Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • km 3/13 s. 4-7
  • Hvordan vi kan bruge Gode nyheder fra Gud!

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan vi kan bruge Gode nyheder fra Gud!
  • Tjenesten for Riget – 2013
  • Lignende materiale
  • Anvend et bredt udvalg af brochurer i din tjeneste
    Rigets Tjeneste – 1995
  • Efterlign Jehova ved at vise ægte omsorg for andre
    Rigets Tjeneste – 1996
  • Hvordan interessen kan følges op
    Rigets Tjeneste – 1992
  • Undervis ved hjælp af brochuren Gode nyheder fra Gud!
    Tjenesten for Riget – 2015
Se mere
Tjenesten for Riget – 2013
km 3/13 s. 4-7

Hvordan vi kan bruge Gode nyheder fra Gud!

En hjælp til at aflægge genbesøg og oprette bibelstudier

1. Hvilken af de brochurer vi fik ved områdestævnet, kan hjælpe os i genbesøgs- og bibelstudiearbejdet?

1 Vi var uden tvivl meget begejstrede for at få den nye brochure Gode nyheder fra Gud! ved områdestævnet „Vogt dit hjerte!“ Brochuren vil være en uvurderlig hjælp i arbejdet med at aflægge genbesøg og oprette bibelstudier. Den er ment som en erstatning for Hvad kræver Gud af os?, og ligesom forgængeren indeholder den kortfattede lektioner. Det gør den perfekt til at lede dørtrinsstudier. Men hvor ’Krævebrochuren’ gennemgik nogle af kravene til kristne, som det kunne være vanskeligt for interesserede at acceptere, fokuserer denne nye brochure på den gode nyhed i Bibelen. — Apg. 15:35.

2. Hvorfor er Gode nyheder fra Gud! blevet udarbejdet?

2 Hvorfor er denne nye brochure blevet udarbejdet? Vidner jorden rundt har spurgt efter en publikation der på en enkel måde kunne skabe interesse for sandheden og virke som et link til vores bibelstudiehåndbog nummer et, Hvad er det Bibelen virkelig lærer? Mange der ikke har mod på at gennemgå en bog, er villige til at studere Bibelen ved hjælp af en brochure. Desuden er det praktisk muligt at oversætte en brochure til langt flere sprog.

3. Hvordan adskiller denne brochure sig fra andet af vores studiemateriale?

3 Hvordan den er opbygget. Mange af de publikationer vi bruger til bibelstudium, er skrevet på en sådan måde at man umiddelbart kan læse dem og forstå sandheden, endda uden at få hjælp. Men denne brochure er anderledes. Den er udarbejdet som kursusmateriale til bibelstudium med en lærer. Når vi afsætter den til en, er det derfor bedst at man sammen drøfter en paragraf eller to. Paragrafferne er korte, så man kan sagtens drøfte dem ved den besøgtes dør eller på vedkommendes arbejdsplads. Lektion 1 er selvfølgelig et godt sted at begynde, men man kan faktisk begynde at studere hvor som helst i brochuren.

4. Hvordan hjælper brochuren os til at undervise direkte ud fra Bibelen?

4 I mange af vores publikationer findes svaret på de trykte spørgsmål i paragrafferne, men i denne brochure skal man hovedsagelig finde svaret i Bibelen. Det vil sikkert tiltale mange at blive undervist ud fra Bibelen i stedet for ud fra vores litteratur. Af den grund er der næsten ikke citeret fra de skriftsteder der er henvist til. Skriftstederne skal læses i selve Bibelen. Det vil hjælpe den vi taler med, til at forstå at det han eller hun lærer, kommer fra Gud. — Es. 54:13.

5. Hvorfor er det vigtigt at den der leder studiet, er godt forberedt hver gang?

5 Brochuren giver heller ikke en forklaring på alle skriftstederne. Hvorfor ikke? Fordi den er udarbejdet på en sådan måde at eleven får lyst til at stille læreren spørgsmål, og læreren får lejlighed til at bruge sine færdigheder som underviser. Det er derfor vigtigt at være godt forberedt til hver lektion. Et godt råd: Lad være med at sige for meget selv! Vi elsker ganske vist at tale om de bibelske sandheder, men ofte vil vi opnå mere ved at lade eleven forklare hvad han får ud af et skriftsted. Ved hjælp af taktfulde spørgsmål kan vi hjælpe ham til at ræsonnere sig frem til hvordan skriftstedet skal forstås. — Apg. 17:2.

6. Hvordan kan vi bruge brochuren (a) der hvor folk har en skeptisk holdning til Gud og Bibelen? (b) fra hus til hus? (c) til at påbegynde bibelstudier ved hjælp af den direkte metode? (d) på genbesøg?

6 Ligesom andre af de publikationer vi bruger til at lede studier ud fra, kan vi bruge denne brochure i forkyndelsen når som helst vi har lyst, og uanset hvad der er månedens tilbud. Mange vil sikkert bruge den til at påbegynde dørtrinsstudier ved hjælp af den direkte metode. Og som det blev nævnt ved områdestævnet, kan det at bruge brochuren hos nogle der har vist interesse, „virkelig gøre genbesøgsarbejdet spændende“! — Se rammerne på side 5-7.

7. Hvordan kan man lede et bibelstudium ved hjælp af brochuren?

7 Hvordan den studeres. Vi kunne indlede drøftelsen med at læse det nummererede spørgsmål der er skrevet med fede typer. Læs derefter paragraffen og de skriftsteder der er henvist til i kursiv. Gennem taktfulde spørgsmål kan du hjælpe den du besøger, til at forstå skriftstederne. Inden I går videre til den næste underoverskrift, kan du bede vedkommende om at besvare spørgsmålet der stod med fede typer. På den måde kan du sikre dig at han har forstået det I har drøftet. Ved de første par besøg er det måske bedst at nøjes med at drøfte bare et enkelt af de fremhævede spørgsmål. Men med tiden kan vedkommende måske klare at gennemgå en hel lektion ad gangen.

8. Hvordan bør vi lægge op til skriftsteder, og hvorfor?

8 De skriftstedshenvisninger der står „læs“ foran, er dem der giver de mest direkte svar på spørgsmålene skrevet med fede typer. Når du lægger op til at I skal læse et skriftsted, så undgå at sige noget i stil med: „Apostelen Paulus skriver her,“ eller: „Læg mærke til hvad Jeremias forudsagde.“ Det kunne give den besøgte det indtryk at det I læser, blot er menneskers ord. Det vil være langt bedre at sige: „Der siges her i Guds ord,“ eller: „Læg mærke til hvad Bibelen har forudsagt.“

9. Skal man under studiet læse alle de skriftsteder der er henvist til?

9 Skal vi læse alle de skriftsteder der er henvist til, eller kun dem der står „læs“ foran? Det må omstændighederne afgøre. Der er ikke henvist til nogen skriftsteder blot for at vise hvor en bestemt tanke kan findes i Bibelen. Hvert enkelt skriftsted indeholder nogle oplysninger som det er værd at drøfte. Men der kan være situationer hvor den tid der er til rådighed, eller elevens interesse eller læsefærdigheder gør det tilrådeligt kun at slå „læs“-skriftstederne op.

10. Hvornår kan man gå over til ’Hvad Bibelen lærer’?

10 Hvornår man kan gå over til ’Hvad Bibelen lærer’. Når vi har haft nogle drøftelser og er begyndt at studere regelmæssigt, kan vi vælge enten at studere brochuren færdig eller gå over til ’Hvad Bibelen lærer’. Det er op til den enkelte forkynder at bedømme hvornår det vil være godt at skifte. Skal vi partout begynde med kapitel 1 når vi går over til bogen? Det er der ikke nogen faste regler for. Der er ikke to bibelstuderende der er ens. Men de fleste vil sikkert have glæde af at gennemgå de samme emner mere udførligt i ’Hvad Bibelen lærer’.

11. Hvorfor bør vi bruge brochuren flittigt?

11 I en verden hvor det er småt med gode nyheder, er det en kæmpe forret at forkynde den bedste af alle nyheder — at Guds rige regerer, og at det snart vil skabe en ny verden „hvori retfærdighed skal bo“! (Matt. 24:14; 2 Pet. 3:13) Vi er sikre på at mange der tager imod dette budskab, vil tilslutte sig disse ord: „Hvor skønt et syn på bjergene: til fods kommer den som bringer godt nyt, den som forkynder fred, den som bringer godt nyt om noget bedre, den som forkynder frelse, den som siger til Zion: ’Din Gud er blevet konge!’“ (Es. 52:7) Lad os bruge vores nye brochure til at bringe forfriskende, gode nyheder fra Gud til de mange i vores distrikt der tørster!

[Ramme på side 5]

Når folk er skeptiske over for Gud og Bibelen

● I nogle områder oplever forkynderne at ord som „Gud“ og „Bibelen“ gør ende på enhver samtale. I så fald vil det sikkert være bedst at man ved første besøg drøfter noget folk går op i lokalt, som for eksempel behovet for en god regering, hvor familier kan finde praktiske råd, eller hvordan fremtiden tegner sig. Måske skal brochuren Gode nyheder fra Gud! først tages frem efter at vi har haft nogle drøftelser om hvordan vi kan vide at Gud virkelig findes, og hvorfor vi kan stole på Bibelen.

[Ramme på side 6]

Fra hus til hus

● „Jeg besøger dig for at vise dig hvor let det er at få svar på nogle af livets store spørgsmål, for eksempel: Hvordan ønsker Gud at menneskers fremtid skal være? Har du nogen sinde spekuleret på om Gud vil fjerne de problemer vi oplever i dag? [Lyt til svaret]. Denne brochure viser hvor i Bibelen du kan finde svaret på det spørgsmål. [Ræk den besøgte en brochure, og læs den første paragraf i lektion 1 og Jeremias 29:11]. Virker det ikke som om Gud ønsker os en bedre fremtid? [Lyt til svaret]. Du må meget gerne beholde brochuren. Næste gang kunne vi så tale om den følgende paragraf og finde Bibelens svar på hvordan Gud vil udfri mennesker fra det der er skyld i lidelser.“ Hvis det lader til at den besøgte har mere tid, kan man allerede på første besøg læse og drøfte paragraf 2 og de tre skriftsteder der er henvist til. Træf aftale om at komme igen for at drøfte det næste spørgsmål i lektionen.

● „Mange beder til Gud engang imellem, om ikke andet så når de har problemer. Må jeg spørge dig: Beder du også nogle gange til Gud? [Lyt til svaret]. Mener du at Gud hører alle bønner, eller kunne der være nogle bønner han ikke lytter til? [Lyt til svaret]. Jeg vil gerne vise dig en brochure der fortæller hvad Bibelen siger om bøn. [Giv den besøgte en brochure, og drøft sammen den første paragraf i lektion 12 og „læs“-skriftstederne]. Er det ikke fantastisk at Gud er villig til at lytte til os? Men for at få mest muligt ud af at bede må vi kende Gud godt. [Slå op på lektion 2, og fremhæv underoverskrifterne]. Hvis du har lyst, må du gerne beholde brochuren, og så kunne vi en anden gang læse de svar Bibelen giver på de spørgsmål.“

● „Jeg besøger dig i dag fordi mange er bekymret over at forholdene i verden ser ud til at gå fra ondt til værre. Tror du at det nogen sinde vil blive bedre? [Lyt til svaret]. Det overrasker mange at høre at Bibelen indeholder gode nyheder der kan give os håb! Her kan du se nogle af de spørgsmål som Bibelen besvarer.“ Giv den besøgte en brochure, og lad ham vælge et spørgsmål bag på brochuren som han finder interessant. Slå dernæst op på lektionen, og vis hvordan man kan studere den. Træf aftale om at komme igen for at drøfte det næste spørgsmål i lektionen.

[Ramme på side 7]

Prøv den direkte metode

● „Jeg besøger dig i dag for at vise dig det sidste nye inden for bibelkurser. Denne brochure indeholder 15 lektioner der viser hvor i Bibelen man kan få svar på livets store spørgsmål. [Vis forsiden og bagsiden]. Har du nogen sinde brugt tid på at undersøge Bibelen? [Lyt til svaret]. Lad mig lige vise dig hvor lette lektionerne er at gå til. [Drøft den første paragraf under spørgsmål 3 i lektion 3, og læs Åbenbaringen 21:4, 5. Hvis det er passende, kan man også drøfte den næste paragraf og „læs“-skriftstederne]. Brochuren er en foræring til dig, og jeg vil da gerne anbefale at vi sammen gennemgår mindst en af lektionerne. Hvis det er noget for dig, kan du fortsætte. Næste gang kunne vi kigge på den første lektion. Læg mærke til at den kun er på en enkelt side!“

[Ramme på side 7]

Brug den på genbesøg

● „Jeg er glad for at træffe dig igen. Jeg har taget en brochure med til dig som giver Bibelens svar på mange interessante spørgsmål. [Giv ham en brochure, og vis bagsiden]. Hvad for et af de her emner synes du er mest interessant? [Lyt til svaret. Slå dernæst op på den lektion han nævner]. Nu skal jeg vise dig hvordan man kan bruge brochuren til at finde frem til Bibelens svar.“ Vis hvordan man studerer den, ved at drøfte en paragraf eller to og „læs“-skriftstederne. Nu har du påbegyndt et bibelstudium! Lad den besøgte beholde brochuren, og aftal hvornår du skal komme igen. Når I er blevet færdige med at drøfte lektionen, kan du lade den besøgte vælge en anden lektion, eller I kan gå i gang fra lektion 1 af.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del