Tilsynsmænd der fører an — Vagttårnsstudielederen
1 Vagttårnet — Forkynder af Jehovas rige er det redskab „den trofaste og kloge træl“ først og fremmest anvender for at uddele åndelig føde til os „i rette tid“. (Matt. 24:45) Den ældstebroder som leder vagttårnsstudiet, må derfor være en dygtig underviser der sætter et godt eksempel i kristen livsførelse. — Rom. 12:7; Jak. 3:1.
2 For at kunne undervise på en god måde må vagttårnsstudielederen forberede sig grundigt hver uge. Dette gør han omhyggeligt og under bøn. Hans dybe interesse for menigheden afspejles i en oprigtig indsats for at nå tilhørernes hjerte med det aktuelle stof. Han koncentrerer sig om hovedpunkterne i stoffet og hjælper os til at se hvordan de knytter sig til artiklens tema.
3 Hans grundige forberedelse indbefatter blandt andet at han slår alle skriftsteder efter, så han ved hvordan de underbygger det stof der behandles. Han understreger betydningen af Guds ord ved at tilskynde tilhørerne til at gøre god brug af Bibelen under studiet. Når et vigtigt punkt ikke bliver dækket af kommentarerne, eller når et nøgleskriftsteds anvendelse ikke bliver påpeget, stiller han et specifikt ekstraspørgsmål for at få tanken frem. Derved hjælper han os til at drage de rette konklusioner og til at anvende det vi lærer, i vores hverdag.
4 Vagttårnsstudielederen søger hele tiden at blive bedre til at undervise. Han har ikke selv så mange kommentarer, men tilskynder os til at svare — med egne ord, kort og præcist. Indimellem minder han os måske om at den første der kommenterer, bør give et kort, direkte svar på det trykte spørgsmål. Yderligere kommentarer fra salen fremhæver måske et skriftsteds anvendelse, peger på flere argumenter eller på den praktiske anvendelse af stoffet. Vagttårnsstudielederen søger at stimulere tilhørernes ønske om at deltage ved at lægge vægt på at alle forbereder sig, enten personligt eller sammen i familien.
5 Som nogle der er „oplært af Jehova“, sætter vi pris på disse „gaver i form af mennesker“, deriblandt vagttårnsstudielederen, som „slider i det med . . . undervisning“. — Es. 54:13; Ef. 4:8, 11; 1 Tim. 5:17.