettere efterhånden som du får mere øvelse, og derfor vil vi foreslå at du de næste par uger øver præsentationen sammen med andre. Det kan være den du fast samarbejder med, det kan være i familien, når du er selskabeligt sammen med andre, nogen fra din bogstudiegruppe osv.
3 Men hvad kan du sige når du tilbyder et bibelstudium? Hvilken bog, brochure eller traktat kan du med størst fordel anvende? Det er bedst at gøre det enkelt. Nedenfor er angivet et enkelt forslag som er gennemprøvet af erfarne forkyndere, og vi vil tilskynde alle til at anvende denne fremgangsmåde i den kommende tid. Forslaget vil blive repeteret af nogle dygtige forkyndere ved flere møder og samlinger både i september og oktober, og vi vil tilskynde dig til at lægge godt mærke til hvordan de griber det an i forskellige situationer.
4 Vi vil foreslå at du benytter traktaten Hvilket håb er der for de døde? Når du har opnået en god kontakt med den besøgte, kan du sige: „Der er et spørgsmål som de fleste, hvad enten de tror på noget eller ej, stiller på et eller andet tidspunkt i deres liv. [Pause] Hvad sker der når man dør? Har du ikke også stillet det? [Lad den besøgte udtale sig.] Nogle tror på reinkarnationslæren, at man fødes igen som dyr eller menneske. Andre at det hele er slut ved døden. Og nogle tror at man kommer i himmelen, eller hvis man er ond, i helvede. Hvad tror du? [Lad den besøgte udtale sig.] Jeg har en folder her, Hvilket håb er der for de døde?, og jeg vil gerne vise dig hvordan den fremholder det Bibelen siger. Det kan gøres på nogle få minutter. [Vis traktaten, og giv den besøgte et eksemplar i hånden. Kommenter forsiden og nævn overskrifterne.] Lad os se det første afsnit. [Læs paragrafferne og stop op ved spørgsmålene.] I næste afsnit lærer vi hvad der sker når vi dør. [Nogle paragraffer drøftes, andre læses. Slå nogle af skriftstederne op, eksempelvis Prædikeren 9:5 og Salme 146:3, 4. Giv den besøgte lejlighed til at udtale sig.] Men er der så ikke noget håb for de døde? [Lad den besøgte udtale sig.] Bibelen siger at der er håb for de døde. Det kommer frem i næste afsnit. Har du lyst til at vi fortsætter nu? [Hvis den besøgte svarer ja, fortsætter I blot på samme måde. Ellers aftales næste besøg.]“
5 Dette forslag er udarbejdet sådan at vi kan anvende det uanset om vi er erfarne forkyndere eller ej, og uanset om det er første besøg, et lejlighedsvist vidnesbyrd eller et genbesøg. Det kan være nødvendigt at tilpasse præsentationen, men forsøg så vidt muligt at følge den skitserede fremgangsmåde.
6 Alle mennesker har brug for at ’lære at holde alt det Jesus har befalet os’ for at overleve den kommende store trængsel og opnå evigt liv. Lad os derfor udnytte enhver mulighed for at oprette studier og derved tage del i opgaven med at ’gøre disciple’. — Mark. 13:10.