Tag profeterne som eksempel — Nahum
1. Hvad kan vi lære af Nahums Bog?
1 Ruinerne af fortidens Nineve vidner om rigtigheden af Nahums ord om at Jehova tager hævn over sine fjender, og at selv de argeste modstandere ikke kan holde stand over for ham. (Nah. 1:2, 6) Ved at se nærmere på Nahums profeti kan vi lære nogle vigtige ting som vi kan bruge i vores forkyndelse.
2. Hvordan kan vi forkynde et positivt budskab?
2 Giv trøst og håb. Umiddelbart virker det måske som om Nahums Bog kun indeholder et domsbudskab mod Nineve, Assyrerrigets stolte hovedstad. (Nah. 1:1; 3:7) Men for Jehovas folk var dette budskab en kærkommen nyhed. Nahum, hvis navn betyder „trøster“, forsikrede sine jødiske landsmænd om at deres fjende snart ville blive gjort til intet. Desuden mindede han dem om at Jehova er „en fæstning på trængselens dag“. (Nah. 1:7) I dag forkynder vi også en god nyhed og tilskynder folk til at søge tilflugt hos Jehova. — Nah. 1:15.
3. Hvordan kan vi efterligne Nahums brug af eksempler?
3 Brug eksempler. Under inspiration fra Jehova sammenlignede Nahum ødelæggelsen af Nineve med det der skete med Theben (No-Amon), en egyptisk by som assyrerne selv havde ødelagt tidligere. (Nah. 3:8-10) Når vi i dag taler med folk om at denne onde verden vil blive tilintetgjort, kan vi fremhæve bibelske profetier der understreger at Jehova opfylder sit ord til mindste detalje. Da babylonierne og mederne for eksempel rykkede frem mod Nineve i 632 f.v.t., fik voldsomme regnskyl Tigrisfloden til at gå over sine bredder, hvilket resulterede i at en del af byens stærke mure faldt sammen. Nineve blev derefter hurtigt indtaget, præcis som Jehova havde forudsagt. — Nah. 1:8; 2:6.
4. Hvad kan vi gøre for at udtrykke os klart og forståeligt i forkyndelsen?
4 Udtryk dig klart og forståeligt. Nahum havde en malende og dramatisk skrivestil, og han udtrykte sig klart og præcist. (Nah. 1:14; 3:1) Vi har også som mål at udtrykke os på en letforståelig måde. (1 Kor. 14:9) Forklar tydeligt, allerede ved første besøg, hvorfor du kommer. Og når du studerer Bibelen med nogen, så hjælp vedkommende til at få tro på Jehova og hans ord og til at forstå hvordan stoffet angår ham personligt. — Rom. 10:14.
5. Hvad forsikrer Nahums profeti os om?
5 Nahums tillid til at Jehovas ord altid går i opfyldelse, skinner tydeligt igennem i den bog der bærer hans navn. Mens afslutningen på Satans system nærmer sig, kan vi finde trøst i Guds erklæring: „Der opstår ikke trængsel to gange.“ — Nah. 1:9.