“Kampen tilhører Jehova”

Problemet var begyndt sidst i 1990’erne da den franske stat uberettiget havde pålagt afdelingskontoret at betale skat af de bidrag der var kommet ind mellem 1993 og 1996. Vi havde taget sagen op ved domstolene i Frankrig, men uden at få medhold. Efter at vi havde tabt ved en appeldomstol, konfiskerede myndighederne hvad der svarede til fire en halv million euro fra afdelingskontorets bankkonto. Nu var vores sidste håb Menneskerettighedsdomstolen. Men før Menneskerettighedsdomstolen ville træffe afgørelse i sagen, blev vi og statens juridiske team indkaldt til et forligsmøde sammen med en repræsentant for domstolen for at se om vi kunne nå til enighed.

Vi forudså at repræsentanten for Menneskerettighedsdomstolen ville forsøge at løse sagen ved at presse os til at betale en del af det beløb staten havde forlangt. Men vi forstod at hvis vi betalte så meget som en eneste euro, ville det være i strid med det Jesus sagde i Matthæus 22:21. Brødrene og søstrene havde givet bidrag til Jehovas organisation, så de penge tilhørte ikke staten. Men vi kom til mødet af respekt for domstolen.

Mødet blev holdt i et af domstolens smukke konferencerum. Det startede ikke særligt godt. Repræsentanten kom med nogle indledende bemærkninger hvor hun slog fast at hun forventede at Jehovas Vidner i Frankrig betalte noget af den skat staten havde pålagt dem. Pludselig fik vi den indskydelse at spørge hende: “Er du klar over at staten allerede har konfiskeret over fire en halv million euro fra vores bankkonto?”

Hun blev tydeligt chokeret. Da statens juridiske team bekræftede at staten havde konfiskeret pengene, ændrede hun fuldstændigt holdning. Hun skældte dem ud og afsluttede mødet med det samme. Det stod klart for mig at Jehova havde ændret hele sagens forløb på en måde vi slet ikke havde kunnet forestille os. Vi gik fra mødet glade og lettede og kunne næsten ikke tro hvad der var sket.

Den 30. juni 2011 faldt der en enstemmig dom i vores favør ved Menneskerettighedsdomstolen. Skatten blev annulleret, og staten blev pålagt at betale de penge tilbage der var blevet konfiskeret, med renter. Den historiske dom har beskyttet vores trosfrihed i Frankrig helt frem til i dag. Det ene spørgsmål vi stillede, som vi slet ikke havde forberedt, blev som stenen der borede sig ind i Goliats pande. Det blev et vendepunkt for hele sagen. Hvorfor vandt vi? Fordi, som David sagde til Goliat, “kampen tilhører Jehova”. – 1. Sam. 17:45-47.

Den her sejr står ikke alene. Jehova har hjulpet os til at vinde mange retssager over politiske og religiøse modstandere. De højeste retsinstanser i 70 lande og flere internationale domstole har truffet 1.225 afgørelser til fordel for Jehovas Vidner. De juridiske sejre beskytter vores fundamentale rettigheder, som for eksempel vores ret til at være juridisk anerkendt som et trossamfund, at forkynde offentligt, at nægte at deltage i nationalistiske ceremonier og at nægte at tage imod blod.

På det her tidspunkt tjente jeg på Jehovas Vidners Hovedkontor i New York, så hvordan var jeg blevet involveret i en retssag i Europa?

FORMET AF MINE FORÆLDRES MISSIONÆRÅND

Mine forældre, George og Lucille, havde været på Gilead i den 12. klasse og tjente i Etiopien da jeg blev født i 1956. De gav mig navnet Philip, efter evangelieforkynderen. (Ap.G. 21:8) Året efter blev Jehovas Vidner forbudt i landet. Selvom jeg var helt lille, kan jeg tydeligt huske at alt der havde med vores tilbedelse af Jehova at gøre, skulle holdes hemmeligt. Som barn syntes jeg det var spændende. Desværre tvang myndighederne os til at forlade landet i 1960.

Vores familie flyttede til Wichita i Kansas i USA, men mine forældre mistede aldrig deres missionærånd. Sandheden var det vigtigste i deres liv, og kærligheden til Jehova og til forkyndelsen gav de videre til både mig, min storesøster, Judy, og min lillebror, Leslie. Begge mine søskende var også blevet født i Etiopien. Jeg blev døbt da jeg var 13. Tre år senere flyttede hele vores familie til Arequipa i Peru, hvor der var et større behov.

I 1974, da jeg var bare 18, udnævnte Afdelingskontoret i Peru mig som specialpioner sammen med fire andre brødre. Vi fik til opgave at forkynde højt oppe i Andesbjergene i et område hvor der aldrig før var blevet forkyndt. I vores distrikt boede der mange der talte quechua og aymará. Vi rejste rundt i en autocamper, som vi havde givet kælenavnet “Arken” fordi den var stor og kasseformet. Jeg elsker at tænke tilbage på den tid. Det var fantastisk ud fra Bibelen at vise de lokale at Jehova snart vil fjerne fattigdom, sygdom og død. (Åb. 21:3, 4) Mange tog imod sandheden.

AFSTED TIL HOVEDKONTORET

I 1977 kom bror Albert Schroeder fra Det Styrende Råd på besøg i Peru. Han opfordrede mig til at søge på Betel i USA. Så det gjorde jeg. Og kort efter, den 17. juni 1977, begyndte jeg på Hovedkontoret i Brooklyn. De næste fire år arbejdede jeg med rengøring og vedligeholdelse.

I juni 1978 mødte jeg Elizabeth Avallone ved et internationalt stævne i New Orleans, Louisiana. Ligesom mig var hun vokset op i en familie hvor sandheden var det vigtigste. Elizabeth havde været pioner i fire år og elskede heltidstjenesten. Vi holdt kontakten, og inden der var gået ret lang tid, var vi meget forelskede. Vi blev gift den 20. oktober 1979, og Elizabeth sluttede sig til mig i beteltjenesten.

Vi blev tilsluttet den spanske menighed i Brooklyn, og vennerne der blev som familie for os. I løbet af årene har vi også været i tre andre menigheder, der alle har støttet os og opmuntret os til at fortsætte i vores beteltjeneste. Vi er meget taknemmelige for deres opbakning og for alt det vores venner og familie har gjort i den periode hvor vores forældre havde brug for ekstra hjælp fordi de var kommet op i årene.

JEG BEGYNDER AT KÆMPE PÅ DEN JURIDISKE FRONT

Jeg blev meget overrasket da jeg i januar 1982 fik en ny opgave på Betel – jeg skulle være i den juridiske afdeling. Tre år senere blev jeg bedt om at begynde på jurastudiet og uddanne mig til advokat. Det var interessant at lære at sejre som Jehovas Vidner havde vundet ved domstolene, har spillet en stor rolle for de grundlæggende friheder som mange mennesker, både i USA og andre lande, tager for givet. Sagerne blev drøftet indgående på studiet.

I 1986, da jeg var 30, blev jeg udnævnt som tilsynsmand for Juridisk Afdeling. Jeg var meget beæret over at få betroet det store ansvar i så ung en alder. Men jeg følte mig også meget overvældet fordi den opgave der lå foran mig, var meget kompleks og jeg ikke havde den store erfaring.

Jeg blev færdiguddannet som advokat i 1988, men jeg havde ikke været opmærksom på at uddannelsen faktisk var gået hårdt ud over min åndelige sundhed. Højere uddannelse kan gøre en stolt, og man kan få den opfattelse at man er bedre end andre fordi man har fået ekspertviden på et område. Elizabeth blev min redning. Hun hjalp mig til at få opbygget den samme gode åndelige rutine som jeg havde før jeg begyndte på jurastudiet. Det tog noget tid, men efterhånden blev mit forhold til Jehova stærkt igen. Jeg kan skrive under på at et hoved fyldt med en masse viden, ikke er det vigtigste i livet. Det der giver livet ægte værdi, er at have et nært venskab med Jehova og et hjerte fyldt med kærlighed til ham og til hans folk.

JEG ER MED TIL AT “FORSVARE OG JURIDISK STADFÆSTE DEN GODE NYHED”

Med uddannelsen bag mig kunne jeg nu fokusere på min opgave i den juridiske afdeling, hvor jeg hjalp med at beskytte organisationen juridisk og forsvare vores ret til at forkynde. Arbejdet var spændende men også ret udfordrende fordi vores organisation hele tiden bevæger sig fremad. For eksempel besluttede Det Styrende Råd i starten af 1990’erne at vi ikke længere skulle bede om bidrag for vores litteratur, og Juridisk Afdeling havde været inde over hele processen. Det at vi nu uddelte al vores litteratur gratis, forenklede arbejdet på Betel og gjorde det lettere for forkynderne. Og helt frem til i dag beskytter det os mod at komme i konflikt med skattereglerne. Nogle troede at det ville få så store økonomiske konsekvenser, at vi ikke længere ville kunne trykke og uddele litteratur, og at det derfor ville gå ud over vores forkyndelse. Men det stik modsatte er sket. Antallet af Jehovas Vidner er fordoblet siden 1990, og i dag har mennesker over hele jorden adgang til livreddende åndelig mad helt gratis. Igen og igen har jeg set alt det positive der kommer ud af de store forandringer der sker inden for organisationen. Og jeg er helt overbevist om at det kun er fordi Jehova giver os styrke og sørger for vejledning gennem den trofaste og kloge træl, at alt lykkes. – 2. Mos. 15:2; Matt. 24:45.

Juridiske sejre kommer ikke kun på grund at det der bliver sagt og gjort i retten. Noget der påvirker udfaldet af en sag, er ofte den gode opførsel dommere og myndighedspersoner lægger mærke til hos Jehovas tjenere. Det så jeg et eksempel på i 1998 da tre medlemmer af Det Styrende Råd sammen med deres hustruer overværede særlige stævner i Cuba. Deres venlige og respektfulde måde at være på bidrog mere til at overbevise myndighederne om at vi var politisk neutrale, end noget som helst vi havde sagt til dem under de officielle møder vi havde været til.

Nogle gange er den eneste måde at løse en juridisk konflikt på, dog at gå i retten og “forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed”. (Flp. 1:7) I mange år anerkendte myndighederne i Sydkorea og flere steder i Europa for eksempel ikke vores ret til at nægte militærtjeneste. Over 19.000 brødre i Sydkorea og omkring 18.000 brødre i Europa har derfor været fængslet fordi de af samvittighedsgrunde nægtede at udføre militærtjeneste.

Den 7. juli 2011 fældede Menneskerettighedsdomstolen endelig en historisk dom i sagen Bajatjan mod Armenien. Den dom slog fast at det i alle europæiske lande skulle være muligt at vælge alternativ, civil tjeneste. Den 28. juni 2018 faldt der så en lignende afgørelse ved Sydkoreas forfatningsdomstol. Ingen af de her sejre ville være blevet til noget hvis bare nogle få af vores unge brødre var gået på kompromis.

De juridiske afdelinger både på Hovedkontoret og rundt omkring på afdelingskontorerne arbejder hårdt for at forsvare vores rettigheder. Når vores brødre og søstre møder modstand fra regeringer, ser vi det som en stor ære at repræsentere dem i retten. Men uanset om vi får medhold ved domstolene eller ej, fører vores juridiske kampe til at der bliver aflagt et vidnesbyrd for “statholdere og konger ... og folk fra nationerne”. (Matt. 10:18) Dommere, myndighedspersoner, medierne og den generelle offentlighed bliver nødt til at forholde sig til alle de bibelvers vi bruger for at understøtte vores argumenter, både i retsdokumenter og under vores mundtlige fremholdelse i retten. De får mulighed for at lære hvem Jehovas Vidner egentlig er, og hvad vores tro bygger på. Nogle af dem har fået lyst til at lære Jehova at kende og er blevet vores trosfæller.

TAK, JEHOVA!

De seneste 40 år har jeg haft den store glæde at samarbejde med afdelingskontorer i hele verden om juridiske spørgsmål og at repræsentere organisationen foran flere høje domstole og højtstående embedsmænd. Jeg elsker og har stor respekt for mine brødre og søstre i Juridisk Afdeling på Hovedkontoret og i de juridiske afdelinger jorden over. Jehova har givet mig et spændende og meget meningsfyldt liv.

Elizabeth har loyalt og kærligt støttet mig de sidste 45 år i både gode og svære tider. Jeg beundrer hende meget fordi hun samtidig kæmper med en sygdom der svækker hendes immunforsvar og gør at hun ikke har så mange kræfter.

Igennem årene har vi set at den styrke vi har, og de sejre vi vinder, ikke skyldes vores egne evner. Det er som David sagde: “Jehova er en styrke for sit folk.” (Sl. 28:8) Ja, “kampen tilhører Jehova”.