Spørgsmålskassen
◼ Hvorfor er det godt at tilhørerne slår skriftsteder op når taleren opfordrer til det under et foredrag?
Hvor mange skriftsteder tilhørerne skal slå op, afhænger af hvilket emne der behandles, og om foredraget er en vers-for-vers-gennemgang af et udvalgt stykke i Bibelen.
Man bør huske hensigten med at læse skriftsteder. Det er blandt andet for at få underbygget at det der siges, stemmer med Bibelen. (Apg. 17:11) Et andet mål er at gennemgå de bibelske vidnesbyrd der støtter argumentationen, så tilhørerne styrkes i troen. De får flere sanseindtryk ved at følge med i deres egen bibel når nøgleskriftsteder læses op. Desuden kan dét at tage notater hjælpe dem til at følge med i den strøm af tanker der formidles.
I de dispositioner der er udarbejdet af Selskabet, er der anført en del skriftsteder for at hjælpe taleren i udarbejdelsen af foredraget. De kan give ham baggrundsoplysninger og på anden måde hjælpe ham til at have tilgrundliggende bibelske principper klart i tanke så han får en bedre forståelse af emnet. Taleren afgør hvilke skriftsteder der er nødvendige at tage med i foredraget, og opfordrer tilhørerne til at følge med mens skriftstederne læses og forklares. Andre skriftsteder som støtter emnet, kan nævnes eller indgå i talerens fremførelse, men i disse tilfælde behøver tilhørerne ikke nødvendigvis at slå dem op.
Når taleren læser anviste skriftsteder, skal han læse direkte fra Bibelen og ikke fra en computerudskrift. Hvis tilhørerne skal slå dem op, må han klart og tydeligt nævne både bibelbog, kapitel og vers. Ved at stille et spørgsmål eller give en kort kommentar om hvorfor skriftstedet skal læses, giver han tilhørerne tid til at finde det. At gentage henvisningen vil også hjælpe tilhørerne til at huske den. Det anbefales dog ikke taleren at nævne et sidetal, da dette kan variere efter hvilken udgave af Bibelen tilhørerne benytter. Slår man skriftsteder op når man opfordres til det, vil det hjælpe tilhørerne til at drage fuld nytte af kraften i Guds ord mens de lytter til foredraget. — Hebr. 4:12.