Hjælp mennesker til at lytte til Gud
1. Hvilken brochure blev udgivet ved områdestævnet „Lad Guds rige komme!“, og hvorfor er den et nyttigt redskab?
1 Ved områdestævnet „Lad Guds rige komme!“ blev der udgivet en ny brochure, Lyt til Gud og få evigt liv. Eftersom brochuren ikke indeholder så meget tekst, kan den let og hurtigt oversættes. Faktisk blev det, allerede inden udgivelsen, godkendt at Lyt til Gud og få evigt liv skulle oversættes til 431 sprog!
2. Hvem vil få gavn af brochuren?
2 Hvem vil især få gavn af brochuren? Overvej følgende situationer der ofte finder sted jorden over:
• En forkynder har en samtale, enten på det første besøg eller på et genbesøg, og finder ud af at den besøgte kun har begrænsede eller slet ingen læsefærdigheder.
• En forkynder har en samtale med en der taler et sprog som kun få eller slet ingen af vores publikationer er oversat til.
• En forkynder benytter tegnsprog til at forkynde for døve der bor i hans distrikt.
• En forælder vil gerne undervise sit barn i sandheden, men barnet kan endnu ikke læse.
3. Hvordan er Lyt til Gud og få evigt liv opbygget?
3 Hvordan brochuren er opbygget. Lyt til Gud og få evigt liv er udarbejdet så man kan bruge den til at studere med mennesker der har begrænsede læsefærdigheder. Øverst i venstre hjørne af lektionerne, som hver er på to sider, er der et spørgsmål som besvares i lektionen. Sammen med illustrationerne er der kommentarer og skriftstedshenvisninger. På mange af siderne er der i nederste hjørne en ramme med nogle yderligere punkter og skriftstedshenvisninger som kan drøftes, afhængigt af hvad bibelstudieeleven kan klare.
4. Hvor og hvornår kan vi tilbyde brochuren?
4 Hvordan man kan bruge den. Du kan tilbyde brochuren fra hus til hus når som helst du skønner at det vil være passende, også selvom det ikke er brochurer der er månedens tilbud. (Se rammen „Hvordan man kan tilbyde den“). Du kan præsentere den på et genbesøg ved ganske enkelt at sige at du har noget du gerne vil vise den besøgte, og så give ham en brochure.
5. Hvordan kan vi bruge brochuren til at lede et bibelstudium?
5 Folk fra alle kulturer er glade for at få fortalt en historie. Brug derfor illustrationerne som udgangspunkt for at fortælle de inspirerede beretninger der er nedskrevet i Bibelen. Forklar hvad der ses på billederne. Vær begejstret. Tilskynd eleven til at give udtryk for hvad han mener. Stil spørgsmål for at inddrage ham i samtalen og sikre dig at han er med. Læs også teksten og de tilhørende skriftsteder mens I drøfter hvert billede.
6. Hvordan kan vi hjælpe vores bibelstudieelever til at gøre fremskridt?
6 Hjælp eleven til at gøre fremskridt. Forhåbentlig vil jeres samtaler give eleven et ønske om at blive bedre til at læse så han selv kan tilegne sig kundskab om Jehova. (Matt. 5:3; Joh. 17:3) Eleven vil dog ikke være klar til dåb efter at have gennemgået brochuren. For at få en dybere forståelse af Bibelen skal han også gennemgå bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?
7. Hvorfor er du taknemmelig for den nye brochure?
7 Hvis mennesker skal kunne opnå evigt liv, må de lytte til universets Suveræn. (Es. 55:3) Og Jehova vil at „alle slags mennesker“ lærer at lytte til ham, også dem som har begrænsede læsefærdigheder. (1 Tim. 2:3, 4) Hvor kan vi være taknemmelige for at have fået dette nye redskab, så vi kan hjælpe mennesker til at lytte til Gud!
[Illustration på side 3]
Hvordan man kan tilbyde den
Vis den besøgte side 2-3, og sig: „Kunne du tænke dig at leve i en verden der ser sådan her ud? [Lyt til svaret]. Bibelen [eller: Guds ord] lover at Gud snart vil gøre jorden til et smukt og fredeligt sted hvor ingen er fattige eller syge. Læg mærke til hvad vi må gøre for at komme til at opleve det. [Læs Esajas 55:3, som er citeret øverst på side 3]. Her bliver vi opfordret til at ’komme til’ Gud og ’høre på’ ham. Men hvordan kan vi høre på Gud?“ Slå op på side 4-5, og drøft svaret med den besøgte. Hvis den besøgte ikke har tid, så giv ham brochuren og aftal at komme igen for at drøfte svaret.