Familier hjælpes til at skabe sig en varig fremtid
1 „Begærlighed er sundt,“ sagde en finansmand til en afgangsklasse på en handelshøjskole i USA. „Man kan sagtens være begærlig og samtidig have det godt med sig selv.“ Dette er et typisk eksempel på hvordan verden fremmer selvoptagethed som en måde hvorpå man kan sikre sin fremtid. Som en skarp kontrast hertil lærte Jesus os at en kristen må „sige nej til sig selv . . . hvad gavner det nemlig et menneske om han erhverver sig hele verden men sætter sin sjæl til?“ (Matt. 16:24-26) For at sikre sig en varig fremtid må man centrere sit liv om at gøre Guds vilje — det vigtigste mål for familier i dag. (Sl. 143:10; 1 Tim. 4:8) Det budskab fremhæves i det afsluttende kapitel i bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv. Denne nye bog hjælper folk til at se hvad der virkelig har værdi i tilværelsen, og hvordan de kan handle til gavn for deres familie. Hvad kan vi som forkyndere sige for at tilskynde folk til at læse den nye ’Familiebog’? Her er nogle forslag:
2 I følgende præsentation er det meget vigtigt at den indledende bemærkning bliver sagt med et smil. Du kan for eksempel sige:
◼ „Goddag, jeg hedder . . . Jeg er kommet for at betro dig en hemmelighed. [Kort pause] Den er indeholdt i denne bog. [Vis bogen] Har du set den før? [Ræk vedkommende bogen.] På mindre end en uge kan du få Bibelens svar på så at sige alt hvad der har med familielivet at gøre. [Lad den besøgte udtale sig.] Hvis du har lyst til at læse bogen, kan du tage den med ind. [Pause.] Jeg kigger ind ved en senere lejlighed hvis du skulle have spørgsmål.“
3 Når du kommer tilbage på genbesøg, kan du måske fortsætte samtalen ud fra følgende oplæg:
◼ „Goddag igen. Jeg har glædet mig til at besøge dig, og jeg håber at du har haft udbytte af bogen om familielivet. Hvad synes du om de råd bogen giver? [Lad den besøgte udtale sig.] Et lykkeligt familieliv kræver tydeligvis en indsats af alle parter. Men vi har fundet at hvis man har Gud med i sin hverdag, er det ikke så svært. Mange står lidt fremmede over for gudsbegrebet. Hvem er Gud? Hvad er hans vilje med dig og mig? Hvordan kan man vide hvad han kræver af os? Har du nogen sinde stillet dig selv sådanne spørgsmål? [Lad den besøgte udtale sig.] Svarene findes i Bibelen, og jeg synes egentlig det siges så godt her i denne brochure. [Tag brochuren Hvad kræver Gud af os? frem, og læs paragraf 1 på side 3.] Lagde du mærke til at paragraffen svarede på det første af de tre spørgsmål? [Lad den besøgte svare.] Hvis du har lyst til også at få spørgsmål 2 og 3 besvaret, kan vi fortsætte med de to næste paragraffer. Har du tid nu?“ [Hvis ikke, aftales et senere tidspunkt, og brochuren efterlades.]
4 Hvis du møder en far eller mor kan du måske anvende følgende forslag:
◼ „Jeg leder efter mennesker der er interesserede i at gøre karriere inden for familielivet. Hvad tror du der skal til for at opbygge stærke familier? [Afvent svar.] Det er sandt at det ikke skorter på forslag og idéer. Vi tror imidlertid at hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv er en gammel hemmelighed, nedskrevet i Bibelen for næsten 2000 år siden. Nogle af Bibelens råd er samlet i denne bog. [Vis bogen.] Lad mig vise dig det man kunne kalde formålsparagraffen for bogen. [Slå op på side 10, og læs paragraf 17, sidste del.] Hvad mener du om de emner der tages op i bogen? [Ræk bogen til den besøgte, og lyt opmærksomt.] Hvis du har lyst til at læse bogen, er det en foræring. Ellers kan jeg bare få den igen næste gang jeg kommer.“ [Afslut venligt besøget.]
5 Når du efter nogle få dage, eller senest efter en uge, kommer tilbage, kunne du måske sige:
◼ „Jeg har været spændt på at besøge dig igen. Jeg håber ikke at du blev skuffet over det du læste. [Afvent svar.] Jeg er selv meget begejstret for kapitel 2 som gør opmærksom på at kærlighed til ens ægtefælle også indebærer at man viser hinanden respekt. Er det ikke rigtigt at mange problemer skyldes at man ikke respekterer hinanden? [Afvent svar.] Bogen er en slags faglitteratur for familier. Men egentlig har jeg et tilbud til hele familien om et bibelkursus på ca. 20 timer ud fra denne kursusbog med den spændende titel Kundskab der fører til evigt liv. Hvad mener du om dette billede? [Vis billedet på side 4 og 5, og lyt opmærksomt.] Ville det ikke være dejligt at leve sammen med sin familie under sådanne forhold? [Afvent svar.] Lad mig vise dig hvordan kursusbogen er opbygget. [Slå op på side 9. Vis ud fra paragraf 11 hvordan bogen studeres.] Tror du det var noget for dig og din familie?“ [Hvis ja, aftales et nyt tidspunkt. Hvis svaret er nej, tilbydes bogen, og besøget sluttes venligt af.]
6 Hvis du kunne tænke dig at anvende en kortere og lidt mere direkte og „frisk“ præsentation, kunne du prøve følgende forslag:
◼ „Goddag. I dag kommer jeg for at vise dig en bog der tager et af vore største samfundsproblemer op. Mon vi er enige om hvad det er? Hvad mener du det er? [Lad den besøgte svare. Lyt opmærksomt, og vis bogen.] Familiens opløsning er et stort problem der fører til eneforsørgere, splittede familier og forsømte børn. Mener du ikke at det er et samfundsproblem i dag? [Lad den besøgte svare.] Kast engang et blik på indholdsfortegnelsen. [Hold pause.] Bogen indeholder spørgsmål til debat. Alle dens råd er hentet fra Bibelen. Vi tror nemlig at det er sandt hvad der står her. [Læs og kommenter Es. 48:17.] Hvis du har lyst til at læse bogen, er den din. Næste gang jeg kommer forbi, vil jeg gerne høre hvad du synes om den.“
7 Næste gang kunne du så fortsætte samtalen ved at sige:
◼ „Goddag igen. Du har jo nok ikke nået at læse hele bogen siden jeg var her sidst, men jeg har lyst til at vise dig noget på side 27. [Få den besøgte med i samtalen ved at holde en pause.] Der omtales to faktorer. Den første faktor er kærlighed, og Bibelen omtaler endda fire former for kærlighed. Den anden faktor er at vise hinanden respekt. Hvis du har 10 minutter, kan vi gennemgå disse to punkter.“ [Gennemgå paragraf 3 til 10, og aftal et nyt besøg. Det er vigtigt kun at anvende 10 minutter som aftalt.]