Lær andre om Guds ord — anvend de ældre bøger
1 Når man hører at tilbudet i september endnu en gang er en af de ældre 192-siders bøger, tænker man måske: „Hvorfor nu det? Ville det ikke være bedre at anvende de nye bøger? De er da mere tidssvarende og moderne både i layout og opbygning.“ Det er måske nok til en vis grad sandt, men betyder det at vore ældre bøger ikke længere har betydning, eller at mennesker ikke kan lære sandheden at kende ved hjælp af dem? Nej, naturligvis ikke. Vore bøger kan sammenlignes med det værktøj håndværkere anvender. Der bliver hele tiden udviklet nyt værktøj, fremstillet af nye materialer og med et nyt udseende. Men betyder det at alt det gamle værktøj ikke længere er anvendeligt? Bestemt ikke. Noget af det er endda på nogle punkter det nye overlegent og foretrækkes i visse situationer. På samme måde her. I vore ældre bøger findes oplysninger, illustrationer og måder at argumentere på som ikke siden har været brugt. Hvis bøgerne er pæne og anvendelige, hvorfor så ikke med begejstring anvende dem så andre også kan få gavn af de spændende oplysninger de indeholder.
2 Men hvordan kan vi tilbyde disse ældre bøger i distriktet? Vi vil i det følgende give nogle forslag. Husk at der kun er tale om en disposition. Tilpas det til dig selv og til dit distrikt.
3 Hvis du bruger ’Lykkebogen’, kunne du måske anvende følgende forslag:
◼ „Goddag, jeg hedder . . . Jeg har ringet på din dør fordi jeg bruger noget af min tid på at tale med mennesker om hvad vi hver især bruger som grundlag for vores tro. Nogle støtter sig til videnskaben, andre bruger Koranen. Hvad bruger du? [Lyt opmærksomt.] Når jeg er så glad for Bibelen, skyldes det at den har givet mig et lykkeligere liv. Som så mange andre søger jeg at få en lykkelig tilværelse med det der hører med af gode venner, osv. Virker det naivt på dig at jeg mener nøglen til det ligger i Bibelen? [Lyt opmærksomt. Hvis vedkommende mener det er naivt, så spørg: „Hvor mener du så vi finder lykken?“] Lad mig give dig et eksempel. [Vis Mattæus 7:12. Læs kun den første sætning.] Hvis vi kunne efterleve dette princip, ville vi slippe for utrolig mange problemer. Er det ikke rigtigt? [Lyt.] Denne bog [Vis bogen.] har hjulpet mig til at finde nogle af de principper i Bibelen der drejer sig om et bedre liv. Jeg vil gerne forære dig den. [Ræk den frem mod den besøgte. Vis derefter hvad du er mest glad for i ’Lykkebogen’, eller hvad du tror den besøgte er mest interesseret i.]“
4 Følgende forslag kan også anvendes på gadearbejde. Du kunne sige:
◼ „Mennesker har altid interesseret sig for lykke. Filosoffer, psykologer og andre tænkere har været på evig jagt efter lykken. Men hvad mener du der skal til? [Lyt og kommenter.] Bogen her angriber emnet en smule utraditionelt og alternativt. Den tager nemlig den gamle, men moderne bog, Bibelen, med på råd. Tag den med hjem, og kig lidt i den. Den er virkelig spændende.“
5 Hvis man gerne vil afsætte en bog, og det kan være hvilken som helst af vore bøger, på sit verdslige arbejde, kan man ganske kort sige:
◼ „Jeg har for resten læst en virkelig god bog her for nylig. [Fortæl lidt om den og hvorfor du synes den var noget særligt.] Du skulle selv prøve at læse den. Hvis du har lyst, kan jeg tage den med til dig i morgen. Så kan du låne den, eller du kan få den hvis du vil.“
6 Broderen der foreslår følgende fremgangsmåde, nævner at han ni ud af ti gange får lov til at læse det anførte skriftsted. Han siger:
◼ „Goddag, jeg hedder . . . Jeg har talt lidt med dine naboer om hvordan vi får virkelig fred i denne forvirrede verden. Hvad mener du? [Lyt opmærksomt.] Tror du at FN vil kunne skabe fred for alle på jorden? [Lad den besøgte udtale sig.] Har du bemærket at FN har et skriftsted fra Bibelen stående på en statue uden for FN-bygningen? [Vent på svar.] Prøv engang at se det her i Esajas 2:4. [Læses med vægt på ordene om at ’smede sværd til plovjern’.] Synes du de har haft held med det? [Giv den besøgte tid til at udtale sig.] Du har ret, men prøv engang at se her i vers 3. Det er mennesker der er oplært af Jehova, der vil opleve denne fred. FN og religionerne mangler åbenbart at lade sig oplære af Gud ud fra Bibelen. [Derpå tilbydes en af de ældre bøger. De indeholder alle nogle afsnit og kapitler der passer til temaet for præsentationen.]“
7 Forkynderen der foreslår følgende korte præsentation til bogen „Guds ’evige forsæt’ . . .“, nævner at han også har haft gode resultater med at tilbyde bogen ved uformel forkyndelse:
◼ „Goddag, mit navn er . . . Så godt som alle mennesker har et forsæt eller et mål de arbejder hen imod. Mange sætter sig også et forsæt ved særlige lejligheder. Har du et forsæt eller et mål som du stræber efter at nå? [Den besøgte svarer.] Bogen her gør opmærksom på at Gud har et evigt forsæt, og at han vil gennemføre det. [Henvis til side 7, paragraf 1, og tilbyd bogen.]“