Godbidder til terrierne

Jehovas Vidner var ikke kun venlige over for mennesker, men også over for mine hunde. En dag stod der en søster ved litteraturvognen som hed Elaine, og hun spurgte om hun måtte give mine to terrier en godbid. Efter det begyndte mine hunde at trække i snoren så snart vi nærmede os ‘godbidhjørnet’.

Månederne gik, og hundene nød at komme hen at få godbidder, og jeg nød at have små samtaler med dem der stod ved vognen. Men jeg var lidt tilbageholdende og ville helst ikke tale for meget med dem. Jeg var over 70 år og vidste ikke helt hvad Jehovas Vidner troede på. Fordi jeg var skuffet over mange af kirkerne, følte jeg at det var bedre at studere Bibelen på egen hånd.

Jeg så også Jehovas Vidner stå med deres litteraturvogne andre steder i byen. De var altid meget venlige. Hver gang de svarede på mine spørgsmål, brugte de Bibelen, og det gjorde at jeg fik tillid til dem.

En dag spurgte Elaine mig: ‘Tror du at dyr er en gave fra Gud?’ ‘Ja, dét gør jeg!’ svarede jeg. Så læste hun Esajas 11:6-9 for mig. Selvom jeg stadig ikke var meget for at tage imod litteratur fra dem, blev det et vendepunkt for mig.

I de efterfølgende dage havde jeg nogle korte men meget interessante samtaler med Elaine og hendes mand, Brent. De gav mig det gode forslag at læse fra Matthæus til og med Apostlenes Gerninger for at forstå hvad det vil sige at være en sand kristen. Så det gjorde jeg. Ikke længe efter sagde jeg ja til at studere Bibelen med Brent og Elaine. Det var i sommeren 2016.

Hver uge glædede jeg mig til vores bibelstudie og til møderne i rigssalen. Jeg var så lykkelig over at finde ud af hvad Bibelen virkelig lærer. Lidt over et år senere blev jeg døbt. Jeg er nu 79 år og meget taknemmelig for at have fundet den sande tro. Jehova har velsignet mig ved at lade mig blive en del af hans store familie.”