Brug en fremgangsmåde der virker
1. Hvad kan vi lære af de forskellige fremgangsmåder de første kristne brugte?
1 De første kristne forkyndte den gode nyhed for mennesker fra forskellige kulturer og religioner. (Kol. 1:23) Budskabet var det samme — Guds rige — men fremgangsmåden afhang af hvem tilhørerne var. Da Peter for eksempel talte til nogle jøder der havde dyb respekt for Skrifterne, indledte han med at citere profeten Joel. (Apg. 2:14-17) Og tænk på hvordan Paulus ræsonnerede med grækerne, ifølge Apostelgerninger 17:22-31. I dag findes der distrikter hvor folk respekterer Bibelen, og hvor vi uden videre kan henvise til Bibelen når vi går fra hus til hus. Når vi taler med nogle der ikke interesserer sig for Bibelen eller for religion, eller som tilhører en ikkekristen religion, er det imidlertid vigtigt at vi er særlig opmærksomme på hvordan vi henvender os til folk.
2. Hvordan kan vi bruge tilbuddet til at hjælpe både dem der respekterer Bibelen, og dem der ikke gør det?
2 Gør bedst mulig brug af publikationerne. I dette tjenesteår vil tilbuddet gælde for to måneder ad gangen, og det vil indbefatte blade, traktater og brochurer. Selv hvis folk i distriktet i almindelighed ikke tror på Bibelen, vil vi alligevel kunne tilbyde dem noget der interesserer dem. Vi kan måske ikke læse et skriftsted eller henvise direkte til Bibelen på det første besøg, men når nogen viser interesse, kan vi vende tilbage til dem med det mål at hjælpe dem til at få tro på Skaberen og hans inspirerede ord. Hvis vi på den anden side forkynder et sted hvor folk respekterer Bibelen, kan vi bruge publikationer og indledninger der tager hensyn til det. Vi kan faktisk tilbyde bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? eller brochuren Lyt til Gud og få evigt liv når som helst, uanset hvad der er månedens tilbud. Det vigtigste er at vi bruger en fremgangsmåde der virker.
3. Hvordan kan man sige at et menneskes hjerte er ligesom en jordbund?
3 Bearbejd jorden. Et menneskes hjerte er ligesom en jordbund. (Luk. 8:15) Noget jord kræver mere bearbejdning før de bibelske sædekorn kan slå rod og gro. Forkynderne i det første århundrede såede med godt resultat i al slags jord, og det gav dem stor glæde og tilfredshed. (Apg. 13:48, 52) Vi kan opleve et lignende godt resultat hvis vi er opmærksomme på hvordan vi henvender os til folk.