Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w25 maj s. 8-13
  • Få trøst og styrke af Jehova

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Få trøst og styrke af Jehova
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • JEHOVA TILGIVER OS BARMHJERTIGT
  • JEHOVA GIVER OS HÅB
  • JEHOVA BEROLIGER OS NÅR VI ER BANGE
  • Jehova kan hele dit knuste hjerte
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2024
  • Acceptér at du ikke ved alt
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
  • Vi er aldrig alene
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
  • Beslutninger der udtrykker tillid til Jehova
    Livet og tjenesten som kristne – arbejdshæfte – 2023
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
w25 maj s. 8-13

STUDIEARTIKEL 20

SANG NR. 7 Jehova er min styrke

Få trøst og styrke af Jehova

“Lad Gud blive lovprist, ham som er ... den inderlige barmhjertigheds Far, den Gud som giver al trøst.” – 2. KOR. 1:3.

FOKUS

Hvad vi kan lære af den trøst Jehova gav de jøder der var i eksil.

1. Beskriv situationen for jøderne i eksil.

FORESTIL dig hvordan de jøder der var blevet deporteret til Babylon, må have haft det. De havde set deres hjemland blive ødelagt. På grund af deres og deres forfædres synder var de blevet taget med fra deres hjem og til et helt fremmed land. (2. Krøn. 36:15, 16, 20, 21) De havde selvfølgelig en vis frihed til at leve et normalt liv i Babylon. (Jer. 29:4-7) Men livet var ikke let, og det var bestemt ikke det liv de selv ville have valgt. Hvordan havde de det med deres situation? Læg mærke til hvad en af de trofaste jøder skrev: “Ved Babylons floder, dér sad vi. Vi græd når vi tænkte på Zion.” (Sl. 137:1) De havde virkelig brug for trøst, men hvor kunne de få det?

2-3. (a) Hvad gjorde Jehova for de jøder der var i eksil? (b) Hvad vil vi se på i den her artikel?

2 Jehova er “den Gud som giver al trøst”. (2. Kor. 1:3) Han elsker sine tjenere, og derfor vil han gerne trøste og opmuntre dem. Han vidste at nogle af de jøder der var i eksil, ville tage imod hans retledning og vende tilbage til ham. (Esa. 59:20) Så over 100 år før eksilet inspirerede han profeten Esajas til at skrive den bog der bærer hans navn. Hvad var formålet med det? Esajas skrev: “‘Trøst mit folk, giv det trøst,’ siger jeres Gud.” (Esa. 40:1) Ja, gennem Esajas’ Bog gav Jehova sit folk den trøst og styrke de ville få brug for.

3 Ligesom jøderne i eksil har vi også brug for trøst af og til. I den her artikel skal vi se på tre måder Jehova trøstede jøderne på: (1) Han lovede at tilgive dem der angrede og vendte om, (2) han gav sit folk håb, og (3) han beroligede dem. Læg mærke til undervejs hvordan Jehova trøster os på samme måde i dag.

JEHOVA TILGIVER OS BARMHJERTIGT

4. Hvordan viste Jehova at han er en barmhjertig Gud? (Esajas 55:7)

4 Jehova er “den inderlige barmhjertigheds Far”. (2. Kor. 1:3) Det viste han tydeligt da han lovede at tilgive de jøder der vendte om til ham. (Læs Esajas 55:7). Han sagde: “I min evige loyale kærlighed vil jeg vise dig barmhjertighed.” (Esa. 54:8) Hvordan ville han gøre det? Det jødiske folk skulle stadig leve med konsekvenserne af deres handlinger, men Jehova lovede at de ikke skulle forblive i Babylon for evigt. De skulle kun være der i en begrænset tid. (Esa. 40:2) Hvor må det have trøstet og opmuntret dem der ønskede at tjene Jehova.

5. Hvorfor kan vi have endnu større tillid end jøderne til at Jehova tilgiver os?

5 Hvad lærer vi? Jehova er villig til at tilgive sine tjenere fuldstændigt. Det kan vi i dag have endnu større tillid til end jøderne der var i eksil. Hvorfor det? Fordi vi ved hvad Jehova har gjort for at kunne tilgive vores synder. Hundredvis af år efter Esajas’ tid sendte Jehova sin elskede Søn til jorden for at han kunne give sit liv for alle der ønsker at opnå tilgivelse. Det er på grundlag af det offer at vi kan få vores synder “slettet ud”. (Ap.G. 3:19, fdn.; Esa. 1:18; Ef. 1:7) Hvor er det en barmhjertig Gud vi tjener!

6. Hvorfor trøster det os at tænke over Jehovas barmhjertighed? (Se også billedet).

6 Jehovas ord i Esajas 55:7 kan trøste os hvis vi føler os overvældet af skyldfølelse. Nogle af os bliver måske ved med at kæmpe med skyldfølelse selvom vi har angret, især hvis vi stadig må leve med konsekvenserne af det vi har gjort. Men hvis vi har bekendt vores synder og er holdt op med at gøre det forkerte, kan vi være sikre på at Jehova har tilgivet os. Og når Jehova tilgiver, vælger han ikke længere at huske vores synder. (Se tanken i Jeremias 31:34). Så hvis Jehova glemmer det forkerte vi har gjort, må vi prøve at gøre det samme. Det der betyder noget for ham, er hvad vi gør nu, ikke de fejl vi har begået. (Ezek. 33:14-16) Og inden så længe vil vores barmhjertige Far fjerne konsekvenserne af vores fejl fuldstændigt.

En bror går beslutsomt fremad. Collage: Billeder der illustrerer kontrasten mellem det han før har gjort, og det han gør nu. Fejl han tidligere har begået: 1. Spillede et voldeligt computerspil. 2. Drak for meget og røg. 3. Så upassende ting på sin computer. Det han gør nu: 1. Gør rent i rigssalen. 2. Taler med en ældre søster. 3. Deltager i forkyndelsen.

Det der betyder noget for Jehova, er ikke de fejl vi har begået tidligere, men det vi gør nu. (Se paragraf 6)


7. Hvad kan motivere os til at tale med de ældste hvis vi har begået en alvorlig synd?

7 Hvad bør vi gøre hvis vi har dårlig samvittighed over en alvorlig synd vi holder skjult for andre? Bibelen opfordrer os til at bede de ældste om hjælp. (Jak. 5:14, 15) Men det er måske ikke let for os at fortælle dem hvad vi har gjort. Noget der vil hjælpe os til at gøre det, er hvis vi angrer det vi har gjort, og husker at Jehova og de mænd han har udnævnt til at hjælpe os, ønsker at vise os barmhjertighed. Tænk over hvordan Jehovas barmhjertighed trøstede en bror der hedder Arthur,a som kæmpede med dårlig samvittighed. “I omkring et år så jeg pornografi,” fortæller Arthur. “Men efter at have hørt et foredrag om samvittigheden fortalte jeg min kone og de ældste hvad jeg havde gjort. Jeg fik det bedre fordi jeg ikke længere havde dårlig samvittighed, men jeg var stadig skuffet over mig selv. De ældste mindede mig om at Jehova stadig ønskede at være min ven. Han retleder os fordi han elsker os. Det de sagde, trøstede mig og hjalp mig til at tænke anderledes.” I dag er Arthur pioner og menighedstjener. Hvor er det opmuntrende at vide at Jehova viser os barmhjertighed hvis vi angrer vores synder.

JEHOVA GIVER OS HÅB

8. (a) Hvilket håb gav Jehova jøderne i eksil? (b) Hvilken virkning kan håbet have haft på angrende jøder ifølge Esajas 40:29-31?

8 Set fra et menneskeligt synspunkt stod jøderne i en håbløs situation. Den babyloniske verdensmagt var kendt for aldrig at frigive sine fanger. (Esa. 14:17) Men Jehova gav sit folk håb. Han lovede at befri dem, og intet kunne holde ham tilbage. (Esa. 44:26; 55:12) For Jehova var Babylon som et støvfnug. (Esa. 40:15) Et lille pust og støvet er væk. Hvilken virkning kunne det håb have på jøderne? Det har uden tvivl trøstet dem, men det kunne mere end det. Esajas skrev: “De der knytter deres håb til Jehova, vil få ny energi.” (Læs Esajas 40:29-31). Ja, håbet ville give dem styrke; de ville kunne “løfte sig og svæve som med ørnens vinger”.

9. Hvad kan have givet jøderne tillid til Jehovas løfter?

9 Jehova gav også jøderne grund til at have tillid til hans løfter. Tænk over de profetier der allerede var blevet opfyldt. De vidste at Assyrien havde indtaget tistammeriget Israel og ført folket i eksil. (Esa. 8:4) De var vidner til at Jerusalem blev ødelagt, og blev selv taget med til Babylon. (Esa. 39:5-7) De vidste at kong Sidkija var blevet gjort blind og deporteret til Babylon. (Jer. 39:7; Ezek. 12:12, 13) Alt hvad Jehova havde forudsagt, var gået i opfyldelse. (Esa. 42:9; 46:10) Hvor må det have styrket deres tillid til at Jehovas løfte om udfrielse også ville gå i opfyldelse.

10. Hvad kan hjælpe os til at bevare et stærkt håb her i de sidste dage?

10 Hvad lærer vi? Når vi føler os modløse, kan de løfter Jehova har givet os for fremtiden, opmuntre os og give os styrke. Vi lever i svære tider, og magtfulde fjender er imod os. Men det er vigtigt at vi ikke bliver helt modløse. Jehova har givet os et fantastisk håb om evigt liv i Paradiset, hvor der vil være ægte fred og sikkerhed. Det er vigtigt at vi holder det håb stærkt. Ellers kunne vores håb blive uklart, som hvis man kigger ud ad et beskidt vindue og ikke kan se den smukke udsigt. Hvordan kan vi “pudse vinduet”, altså bevare et klart håb? Vi må regelmæssigt tage os tid til at forestille os hvor skønt livet bliver i den nye verden. Vi kan læse artikler, se videoer og lytte til sange der handler om vores håb. Og vi kan bede til Jehova og fortælle ham om alle de ting vi glæder os til i Paradiset.

11. Hvad hjælper en søster der har kroniske helbredsproblemer, til at få nye kræfter?

11 Tænk over hvordan håbet har trøstet og styrket en søster der hedder Joy, som kæmper med kroniske helbredsproblemer. Hun siger: “Når jeg føler mig overvældet, deler jeg mine inderste tanker og følelser med Jehova, og jeg ved at han forstår mig. Som svar har Jehova givet mig ‘den kraft som er ud over det normale’.” (2. Kor. 4:7) Joy prøver også at se sig selv i den nye verden, hvor “ingen der bor i landet, vil sige: ‘Jeg er syg.’” (Esa. 33:24) Hvis vi udøser vores hjerte til Jehova og fokuserer på vores håb, kan vi også få ny styrke.

12. Hvilke grunde har vi til at have tillid til Jehovas løfter? (Se også billedet).

12 Ligesom de deporterede jøder har vi mange grunde til at have tillid til Jehovas løfter. Tænk bare på de profetier vi ser blive opfyldt. Vi ser for eksempel en verdensmagt der ‘dels er stærk og dels er svag’. (Dan. 2:42, 43) Vi hører også om “jordskælv det ene sted efter det andet”, og vi forkynder for “alle nationer”. (Matt. 24:7, 14) De profetier og mange andre styrker vores tro på at de løfter Jehova har givet os for fremtiden, også vil blive opfyldt.

En søster læser i Bibelen og mediterer over nogle profetier. Collage: 1. Et par står ved en litteraturvogn og taler med en mand. 2. En far og hans søn står og kigger på skaderne efter en naturkatastrofe. 3. En sten rammer fødderne på statuen i Nebukadnesars drøm, som man læser om i Daniel, kapitel 2. 4. Mennesker nyder livet i Paradiset på jorden.

De profetier vi ser blive opfyldt i dag, giver os tillid til Jehovas løfter. (Se paragraf 12)


JEHOVA BEROLIGER OS NÅR VI ER BANGE

13. (a) Hvilke udfordringer ville jøderne komme ud for i tiden omkring deres frigivelse? (b) Hvordan trøstede Jehova jøderne, som vi kan se i Esajas 41:10-13?

13 Jehova trøstede jøderne ved at give dem et fantastisk håb, men han vidste også at de ville komme ud for nogle udfordringer i forbindelse med deres frigivelse. Jehova havde forudsagt at der i slutningen af deres eksil ville fremstå en hersker som ville indtage de omkringliggende nationer og derefter Babylon. (Esa. 41:2-5) Havde de grund til at være bange? Mange år tidligere havde Jehova fået nedskrevet nogle ord der kunne berolige dem: “Vær ikke bange, for jeg er med dig. Frygt ikke, for jeg er din Gud.” (Læs Esajas 41:10-13). Hvad mente han med “jeg er din Gud”? Det var ikke for at minde jøderne om at de skulle tilbede ham, for det vidste de allerede at de skulle. Det var derimod for at minde dem om at han stadig var på deres side. – Sl. 118:6.

14. Hvad mere gjorde Jehova for at berolige jøderne?

14 Jehova beroligede også jøderne ved at minde dem om at hans kraft og visdom er ubegrænset. Han sagde til dem at de skulle kigge op på himlen. Han mindede dem om at han ikke kun havde skabt stjernerne, men at han kaldte dem alle ved navn. (Esa. 40:25-28) Hvis Jehova kender navnet på hver enkelt stjerne, er der ingen tvivl om at han også kender navnet på hver eneste af sine tjenere. Og hvis Jehova havde kraft til at skabe stjernerne, har han også kraft til at hjælpe sit folk. Ja, jøderne havde god grund til ikke at være bange.

15. Hvordan forberedte Jehova jøderne på det der ventede dem?

15 Jehova forberedte også sit folk på det der skulle ske. Tidligere i Esajas’ Bog havde han sagt til sit folk: “Gå ind i jeres inderste rum og luk jeres døre bag jer. Skjul jer et kort øjeblik indtil vreden er drevet over.” (Esa. 26:20) De ord fik muligvis deres første opfyldelse da kong Kyros indtog Babylon. Den oldgræske historiker Xenofon siger at da Kyros indtog Babylon, gav han sine soldater ordre til “at hugge alle ned som man fandt udendørs”. Forestil dig hvor skræmte indbyggerne i Babylon må have været. Men jøderne reddede højst sandsynligt livet fordi de fulgte Jehovas instruktioner.

16. Hvorfor skal vi ikke være bange for det der vil ske under den store trængsel? (Se også billedet).

16 Hvad lærer vi? Inden længe vil den store trængsel begynde, og det vil være den værste tid i menneskehedens historie. Mennesker i verden vil være forvirrede og skrækslagne. Men det vil Jehovas tjenere ikke. Vi ved at Jehova er vores Gud. Vi vil være modige, for vores “befrielse nærmer sig”. (Luk. 21:28) Selv når en koalition af nationer angriber os, vil vi stå fast. Jehova vil bruge englene til at beskytte os, og han vil give os livreddende instruktioner. Hvordan vil vi få de instruktioner? Det må vi vente og se. Men det er meget sandsynligt at vi vil få dem gennem vores menigheder. På en måde kan de måske blive vores “inderste rum”, hvor vi vil søge i sikkerhed. Hvordan kan vi forberede os på det der skal ske? Vi må have et nært forhold til vores brødre og søstre, være klar til villigt at følge de instruktioner der kommer fra organisationen, og være helt overbevist om at det er Jehova der leder vores organisation. – Hebr. 10:24, 25; 13:17.

Brødre og søstre sidder i et rum under den store trængsel og læser i Bibelen sammen. De ser ud ad vinduet, og en af brødrene peger på nattehimlen.

Det at tænke over Jehovas kraft og at han er i stand til at redde os, vil hjælpe os til ikke at blive alt for bange under den store trængsel. (Se paragraf 16)b


17. Hvordan kan du få trøst og styrke fra Jehova?

17 Selvom livet ikke var let for jøderne i Babylon, gav Jehova dem den trøst de havde brug for. Han vil gøre det samme for os. Så uanset hvad dagen i morgen bringer, må vi blive ved med at hente trøst og styrke hos Jehova. Hav fuld tillid til hans store barmhjertighed, bevar et stærkt håb, og husk at fordi Jehova er din Gud, behøver du ikke at være bange for noget.

HVORDAN TRØSTER DE FØLGENDE BIBELVERS DIG?

  • Esajas 55:7

  • Esajas 40:29-31

  • Esajas 41:10-13

SANG NR. 3 Jehova, du giver styrke, håb og tillid

a Nogle af navnene er ændret.

b BILLEDBESKRIVELSE: En lille gruppe brødre og søstre er samlet. De har fuld tillid til Jehovas kraft og at han er i stand til at beskytte sit folk uanset hvor på jorden de bor.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del