Hold dig ikke tilbage!
1 Når vi skal ud at forkynde, kan den største udfordring være at komme over vores egen dørtærskel. Hvis vi føler os utilstrækkelige, holder vi os måske tilbage fra at forkynde for „alle slags mennesker“. (1 Tim. 2:4) Men vi behøver ikke at være usikre når vi forkynder den gode nyhed. Hvorfor ikke?
2 Det er Jehovas budskab: Jehova har meddelt os sit ord gennem Bibelen. Det vi bringer ud til andre, er hans budskab, ikke vores eget. (Rom. 10:13-15) Når nogle afviser det vi siger, er det i virkeligheden Jehova de afviser. Der er derfor ingen grund til at vi bliver modløse. Vi kan have tillid til at budskabet vil vinde genklang i hjertet hos dem der længes efter en forandring i verdensforholdene, og som erkender deres åndelige behov. — Ez. 9:4; Matt. 5:3, 6.
3 Jehova drager folk: Forandrede omstændigheder kan have blødgjort hjertet hos en der før har afvist os, så han nu reagerer positivt. Jehova kan vise en sådan sin velvilje og ’drage ham’. (Joh. 6:44, 65) Når det sker, ønsker vi naturligvis at være klar til at blive brugt af Jehova og at blive ledet hen til vedkommende af englene. — Åb. 14:6.
4 Gud giver os sin hellige ånd: Den hellige ånd sætter os i stand til at tale „frimodigt i tillid til Jehova“. (Apg. 14:1-3) Hvis vi husker at han med sin kraft støtter os i forkyndelsen, vil vi ikke holde os tilbage fra at forkynde for bekendte, arbejdskammerater, klassekammerater, slægtninge og højtuddannede eller velhavende mennesker.
5 Jesus lærte os hvordan vi skal gøre: Jesus stillede tankevækkende spørgsmål, brugte jordnære illustrationer og ræsonnerede ud fra Bibelen. Han talte fra hjertet og forklarede sandheden på en enkel og appellerende måde. Det er stadig den bedste måde at gribe det an på. (1 Kor. 4:17) Selv om forholdene vi forkynder under, kan være forskellige, er det magtfulde budskab om Riget det samme.
6 Det er et privilegium at Jehova bruger os på denne enestående og livsvigtige måde til at hjælpe folk. Vi bør ikke holde os tilbage. Vi må være fulde af mod og lade Jehova „åbne en ordets dør for os“ så vi kan forkynde den gode nyhed for andre. — Kol. 4:2-4.