Hvordan interessen kan følges op
1 For en dag eller to eller måske en uge siden talte du med en der viste interesse for budskabet om Riget. Uanset om vedkommende tog imod læsestof eller ej, er det vigtigt at du følger interessen op så hurtigt som muligt.
2 Gennemgå dine omhyggelige notater over det første besøg. Pak derefter din forkyndertaske, og husk at få et eksemplar med af den publikation du afsatte, så du kan henvise til den når du aflægger genbesøg.
Hvis du afsatte „Se! Jeg gør alting nyt“ kan du sige:
◼ „Jeg er glad for at træffe dig igen. Sidste gang vi talte sammen viste jeg dig omslaget på denne brochure, og vi læste et skriftsted fra Bibelen der viser at Gud gennem sit rige vil sørge for bolig og arbejde til alle. Men Gud har også lovet at gøre ende på sygdom, alderdom og endda død. Hvordan lyder det i dine ører? [Lad den besøgte udtale sig.] Læg mærke til hvad der står i paragraf 4 i den brochure du modtog.“ Læs paragraffen, og drøft et eller to af de skriftsteder der er anført nederst på siden. Det er begyndelsen til et bibelstudium!
3 For at berede vejen for et nyt besøg kan du slutte samtalen med ordene:
◼ „Det vi har talt om er nogle af de løfter der omtales i Bibelen, men mange tvivler på om man kan stole på det der står i den. Næste gang jeg kommer, kunne jeg godt tænke mig at drøfte det spørgsmål med dig.“ Når du vender tilbage for at følge interessen op, kan du gå videre med afsnittet „Bogen der gør rede for Paradiset“, som begynder med paragraf 5 i brochuren.
4 I distrikter hvor der ikke afsættes meget læsestof: Du kan bruge stort set samme fremholdelse når du genbesøger nogle der har vist en vis interesse men ikke har taget imod læsestof. Du kan henvise til den brochure du tilbød sidst I talte sammen. Måske må du aflægge flere besøg hvor du nøjes med at bruge Bibelen og din egen brochure før den besøgte tager imod en brochure. Hvis du har afsat Vagttårnet for 1. eller 15. juli kan du henvise til beslægtede emner i „Se! Jeg gør alting nyt“ når du kommer igen for at følge interessen op.
5 Ved hjælp af stoffet på side 300-302 i ’Ræsonnerebogen’ kan man forberede gode genbesøg der kan lede til et studium af Den regering der vil indføre Paradiset. Eller man kan måske oprette et bibelstudium ved at spørge: „Ved du at Bibelen fremholder to håb for menneskene? Det ene indebærer evigt liv på jorden. Denne brochure forklarer hvordan dette kan lade sig gøre.“ Slå dernæst op på side 15 i brochuren og læs de tre citerede skriftsteder.
6 Hvad enten du har afsat blade, en bog eller en brochure, eller blot har haft en god bibelsk samtale, er det dit ansvar at følge interessen op. Vi vil gerne tilskynde alle forkyndere til at sætte tid af til dette livreddende arbejde i juli. — 1 Tim. 4:16.