Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w25 december s. 2-7
  • Jobs Bog kan give dig perspektiv

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Jobs Bog kan give dig perspektiv
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • JEHOVA TILLADER AT JOB OPLEVER SORG OG SMERTE
  • BERETNINGEN OM JOB KAN HJÆLPE OS TIL AT HOLDE UD
  • BRUG BERETNINGEN OM JOB I FORKYNDELSEN
  • Job holdt Jehovas navn i ære
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2009
  • “Håb på Jehova”
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2022
  • Bibelens 18. bog — Jobs Bog
    “Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig”
  • Hovedpunkter fra Jobs Bog
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2006
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2025
w25 december s. 2-7

STUDIEARTIKEL 48

SANG NR. 129 Vi vil holde ud

Jobs Bog kan give dig perspektiv

“Gud handler afgjort ikke ondt.” – JOB 34:12.

FOKUS

Hvordan Jobs Bog kan give os perspektiv på alle de onde ting der sker, og hjælpe os til at holde ud når vi har det svært.

1-2. Hvad er med til at gøre Jobs Bog til noget helt særligt?

MANGE elsker at læse Jobs Bog. Selvom den er skrevet for omkring 3.500 år siden, bliver den betragtet som et af litteraturens største mesterværker. Et opslagsværk om Jobs Bog kalder skribenten for “et litterært geni” på grund af bogens enkle opbygning, elegante skrivestil og smukke og udtryksfulde ordvalg.a Det var Moses der nedskrev tankerne, men den egentlige Forfatter er Jehova Gud. – 2. Tim. 3:16.

2 Jobs Bog er en vigtig del af Bibelen. Hvorfor? Blandt andet fordi den gør det tydeligt at alle mennesker og engle står over for et meget vigtigt valg – om de vil være med til at hellige Jehovas navn eller ej. Bogen lærer os også om Jehovas fantastiske egenskaber, deriblandt hans kærlighed, visdom, retfærdighed og kraft. For eksempel omtaler Jobs Bog Jehova som “Den Almægtige” 31 gange, hvilket er mere end resten af Bibelens bøger tilsammen. Jobs Bog besvarer også mange af livets store spørgsmål, deriblandt et der stadig plager mange: Hvorfor tillader Gud sorg og smerte?

3. Hvordan kan det hjælpe os at læse Jobs Bog?

3 Ligesom et højt bjerg kan give en et godt overblik over ens omgivelser, kan det at læse Jobs Bog hjælpe os til at se de ting vi kommer ud for, i et større perspektiv. I den her artikel vil vi se hvordan beretningen om Job kan have hjulpet israelitterne, og hvordan den kan hjælpe os i dag til at holde ud. Vi vil også se hvordan vi kan bruge beretningen om Job i forkyndelsen.

JEHOVA TILLADER AT JOB OPLEVER SORG OG SMERTE

4. Hvordan skilte Job sig ud fra nogle af israelitterne i Egypten?

4 I den tid hvor israelitterne havde det svært som slaver i Egypten, var der en mand ved navn Job som boede i landet Us, der sikkert lå øst for det lovede land et sted i det nordlige Arabien. I modsætning til de israelitter der var begyndt at tilbede afguder i Egypten, tjente Job Jehova trofast. (Jos. 24:14; Ezek. 20:8) Faktisk sagde Jehova om ham: “Der er ingen som ham på jorden.”b (Job 1:8) Job var ekstremt rig og den mest respekterede mand i hele Østen. Hvor må det have gjort Satan rasende at se at den fremtrædende og indflydelsesrige mand tjente Jehova trofast!

5. Hvorfor tillod Jehova at Job oplevede så mange forfærdelige ting? (Job 1:20-22; 2:9, 10)

5 Satan påstod at Job ville holde op med at tjene Jehova hvis bare livet blev svært nok. (Job 1:7-11; 2:2-5) Den grove påstand rejste samtidig nogle meget vigtige spørgsmål. Så selvom Jehova elskede Job højt, gav han Satan lov til at prøve at bevise sin sag. (Job 1:12-19; 2:6-8) Satan sørgede for at Job mistede alle sine hjorde, at alle Jobs ti børn døde, og at Job selv blev meget syg og fyldt med smertefulde bylder over hele kroppen. Men alle de modbydelige forsøg på at knække Job mislykkedes. (Læs Job 1:20-22; 2:9, 10). Med tiden gav Jehova Job hans gode helbred tilbage. Han blev også velhavende igen og fik et godt omdømme. Desuden blev han far til ti børn mere. Jehova belønnede også Job med et langt liv. Han kom til at leve yderligere 140 år og kunne glæde sig over at være sammen med fire generationer af sine efterkommere. (Job 42:10-13, 16) Hvordan kan beretningen om Job have gjort en forskel for israelitterne, og hvordan kan den hjælpe os i dag?

6. Hvordan har det sikkert hjulpet israelitterne at kende til beretningen om Job? (Se også billedet).

6 Hvordan beretningen kan have hjulpet israelitterne. Livet havde ikke været let for israelitterne. For eksempel havde Josva og Kaleb, ligesom mange andre, været slaver i Egypten hele deres ungdom. Og selvom de to var uskyldige, måtte de vandre 40 år i ørkenen. Hvis israelitterne hørte om beretningen om Job mens de gik i ørkenen, hjalp det dem helt sikkert rigtig meget, ligesom det må have hjulpet fremtidige generationer af israelitter. De ville forstå hvem der er skyld i at mennesker kommer ud for så meget ondt, hvorfor Jehova tillader ondskab, og hvor meget han værdsætter at hans tjenere er trofaste.

En israelitisk mand ser tænksom ud mens han stabler teglsten som slave i Egypten. Omkring ham bliver andre hårdtarbejdende israelitter slået med stave af egyptere.

Israelitterne der havde været slaver i Egypten i mange år, må på et tidspunkt have hørt om Job. Det må have trøstet og opmuntret dem. (Se paragraf 6)


7-8. Hvordan kan Jobs Bog hjælpe os når vi har det svært?

7 Hvordan beretningen kan hjælpe os. I dag er der desværre mange mennesker der helt har mistet troen på Gud fordi de ikke kan forstå hvorfor gode mennesker bliver ramt af forfærdelige ting. Sådan havde Hazelc fra Rwanda det også. Da hun var ung, troede hun på Gud, men så ændrede hendes liv sig fuldstændigt. Hendes forældre blev skilt, og hun fik en stedfar der behandlede hende virkelig dårligt. Der skete også det forfærdelige at hun som teenager blev voldtaget. Hazel tog til et religiøst møde i håb om at blive trøstet, men måtte gå skuffet derfra. Senere skrev hun et brev til Gud, hvor hun sagde: “Jeg har bedt til dig, Gud. Jeg har prøvet at være et godt menneske, men du har kun gengældt godt med ondt. Nu forlader jeg dig og prøver at finde noget der gør mig glad.” Hvor gør det ondt på os at høre om mennesker der, ligesom Hazel, har fået at vide at det er Gud der er skyld i de frygtelige ting der sker i deres liv.

8 Fordi vi har læst og studeret Jobs Bog, ved vi at det ikke er Gud der er skyld i sorg og smerte, men Satan. Vi ved også at de der har det svært, ikke nødvendigvis høster det de selv har sået. Bibelen fortæller os nemlig at alle mennesker er “underlagt tiden og det der ikke kan forudses”. (Præd. 9:11; Job 4:1, 8) Og så har vi også lært at når vi er trofaste, kan vi være et bevis i Jehovas hånd på at Satan er en løgner. (Job 2:3; Ordsp. 27:11) Vi tager ikke noget af det vi har lært, for givet. Det er nogle vigtige sandheder der giver os perspektiv og viser os hvorfor vi og dem vi elsker, kommer ud for svære ting. Senere begyndte Hazel at studere med Jehovas Vidner, og det gik op for hende at Gud ikke var skyld i de ting hun havde været ude for i sit liv. Hun siger: “Jeg bad inderligt til Jehova og fortalte ham at da jeg havde sagt at jeg ville forlade ham, mente jeg det ikke rigtigt. Jeg kendte ham jo slet ikke. Nu forstår jeg at Jehova elsker mig, og jeg har et rigtig godt liv.” Tænk over hvor stor en forskel det gør i dit liv at du ved hvorfor Jehova tillader alt det der sker. Nu vil vi gå mere i dybden med hvordan Jobs Bog hjælper os til at holde ud.

BERETNINGEN OM JOB KAN HJÆLPE OS TIL AT HOLDE UD

9. Hvordan vil du beskrive Jobs situation? (Jakob 5:11)

9 Forestil dig Job sidde der helt alene i en dynge aske med kroppen dækket af bylder og i store smerter. Hans hud, der var blevet sort på grund af den alvorlige sygdom, var begyndt at falde af, og han var efterhånden ikke andet end skind og ben. Fuldstændigt udmattet magtede han sikkert ikke andet end at sidde og skrabe sig med potteskår mens han gav luft for sin frustration. Men Job overlevede ikke bare – han viste udholdenhed. (Læs Jakob 5:11). Hvad hjalp ham til det?

10. Hvordan var Jobs forhold til Jehova?

10 Job havde så tæt et forhold til Jehova at han følte sig fri til at fortælle om alle sine følelser og frustrationer. (Job 10:1, 2; 16:20) I kapitel 3 kan vi for eksempel se at Job beklagede sig over alle de forfærdelige ting der var sket for ham, og som han troede Jehova stod bag. Bagefter kom tre af Jobs venner og sagde igen og igen at han måtte have gjort noget forkert, siden alt det her skete. Men Job blev ved med at sige at han var uskyldig. Noget af det Job sagde, indikerer at han faktisk betragtede sig selv som mere retfærdig end Jehova. (Job 10:1-3; 32:1, 2; 35:1, 2) Han indrømmede dog også at han indimellem var “kommet til at sige noget tankeløst” i sit forsøg på at bevise sin trofasthed. (Job 6:3, 26) I kapitel 31 læser vi at Job gerne ville have Jehova til direkte at sige at han ikke fortjente alt det der havde ramt ham, og forklare hvorfor det skete. (Job 31:35) Men det var selvfølgelig ikke noget Job havde ret til at kræve af Jehova.

11. Hvordan reagerede Jehova på alt det Job sagde?

11 Når vi læser beretningen om Job i dag, kan vi se at alt det han sagde, faktisk var et udtryk for at han havde et meget nært forhold til Jehova og stolede fuldstændigt på at han ville lægge mærke til hans trofasthed. På et tidspunkt svarede Jehova Job ud fra et stormvejr, men han gik ikke i detaljer med hvad grunden var til at Job var blevet ramt af alle de svære ting. Han fordømte ikke Job for at have beklaget sig eller for hans desperate forsøg på at forsvare sig selv og bevise at han var uskyldig. I stedet talte han til Job som en kærlig far ville tale til sin søn, og prøvede at få ham til at se tingene i det rigtige perspektiv. Og det var en rigtig god fremgangsmåde, for resultatet blev at Job ydmygt indså hvor lidt han egentlig vidste, og han fortrød at han havde talt så overilet. (Job 31:6; 40:4, 5; 42:1-6) Hvordan kan beretningen om Job have hjulpet israelitterne, og hvordan kan den hjælpe os i dag?

12. Hvordan kan beretningen om Job have hjulpet israelitterne?

12 Hvordan beretningen kan have hjulpet israelitterne. Tænk for eksempel på Moses. Det var bestemt ikke nemt for ham at være leder for nationen Israel. De var ofte ulydige mod Jehova og gjorde tit Moses ked af det og skuffet. Mange af israelitterne talte hele tiden negativt om deres situation og klagede over Jehova. Men Moses var god til at vende det med Jehova når der var noget der gik ham på. (2. Mos. 16:6-8; 4. Mos. 11:10-14; 14:1-4, 11; 16:41, 49; 17:5) Jobs eksempel kan også have hjulpet Moses når han blev retledt. Det var for eksempel nødvendigt da israelitterne havde slået lejr ved Kadesh, sikkert i slutningen af deres 40 år lange ørkenvandring. Der fik israelitterne ham “til at tale overilet”, og han gav ikke Jehova den ære han fortjente. (Sl. 106:32, 33) På grund af det fik Moses ikke lov til at komme ind i det lovede land. (5. Mos. 32:50-52) Det må have været en stor skuffelse for ham, men han accepterede det ydmygt. Beretningen om Job kan også have hjulpet senere generationer af israelitter i de svære situationer de stod i. De kunne for eksempel lære hvor vigtigt det er at fortælle Jehova om det man tænker og føler, og ikke gå alt for meget op i at retfærdiggøre sig selv. De kunne også lære hvor godt det går når man ydmygt tager imod retledning fra Jehova.

13. Hvordan kan beretningen om Job hjælpe os til at holde ud? (Hebræerne 10:36)

13 Hvordan beretningen kan hjælpe os. I dag lever vi i svære tider, og derfor har vi brug for udholdenhed, ligesom Job. (Læs Hebræerne 10:36). For eksempel er der mange der kæmper med fysiske eller psykiske helbredsproblemer, nogle har vanskelige familieforhold, har mistet en de elsker, eller kæmper med et andet alvorligt problem. Og nogle gange kan andres kommentarer og handlinger gøre det hele endnu sværere at klare. (Ordsp. 12:18) Men Jobs Bog lærer os at vi kan fortælle Jehova om alle vores tanker og følelser og have fuld tillid til at han vil lytte til os. (1. Joh. 5:14) Han vil ikke dømme os hvis vi en gang imellem kommer til at “sige noget tankeløst” til ham, ligesom Job gjorde. I stedet vil han give os den visdom og styrke vi har brug for så vi kan holde ud. (2. Krøn. 16:9; Jak. 1:5) Han vil også hjælpe os til at komme tilbage på rette spor hvis vi er kommet lidt på afveje. Måske giver han os retledning gennem Bibelen, organisationen eller vores gode venner. (Hebr. 12:5-7) Det gavnede virkelig Job at lytte til Jehova, og det vil også være godt for os at vi ydmygt tager imod retledning, også selvom det kan være svært en gang imellem. (2. Kor. 13:11) Hvor kan vi lære meget af Job! Lad os nu se på hvordan vi kan bruge beretningen om ham når vi skal hjælpe andre.

BRUG BERETNINGEN OM JOB I FORKYNDELSEN

14. Hvordan kan man forklare hvorfor der findes sorg og smerte?

14 Har du prøvet at tale med en i forkyndelsen som spurgte hvorfor der findes sorg og smerte? Hvad svarede du? Måske startede du med at forklare hvad der skete i Edens Have. Du fortalte sikkert at Satan, en ond åndeskabning, kom med en løgn der fik de første to mennesker til at gøre oprør mod Gud. (1. Mos. 3:1-6) Så forklarede du måske at Adam og Evas oprør er årsagen til at der sker så mange forfærdelige ting i verden, og at mennesker dør. (Rom. 5:12) Til sidst kan det være at du forklarede at Gud har tilladt at der går noget tid så Satans løgn kan blive modbevist og en god nyhed om en bedre fremtid kan blive forkyndt. (Åb. 21:3, 4) Det er en rigtig fin måde at argumentere på som har hjulpet mange til at forstå det store spørgsmål.

15. Hvordan kan vi bruge beretningen om Job i forkyndelsen? (Se også billederne).

15 Du kan også prøve at bruge nogle af tankerne fra Jobs Bog i din argumentation. Du kunne begynde med at rose vedkommende for at have tænkt over sådan et vigtigt spørgsmål. Derefter kunne du fortælle at en trofast mand fra Bibelen der hed Job, også kom ud for meget svære ting og stillede et lignende spørgsmål. Han troede endda at det var Gud der var skyld i det han kom ud for. (Job 7:17-21) Måske gør det indtryk på den du taler med, at høre at mennesker har tænkt over den slags store spørgsmål i meget lang tid. Derefter vil det være godt at forklare at det ikke var Gud, men hans store modstander, Satan, der var årsag til Jobs svære situation. Satan angreb Job i et forsøg på at bevise at mennesker kun tjener Gud af selviske grunde. Nævn også at selvom Jehova ikke var årsag til det der skete med Job, tillod han det fordi han stoler på at trofaste mennesker kan modbevise Satans påstand. Til sidst kan du forklare at Gud belønnede Job for hans trofasthed. Med beretningen om Job kan du på den måde hjælpe andre til at se tingene i et større perspektiv og forstå at det de kommer ud for, ikke er en straf fra Gud.

Collage: 1. En fortvivlet kvinde sidder på hug midt i en masse murbrokker efter en stor brand og holder en billedramme i hænderne. 2. Senere går kvinden hen til nogle forkyndere der står med standene i nærheden af et nødhjælpscenter, og får vist et bibelvers.

Hvordan kan du bruge beretningen om Job i forkyndelsen? (Se paragraf 15)


16. Fortæl en oplevelse der viser at Jobs Bog kan hjælpe nogen der har det svært.

16 Læg mærke til hvordan Jobs Bog hjalp en mand der hedder Mario. En dag i 2021 skulle en søster i gang med telefonforkyndelse. Den første hun ringede til, var Mario, og hun læste et par bibelvers for ham der viser at Gud både lytter til vores bønner og vil give os en fremtid og et håb. Hun spurgte Mario hvad han syntes om de tanker. Så fortalte han at han faktisk var i gang med at skrive et selvmordsbrev da hun ringede. Han sagde: “Jeg tror på Gud, men jeg føler at han er helt ligeglad med mig, og her til morgen kom jeg frem til at han må have forladt mig.” Den anden gang hun ringede, talte de om Job og de ting han kom ud for. Mario besluttede at han ville prøve at læse hele Jobs Bog, så vores søster sendte ham et link til Bibelen på jw.org. Hvad blev resultatet? Mario tog imod et bibelstudie og var glad for at lære mere om den Gud som tydeligvis gerne ville hjælpe ham.

17. Hvorfor er du taknemmelig for at Jehova har taget Jobs Bog med i Bibelen? (Job 34:12)

17 Det er tydeligt at Guds ord indeholder en enorm kraft og virkelig kan gøre en forskel i menneskers liv. (Hebr. 4:12) Vi kan være taknemmelige for at Jehova sørgede for at beretningen om Job kom med i Bibelen så vi kan læse om ham i dag. (Job 19:23, 24) Jobs Bog forsikrer os nemlig om at Jehova ikke er skyld i det når vi kommer ud for noget svært. Den siger: “Gud handler afgjort ikke ondt.” (Læs Job 34:12). Den lærer os hvorfor Jehova tillader sorg og smerte, og hvordan vi kan holde ud – noget der også er meget værdifuldt at vise mennesker i forkyndelsen. Jobs Bog kan også hjælpe os på et andet specifikt område af vores liv, nemlig når vi skal give nogen et råd. Det vil vi se på i den næste artikel.

HVAD VIL DU SVARE?

  • Hvorfor er det vigtigt at forstå hvorfor Jehova tillod det Job kom ud for?

  • Hvordan kan beretningen om Job hjælpe os til at holde ud?

  • Hvordan kan vi bruge beretningen om Job i forkyndelsen?

SANG NR. 156 Med troens øjne

a The Book of Job af John E. Hartley.

b Samtalerne mellem Jehova og Satan og alle de ting Job kom ud for, må være foregået på et tidspunkt efter Josefs død (1657 f.v.t.) og før Moses blev sendt til Egypten for at befri israelitterne (ca. 1514 f.v.t.).

c Nogle af navnene er ændret.

    Danske publikationer (1950-2026)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del