Hvad med dine slægtninge?
1 De fleste af os har nogle slægtninge som ikke er i sandheden. Hvor ville vi ønske at de ville slutte sig til os og vandre sammen med os på livets vej! Vores omsorg for deres evige fremtid er måske større når der er tale om medlemmer af vores egen husstand. Selv om vi i årevis har forsøgt at gøre dem interesserede i sandheden, skal vi ikke mene at situationen er håbløs.
2 Under Jesu jordiske tjeneste ’troede hans brødre ikke på ham’. (Joh. 7:5) På et tidspunkt mente hans slægtninge at han var gået fra forstanden. (Mark. 3:21) Men Jesus opgav dem ikke. Med tiden tog hans brødre imod sandheden. (Apg. 1:14) Hans halvbroder Jakob blev en af søjlerne i den kristne menighed. (Gal. 1:18, 19; 2:9) Hvis du gerne vil opleve den glæde at se dine slægtninge tage imod sandheden, må du ikke give op med hensyn til at nå dem med den gode nyhed.
3 Forfriskende, ikke pågående: Når Jesus forkyndte, følte hans tilhørere ikke at der blev påtvunget dem noget, nej, de følte sig styrkede. (Matt. 11:28, 29) Han overvældede dem ikke med læresætninger de ikke kunne forstå. Hvis du vil forfriske dine slægtninge med sandhedens vand, må du give dem et glas ad gangen, ikke en hel spandfuld. En rejsende tilsynsmand har bemærket: „De der får vakt deres slægtninges nysgerrighed ved at forkynde i begrænset omfang, opnår de bedste resultater.“ Dette kan medføre at selv modstandere begynder at stille spørgsmål og fatte interesse for sandheden. — 1 Pet. 2:2; jævnfør Første Korintherbrev 3:1, 2.
4 Mange gifte kristne har på en god måde forkyndt for deres ikketroende ægtefæller ved at efterlade publikationer slået op på et emne der kunne interessere dem. En søster som gjorde dette, ledte også et studium med børnene på et sted hvor manden kunne høre det, og hun forklarede nogle ting som hun vidste han ville have gavn af. Andre gange spurgte hun ham: „I dag har jeg lært det og det ved mit bibelstudium. Hvad mener du om det?“ Manden tog til sidst imod sandheden.
5 Vær respektfuld, ikke utålmodig: Som en forkynder sagde: „Slægtninge har også lov til at have deres egen tro og deres egne holdninger.“ Vi bør derfor respektere det når de giver udtryk for deres tanker, eller når de direkte beder os om ikke at fortælle dem om sandheden. (Præd. 3:7; 1 Pet. 3:15) Ved at være tålmodige, kærlige og gode til at lytte kan vi være opmærksomme på passende lejligheder til at aflægge et lille vidnesbyrd. En sådan tålmodighed kan være lønnende, som det fremgår af et tilfælde hvor en kristen mand udholdt modstand fra sin ikketroende ægtefælle i 20 år. Da hun begyndte at ændre sig, sagde han: „Hvor er jeg Jehova taknemmelig for at han hjalp mig til at opdyrke langmodighed, for nu kan jeg se hvad det har ført til: Min kone er begyndt at vandre på livets vej.“
6 Hvad med dine slægtninge? Måske kan du gennem din gode adfærd og ved dine bønner for dem „vinde dem . . . for Jehova“. — 1 Pet. 3:1, 2, fodnote.