Studiet af bogen Det største menneske der har levet
1 I ugen fra den 12. oktober vil vi begynde at studere bogen Det største menneske der har levet ved menighedens bogstudium. Det bliver spændende at gennemgå Jesu Kristi liv og tjeneste. Da bogen er udformet lidt anderledes end andre bøger vi har studeret, vil vi her give nogle få retningslinjer for studiet.
2 Eftersom der ingen sidetal er i bogen, vil den studieplan der bringes i Rigets Tjeneste vise hvilke kapitler der skal studeres — som regel tre eller fire om ugen. Kapitlerne 35, 111 og 116 er længere og vil blive delt over to uger. Efter at en kvalificeret broder har læst et helt kapitel (eller et helt underafsnit, som i kapitlerne 35, 111 og 116) vil studielederen stille de spørgsmål fra kapitlets slutning som svarer til det kapitel eller afsnit der netop er blevet læst. Svarene kan ikke altid findes i rækkefølge i kapitlet. Kommentarerne bør være korte, præcise og baseret på stoffet i lektionen.
3 Hvis der er tid til det bør man derefter læse alle de skriftsteder der er henvist til ved kapitlets slutning. Lange stykker kan inddeles i mindre, så flere forkyndere kan være med til at læse op. Derefter kan skriftstederne kommenteres. Studielederen skal forberede præcise spørgsmål der gør det muligt at få meningsfyldte kommentarer frem om hvordan de læste skriftsteder kaster lys over det der blev fremhævet i bogen. Alle skriftsteder og kommentarer bør hjælpe studiedeltagerne til at se hen til Jesus Kristus, hans liv og lære.
4 I Det største menneske der har levet gennemgås Jesu liv i kronologisk orden. Det bliver lettere at huske begivenhederne hvis du forsøger at se dem for dig og indprente dig hvor de foregik. Husk derfor at betragte illustrationerne og at følge med på det kort der findes efter bogens indledning.
5 Den første uge vil vi gennemgå bogens indledning. Efter oplæsningen af alle paragraffer under en underoverskrift vil studielederen stille de spørgsmål han har forberedt. Denne gennemgang vil være en passende indledning til studiet af resten af bogen. Hvor godt studiet kommer til at gå afhænger i høj grad af hvor grundigt alle deltagerne har forberedt sig. Navnlig studielederen må være velforberedt hver uge, så han kan hjælpe gruppen til at lære det største menneske der har levet, vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, endnu bedre at kende.