Kommunikation mellem læge og patient — nøglen til et godt samarbejde
I BEGYNDELSEN af 1980’erne stod det klart at man måtte gøre noget for at skabe en bedre kommunikation mellem Jehovas vidner og lægeverdenen. Jehovas Vidners Styrende Råd iværksatte derfor et program for at etablere et samarbejde med læger og hospitaler.
Repræsentanter fra Jehovas Vidners hovedkontor i New York besøgte mange af byens store hospitaler. Dette blev meget værdsat af hospitalspersonalet, og der blev dannet grundlag for samarbejde i stedet for konflikt. Repræsentanterne afholdt derefter seminarer i større byer i De Forenede Stater, hvor de blandt andet aflagde besøg på sygehuse sammen med de lokale ældste. Derved blev disse ældste oplært til at videreføre dette program. Under seminaret i Chicago i staten Illinois, USA, havde man et møde med redaktøren af Journal of the American Medical Association. Dette resulterede i at man blev opfordret til at skrive en artikel om hvordan læger kan samarbejde med Jehovas vidner.a
Med tiden blev der udarbejdet flere oplysninger på tryk, og oplæringen blev udbygget således at Jehovas Vidner i andre lande kunne iværksætte lignende programmer.b Der er nu også oprettet og uddannet Kontaktudvalg til Hospitaler i Danmark. (Se artiklen side 14-16.) Hvert udvalg består af kvalificerede kristne ældste som er villige og i stand til at tale med læger, socialrådgivere og hospitalspersonale.
I Canada har man fået aftaler i stand med sundhedsministre i forskellige provinser, med formænd for læge- og hospitalsforeninger samt med andre indflydelsesrige personer på sundhedsområdet. Disse møder har gjort lægestanden mere forstående over for Jehovas vidners holdning. På den måde er der blevet lagt en solid grundvold for en fremtidig dialog.
Hjælpen er klar
Man har i lang tid vidst at nøjagtige informationer er en stor hjælp når man skal afværge eventuelle konfrontationer mellem oprigtige kristne og læger der ønsker at bruge blodtransfusion i behandlingen af dem. I begyndelsen af 1960’erne begyndte man på Jehovas Vidners hovedkontor at udarbejde en liste over læger der var villige til at samarbejde. Der var tale om læger som var godt kendt med alternativer til blodtransfusion. Hvis en lokal læge eller et lokalt hospital ikke følte sig i stand til at tage sig af et givet tilfælde, kunne man gennem et udvalg skaffe navne på samarbejdsvillige læger. Patienten kunne så blive overført til et andet lægehold.
Der var også den mulighed at et Kontaktudvalg til Hospitaler kunne bringe en telefonkonsultation i stand mellem den lokale kirurg og hans mere erfarne kolleger. Nogle gange har en sådan samtale sat læger i stand til at ændre deres behandling, uden at udsætte patienten for unødig risiko. Ved på denne måde at virke som kontaktled mellem læge og patient, er udvalgene blevet eksperter i at mindske både patientens og lægens problemer i situationer hvor en blodtransfusion syntes påkrævet.
Beviser på at det virker
Sonya var en glad pige på 13 år da hun i begyndelsen af 1989 fik at vide at hun havde en kræftsvulst under det ene øje. En kirurg gjorde det klart for Sonya og hendes forældre at den påkrævede operation var vanskelig. Eftersom svulsten voksede hurtigt burde indgrebet ikke udsættes. Bagefter ville man sandsynligvis være nødt til at behandle med kemoterapi, og lægen sagde at det var nødvendigt at forældrene gav tilladelse til at der blev givet blodtransfusioner. Men det kunne familien ikke gå med til på grund af deres religiøse overbevisning. Den dygtige kirurg som tog sig af Sonya var villig til at fjerne svulsten uden at bruge blod. Men på grund af hospitalets politik kunne kirurgen ikke finde en narkoselæge som var villig til at samarbejde.
Jonathan er Michael og Valeries ældste søn. I slutningen af 1989, da han var 16 år, fortalte lægerne dem at Jonathan havde en meget stor svulst på milten. Lægerne var noget ængstelige for at skulle operere uden at bruge blod, men de gik alligevel modigt med til det og respekterede familiens religiøse standpunkt. Efter operationen opstod der alvorlige komplikationer, og Jonathans blodtryk faldt brat. Under endnu en operation mistede han så meget blod at hans hæmoglobintal faldt til 5,5 — hvilket er omkring en tredjedel af det normale. En læge sagde til familien: „Jeres søns tilstand er meget alvorlig. Vi står med ryggen mod muren. Hvis han ikke får blod vil han måske dø!“ Hvad skulle de gøre?
I begge tilfælde ydede kontaktudvalgene i Canada en værdifuld hjælp. Sonyas familie blev forsikret om at udvalget, hvis det blev nødvendigt, kunne hjælpe dem med at få hende overført til et hospital i et andet land. Men kunne man gøre noget så den kvindelige kirurg, som allerede var kendt med hendes situation, kunne fortsætte sin behandling? Kirurgen var faktisk blevet så knyttet til Sonya at hun tilbød at være med på operationsholdet uanset hvor operationen skulle udføres. Men det blev ikke nødvendigt med en overflytning. Det lykkedes kontaktudvalgets medlemmer at overtale det lokale hospitalspersonale til at samarbejde med kirurgen. Denne læge sagde at det første Sonya spurgte om efter den otte og en halv time lange operation var om hun havde fået blod. Hun blev meget glad da hun fik at vide at det havde hun ikke.
Efter at Jonathans hæmoglobintal var faldet til 5,5 efter to operationer, var lægerne overbeviste om at det var nødvendigt med en blodtransfusion for at redde hans liv, og de var parate til at skaffe en dommerkendelse for at tvinge blod i ham. Men Jonathans stærke tro og hans modstand mod at få blod forsinkede dette. Jonathan fortæller: „Jeg tog dr.— i kraven og så ham i øjnene og sagde: ’Ingen blod eller blodprodukter, tak!’“ Kontaktudvalget hjalp med at ordne det sådan at Jonathan kunne blive fløjet til et større hospital. Da han ankom var der allerede et medlem af udvalget som havde talt med de ansvarshavende læger på hospitalet. Den næste dag stabiliseredes Jonathans hæmoglobintal. Derefter steg det konstant, og 15 dage efter den første operation blev han udskrevet.
Eftersom stadig flere læger og socialrådgivere er villige til at samarbejde med Jehovas Vidners Kontaktudvalg til Hospitaler er det tydeligt at vi fortsat kan vente gode resultater på dette område.
[Fodnoter]
a Der findes et genoptryk af denne artikel på side 27-29 i brochuren Hvordan kan blod redde dit liv?, udgivet af Vagttårnets Selskab.
b Der findes i dag 100 Kontaktudvalg til Hospitaler i De Forenede Stater, 31 i Canada, 67 i Frankrig, og et stort antal i andre lande verden over. I Danmark findes der syv af disse udvalg. Se side 14-16.