Vores store Lærer har oplært os hele livet

MINE FORÆLDRES EKSEMPEL

I slutningen af 1950’erne emigrerede mine forældre fra Italien til Kindersley i Saskatchewan i Canada. Kort tid efter lærte de sandheden at kende, og tjenesten for Jehova blev det vigtigste for vores familie. Som barn var jeg tit med ude i forkyndelsen hele dagen sammen med mine forældre, så jeg har nogle gange sagt med et glimt i øjet at jeg var “hjælpepioner” allerede da jeg var otte.

Mine forældre var fattige, men alligevel var de villige til at bringe ofre for Jehova. For eksempel solgte de mange af deres ejendele så de kunne få råd til at tage til internationalt stævne i Pasadena, Californien, i 1963. I 1972 flyttede vi til Trail i den canadiske provins British Columbia for at hjælpe til i det italienske distrikt. Det lå omkring 1.000 kilometer fra hvor vi boede. Min far arbejdede som altmuligmand. Han sagde nej tak til flere tilbud om en bedre stilling fordi han gerne ville fokusere på tjenesten.

Jeg er taknemmelig for det eksempel mine forældre viste mig og mine tre søskende. Det de lærte mig, lagde hele grundlaget for det liv jeg fik, et liv hvor jeg er blevet ved med at blive oplært af Jehova. Den første værdifulde lektion var: Hvis jeg søger Riget først, vil Jehova tage sig af mig. – Matt. 6:33.

ET LIV I HELTIDSTJENESTEN BEGYNDER

I 1980 blev jeg gift med Debbie, en smuk søster med klare åndelige mål. Vi ville gerne begynde i heltidstjenesten, så Debbie meldte sig som pioner tre måneder efter at vi var blevet gift. Da vi havde været gift et år, flyttede vi til en lille menighed hvor der var behov, og så begyndte jeg også som pioner.

Da der var gået et stykke tid, var der nogle ting der skuffede os, og vi besluttede at vi ville flytte. Men inden vi gjorde noget, talte vi med vores kredstilsynsmand. Han lyttede kærligt til os, men sagde så også rent ud: “I er faktisk selv en del af problemet. Det er som om I kun fokuserer på det negative ved jeres situation. Hvis I derimod leder efter de positive ting, vil I helt sikkert finde dem.” Det var lige præcis det råd vi havde brug for. (Sl. 141:5) Vi begyndte med det samme at følge det, og det gik op for os at der var mange positive ting vi kunne fokusere på. Flere i menigheden kunne godt tænke sig at gøre mere for Jehova. Det gjaldt både nogle af de unge og nogle der var gift med ikketroende. Det var en vigtig lektion for os. Vi lærte at se efter det gode og at vente på at Jehova retter op på en svær situation. (Mika 7:7) Vi fik glæden tilbage, og tingene faldt på plads.

Lærerne på vores første pionerskole havde tjent i udlandet. De viste billeder og talte om de udfordringer og de velsignelser de havde haft i deres opgave. Det såede et ønske i os om at komme ud og tjene som missionærer, så fra da af blev missionærtjenesten vores mål.

I 1984 tog vi det første skridt hen imod vores mål. Vi flyttede til fransktalende Quebec, som lå over 4.000 kilometer fra British Columbia. Det betød at vi skulle vænne os til en helt ny kultur og et nyt sprog. Ofte havde vi heller ikke ret mange penge. På et tidspunkt overlevede vi ved at samle efterladte kartofler på en kartoffelmark. Debbie fandt på mange kreative måder at tilberede kartofler på! Vi fokuserede på at bevare glæden på trods af de udfordringer der var. Og vi oplevede at Jehova altid tog sig af os. – Sl. 64:10.

En dag modtog vi et meget uventet telefonopkald. Vi blev spurgt om vi ville tjene på Betel i Canada. Vi havde allerede ansøgt om at komme på Gilead, så vi havde lidt blandede følelser med at skulle på Betel. Men vi tog imod invitationen. Da vi kom, spurgte vi bror Kenneth Little, der var medlem af Afdelingskontorets Udvalg: “Hvad med vores gileadansøgning?” Han svarede: “Vent med at spekulere på det til det bliver aktuelt.”

En uge senere blev det aktuelt, for Debbie og jeg blev inviteret på Gilead. Nu skulle vi træffe en stor beslutning. Bror Little sagde til os: “Uanset hvad I vælger, vil I nogle dage ønske at I havde taget det andet valg. Det ene er ikke bedre end det andet. Jehova kan velsigne begge dele.” Vi tog imod invitationen til at komme på Gilead, og i årenes løb er det virkelig gået op for os hvor klogt det bror Little sagde til os, var. Vi har ofte citeret hans ord for andre der har skullet vælge mellem to forskellige opgaver.

LIVET SOM MISSIONÆRER

Vi var glade og spændte da vi i april 1987 begyndte på Gilead i klasse nummer 83 sammen med 22 andre elever. Skolen var i Brooklyn, New York, og Ulysses Glass og Jack Redford var vores faste lærere. De fem måneder fløj afsted, og vi fik vores diplomer den 6. september 1987. Vi og John og Marie Goode blev sendt til Haiti.

Vi var de første gileadmissionærer der kom til Haiti i mange år. I 1962 var alle missionærerne nemlig blevet smidt ud af landet, og der havde ikke været nogen siden. Tre uger efter at skolen var slut, var vi så i Haiti, langt oppe i bjergene, og tilhørte en lille menighed på kun 35 forkyndere. Vi var unge og uerfarne og boede helt alene på missionærhjemmet. Befolkningen var ekstremt fattig, og de fleste kunne ikke læse. I de første år af vores missionærtjeneste oplevede vi uroligheder, statskup, brændende vejspærringer og orkaner.

Vi lærte utroligt meget af vores seje brødre og søstre i Haiti. De havde et hårdt liv, men alligevel var de glade, og de elskede Jehova og forkyndelsen. Jeg kan huske en ældre søster der ikke kunne læse, men som kunne omkring 150 bibelvers udenad. Forholdene rundt om os styrkede vores motivation til at blive ved med at forkynde om Riget, for det er det eneste der kan løse menneskers problemer. Vi er meget lykkelige for at nogle af de første bibelstudier vi havde, med tiden begyndte som pionerer, specialpionerer og ældste.

I Haiti mødte jeg Trevor, en ung mormonmissionær, og vi havde nogle drøftelser om Bibelen sammen. Flere år senere fik jeg helt uventet et brev fra ham. Han skrev: “Jeg skal døbes ved det næste stævne! Min plan er at vende tilbage til Haiti og være specialpioner i det område hvor jeg før var mormonmissionær.” Han nåede sit mål og var specialpioner i mange år sammen med sin kone.

EUROPA – OG SÅ AFRIKA

Der var flere lande i Europa hvor arbejdet var ved at åbne op, og det betød at vi fik en ny opgave: Vi blev sendt til Slovenien. I 1992 kom vi til hovedstaden, Ljubljana. Det var ikke langt fra det sted hvor mine forældre havde boet før de flyttede til Italien. Der var stadig krig nogle steder i det tidligere Jugoslavien. Afdelingskontoret i Wien i Østrig og kontorerne i Zagreb i Kroatien og Beograd i Serbien havde taget sig af arbejdet i det område, men nu skulle der være et betelhjem i hver af de uafhængige republikker.

Vores nye opgave betød at vi nu igen skulle til at lære et nyt sprog og tilpasse os en ny kultur. Slovenerne plejede at sige “Jezik je težek”, der betyder “Sproget er svært”. Og det var virkelig svært! Brødrene og søstrene var hurtige til at følge de ændringer der var inden for organisationen. Vi beundrede dem for deres loyalitet, og vi så hvordan Jehova velsignede dem. Endnu en gang så vi hvordan Jehova altid retter op på de ting der skal rettes op på, på det helt rigtige tidspunkt. Meget af det vi allerede havde lært, kunne vi bruge i Slovenien, og vi lærte også mange nye ting som vi kunne tage med os videre.

I 2000 skete der igen en stor forandring i vores liv: Vi blev sendt til Elfenbenskysten i Vestafrika. I november 2002 blev vi så evakueret til Sierra Leone på grund af borgerkrig. Dér havde der også lige været borgerkrig, som nu var slut efter 11 år. Det var meget svært for os at forlade Elfenbenskysten så brat. Men alt det vi havde lært i vores liv indtil videre, hjalp os til at bevare glæden.

Vi fokuserede på de mange gode oplevelser der var i tjenesten, og på vores kærlige brødre og søstre. De havde udholdt mange år med krig. De var fattige, men de ville alligevel gerne dele det de havde, med andre. På et tidspunkt tilbød en søster Debbie noget tøj. Først ville Debbie ikke tage imod det, men søsteren insisterede og sagde: “Under krigen blev vi hjulpet af brødre og søstre fra andre lande. Nu er det vores tur til at hjælpe andre.” Vi satte os som mål at have samme gode indstilling som dem.

På et tidspunkt kom vi tilbage til Elfenbenskysten, men den politiske uro eksploderede igen. I november 2004 blev vi derfor evakueret med helikopter, og vi kunne kun have 10 kilo bagage med hver. Vi overnattede på gulvet på en fransk militærbase, og næste dag blev vi så fløjet til Schweiz. Da vi kom til afdelingskontoret omkring midnat, blev vi budt velkommen af brødrene i Afdelingskontorets Udvalg og lærerne på Skolen for Udnævnte Tjenere og deres koner. De tog imod os med mange kram, et varmt måltid mad og en masse schweizisk chokolade. Vi var dybt rørt.

Vi fik en midlertidig opgave i Ghana, og da situationen i Elfenbenskysten faldt til ro, blev vi sendt tilbage dertil. Brødrenes og søstrenes kærlighed hjalp os til at klare den usikre tid med evakueringer og midlertidige opgaver. Debbie og jeg besluttede at selvom det er helt normalt at Jehovas tjenere viser hinanden kærlighed, ville vi aldrig tage kærligheden for givet. Når vi ser tilbage på den turbulente tid, kan vi se at vi faktisk lærte utroligt meget.

TIL MELLEMØSTEN

I 2006 fik vi så igen et brev fra Hovedkontoret. Vi fik at vide at vi havde fået en ny opgave i Mellemøsten. Det betød igen nye eventyr, nye udfordringer, nye sprog og nye kulturer. Der var meget vi skulle lære i det her område med politiske og religiøse spændinger. Vi elskede at der var så mange forskellige sprog og nationaliteter i menighederne, og vi så den enhed det giver når man følger vejledningen fra organisationen. Vi havde stor respekt for brødrene og søstrene, for de fleste af dem blev udsat for hård modstand fra familie, skolekammerater, kolleger og naboer, men det fik dem ikke til at miste modet.

I 2012 var vi til det særlige stævne i Tel Aviv i Israel. Det var første gang siden pinsedagen i år 33 at så mange af Jehovas tjenere var samlet i det område. Det er en oplevelse jeg aldrig glemmer!

I løbet af de år vi var i Mellemøsten, fik vi mulighed for at besøge et land hvor vores arbejde er forbudt. Vi medbragte nogle af vores publikationer, var med i forkyndelsen og overværede nogle små stævner. Overalt var der tungt bevæbnede militsgrupper og kontrolposter. Men vi følte os meget trygge når vi sammen med nogle af de få forkyndere forsigtigt færdedes rundt i landet.

TILBAGE TIL AFRIKA

I 2013 fik vi en helt ny opgave: Vi skulle tjene på afdelingskontoret i Kinshasa i Congo. Congo er et kæmpe land med meget smuk natur, men landet er også plaget af ekstrem fattigdom, og der har ofte været væbnede konflikter. Vores første reaktion var: “Afrika kender vi, så vi er klar.” Men vi havde stadig meget at lære, især når det kom til at rejse rundt i et land hvor infrastrukturen er meget begrænset. Vi fandt mange positive ting at fokusere på, blandt andet brødrenes og søstrenes udholdenhed og glæde trods fattigdom, deres kærlighed til forkyndelsen og deres store indsats for at komme til møderne og stævnerne. Vi så med egne øjne hvor stor fremgang der var i forkyndelsen fordi Jehova velsignede arbejdet. Vores år i Congo gjorde et dybt indtryk på os og gav os mange nye venner, der blev som familie for os.

I slutningen af 2017 fik vi igen en ny opgave: Denne gang skulle vi til Sydafrika. Det er det største afdelingskontor vi har været på, og vi fik helt nye opgaver på Betel. Endnu en gang var der meget nyt vi skulle lære, men det vi havde lært indtil videre, hjalp os til at finde os til rette. Vi elsker de mange brødre og søstre der har tjent Jehova loyalt i flere årtier. Det er fantastisk at se den enhed der er i betelfamilien, og at alle arbejder sammen selvom folk kommer fra mange forskellige etniske grupper og kulturer. Jehova velsigner altid sit folk med fred når de ifører sig den nye personlighed og lever efter Bibelens principper.

I årenes løb har Debbie og jeg haft mange spændende opgaver, har skullet tilpasse os forskellige kulturer og har skullet lære nye sprog. Selvom det nogle gange har været en udfordring, har vi altid mærket Jehovas loyale kærlighed gennem hans organisation og vores åndelige familie. (Sl. 144:2) Vi føler virkelig at den oplæring vi har fået i heltidstjenesten, har hjulpet os til at blive endnu bedre tjenere for Jehova.

Jeg er dybt taknemmelig for det mine forældre lærte mig, for min dejlige kones, Debbies, opbakning og støtte, og for de fantastiske eksempler jeg har set blandt vores brødre og søstre i hele verden. Debbie og jeg er besluttet på at blive ved med at lade os oplære af vores store Lærer, Jehova.