Kapitel 30

„Babylon den Store er faldet!“

1. Hvad bekendtgør den anden engel, og hvem eller hvad er Babylon den Store?

GUDS domstime er kommet! Lyt derfor til det guddommelige budskab: „Og endnu en engel, nummer to, fulgte efter og sagde: ’Hun er faldet! Babylon den Store er faldet, hun som har fået alle nationerne til at drikke af sin utugts harmes vin!’“ (Åbenbaringen 14:8) For første gang, men ikke sidste, retter Åbenbaringen opmærksomheden mod Babylon den Store. Dette Babylon vil senere, i kapitel 17, blive beskrevet som en vellystig skøge. Hvem eller hvad er det? Som vi skal se, er det et verdensomspændende imperium af religiøs art, et bedragerisk system som Satan har udtænkt, hvormed han kæmper mod Guds kvindes afkom. (Åbenbaringen 12:17) Babylon den Store er hele den falske religions verdensimperium. Det omfatter alle de religioner og trosretninger der viderefører det gamle Babylons religiøse lærepunkter og skikke og lægger dets ånd for dagen.

2. (a) Hvordan gik det til at den babyloniske religion blev spredt til alle dele af jorden? (b) Hvad er det mest fremtrædende afsnit af Babylon den Store, og hvornår blev dette en magtfuld organisation?

² Det var i Babylon Jehova for over 4000 år siden skred ind mod bygningen af Babelstårnet ved at forvirre tårnbyggernes sprog. De forskellige sproggrupper blev spredt til jordens ender og tog de falske lærdomme og skikke med sig som danner grundlaget for de fleste religioner den dag i dag. (1 Mosebog 11:1-9) Babylon den Store er den religiøse del af Satans organisation. (Jævnfør Johannes 8:43-47.) Det mest fremtrædende afsnit af dette religiøse imperium er i dag den frafaldne kristenhed, der opstod som en magtfuld, lovløs organisation i det fjerde århundrede efter Kristus, med trosbekendelser og ceremonier der ikke stammer fra Bibelen men hovedsagelig fra babylonisk religion. — 2 Thessaloniker 2:3-12.

3. Hvordan kan det siges at Babylon den Store er faldet?

³ Her vil nogle måske spørge: ’Hvordan kan engelen bekendtgøre at Babylon den Store er faldet, når religionen stadig har stor indflydelse på jorden?’ Tænk imidlertid på hvad der skete efter at fortidens Babylon var faldet i 539 f.v.t. Da fik israelitterne frihed til at vende tilbage til deres hjemland og genoprette den sande tilbedelse dér. Den omstændighed at det åndelige Israel blev genrejst i 1919 og blev velsignet med en herlig åndelig velstand der varer ved og øges den dag i dag, er derfor et vidnesbyrd om at Babylon den Store faldt i det år. Det har ikke længere magt til at holde Guds folk nede. Desuden har det fået store vanskeligheder inden for sine egne rækker. Siden 1919 er dets korruption, uærlighed og umoralitet blevet afsløret for enhver. I det meste af Europa kommer folk ikke meget i kirkerne mere. Vanæret for øjnene af dem som har kærlighed til Guds sandhedsord, venter Babylon den Store nu så at sige i dødscellen på eksekveringen af Jehovas retfærdige dom.

Babylons beskæmmende fald

4-6. På hvilken måde har Babylon den Store „fået alle nationerne til at drikke af sin utugts harmes vin“?

⁴ Lad os undersøge de nærmere omstændigheder i forbindelse med Babylon den Stores beskæmmende fald. Engelen fortæller os her at „Babylon den Store ... har fået alle nationerne til at drikke af sin utugts harmes vin“. Hvad vil det sige? Det hentyder til sejr eller erobring. Jehova sagde for eksempel til Jeremias: „Tag dette bæger med forbitrelsens vin af min hånd og lad alle nationerne som jeg sender dig til, drikke det. Og de skal drikke og svaje frem og tilbage og handle forrykt på grund af sværdet som jeg sender iblandt dem.“ (Jeremias 25:15, 16) I det sjette og det syvende århundrede f.v.t. brugte Jehova fortidens Babylon til at udgyde et symbolsk trængselsbæger som mange nationer måtte drikke, deriblandt det frafaldne Juda, sådan at endog hans eget folk blev ført i fangenskab. Senere faldt Babylon selv, fordi dets konge hovmodede sig mod Jehova, „himmelens Herre“. — Daniel 5:23.

⁵ Babylon den Store har også vundet sejre eller foretaget erobringer, men som regel med mere underfundige midler. Det har „fået alle nationerne til at drikke“ ved at optræde som en skøge, ved at bedrive religiøs utugt med dem. Det har lokket politiske herskere til at indgå alliancer og knytte venskaber med det. Ved hjælp af religiøse fristelser er det lykkedes det at øve politisk, kommerciel og økonomisk undertrykkelse. Det har anstiftet religiøs forfølgelse, religionskrige og korstog, såvel som nationale krige, af rent politiske og kommercielle årsager. Og det har helliget disse krige ved at forbinde dem med Guds vilje.

⁶ Religionens rolle i det 20. århundredes krige og politiske anliggender er almindeligt kendt — for eksempel i det shintoistiske Japan, det hinduistiske Indien, det buddhistiske Vietnam og det „kristne“ Nordirland og Latinamerika, for ikke at tale om hvordan feltpræsterne på begge sider af fronten i de to verdenskrige tilskyndede unge mænd til at myrde hinanden. Et klassisk eksempel på Babylon den Stores flirten er den andel det havde i den spanske borgerkrig fra 1936 til 1939, hvori mindst 600.000 mennesker blev dræbt. Denne blodsudgydelse blev sat i gang af tilhængere af den katolske gejstlighed og deres medforbundne, delvis fordi kirkens rigdom og stilling var truet af Spaniens lovlige regering.

7. Hvad har været Babylon den Stores vigtigste angrebsmål, og hvilke metoder har det taget i anvendelse?

⁷ Da Babylon den Store er den religiøse del af Satans afkom, har det altid gjort Jehovas „kvinde“, „det Jerusalem som er oventil“, til sit særlige angrebsmål. I det første århundrede blev det tydeligt at menigheden af de salvede kristne var kvindens afkom. (1 Mosebog 3:15; Galaterne 3:29; 4:26) Babylon den Store forsøgte ihærdigt at besejre denne rene menighed ved at forlede den til at begå religiøs utugt. Apostlene Paulus og Peter advarede om at mange ville bukke under og at følgen ville blive et stort frafald. (Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Peter 2:1-3) Jesu budskaber til de syv menigheder vidnede om at Babylon den Store hen imod slutningen af Johannes’ liv havde haft et vist held med sine forsøg på at fordærve menigheden. (Åbenbaringen 2:6, 14, 15, 20-23) Men Jesus havde allerede vist hvor langt det ville få lov at gå.

Hveden og ukrudtet

8, 9. (a) Hvad viste Jesu lignelse om hveden og ukrudtet? (b) Hvad skete der „mens folkene sov“?

⁸ I sin lignelse om hveden og ukrudtet talte Jesus om en mand der såede god sæd i en mark. Men da „folkene sov“ kom en fjende og oversåede marken med ukrudt. Resultatet var at hveden blev skjult af ukrudtet. Jesus forklarede lignelsen med disse ord: „Den der sår den gode sæd er Menneskesønnen; marken er verden; den gode sæd, det er rigets sønner; men ukrudtet er den ondes sønner, og fjenden der såede det, er Djævelen.“ Han viste derpå at hveden og ukrudtet ville få lov til at vokse sammen indtil „afslutningen på tingenes ordning“, hvor englene ville samle det symbolske ukrudt fra. — Mattæus 13:24-30, 36-43.

⁹ Det som Jesus og apostlene Paulus og Peter advarede om, skete. „Mens folkene sov“, enten efter at apostlene var sovet ind i døden eller da de kristne tilsynsmænd blev døsige med hensyn til at vogte Guds hjord, begyndte et babylonisk frafald at spire inden for selve menigheden. (Apostelgerninger 20:31) Snart var ukrudtet helt dominerende og skjulte hveden. I en række århundreder så det ud som om kvindens afkom var fuldstændig overvældet af det store Babylon.

10. Hvad var der sket i 1870’erne, og hvordan reagerede Babylon den Store på dette?

¹⁰ I 1870’erne var et antal salvede kristne begyndt at gøre nogle beslutsomme forsøg på at frigøre sig fra Babylon den Stores skøgevæsen. De tog afstand fra falske dogmer som kristenheden havde hentet fra hedenskabet og brugte frimodigt Bibelen til at forkynde at hedningernes tider ville udløbe i 1914. Babylon den Stores vigtigste redskab, kristenhedens gejstlighed, modsatte sig disse tilløb til genoprettelse af den sande tilbedelse. Under den første verdenskrig benyttede den sig af krigshysteriet til at forsøge at udslette denne lille gruppe trofaste kristne. I 1918, da deres virksomhed var næsten standset, så det ud til at Babylon den Store havde haft heldet med sig. Det havde tilsyneladende sejret over dem.

11. Hvad resulterede det gamle Babylons fald i?

¹¹ Som tidligere nævnt, led den stolte by Babylon et katastrofalt fald i 539 f.v.t. Da hørtes råbet: „Hun er faldet! Babylon er faldet!“ Verdensrigets hovedsæde var faldet for Medo-Persiens hære under Kyros den Store. Skønt byen som sådan blev stående, var dens fald fra magtens tinde virkeligt nok, og det førte til at dens jødiske fanger blev givet fri. De vendte tilbage til Jerusalem for at genoprette den rene tilbedelse dér. — Esajas 21:9; 2 Krønikebog 36:22, 23; Jeremias 51:7, 8.

12. (a) Hvordan kan det siges at Babylon den Store er faldet i vor tid? (b) Hvoraf fremgår det at Jehova fuldstændig har forkastet kristenheden?

¹² I vor tid er råbet om at Babylon den Store er faldet, også blevet hørt! Den babyloniske kristenheds midlertidige sejr i 1918 blev vendt til nederlag i 1919 da resten af de salvede, Johannesskaren, blev genrejst ved en åndelig opstandelse. Babylon den Store var faldet i den forstand at det ikke længere kunne holde Guds folk i fangenskab. Ligesom græshopper sværmede Kristi salvede brødre op af afgrunden, rede til handling. (Åbenbaringen 9:1-3; 11:11, 12) De udgjorde den nutidige „trofaste og kloge træl“, og Herren satte dem over alt hvad han ejede på jorden. (Mattæus 24:45-47) At de blev brugt på denne måde viste at Jehova nu havde forkastet kristenheden, til trods for at den hævdede at repræsentere ham på jorden. Den rene tilbedelse blev genoprettet, og vejen var åben for at fuldføre arbejdet med at besegle resten af de 144.000 — de øvrige af kvindens, Babylon den Stores ældgamle fjendes, afkom. Alt dette varslede et knusende nederlag for denne sataniske religiøse organisation.

De helliges udholdenhed

13. (a) Hvad bekendtgør den tredje engel? (b) Hvilken dom fælder Jehova over dem der modtager vilddyrets mærke?

¹³ Nu taler den tredje engel. Hør! „Og endnu en engel, nummer tre, fulgte efter dem og sagde med høj røst: ’Hvis nogen tilbeder vilddyret og dets billede og modtager et mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han også drikke af Guds harmes vin som er skænket ufortyndet i hans vredes bæger.’“ (Åbenbaringen 14:9, 10a) Af Åbenbaringen 13:16, 17 fremgik det at de der på Herrens dag ikke tilbad vilddyrets billede ville blive udsat for lidelser, ja endog døden. Nu erfarer vi at Jehova har besluttet at dømme dem der „har mærket, vilddyrets navn eller dets navns tal“. De vil blive tvunget til at drikke et bittert ’vredesbæger’ med Jehovas harme. Hvad vil dette betyde for dem? Da Jehova i 607 f.v.t. tvang Jerusalem til at drikke „forbitrelsens bæger“, erfarede byen „hærgen og sammenbrud, sult og sværd“ for babyloniernes hånd. (Esajas 51:17, 19) Når de der tilbeder jordens politiske magter og deres billede, De Forenede Nationer, kommer til at drikke af bægeret med Jehovas vrede, vil resultatet også blive til ulykke for dem. (Jeremias 25:17, 32, 33) De vil blive fuldstændig tilintetgjort.

14. Hvad kommer de der tilbeder vilddyret og dets billede til at erfare før de tilintetgøres, og hvordan beskriver Johannes dette?

¹⁴ Inden dette sker, må de der har dyrets mærke imidlertid lide den pine der er forbundet med Jehovas misbilligelse. Om den der tilbeder vilddyret og dets billede siger engelen til Johannes: „Og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles øjne og for Lammets øjne. Og deres pines røg stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile dag og nat, de som tilbeder vilddyret og dets billede, og enhver som modtager dets navns mærke.“ — Åbenbaringen 14:10b, 11.

15, 16. Hvad ligger der i ordene „ild og svovl“ i Åbenbaringen 14:10?

¹⁵ Nogle har taget denne omtale af ild og svovl som et bevis på at der findes et brændende helvede. Men et kort blik på en tilsvarende profeti viser hvad der virkelig ligger i disse ord i denne sammenhæng. Tilbage på Esajas’ tid advarede Jehova edomitterne om at deres nation ville blive straffet på grund af deres fjendskab mod Israel. Han sagde: „Edoms regnfloder skal forvandles til beg, og dets støv til svovl; og dets land skal blive som brændende beg. Nat eller dag — den slukkes ikke; til fjerne tider vil røgen fra den stige op. Fra generation til generation vil det være udtørret; aldrig i evighed vil nogen færdes i det.“ — Esajas 34:9, 10.

¹⁶ Blev Edom kastet i et mytisk helvede for at brænde dér for evigt? Naturligvis ikke. Men nationen blev fjernet fra verdensskuepladsen lige så grundigt som hvis den var blevet fortæret af ild og svovl. Det endelige resultat af straffen var ikke evig pine, men at Edom blev ’tomt, øde og til intet’. (Esajas 34:11, 12) Dette skildres levende ved røgen der ’stiger op til fjerne tider’. Når et hus brænder ned, bliver der ved med at komme røg fra asken et stykke tid efter at flammerne er døet bort, og denne røg fortæller tilskuerne at der har været en ødelæggende brand. Guds folk husker den dag i dag den belæring der er forbundet med Edoms ødelæggelse. På denne symbolske måde stiger røgen fra dets brand stadig op.

17, 18. (a) Hvordan vil det gå dem der modtager vilddyrets mærke? (b) På hvilken måde bliver de der tilbeder vilddyret, pint? (c) I hvilken forstand ’stiger deres pines røg op i evighedernes evigheder’?

¹⁷ De der har vilddyrets mærke vil også blive tilintetgjort fuldstændigt, som ved ild. Som det vises senere i profetien, vil deres lig få lov at ligge ubegravede på jorden så fugle og andre dyr kan æde dem. (Åbenbaringen 19:17, 18) Det er derfor tydeligt at de ikke rent bogstaveligt lider pine for evigt! Hvordan bliver de da ’pint med ild og svovl’? I den forstand at forkyndelsen af sandheden afslører dem og advarer dem om Guds kommende dom. Derfor bagvasker de Guds folk, og hvor de har mulighed for det, overtaler de snedigt det politiske vilddyr til at forfølge og endda dræbe Jehovas Vidner. Til sidst vil disse modstandere blive udslettet som med ild og svovl. Da vil ’deres pines røg stige op i evighedernes evigheder’ i den forstand at Guds dom over dem vil tjene som en prøvesten i det tilfælde at Jehovas retmæssige suverænitet nogen sinde igen skulle blive udfordret. Dette stridsspørgsmål vil være blevet afgjort én gang for alle, for tid og evighed.

¹⁸ Hvem forkynder det pinefulde budskab i dag? Husk at de symbolske græshopper har myndighed til at pine de mennesker der ikke har Guds segl på deres pander. (Åbenbaringen 9:5) Det er åbenbart dem der, under englenes ledelse, forvolder pinen. De symbolske græshopper er så vedholdende med deres angreb at „de som tilbeder vilddyret og dets billede, og enhver som modtager dets navns mærke“ ikke har nogen hvile, hverken dag eller nat. Og efter at de til sidst er blevet udslettet, vil det vældige vidnesbyrd om denne hævdelse af Jehovas suverænitet, „deres pines røg“, stige op i evighedernes evigheder. Måtte Johannesskaren holde ud indtil denne hævdelse er fuldbyrdet! Det er som engelen slutter med at sige: „Her gælder det de helliges udholdenhed, de som holder sig til Guds bud og Jesu tro.“ — Åbenbaringen 14:12.

19. Hvorfor kræves der udholdenhed af de hellige, og hvad fortæller Johannes som styrker dem?

¹⁹ De hellige viser udholdenhed ved at tilbede Jehova med udelt hengivenhed gennem Jesus Kristus. Deres budskab er ikke populært. Det medfører modstand, forfølgelse og i nogle tilfælde døden. Men de bliver styrket af det næste Johannes fortæller: „Og jeg hørte en stemme fra himmelen sige: ’Skriv: Lykkelige er de døde som dør i samhørighed med Herren fra nu af. Ja, siger ånden, lad dem hvile fra deres slid, for det de har gjort, følger med dem.’“ — Åbenbaringen 14:13.

20. (a) Hvordan stemmer det løfte Johannes fremsætter, med det Paulus forudsiger om tiden for Jesu nærværelse? (b) Hvilket særligt privilegium får de af de salvede som dør efter at Satan er kastet ud af himmelen?

²⁰ Dette løfte stemmer overens med følgende profeti af Paulus angående Jesu nærværelse: „De som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først. Derefter skal vi som lever og som bliver tilbage [de salvede som stadig er i live på Herrens dag], sammen med dem rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften.“ (1 Thessaloniker 4:15-17) Efter at Satan var kastet ud af himmelen opstod først de som var døde i samhørighed med Kristus. (Jævnfør Åbenbaringen 6:9-11.) Derefter får de af de salvede som dør i løbet af Herrens dag, et særligt privilegium. Deres opstandelse til åndeligt liv i himmelen vil finde sted „i et nu, i et øjeblik“. (1 Korinther 15:52) Hvor vidunderligt er dette ikke! Og deres retfærdige gerninger vil fortsætte uden afbrydelse i den himmelske verden.

Jorden høstes

21. Hvad fortæller Johannes om „jordens høst“?

²¹ Andre vil også få glæde af denne domsdag. Johannes fortæller videre: „Og jeg så, og se! en hvid sky, og på skyen sad en ligesom en menneskesøn, med en guldkrone på sit hoved og en skarp segl i sin hånd. Og en anden engel [den fjerde] kom ud fra tempelhelligdommen og råbte med høj røst til ham som sad på skyen: ’Gå i gang med din segl og høst, for timen er kommet til at høste, for jordens høst er overmoden.’ Og han som sad på skyen svang sin segl over jorden, og jorden blev høstet.“ — Åbenbaringen 14:14-16.

22. (a) Hvem er det der sidder på den hvide sky og har en guldkrone på hovedet? (b) Hvornår finder høstens højdepunkt sted, og hvordan?

²² Der er ingen tvivl om hvem det er der sidder på den hvide sky. Eftersom han ligner en menneskesøn og har en guldkrone på hovedet, er det tydeligvis Jesus, den messianske konge som Daniel også så i et syn. (Daniel 7:13, 14; Markus 14:61, 62) Men hvilken høst er det der forudsiges her? Mens Jesus var på jorden, sammenlignede han arbejdet med at gøre disciple med en høst hvor marken var menneskehedens verden. (Mattæus 9:37, 38; Johannes 4:35, 36) Denne høst når sit højdepunkt på Herrens dag, når Jesus er blevet kronet til konge og eksekverer dom på sin Faders vegne. Hans regeringstid siden 1914 falder altså sammen med den glædelige indhøstning. — Jævnfør Femte Mosebog 16:13-15.

23. (a) Fra hvem lyder beskeden om at høsten kan begynde? (b) Hvilken høst har fundet sted fra 1919 frem til nu?

²³ Selv om Jesus er konge og dommer, venter han på besked fra sin Gud, Jehova, før han begynder at høste. Denne besked kommer fra „tempelhelligdommen“ og bliver overbragt af en engel. Jesus adlyder straks. Først lader han sine engle, fra og med 1919, fuldføre indhøstningen af de 144.000. (Mattæus 13:39, 43; Johannes 15:1, 5, 16) Dernæst finder indhøstningen af den store skare andre får sted. (Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9) Historien viser at der mellem 1931 og 1935 var mange af disse andre får som begyndte at vise sig. I 1935 lod Jehova så Johannesskaren forstå hvem den store skare i Åbenbaringen 7:9-17 i virkeligheden var, og fra da af blev der lagt stor vægt på indsamlingen af denne skare. I år 2005 var dens antal nået op over seks millioner, og det øges fortsat. Den der ligner en menneskesøn har i sandhed fået en stor og glædelig høst i denne endens tid. — Jævnfør Anden Mosebog 23:16; 34:22.

Jordens vintræ trædes ned

24. Hvad har den femte engel i hånden, og hvad råber den sjette engel?

²⁴ Når høsten til frelse er fuldført, er tiden inde til en anden høst. Johannes beretter: „Og en anden engel igen [den femte] kom ud fra tempelhelligdommen som er i himmelen, og også han havde en skarp segl. Og en anden engel igen [den sjette] kom ud fra alteret, og han havde myndighed over ilden. Og han råbte med høj røst til ham som havde den skarpe segl, og sagde: ’Gå i gang med din skarpe segl og indhøst klaserne på jordens vintræ, for dets druer er blevet modne.’“ (Åbenbaringen 14:17, 18) De himmelske engle har fået meget at gøre med at skille de gode fra de onde under høsten på Herrens dag!

25. (a) Hvad fremgår af den omstændighed at den femte engel kom ud fra tempelhelligdommen? (b) Hvorfor er det på sin plads at befalingen om at begynde høsten overbringes af en engel der „kom ud fra alteret“?

²⁵ Den femte engel kommer fra Jehovas nærhed i tempelhelligdommen; den afsluttende høst finder derfor også sted i overensstemmelse med Jehovas vilje. Befalingen til engelen om at gå i gang med arbejdet lyder gennem en anden engel, der „kom ud fra alteret“. Dette har stor betydning, for de trofaste sjæle under alteret havde spurgt: „Hvor længe, suveræne Herre, du hellige og sande, vil du afholde dig fra at dømme og hævne vort blod på dem som bor på jorden?“ (Åbenbaringen 6:9, 10) Med indhøstningen af jordens vintræ bliver denne anmodning om hævn imødekommet.

26. Hvad er „jordens vintræ“?

²⁶ Men hvad er „jordens vintræ“? I De Hebraiske Skrifter blev den jødiske nation omtalt som Jehovas vinstok. (Esajas 5:7; Jeremias 2:21) Jesus Kristus og de der kommer til at tjene sammen med ham i Guds rige, bliver også omtalt som et vintræ. (Johannes 15:1-8) Det der fremhæves i denne sammenhæng er at et vintræ bærer frugt, og det sande kristne vintræ har båret rigelig frugt til Jehovas pris. (Mattæus 21:43) „Jordens vintræ“ må derfor være Satans efterligning af dette ægte vintræ, hans fordærvede, synlige regeringssystem på jorden med dets forskellige ’klaser’ af dæmonisk frugt som er blevet frembragt gennem århundrederne. Babylon den Store, hvori den frafaldne kristenhed indtager en meget fremtrædende plads, har øvet stor indflydelse på dette giftige vintræ. — Jævnfør Femte Mosebog 32:32-35.

27. (a) Hvad sker der efter at engelen med seglen har indhøstet jordens vintræ? (b) Hvilke profetier i De Hebraiske Skrifter viser hvor omfattende høsten er?

²⁷ Dommen skal eksekveres! „Og engelen svang sin segl over jorden og indhøstede jordens vintræ, og han kastede det i Guds harmes store vinperse. Og vinpersen blev trådt uden for byen, og blod kom ud af vinpersen og stod helt op til hestenes bidsler på en strækning af et tusind og seks hundrede stadier.“ (Åbenbaringen 14:19, 20) Jehovas vrede mod dette vintræ er blevet gjort kendt for længe siden. (Zefanias 3:8) En profeti i Esajas’ bog efterlader ingen tvivl om at hele nationer vil blive udslettet når vinpersen trædes. (Esajas 63:3-6) Joel forudsagde også at vældige „skarer“, hele nationer, ville blive trampet ned og ødelagt i „vinpersen“ i „afgørelsens lavning“. (Joel 3:12-14) I sandhed en vældig høst hvis lige aldrig vil forekomme igen! Ifølge Johannes’ syn bliver ikke kun druerne men hele det symbolske vintræ indhøstet og kastet i vinpersen, hvor det bliver trådt ned. Jordens vintræ bliver altså fældet og knust og vil aldrig kunne vokse frem igen.

28. Hvem bliver jordens vintræ trådt ned af, og hvad betyder det at vinpersen bliver „trådt uden for byen“?

²⁸ Vinpersen i synet trædes af heste, for der siges at blodet som trædes ud af vintræet, når „helt op til hestenes bidsler“. Eftersom begrebet „heste“ normalt sigter til krigshandlinger, må det være en tid med krig. De himmelske hære der følger Jesus i den endelige krig mod Satans tingenes ordning, siges at træde „Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse“. (Åbenbaringen 19:11-16) Det er tydeligvis dem der nedtræder jordens vintræ. Vinpersen bliver trådt „uden for byen“, det vil sige uden for det himmelske Zion. Det er meget passende at jordens vintræ bliver trådt ned på jorden. Men det vil også ske „uden for byen“ i den forstand at de tilbageværende af kvindens afkom, som repræsenterer det himmelske Zion på jorden, ikke vil lide nogen overlast. De vil sammen med den store skare være i sikkerhed inden for Jehovas jordiske organisationsordning. — Esajas 26:20, 21.

29. Hvor dyb er blodstrømmen fra vinpersen, hvor lang er den, og hvad vidner dette om?

²⁹ Handlingen i dette syn danner en parallel til beskrivelsen i Daniel 2:34, 44, hvor Guds rige skildres som en sten der knuser de jordiske riger. Der finder en tilintetgørelse sted. Blodstrømmen fra vinpersen er meget dyb — den når op til hestenes bidsler — og den løber på en strækning af 1600 stadier.a Dette vældige tal, som man får ved at gange kvadratet på fire med kvadratet på ti (4 x 4 x 10 x 10), viser på en eftertrykkelig måde at vidnesbyrdet om ødelæggelsen vil kunne ses på hele jorden. (Esajas 66:15, 16) Ødelæggelsen vil være fuldstændig og uigenkaldelig. Satans vintræ på jorden vil aldrig i evighed skyde rod igen! — Salme 83:17, 18.

30. Hvilken slags frugter bærer Satans vintræ, og hvad bør vi være fast besluttede på?

³⁰ Da vi lever så langt fremme på endens tid som vi gør, har synet af disse to indhøstninger overordentlig stor betydning for os. Vi behøver kun at se os omkring for at få øje på frugterne på Satans vintræ. Aborter og andre former for mord; homoseksualitet, ægteskabsbrud og andre former for umoralitet; uærlighed og mangel på naturlig hengivenhed — alle sådanne ting gør denne verden ond og fordærvet i Jehovas øjne. Satans vintræ bærer „giftplanters og malurts frugt“. Dets ødelæggende og afguderiske færd vanærer menneskehedens store Skaber. (5 Mosebog 29:18; 32:5; Esajas 42:5, 8) Hvilken forret er det ikke at samarbejde med Johannesskaren i indhøstningen af de sunde frugter som Jesus frembringer til Jehovas pris! (Lukas 10:2) Måtte vi alle være besluttede på at vi aldrig vil lade os besmitte af denne verdens vintræ, og måtte vi således undgå at blive trampet ned sammen med jordens vintræ når Jehovas ugunstige dom eksekveres.

[Fodnote]

[Ramme på side 208]

„Hendes utugts vin“

En fremtrædende del af Babylon den Store er den romersk-katolske kirke. Kirken styres af paven i Rom og hævder at hver enkelt pave er apostelen Peters efterfølger. Læs her hvad der oplyses om nogle af disse såkaldte efterfølgere:

Formosus (891-96): „Ni måneder efter hans død blev hans lig taget op af den pavelige krypt og stillet for retten for en ’rædselssynode’ hvor Stefan [den nye pave] førte forsædet. Den afdøde pave blev anklaget for at have tragtet for ærgerrigt efter det pavelige embede, og alle hans handlinger blev erklæret ugyldige. ... Liget blev afført de pavelige klæder; højre hånds fingre blev hugget af.“ — New Catholic Encyclopedia.

Stefan VI (896-97): „I løbet af få måneder [efter rettergangen mod Formosus’ lig] gjorde en voldsom reaktion ende på pave Stefans pontifikat; han blev frataget de pavelige insignier, fængslet og kvalt.“ — New Catholic Encyclopedia.

Sergius III (904-11): „Hans to nærmeste forgængere ... blev kvalt i fængselet. ... I Rom blev han støttet af Theophylactus-familien, med en af hvis døtre, Marozia, han menes at have fået en søn (den senere pave Johannes XI).“ — New Catholic Encyclopedia.

Stefan VII (928-31): „I de sidste år af sit pontifikat havde pave Johannes X ... pådraget sig Marozias, Roms Donna Senatrix’, vrede, og var blevet fængslet og myrdet. Marozia overdrog derefter pavedømmet til pave Leo VI, som døde efter 6 ¹⁄2 måned i embedet. Han efterfulgtes af Stefan VII, sandsynligvis ved Marozias indflydelse. ... I sine to år som pave var han en magtesløs person under Marozias herredømme.“ — New Catholic Encyclopedia.

Johannes XI (931-35): „Efter Stefan VII’s død ... fik Marozia af Theophylactus’ hus sin søn Johannes, en ung mand i begyndelsen af tyverne, valgt til pave. ... Som pave var Johannes domineret af sin moder.“ — New Catholic Encyclopedia.

Johannes XII (955-64): „Han var næppe atten år gammel, og samtidige beretninger samstemmer vedrørende hans mangel på interesse for det åndelige, hans hang til lave glæder og hans hæmningsløst udsvævende liv.“ — The Oxford Dictionary of Popes.

Benedikt IX (1032-44; 1045; 1047-48): „Han er kendt for to gange at have solgt paveværdigheden til sin gudfader og derefter at have krævet embedet tilbage igen.“ — The New Encyclopædia Britannica.

I stedet for at følge den trofaste Peters eksempel har disse og andre paver øvet en ond og skadelig indflydelse. De tillod at kirken som de styrede, pådrog sig blodskyld, lå under for en Jesabel-indflydelse og blev fordærvet af åndelig og legemlig utugt. (Jakob 4:4) I 1917 fremstillede bibelstudenternes bog Den fuldbyrdede Hemmelighed mange af disse forhold i skarpe detaljer. Dette var en af de måder hvorpå datidens bibelstudenter ’slog jorden med al slags plage’. — Åbenbaringen 11:6; 14:8; 17:1, 2, 5.

[Illustration på side 206]

Kristus på tronen udfører med engles hjælp en domsgerning

[Illustration på side 207]

Efter Babylons fald i 539 f.v.t. blev dets fanger frigivet

Kapitel 31

Jehovas gerninger — store og vidunderlige

Tiende syn — Åbenbaringen 15:1–16:21

Emne: Jehova i sin helligdom; de syv skåle med hans harme udgydes over jorden

Tiden for opfyldelsen: Fra 1919 til Harmagedon

1, 2. (a) Hvilket tredje tegn beretter Johannes om? (b) Hvilken rolle har Jehovas tjenere længe vidst at englene har?

EN KVINDE føder et drengebarn! En stor drage forsøger at fortære barnet! Disse to himmelske tegn, der skildres så levende i Åbenbaringens 12. kapitel, har vist os at det ældgamle fjendskab mellem Guds kvindes afkom og Satan og hans dæmonafkom nærmer sig sit højdepunkt. Johannes indledte beskrivelsen af disse symboler med ordene: „Og et stort tegn blev set i himmelen ... Og et andet tegn blev set i himmelen.“ (Åbenbaringen 12:1, 3, 7-12) Nu beretter Johannes om et tredje tegn: „Og jeg så et andet tegn i himmelen, stort og vidunderligt: syv engle med syv plager. Disse er de sidste, for ved hjælp af dem er Guds harme fuldbyrdet.“ (Åbenbaringen 15:1) Dette tredje tegn har også afgørende betydning for Jehovas tjenere.

² Læg mærke til at engle igen spiller en vigtig rolle i forbindelse med at fuldbyrde Guds vilje. At engle tjener på denne måde, er noget som Jehovas tjenere længe har været klar over. Under inspiration talte salmisten i fortiden endda til sådanne engle og tilskyndede dem: „Velsign Jehova, I hans engle, som er vældige i kraft, som udfører hans ord, ved at høre når hans ord lyder.“ (Salme 103:20) I denne nye scene får engle nu til opgave at udgyde de syv sidste plager.

3. Hvori består de syv plager, og hvad peger udgydelsen af dem frem til?

³ Hvori består disse plager? Ligesom de syv trompetstød består de i svidende domsbudskaber som afslører hvordan Jehova betragter forskellige dele af denne verden og advarer om det endelige resultat af hans domme. (Åbenbaringen 8:1–9:21) Udgydelsen af dem peger frem til fuldbyrdelsen af disse domme, til at det som Jehovas harme er rettet imod, bliver tilintetgjort på hans brændende vredes dag. (Esajas 13:9-13; Åbenbaringen 6:16, 17) Ved hjælp af dem bliver Guds harme således fuldbyrdet. Men før Johannes beskriver udgydelsen af plagerne, fortæller han om nogle mennesker som ikke vil blive berørt i negativ retning af dem. Disse loyale har nægtet at modtage vilddyrets mærke, og de synger Jehovas pris idet de forkynder hans hævns dag. — Åbenbaringen 13:15-17.

Moses’ og Lammets sang

4. Hvad får Johannes nu at se?

⁴ Et bemærkelsesværdigt panorama udbredes nu for Johannes’ øjne: „Og jeg så noget der var som et glashav blandet med ild, og dem som kommer sejrrigt fra vilddyret og fra dets billede og fra dets navns tal, stå ved glashavet med Guds harper.“ — Åbenbaringen 15:2.

5. Hvad skildrer glashavet der er blandet med ild?

⁵ „Glashavet“ er det samme som det Johannes tidligere har set foran Guds trone. (Åbenbaringen 4:6) Det svarer til „det støbte hav“ (vandbeholderen) i Salomons tempel, hvor præsterne tog vand til at rense sig med. (1 Kongebog 7:23) Det er således et udmærket symbol på „vandbadet“, det vil sige Guds ord, hvormed Jesus renser den præstelige menighed af salvede kristne. (Efeserne 5:25, 26; Hebræerne 10:22) Glashavet er her „blandet med ild“, hvilket viser at de salvede bliver prøvet og lutret når de følger den høje norm der er sat for dem. Det minder os også om at Guds ord indeholder budskaber om brændende domme over Guds fjender. (5 Mosebog 9:3; Zefanias 3:8) Nogle af disse brændende domme bliver udtrykt ved de syv sidste plager der skal udgydes.

6. (a) Hvem er de sangere der står foran det himmelske glashav, og hvordan ved vi det? (b) På hvilken måde har de sejret?

⁶ Den omstændighed at det støbte hav i Salomons tempel var til brug for præsterne, vidner om at sangerne som står foran det himmelske glashav er en skare præster. De står med „Guds harper“, og vi forbinder dem derfor med de 24 ældste og de 144.000, eftersom disse grupper også akkompagnerer sig selv på harpe mens de synger. (Åbenbaringen 5:8; 14:2) De sangere Johannes ser, „kommer sejrrigt fra vilddyret og fra dets billede og fra dets navns tal“. De må derfor være den del af de 144.000 der lever på jorden i de sidste dage. De er i sandhed en sejrrig skare. I næsten 90 år siden 1919 har de nægtet at modtage vilddyrets mærke eller at betragte dets billede som menneskehedens eneste håb for fred. Mange af dem har allerede holdt trofast ud til døden, og de befinder sig nu i himmelen, hvor de uden tvivl med særlig glæde lytter til den sang som deres brødre der endnu befinder sig på jorden, synger. — Åbenbaringen 14:11-13.

7. Hvordan blev harpen brugt i det gamle Israel, og hvordan bør tilstedeværelsen af Guds harper i Johannes’ syn berøre os?

⁷ Disse loyale sejrvindere har Guds harper. Heri ligner de fortidens tempellevitter, der tilbad Jehova med sang ledsaget af harpespil. Nogle profeterede også under ledsagelse af harpespil. (1 Krønikebog 15:16; 25:1-3) De smukke harpetoner forskønnede Israels frydesange og lovprisnings- og taksigelsesbønner til Jehova. (1 Krønikebog 13:8; Salme 33:2; 43:4; 57:7, 8) I perioder med sorg eller fangenskab hørtes harpen eller lyren ikke. (Salme 137:2) Tilstedeværelsen af Guds harper i dette syn bør derfor vække vor forventning om en jublende sejrssang hvori Gud takkes og lovprises.a

8. Hvilken sang er det der synges, og hvad er dens indhold?

⁸ Johannes beretter nu: „Og de synger Moses’, Guds træls, sang og Lammets sang idet de siger: ’Store og vidunderlige er dine gerninger, Jehova Gud, du Almægtige. Retfærdige og sande er dine veje, du evighedens Konge. Hvem skulle dog ikke frygte dig, Jehova, og herliggøre dit navn, for du alene er loyal? Ja, alle nationerne vil komme og tilbede foran dig, for dine retfærdige bestemmelser er blevet gjort kendt.’“ — Åbenbaringen 15:3, 4.

9. Hvorfor kaldes sangen blandt andet Moses’ sang?

⁹ Disse sejrvindere synger Moses’ sang, det vil sige en sang der ligner en som Moses sang under lignende omstændigheder. Efter at israelitterne havde set de ti plager i Ægypten og den ægyptiske hærs undergang i Det Røde Hav, lovpriste de under Moses’ ledelse Jehova i en sejrssang der blandt andet indeholdt ordene: „Jehova skal herske som konge til fjerne tider, ja, for evigt.“ (2 Mosebog 15:1-19) Det er meget passende at sangerne i Johannes’ syn, som kommer sejrrigt fra vilddyret og som er inddraget i forkyndelsen af de syv sidste plager, også synger for „evighedens Konge“! — 1 Timoteus 1:17.

10. Hvilken anden sang komponerede Moses, og hvordan sigter det sidste vers i den til den store skare i dag?

¹⁰ I en anden sang, der blev komponeret da israelitterne gjorde sig rede til at indtage Kana’ans land, henvendte den aldrende Moses disse ord til folket: „Jehovas navn vil jeg forkynde. Tilskriv vor Gud storhed!“ Det sidste vers af sangen indeholdt en opmuntrende tilskyndelse til ikkeisraelitter, og disse inspirerede ord af Moses henvender sig også til den store skare i dag: „Vær glade, I nationer, med hans folk.“ Og hvorfor skal de være glade? Fordi Jehova nu „vil hævne sine tjeneres blod, og han vil gengælde sine modstandere med hævn“. Denne eksekvering af Jehovas retfærdige dom vil vække jubel blandt alle som håber på Jehova. — 5 Mosebog 32:3, 43; Romerne 15:10-13; Åbenbaringen 7:9.

11. Hvordan går den sang Johannes hørte, fortsat i opfyldelse?

¹¹ Moses ville have frydet sig over at leve nu på Herrens dag og synge sammen med det himmelske kor: „Alle nationerne vil komme og tilbede foran dig.“ Denne underskønne sang får i dag en storslået opfyldelse idet vi, ikke blot i et syn, men i virkelighedens verden, ser millioner af mennesker fra „nationerne“ strømme glade til Jehovas jordiske organisation.

12. Hvorfor kaldes sangen også „Lammets sang“?

¹² Dette er imidlertid ikke blot Moses’ sang, men også „Lammets sang“. Hvordan det? Moses var Jehovas profet for Israel, men Moses forudsagde at Jehova senere ville oprejse en anden profet der var ligesom ham. Denne profet viste sig at være Lammet, Jesus Kristus. Mens Moses var ’Guds træl’, var Jesus Guds søn, ja, den større Moses. (5 Mosebog 18:15-19; Apostelgerninger 3:22, 23; Hebræerne 3:5, 6) Af den grund synger sangerne også „Lammets sang“.

13. (a) På hvilke områder ligner Jesus Moses, skønt han er større? (b) Hvordan kan vi vise at vi er enige med dem der synger?

¹³ Ligesom Moses, sang Jesus lovsange for Gud og profeterede om hans sejr over alle fjender. (Mattæus 24:21, 22; 26:30; Lukas 19:41-44) Jesus så også frem til den tid da nationerne ville komme for at lovprise Jehova, og som „Guds lam“ bragte han sit eget menneskeliv som et offer for at muliggøre dette. (Johannes 1:29; Åbenbaringen 7:9; jævnfør Esajas 2:2-4; Zakarias 8:23.) Og ligesom Moses fik forståelse af Guds navn, Jehova, og ophøjede dette navn, gjorde Jesus Guds navn kendt. (2 Mosebog 6:2, 3; Salme 90:1, 17; Johannes 17:6) Eftersom Jehova er loyal, vil hans herlige løfter med sikkerhed gå i opfyldelse. Vi er derfor helt enige med disse loyale sangere, med Lammet og med Moses, idet vi tilslutter os sangens ord: „Hvem skulle dog ikke frygte dig, Jehova, og herliggøre dit navn?“

Englene med skålene

14. Hvem ser Johannes nu komme ud fra helligdommen, og hvad bliver der givet dem?

¹⁴ Det er meget passende at vi her hører de salvede sejrvindere synge. Hvorfor? Fordi de på jorden har bekendtgjort de domme der fandtes i de skåle der var fulde af Guds harme. Men det er ikke blot mennesker der er inddraget i udgydelsen af disse skåle. Johannes fortæller videre: „Og efter dette så jeg, og helligdommen, vidnesbyrdets telt, blev åbnet i himmelen, og de syv engle med de syv plager kom ud fra helligdommen, klædt i rent, skinnende linned og med guldbælter spændt om brystet. Og en af de fire levende skabninger gav de syv engle syv guldskåle som var fulde af Guds harme, han som lever i evighedernes evigheder.“ — Åbenbaringen 15:5-7.

15. Hvorfor er det ikke overraskende at de syv engle kommer ud fra helligdommen?

¹⁵ I det israelitiske tempel, som indeholdt billedlige gengivelser af himmelske virkeligheder, var det kun ypperstepræsten der kunne gå ind i det Allerhelligste, det der her kaldes „helligdommen“. (Hebræerne 9:3, 7) Det repræsenterede det sted i himmelen hvor Jehova befinder sig. I den himmelske virkelighed er det imidlertid ikke kun ypperstepræsten Jesus Kristus, men også englene, der har den forret at kunne gå ind og træde frem for Jehova. (Mattæus 18:10; Hebræerne 9:24-26) Det er derfor ikke overraskende at Johannes ser syv engle komme ud fra helligdommen i himmelen. De har et hverv fra Jehova Gud selv: at udgyde skålene som er fulde af Guds harme. — Åbenbaringen 16:1.

16. (a) Hvoraf fremgår det at de syv engle er velkvalificerede til det arbejde de skal udføre? (b) Hvoraf ses det at andre også er inddraget i den storslåede opgave at udgyde de symbolske skåle?

¹⁶ Disse engle er velkvalificerede til den gerning de har fået. De er klædt i rent, skinnende linned, hvilket viser at de er åndeligt rene og hellige, retfærdige i Jehovas øjne. De bærer også guldbælter. Et bælte er som regel noget man tager på når man gør sig klar til at arbejde. (3 Mosebog 8:7, 13; 1 Samuel 2:18; Lukas 12:37; Johannes 13:4, 5) Englene er altså rede til at udføre en opgave. Dertil kommer at deres bælter er af guld. I fortidens tabernakel blev guld brugt til at repræsentere det der var guddommeligt eller himmelsk. (Hebræerne 9:4, 11, 12) Det vil sige at disse engle har en dyrebar, guddommelig tjeneste at udføre. Andre er også inddraget i denne storslåede opgave, for skålene rækkes dem af en af de fire levende skabninger. Det er uden tvivl den første levende skabning, den der ligner en løve, og det symboliserer den frimodighed og det ubetvingelige mod det kræver at forkynde Jehovas domme. — Åbenbaringen 4:7.

Jehova i sin helligdom

17. Hvad fortæller Johannes om helligdommen, og hvordan minder dette os om helligdommen i fortidens Israel?

¹⁷ Johannes beskriver hvordan denne del af synet afsluttes: „Og helligdommen blev fyldt med røg på grund af Guds herlighed og på grund af hans kraft, og ingen var i stand til at gå ind i helligdommen førend de syv engles syv plager var fuldbyrdet.“ (Åbenbaringen 15:8) Der var tilfælde i Israels historie hvor en sky fyldte den bogstavelige helligdom, og denne manifestation af Jehovas herlighed forhindrede præsterne i at gå derind. (1 Kongebog 8:10, 11; 2 Krønikebog 5:13, 14; jævnfør Esajas 6:4, 5.) Det var tidspunkter hvor Jehova tog aktivt del i det der foregik på jorden.

18. Hvornår vil de syv engle vende tilbage og aflægge rapport for Jehova?

¹⁸ Jehova er også dybt interesseret i det der sker på jorden nu. Han ønsker at de syv engle skal fuldføre deres opgave. Som beskrevet i Salme 11:4-6 er det en afgørende domstid: „Jehova er i sit hellige tempel. Jehova — i himmelen er hans trone. Hans øjne ser; hans klare blik ransager menneskesønnerne. Jehova ransager såvel den retfærdige som den ugudelige, og den der elsker vold, ham hader Hans sjæl. Han vil lade fælder regne ned over de ugudelige, ild og svovl og en svidende vind, som deres tilmålte bæger.“ De syv engle vil ikke vende tilbage til Jehovas ophøjede nærhed før de syv plager er blevet udgydt over de ugudelige.

19. (a) Hvilken befaling gives nu, og af hvem? (b) Hvornår må udgydelsen af de symbolske skåle være begyndt?

¹⁹ Nu lyder der en ærefrygtindgydende befaling: „Og jeg hørte en høj røst fra helligdommen sige til de syv engle: ’Gå hen og udgyd Guds harmes syv skåle over jorden.’“ (Åbenbaringen 16:1) Hvem giver denne befaling? Det må være Jehova selv, eftersom stråleglansen fra hans kraft og herlighed har hindret andre i at gå ind i helligdommen. Jehova kom til sit åndelige tempel for at dømme i 1918. (Malakias 3:1-5) Det må derfor have været kort efter det tidspunkt han gav englene befaling til at udgyde skålene med Guds harme. De faktiske begivenheder viser at dommene i de symbolske skåle begyndte at blive forkyndt med stor kraft i 1922. Og forkyndelsen af dem tager fortsat til i styrke og nærmer sig nu et højdepunkt.

Skålene og trompetstødene

20. Hvad afslører skålene med Jehovas harme, hvad advarer de om, og hvordan bliver de udgydt?

²⁰ Skålene med Jehovas harme afslører hvordan Jehova betragter forskellige dele af denne verden og advarer om de domme Jehova vil eksekvere. Englene udgyder skålene med bistand af menigheden af de salvede kristne på jorden, dem der synger Moses’ sang og Lammets sang. Samtidig med at de salvede medlemmer af Johannesskaren har forkyndt Riget som en god nyhed, har de frimodigt åbenbaret indholdet af disse vredesskåle. (Mattæus 24:14; Åbenbaringen 14:6, 7) Deres tosidede budskab har altså dels handlet om fred ved at de har forkyndt frihed for menneskene, og dels om krig ved at de har advaret om „hævnens dag fra vor Gud“. — Esajas 61:1, 2.

21. Hvilken lighed er der mellem det som de fire første skåle med Guds harme og det som de fire første trompetstød er rettet imod, og hvilken forskel er der?

²¹ De fire første skåle med Guds harme er rettet mod det samme som de fire første trompetstød, det vil sige jorden, havet, floderne og vandenes kilder, samt de himmelske lyskilder. (Åbenbaringen 8:1-12) Men trompetstødene forkyndte plager over „en tredjedel“ af disse elementer, hvorimod de bliver berørt i deres helhed når skålene med Guds harme udgydes. Det vil sige at opmærksomheden først er blevet rettet mod kristenhedens „tredjedel“, men at ingen del af Satans ordning undgår at blive plaget af Jehovas generende domsbudskaber og de smerter de medfører.

22. Hvordan var de tre sidste trompetstød anderledes, og hvilken forbindelse er der mellem dem og de tre sidste skåle med Jehovas harme?

²² De tre sidste trompetstød var anderledes; de blev betegnet som veer. (Åbenbaringen 8:13; 9:12) De to første af disse bestod især af græshopperne og rytterhærene, mens det tredje indledte Jehovas riges fødsel. (Åbenbaringen 9:1-21; 11:15-19) Som vi skal se, omfatter de tre sidste skåle med Guds harme nogle af de samme aspekter, men de adskiller sig dog noget fra de tre veer. Lad os nu samle opmærksomheden om de dramatiske afsløringer som udgydelsen af skålene med Jehovas harme resulterer i.

[Fodnote]

Kapitel 32

Guds harme fuldbyrdes

1. Hvad vil være sket når de syv skåle er blevet udgydt i fuldt omfang, og hvilke spørgsmål melder sig nu?

JOHANNES har allerede præsenteret de engle der skal udgyde de syv skåle. Han har fortalt at de er „de sidste, for ved hjælp af dem er Guds harme fuldbyrdet“. (Åbenbaringen 15:1; 16:1) Disse plager, der afslører Jehovas sanktioner mod ondskaben på jorden, skal udgydes i fuldt omfang. Når de er forbi, vil Guds domme være eksekveret. Satans verden vil være borte! Hvad vil disse plager betyde for menneskeheden og for de ledende i den nuværende onde ordning? Hvordan kan de kristne undgå at blive ramt af plagerne sammen med den domfældte verden? Det er vigtige spørgsmål, som nu vil blive besvaret. Alle som længes efter retfærdighedens sejr vil være levende interesserede i det næste Johannes ser.

Jehovas harme mod „jorden“

2. Hvad sker der idet den første engel udgyder sin skål over jorden, og hvad symboliserer „jorden“?

² Den første engel går i aktion! „Og den første gik hen og udgød sin skål over jorden. Og der kom slemme og ondartede sår på de mennesker som havde vilddyrets mærke og som tilbad dets billede.“ (Åbenbaringen 16:2) Ligesom i billedet med det første trompetstød symboliserer „jorden“ her det stabilt udseende politiske system som Satan begyndte at opbygge på jorden tilbage på Nimrods tid, for over 4000 år siden. — Åbenbaringen 8:7.

3. (a) Hvordan har mange regeringer stillet krav til deres undersåtter om noget der i virkeligheden gør det ud for tilbedelse? (b) Hvad har nationerne frembragt som en erstatning for Guds rige, og hvordan er virkningen på dem der tilbeder den?

³ Her i de sidste dage har mange regeringer krævet en loyalitet af deres undersåtter som i virkeligheden gør det ud for tilbedelse, idet de har hævdet at staten må komme forud for Gud og hvad som helst andet der vises loyalitet. (2 Timoteus 3:1; jævnfør Lukas 20:25; Johannes 19:15.) Siden 1914 er det blevet almindeligt at nationerne udskriver deres unge til militærtjeneste for at de skal kæmpe, eller være rede til at kæmpe, i den form for total krig der har plettet den moderne histories blade med blod. Her på Herrens dag har nationerne også, som en erstatning for Guds rige, fremstillet et billede af vilddyret — Folkeforbundet og dets efterfølger, De Forenede Nationer. Hvor er det gudsbespotteligt at erklære, sådan som nogle af de seneste paver har gjort, at dette menneskeskabte organ er nationernes eneste håb for fred! Det modstår direkte Guds rige. De der tilbeder det bliver åndeligt urene, befængte med sår, ligesom de ægyptere der modstod Jehova på Moses’ tid blev plaget med bogstavelige sår og bylder. — 2 Mosebog 9:10, 11.

4. (a) Hvad understreger indholdet af den første skål med Guds harme? (b) Hvordan betragter Jehova dem der modtager vilddyrets mærke?

⁴ Indholdet af denne skål understreger det valg menneskene står over for. De må enten tåle verdens misbilligelse eller udsætte sig for Jehovas vrede. Man har forsøgt at tvinge alle mennesker til at modtage vilddyrets mærke, for at „ingen skal kunne købe eller sælge undtagen den der har mærket, vilddyrets navn eller dets navns tal“. (Åbenbaringen 13:16, 17) Men prisen for dette mærke er høj! Jehova betragter dem der modtager det som plaget af „slemme og ondartede sår“. Siden 1922 er de blevet mærket offentligt som nogle der har forkastet den levende Gud. Deres politiske planer mislykkes, og de lider de værste kvaler. De er åndeligt urene. Hvis ikke de ændrer sind, vil deres ondartede sygdom blive dødelig, for Jehovas domsdag er begyndt. Der findes ikke noget neutralt område mellem dét at tilhøre verdens tingenes ordning og dét at tjene Jehova på Kristi side. — Lukas 11:23; jævnfør Jakob 4:4.

Havet bliver til blod

5. (a) Hvad sker der idet den anden skål bliver udgydt? (b) Hvordan betragter Jehova dem der befinder sig i det symbolske hav?

⁵ Den anden skål med Guds harme skal nu udgydes. Hvad vil den betyde for menneskeheden? Johannes fortæller: „Og den anden udgød sin skål i havet. Og det blev til blod som af en død, og hver levende sjæl døde, ja, de der var i havet.“ (Åbenbaringen 16:3) Ligesom det andet trompetstød er denne skål rettet mod „havet“ — den sydende, oprørske menneskemasse der har fjernet sig fra Jehova. (Esajas 57:20, 21; Åbenbaringen 8:8, 9) I Jehovas øjne er dette ’hav’ som blod, uegnet at leve i. Det er grunden til at de kristne ikke må være en del af verden. (Johannes 17:14) Udgydelsen af den anden skål med Guds harme afslører at alle mennesker som befinder sig i dette hav, er døde i Jehovas øjne. Som følge af samfundsansvar er de blevet medskyldige i en omfattende udgydelse af uskyldigt blod. Når Jehovas vredes dag kommer, vil de bogstaveligt lide døden for hans eksekutionsstyrkers hånd. — Åbenbaringen 19:17, 18; jævnfør Efeserbrevet 2:1; Kolossenserbrevet 2:13.

De får blod at drikke

6. Hvad sker der idet den tredje skål bliver udgydt, og hvilke ord lyder fra en engel og fra alteret?

⁶ Den tredje skål med Guds harme er, ligesom det tredje trompetstød, rettet mod ferskvandsforsyningen. „Og den tredje udgød sin skål i floderne og vandenes kilder. Og de blev til blod. Og jeg hørte vandenes engel sige: ’Retfærdig er du, du som er og som var, den Loyale, fordi du har afsagt disse kendelser, for de udgød helliges og profeters blod, og du har givet dem blod at drikke. De fortjener det.’ Og jeg hørte alteret sige: ’Ja, Jehova Gud, du Almægtige, sande og retfærdige er dine domme.’“ — Åbenbaringen 16:4-7.

7. Hvad er „floderne og vandenes kilder“ et billede på?

⁷ „Floderne og vandenes kilder“ symboliserer de såkaldte friske kilder til vejledning og visdom som denne verden har vendt sig til, som for eksempel de politiske, økonomiske, videnskabelige, uddannelsesmæssige, sociale og religiøse anskuelser der er bestemmende for menneskers beslutninger og handlinger. I stedet for at se hen til Jehova, livets kilde, efter den livgivende sandhed, har mennesker ’udhugget sig revnede cisterner’ og drukket i dybe drag af „denne verdens visdom“, som er „tåbelighed i Guds øjne“. — Jeremias 2:13; 1 Korinther 1:19; 2:6; 3:19; Salme 36:9.

8. På hvilke måder har menneskene pådraget sig blodskyld?

⁸ Dette forurenede ’vand’ har bevirket at menneskene har pådraget sig blodskyld, for eksempel ved at de er blevet tilskyndet til at udgyde blod i kolossalt omfang i krige, der i det forgangne århundrede krævede over hundrede millioner menneskeliv. Især i kristenheden, hvor de to verdenskrige er udbrudt, har mennesker ’skyndt sig for at udgyde uskyldigt blod’, herunder blodet af Guds egne vidner. (Esajas 59:7; Jeremias 2:34) Menneskeheden har også pådraget sig blodskyld ved at misbruge enorme mængder blod til transfusioner, hvilket er i strid med Jehovas retfærdige love. (1 Mosebog 9:3-5; 3 Mosebog 17:14; Apostelgerninger 15:28, 29) Af denne grund har de allerede nu høstet vanskeligheder fordi der gennem blodtransfusioner er sket en hastig udbredelse af AIDS, hepatitis og andre sygdomme. Den fulde gengældelse for al blodskyld vil blive øvet inden længe, når overtræderne må bøde med livet i „Guds harmes store vinperse“. — Åbenbaringen 14:19, 20.

9. Hvad indebærer udgydelsen af den tredje skål?

⁹ Da Nilen på Moses’ tid blev forvandlet til blod, kunne ægypterne holde sig i live ved at finde vand andre steder. (2 Mosebog 7:24) Men under den åndelige plage der rammer i dag, er der ingen steder i Satans verden hvor folk kan finde livgivende vand. Udgydelsen af denne tredje skål indebærer en forkyndelse af at verdens ’floder og vandkilder’ er som blod og medfører åndelig død for alle som drikker af dem. Medmindre folk vender sig til Jehova, vil de erfare hans ugunstige dom. — Jævnfør Ezekiel 33:11.

10. Hvad bekendtgør „vandenes engel“, og hvilket vidnesbyrd føjer „alteret“ til?

¹⁰ „Vandenes engel“, det vil sige den engel der udgyder denne skål i vandene, lovpriser Jehova som den universelle Dommer hvis retfærdige domme er endelige. Derfor siger han om dem der dømmes: „De fortjener det.“ Denne engel har uden tvivl med egne øjne set meget af den grusomhed og blodsudgydelse som denne onde verdens falske lærdomme og filosofier har foranlediget op gennem årtusinderne. Derfor ved han at Jehovas kendelser er retfærdige. Selv Guds ’alter’ tager til orde. I Åbenbaringen 6:9, 10 blev det sagt at sjælene af dem der var blevet slået ihjel, lå under dette alter. „Alteret“ kan altså føje et vægtigt vidnesbyrd til om retfærdigheden af Jehovas domme.a Det er helt berettiget at de der har udgydt og misbrugt så meget blod, nu selv bliver tvunget til at spise blod i den forstand at Jehova dømmer dem til døden.

Mennesker svides med ild

11. Hvad bliver den fjerde skål med Guds harme udgydt over, og hvad sker der idet den udgydes?

¹¹ Den fjerde skål med Guds harme bliver udgydt over solen. Johannes fortæller: „Og den fjerde udgød sin skål over solen; og det blev givet solen at svide menneskene med ild. Og menneskene blev svedet med stor hede, men de spottede Guds navn, han som har myndigheden over disse plager, og de ændrede ikke sind for at give ham ære.“ — Åbenbaringen 16:8, 9.

12. Hvori består denne verdens „sol“, og hvad får denne symbolske sol lov til at gøre?

¹² I dag, ved afslutningen på tingenes ordning, skinner Jesu åndelige brødre „så klart som solen i deres Faders rige“. (Mattæus 13:40, 43) Jesus er selv „retfærdighedens sol“. (Malakias 4:2) Menneskeheden har imidlertid sin egen „sol“, sine egne herskere som forsøger at skinne i opposition til Guds rige. Det fjerde trompetstød forkyndte at ’solen, månen og stjernerne’ på kristenhedens himmel i virkeligheden udsender mørke, ikke lys. (Åbenbaringen 8:12) Nu viser den fjerde skål med Guds harme at verdens „sol“ vil blive ulideligt varm. De ledere man har set hen til som sole, vil „svide“ menneskeheden. Det vil blive givet den symbolske sol at gøre dette. Jehova vil med andre ord tillade dette som et led i sin brændende dom over menneskeheden. På hvilken måde er menneskene blevet „svedet“?

13. På hvilken måde har denne verdens sollignende herskere „svedet“ menneskene?

¹³ Efter den første verdenskrig opstillede denne verdens ledere Folkeforbundet i et forsøg på at skabe sikkerhed i verden, men forgæves. Der blev også prøvet med nye ideologier og styreformer, som for eksempel fascismen og nazismen. Kommunismen fortsatte også med at vinde terræn. Men i stedet for at forbedre menneskenes lod, begyndte de sollignende herskere inden for disse systemer at ’svide menneskene med stor hede’. Lokale krige i Spanien, Etiopien og Manchuriet førte frem til den anden verdenskrig. Historien beretter at diktatorer som Mussolini, Hitler og Stalin direkte og indirekte forårsagede millioner af menneskers, deriblandt mange af deres egne landsmænds, død. Siden har lokale og internationale konflikter „svedet“ befolkningen i lande som Vietnam, Kampuchea, Iran, Libanon og Irland, foruden mange lande i Latinamerika og Afrika. Hertil kan føjes den vedvarende kamp mellem supermagterne, hvis rædselsvækkende kernevåben er i stand til at afsvide hele jordens befolkning. Her i de sidste dage er menneskeheden i sandhed blevet udsat for en svidende „sol“ i form af uretfærdige herskere. Udgydelsen af den fjerde skål med Guds harme har bragt disse historiske kendsgerninger i fokus, og Guds folk har forkyndt dem over hele jorden.

14. Hvad har Jehovas Vidner hele tiden fremholdt som den eneste løsning på menneskenes problemer, og hvordan har menneskeheden som et hele reageret?

¹⁴ Jehovas Vidner har hele tiden fremholdt at den eneste løsning på menneskehedens svære problemer er Guds rige, hvorigennem Jehova har i sinde at hellige sit navn. (Salme 83:4, 17, 18; Mattæus 6:9, 10) Menneskeheden som et hele har imidlertid vendt det døve øre til dette budskab. Mange som afviser Riget spotter også Guds navn, ligesom Farao gjorde da han nægtede at anerkende Jehovas suverænitet. (2 Mosebog 1:8-10; 5:2) Da disse modstandere ikke har nogen interesse i det messianske rige, vælger de at lide under deres egen brændende „sol“, det undertrykkende menneskestyre.

Vilddyrets trone

15. (a) Hvad udgydes den femte skål over? (b) Hvad er „vilddyrets trone“, og hvad indebærer det at skålen med Guds harme udgydes over den?

¹⁵ Hvad udgyder den næste engel sin skål over? „Og den femte udgød sin skål over vilddyrets trone.“ (Åbenbaringen 16:10a) „Vilddyret“ er Satans regeringssystem. Det har ikke nogen bogstavelig trone, lige så lidt som det selv er et bogstaveligt vilddyr. At der tales om en trone understreger imidlertid at vilddyret har udøvet kongelig myndighed over menneskeheden, svarende til at hvert af dets horn bærer et kongeligt diadem. „Vilddyrets trone“ symboliserer grundvolden for, eller kilden til, denne myndighed.b Bibelen afslører hvad der virkelig ligger bag vilddyrets kongelige myndighed når den siger at „dragen gav dyret sin magt og sin trone og stor myndighed“. (Åbenbaringen 13:1, 2; 1 Johannes 5:19) At skålen udgydes over vilddyrets trone indebærer altså en proklamation som afslører hvilken rolle Satan i virkeligheden har spillet og stadig spiller i forbindelse med at støtte og fremme vilddyret.

16. (a) Hvem er det nationerne tjener, uanset om de er klar over det eller ej? Forklar. (b) Hvordan afspejler verden Satans personlighed? (c) Hvornår vil vilddyrets trone blive omstyrtet?

¹⁶ Hvordan opretholdes dette forhold mellem Satan og nationerne? Da Satan fristede Jesus, viste han ham i et syn alle verdens riger og tilbød ham „hele myndigheden over dem og også deres herlighed“. Men der var knyttet en betingelse til — Jesus skulle først udføre en tilbedelseshandling over for Satan. (Lukas 4:5-7) Kan vi forestille os at denne verdens regeringer får deres myndighed til en lavere pris? På ingen måde. Ifølge Bibelen er Satan denne tingenes ordnings gud, så uanset om nationerne er klar over det eller ej, tjener de ham. (2 Korinther 4:3, 4)c At dette er tilfældet, ses af den verdensordning der eksisterer i dag. Den bygger på had, egoisme og snæversynet nationalisme, og den er organiseret som Satan ønsker det — for at bevare menneskene under hans herredømme. Den politiske korruption, magtbegæret, løgnediplomatiet og våbenkapløbet — alle disse ting afspejler Satans fordærvede personlighed. Verden går ind for Satans uretfærdige normer, og gør ham derved til sin gud. Vilddyrets trone vil blive omstyrtet når dette dyr bliver udslettet og Guds kvindes afkom kaster Satan selv i afgrunden. — 1 Mosebog 3:15; Åbenbaringen 19:20, 21; 20:1-3.

Mørke og nagende smerte

17. (a) Hvad medfører udgydelsen af den femte skål i forbindelse med det åndelige mørke som vilddyrets rige altid har været hyllet i? (b) Hvordan reagerer folk på udgydelsen af den femte skål?

¹⁷ Vilddyrets rige har været hyllet i åndeligt mørke lige siden det blev oprettet. (Jævnfør Mattæus 8:12; Efeserbrevet 6:11, 12.) Den femte skål bevirker at der i forstærket omfang bliver gjort opmærksom på dette mørke. Det bliver endda understreget med dramatisk virkning, idet denne skål med Guds harme bliver udgydt over selve tronen for det symbolske vilddyrs herredømme. „Og dets rige blev formørket, og de begyndte at tygge deres tunger af smerte, men de spottede himmelens Gud for deres smerter og for deres sår, og de ændrede ikke sind med hensyn til deres gerninger.“ — Åbenbaringen 16:10b, 11.

18. Hvilken lighed er der mellem det femte trompetstød og udgydelsen af den femte skål med Guds harme?

¹⁸ Det femte trompetstød svarer ikke nøjagtigt til den femte skål med Guds harme, eftersom trompetstødet gav signal til en græshoppeplage. Men læg mærke til at da græshoppeplagen begyndte, blev solen og luften formørket. (Åbenbaringen 9:2-5) Og i Anden Mosebog 10:14, 15 læser vi om de græshopper hvormed Jehova plagede Ægypten: „Det var en meget svær plage. Før dem var der aldrig på den måde kommet nogen græshopper som dem, og efter dem vil der aldrig komme nogen på den måde. De dækkede til sidst hele jordens flade, og landet blev mørkt af dem.“ Ja, mørkt! I dag er verdens åndelige mørke blevet tydeligt som følge af det femte trompetstød og udgydelsen af den femte skål med Guds harme. Det svidende budskab der forkyndes af den nutidige græshoppesværm volder smerte og pine blandt de onde der „har elsket mørket mere end lyset“. — Johannes 3:19.

19. Hvordan er reaktionen, i overensstemmelse med Åbenbaringen 16:10, 11, på den offentlige afsløring af at Satan er denne tingenes ordnings gud?

¹⁹ Som verdenshersker har Satan forårsaget megen sorg og lidelse. Hungersnød, krig, vold, kriminalitet, stofmisbrug, umoralitet, seksuelt overførte sygdomme, uærlighed og religiøst hykleri — dette og meget mere er typiske kendetegn for Satans tingenes ordning. (Jævnfør Galaterbrevet 5:19-21.) Alligevel har den offentlige afsløring af at Satan er denne tingenes ordnings gud, voldt pine og forlegenhed blandt dem der lever efter hans normer. Især inden for kristenheden er de ’begyndt at tygge deres tunger af smerte’. Mange er fortrydelige over at sandheden afslører deres livsstil. Nogle opfatter sandheden som en trussel, og forfølger dem der udbreder den. De forkaster Guds rige og håner Jehovas hellige navn. Deres religiøst syge, sårbefængte tilstand er blevet afsløret, med det resultat at de spotter himmelens Gud. Nej, de ’ændrer ikke sind med hensyn til deres gerninger’. Vi skal ikke forvente en masseomvendelse før enden på denne tingenes ordning. — Esajas 32:6.

Floden Eufrat udtørres

20. Hvordan har både det sjette trompetstød og udgydelsen af den sjette skål at gøre med floden Eufrat?

²⁰ Det sjette trompetstød forkyndte udfrielse for ’de fire engle som var bundet ved den store flod Eufrat’. (Åbenbaringen 9:14) Ved floden Eufrat lå i fortiden den historiske by Babylon. Og da de symbolske fire engle blev udfriet i 1919, skete det i forbindelse med at det symbolske store Babylon led et betydningsfuldt fald. (Åbenbaringen 14:8) Den sjette skål med Guds harme har ligeledes at gøre med floden Eufrat: „Og den sjette udgød sin skål over den store flod Eufrat, og dens vand tørrede bort, så vejen kunne være beredt for kongerne fra solens opgang.“ (Åbenbaringen 16:12) Dette er også dårligt nyt for Babylon den Store!

21, 22. (a) Hvordan tørrede Eufratflodens beskyttende vand bort for Babylon i 539 f.v.t.? (b) Hvad er de „vande“ som Babylon den Store sidder på, og hvordan er disse symbolske vande allerede nu ved at tørre bort?

²¹ I det gamle Babylons storhedstid var Eufratflodens rigelige vand et væsentligt led i byens forsvarssystem. I 539 f.v.t. tørrede dette vand bort da det blev afledt fra sit løb af den persiske hærfører Kyros. På denne måde blev vejen beredt for perseren Kyros og mederen Darius, kongerne fra „solens opgang“ (det vil sige øst), så de kunne trænge ind i Babylon og indtage byen. På det kritiske tidspunkt svigtede Eufrat i forsvaret af den store by. (Esajas 44:27–45:7; Jeremias 51:36) Noget lignende vil ske for det nutidige Babylon, det verdensomfattende system af falsk religion.

²² Babylon den Store „sidder på mange vande“. Ifølge Åbenbaringen 17:1, 15 er disse vande et symbol på „folk og skarer og nationer og tungemål“ — mængder af tilhængere som religionen har regnet for en beskyttelse. Men disse „vande“ er ved at tørre bort! I Vesteuropa, hvor det store Babylon tidligere havde stor indflydelse, har hundreder af millioner åbenlyst vendt religionen ryggen. I nogle lande var det i mange år statens erklærede politik at forsøge at tilintetgøre religionens indflydelse. Befolkningsmasserne i disse lande er ikke stået frem til religionens forsvar. Det samme vil være tilfældet når tiden er inde til Babylon den Stores ødelæggelse. Dets svindende tilhængerskare vil ikke yde det nogen som helst beskyttelse. (Åbenbaringen 17:16) Skønt det hævder at have milliarder af medlemmer, vil det være forsvarsløst over for „kongerne fra solens opgang“.

23. (a) Hvem var „kongerne fra solens opgang“ i 539 f.v.t.? (b) Hvem er „kongerne fra solens opgang“ på Herrens dag, og hvordan vil de ødelægge Babylon den Store?

²³ Hvem er disse konger? I 539 f.v.t. var det mederen Darius og perseren Kyros, som blev brugt af Jehova til at indtage den gamle by Babylon. Her på Herrens dag vil det store Babylon, det falske religiøse system, også blive udslettet af jordiske herskere. Men også denne gang vil dommen være fra Gud. Jehova Gud og Jesus Kristus, „kongerne fra solens opgang“, vil have indgivet de jordiske herskere den „tanke“ at vende sig mod Babylon den Store og udslette det fuldstændigt. (Åbenbaringen 17:16, 17) Udgydelsen af den sjette skål forkynder offentligt at denne dom snart vil blive eksekveret!

24. (a) Hvordan er indholdet af de første seks skåle med Jehovas harme blevet offentliggjort, og med hvilket resultat? (b) Hvad viser Åbenbaringen inden den går over til at fortælle om den sidste skål med Guds harme?

²⁴ De første seks skåle med Jehovas harme indeholder et alvorligt budskab. Guds jordiske tjenere har, med englenes støtte, været travlt beskæftiget med at offentliggøre deres indhold over hele jorden. På denne måde er alle dele af Satans verdensordning blevet behørigt advaret, og Jehova har givet enkeltpersoner lejlighed til at vende sig til retfærdighed og bevare livet. (Ezekiel 33:14-16) Der er stadig én skål med Guds harme tilbage. Men før den bliver beskrevet, viser Åbenbaringen hvordan Satan og hans jordiske redskaber forsøger at modvirke forkyndelsen af Jehovas domme.

Samles til Harmagedon

25. (a) Hvad fortæller Johannes om urene, frølignende „inspirerede udtalelser“? (b) Hvordan har der fundet en afskyelig, frølignende hjemsøgelse sted på Herrens dag, og med hvilket resultat?

²⁵ Johannes fortæller: „Og jeg så tre urene inspirerede udtalelser der så ud ligesom frøer, komme ud af dragens mund og ud af vilddyrets mund og ud af den falske profets mund. De er i virkeligheden udtalelser inspireret af dæmoner og gør tegn, og de går ud til kongerne på hele den beboede jord for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag.“ (Åbenbaringen 16:13, 14) På Moses’ tid sendte Jehova en væmmelig frøplage over Faraos Ægypten, så „landet kom til at stinke“. (2 Mosebog 8:5-15) På Herrens dag har der også været en afskyelig, frølignende hjemsøgelse, men dog fra en anden kilde. Den består af Satans „urene inspirerede udtalelser“, der tydeligt nok symboliserer en propaganda som tager sigte på at lede alle jordiske herskere, „kongerne“, i opposition til Jehova Gud. Derved sikrer Satan sig at de ikke lader sig anfægte af udgydelsen af skålene med Guds harme, men stadig står urokket på Satans side når „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ begynder.

26. (a) Fra hvilke tre kilder kommer den sataniske propaganda? (b) Hvem eller hvad er ’den falske profet’, og hvordan ved vi det?

²⁶ Propagandaen kommer fra ’dragen’ (Satan) og ’vilddyret’ (Satans politiske struktur på jorden), skabninger vi allerede er stødt på i Åbenbaringen. Men hvem eller hvad er ’den falske profet’? Det er kun navnet der er nyt. Vi har tidligere set et vilddyr med to horn ligesom et lam der gjorde store tegn for det syvhovedede vilddyrs øjne. Denne bedrageriske skabning optrådte som en profet for dette vilddyr. Den fremmede tilbedelsen af vilddyret, ja fik endog lavet et afguderisk billede af det. (Åbenbaringen 13:11-14) Dette vilddyr der har to horn ligesom et lam, må være den samme som ’den falske profet’ der nævnes her. Som en bekræftelse af dette læser vi senere at den falske profet — ligesom det symbolske vilddyr med de to horn — „for [det syvhovedede vilddyrs] øjne havde gjort ... tegn hvormed han vildledte dem der modtog vilddyrets mærke og dem som tilbeder dets billede“. — Åbenbaringen 19:20.

27. (a) Hvilken betimelig advarsel giver Jesus Kristus selv? (b) Hvad advarede Jesus om da han var på jorden? (c) Hvordan gentog apostelen Paulus Jesu advarsel?

²⁷ I betragtning af den voldsomme propaganda fra Satans side, er de næste ord Johannes skriver, meget betimelige: „Se! Jeg kommer som en tyv. Lykkelig er den der holder sig vågen og bevarer sine yderklæder, så han ikke skal gå nøgen omkring og folk se hans uanstændighed.“ (Åbenbaringen 16:15) Hvem er det der kommer „som en tyv“? Det er Jesus selv, der på et ikke i forvejen angivet tidspunkt kommer som Jehovas domsfuldbyrder. (Åbenbaringen 3:3; 2 Peter 3:10) Da Jesus var på jorden sammenlignede han også sit komme med en tyvs, idet han sagde: „Hold jer derfor vågne, for I ved ikke på hvilken dag jeres Herre kommer. ... Af den grund må også I vise jer parate, for Menneskesønnen kommer i en time I ikke forestiller jer.“ (Mattæus 24:42, 44; Lukas 12:37, 40) Apostelen Paulus gentog denne advarsel med ordene: „Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem.“ Enhver falsk erklæring der måtte blive fremsat af denne art, vil have Satan som ophavsmand. — 1 Thessaloniker 5:2, 3.

28. Hvordan advarede Jesus de kristne om at de måtte modstå verdens pres, og hvilken „dag“ er det de kristne ikke ønsker skal komme over dem „som en snare“?

²⁸ Jesus advarede også om det pres som denne verden, gennemsyret af propaganda, ville lægge på de kristne. Han sagde: „Vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer, og den dag pludselig, i et øjeblik, er over jer som en snare. ... Våg da, idet I hele tiden beder, så I må være i stand til at undslippe alle disse ting som skal ske, og til at bestå over for Menneskesønnen.“ (Lukas 21:34-36) „Den dag“ er „Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åbenbaringen 16:14) Jo nærmere vi kommer denne „dag“ da Jehovas suverænitet skal hævdes, jo vanskeligere bliver det at klare livets bekymringer. De kristne må være opmærksomme, ja holde sig vågne indtil den dag kommer.

29, 30. (a) Hvad ligger der i Jesu advarsel om at de der bliver fundet sovende vil lide den skændsel at miste deres „yderklæder“? (b) Hvad er disse yderklæder et udtryk for? (c) Hvordan kan man miste sine symbolske yderklæder, og med hvilket resultat?

²⁹ Men hvad ligger der i advarselen om at de der findes sovende, vil lide den skændsel at miste deres „yderklæder“? I det gamle Israel havde en præst eller levit der gjorde vagttjeneste ved templet et stort ansvar. Jødiske kommentatorer fortæller at hvis nogen blev fundet sovende på sin post, kunne det ske at man tog klæderne af ham og brændte dem, til offentlig skændsel for ham.

³⁰ Jesus advarer her om at noget tilsvarende kan ske i dag. Præsterne og levitterne var et forbillede på Jesu salvede brødre. (1 Peter 2:9) Men Jesu advarsel gælder i udvidet forstand også den store skare. De yderklæder der omtales, tjener til at identificere bæreren som et kristent vidne for Jehova. (Jævnfør Åbenbaringen 3:18; 7:14.) Hvis nogen tillader presset fra Satans verden at lulle dem i søvn eller gøre dem uvirksomme, risikerer de at miste disse yderklæder — med andre ord at miste deres rene omdømme som kristne. Det ville være en stor skændsel. Det ville bringe dem i fare for at miste alt.

31. (a) Hvordan understreger Åbenbaringen 16:16 nødvendigheden af at man holder sig vågen? (b) Hvilke spekulationer har nogle religiøse ledere fremsat angående Harmagedon?

³¹ Det bliver mere og mere nødvendigt at holde sig vågen, jo nærmere vi kommer opfyldelsen af det næste vers i Åbenbaringen: „Og de [de udtalelser der er inspireret af dæmoner] samlede dem [de jordiske konger eller herskere] på det sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon.“ (Åbenbaringen 16:16) Dette navn, der normalt staves Harmagedon, forekommer kun dette ene sted i Bibelen. Men det har sat fantasien i bevægelse. Verdensledere har advaret om risikoen for et kernekrigs-harmageddon. Harmagedon er også blevet sat i forbindelse med fortidsbyen Megiddo, hvor der stod mange afgørende slag på Bibelens tid, og nogle religiøse ledere har derfor fremsat spekulationer om at den endelige krig på jorden vil finde sted i dette begrænsede område. Men deri er de langt fra sandheden.

32, 33. (a) Hvad står navnet Har-Magedon for? (b) Hvilke andre begreber i Bibelen svarer til eller er knyttet til Harmagedon? (c) Hvornår er tiden inde til at den syvende engel skal udgyde den sidste skål med Guds harme?

³² Navnet Har-Magedon betyder „Megiddos Bjerg“. Men frem for at være et bogstaveligt sted, betegner det den verdenssituation hvori alle nationerne bliver samlet i opposition til Jehova Gud, og hvor han til sidst vil tilintetgøre dem. Det vil blive verdensomspændende. (Jeremias 25:31-33; Daniel 2:44) Harmagedon svarer således til „Guds harmes store vinperse“ og „Josafats lavning“ eller „afgørelsens lavning“, hvor nationerne samles for at Jehova kan fuldbyrde sin dom over dem. (Åbenbaringen 14:19; Joel 3:12, 14) Det har også tilknytning til „Israels jord“ hvor Gog fra Magogs djævelske hære udslettes, og det sted „mellem det store hav og Prydelsens hellige bjerg“ hvor nordens konge „skal møde sit endeligt“ for den store fyrste Mikaels hånd. — Ezekiel 38:16-18, 22, 23; Daniel 11:45–12:1.

³³ Når nationerne er blevet manøvreret ind i denne situation af den kvækkende propaganda der stammer fra Satan og hans jordiske redskaber, vil tiden være inde til at den syvende engel udgyder den sidste skål med Guds harme.

„Det er sket!“

34. Hvad hælder den syvende engel sin skål ud over, og hvilken erklæring lyder „fra helligdommen, fra tronen“?

³⁴ „Og den syvende udgød sin skål over luften. Og der lød en høj røst fra helligdommen, fra tronen, som sagde: ’Det er sket!’“ — Åbenbaringen 16:17.

35. (a) Hvad er „luften“ som nævnes i Åbenbaringen 16:17? (b) Hvad giver den syvende engel udtryk for ved at udgyde sin skål over luften?

³⁵ „Luften“ er det sidste livsopretholdende element som plagerne rettes imod. Men det er ikke den bogstavelige luft. Der er intet ved den bogstavelige luft som gør den fortjent til Jehovas ugunstige domme — lige så lidt som den bogstavelige jord, det bogstavelige hav, de bogstavelige ferskvandskilder eller den bogstavelige sol behøver at udsættes for straffedomme fra Jehovas side. Det er derimod den ’luft’ Paulus talte om da han kaldte Satan „herskeren over luftens myndighed“. (Efeserne 2:2) Det er den sataniske ’luft’ som verden indånder i dag, den ånd eller tilbøjelighed der kendetegner hele hans onde tingenes ordning, den Satan-prægede tankegang der gennemtrænger hver eneste side af tilværelsen uden for Jehovas organisation. Ved at udgyde sin skål over luften giver den syvende engel således udtryk for Guds harme mod Satan, hans organisation og alt hvad der tilskynder menneskene til at støtte Satan og trodse Jehovas suverænitet.

36. (a) Hvad udgør de syv plager? (b) Hvad ligger der i Jehovas erklæring: „Det er sket“?

³⁶ Denne og de foregående seks plager udgør den samlede fremstilling af Jehovas domme over Satan og hans ordning. De varsler undergang for Satan og hans afkom. Når denne sidste skål er blevet udgydt, erklærer Jehova selv: „Det er sket!“ Der er ikke mere at sige. Når indholdet af skålene med Guds harme er blevet offentliggjort til hans tilfredshed, vil han ikke tøve med at eksekvere de domme der er blevet forkyndt gennem disse budskaber.

37. Hvordan beskriver Johannes det der sker efter at den syvende skål med Guds harme er blevet udgydt?

³⁷ Johannes fortsætter: „Og der kom lyn og stemmer og tordener, og der kom et så stort jordskælv som der ikke har været siden der kom mennesker på jorden, så omfattende et jordskælv, så stort. Og den store by deltes i tre dele, og nationernes byer faldt sammen; og Babylon den Store blev husket for Guds øjne, så han gav hende bægeret med sin vredes harmes vin. Og hver en ø flygtede, og bjerge fandtes ikke. Og store hagl af en talents vægt kom ned fra himmelen over menneskene, og menneskene spottede Gud på grund af haglplagen, fordi plagen var meget stor.“ — Åbenbaringen 16:18-21.

38. Hvad symboliserer (a) ’det store jordskælv’? (b) dét at „den store by“, Babylon den Store, deles i „tre dele“? (c) dét at ’hver en ø flygtede og at bjerge ikke fandtes’? (d) „haglplagen“?

³⁸ Jehova griber igen tydeligt ind i begivenhederne, hvilket vises ved at der ses lyn og lyder stemmer og tordener. (Jævnfør Åbenbaringen 4:5; 8:5.) Menneskene vil blive rystet som aldrig før, som af et ødelæggende jordskælv. (Jævnfør Esajas 13:13; Joel 3:16.) Denne kæmperystelse vil ramme „den store by“, Babylon den Store, så den skilles i „tre dele“ — et symbol på at den synker uhjælpeligt i grus. „Nationernes byer“ vil også falde sammen. „Hver en ø“ og alle „bjerge“ — institutioner og organisationer der forekommer så permanente i den nuværende ordning — vil forsvinde. „Store hagl“, som hver vejer omkring en talent og er langt større end de hagl der blev sendt over Ægypten under den syvende plage, vil ramme menneskene og volde dem smerte.d (2 Mosebog 9:22-26) Denne straffende nedbør af frossent vand er øjensynlig et billede på usædvanlig kraftige verbale formuleringer af Jehovas domme, som et tegn på at enden på denne tingenes ordning omsider er kommet! Jehova kan meget vel også bruge bogstavelige hagl i forbindelse med sin ødelæggende indgriben. — Job 38:22, 23.

39. Hvad vil de fleste mennesker gøre på trods af de syv plager der er blevet udgydt?

³⁹ Satans verden vil således blive indhentet af Jehovas retfærdige dom. Men lige til det sidste vil de fleste af menneskene fortsætte med at trodse og spotte Gud. Som i tilfældet med fortidens Farao vil deres hjerte ikke blive blødgjort af de gentagne plager eller af den afsluttende, dødbringende kulmination af disse plager. (2 Mosebog 11:9, 10) Der vil ikke finde nogen storstilet omvendelse sted i sidste øjeblik. Til deres sidste åndedrag vil de rase mod den Gud der erklærer: „De skal vide at jeg er Jehova.“ (Ezekiel 38:23) Ikke desto mindre vil den almægtige Guds, Jehovas, suverænitet blive hævdet.

[Fodnoter]

[Ramme på side 221]

„Over jorden“

Johannesskaren har gjort opmærksom på Jehovas harme mod „jorden“ med udtalelser som disse:

„Aarhundreders Historie har paa Forhaand vist de politiske Partiers Udygtighed til at raade Bod paa de nuværende Vanskeligheder og løse de forvirrende Problemer. De Statsøkonomer og Politikere, som har underkastet Spørgsmaalene en nøje Prøvelse, har fundet, at de er ude af Stand til at gøre noget.“ — Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø, 1920, side 44.

„Der er ikke nu paa Jorden en eneste Regering, som kan tilfredsstille en nogenlunde rimelig Del af Verden. Mange Nationer styres af Diktatorer. Hele Verden er praktisk talt bankerot.“ — Den ideelle Regering, 1924, side 5.

„Det er kun ved at gøre ende på denne tingenes ordning, at verden kan blive ondskaben kvit og fred og retfærdighed få de rette vækstbetingelser.“ — „Denne Gode Nyhed om Riget“, 1955, side 25.

„Den nuværende verdensordning er præget af voksende syndighed, uretfærdighed og oprør mod Gud og hans vilje. ... Den er uforbederlig. Derfor må den fjernes.“ — Vagttårnet, 15. april 1982, side 6.

[Ramme på side 223]

„I havet“

Her følger et lille udsnit af de udtalelser hvormed Johannesskaren gennem årene har forkyndt Guds harme mod det rastløse, oprørske menneskehav der har fjernet sig fra Jehova:

„Kaster man et Blik paa de Nationers Historie, hvor enten Monarkiet, Aristokratiet eller Demokratiet har været raadende, vil man straks se, at der har staaet en Kamp mellem Klasserne. Det har været de faa imod de mange. ... Disse Kampe har ført til mange Revolutioner, til stor Lidelse og megen Blodsudgydelse.“ — Regering, 1931 (engelsk 1928), side 236.

I den nye verden vil „det symbolske ’hav’ som består af de urolige, oprørske og gudløse folkeslag som Djævelens redskab, det symbolske dyr, for længe siden steg op af, ... være borte“. — Vagttårnet, 1. maj 1968, side 210.

„Det nuværende samfund er ramt af åndelig sygdom. Vi kan imidlertid ikke redde det, for Guds ord viser at dets sygdom er dødelig.“ — Virkelig fred og sikkerhed — hvordan?, 1973, side 131.

[Ramme på side 224]

„I floderne og vandenes kilder“

Den tredje plage har afsløret „floderne og vandenes kilder“ med erklæringer som disse:

„De gejstlige, som paastaar, at de forkynder [Kristi] Lærdomme, [har] sanktioneret Krigen og gjort den til noget helligt. Det har været dem en Glæde at faa deres Billeder og Statuer stillet til Skue Side om Side med blodbesudlede Krigeres.“ — Vagttaarnet, oktober 1924, side 152.

„Spiritismens grundvold er én stor usandhed, løgnen om et liv efter døden og menneskesjælens udødelighed.“ — Hvad siger Bibelen om „et liv efter døden“?, 1956, side 50.

„Det vand som folk har drukket ... fra filosoffer, politiske teoretikere, samfundseksperter, økonomiske rådgivere og religiøse traditioners forkæmpere, [har ikke] bragt nogen livgivende vederkvægelse. Dette vand har oven i købet påvirket de drikkende til at krænke Guds lov vedrørende blodets hellighed, til at tage del i religiøse forfølgelser.“ — Resolution vedtaget ved det internationale stævne „En evigvarende god nyhed“, 1963.

„Det eneste man øjensynlig skal vente fra mennesket selv er menneskehedens udslettelse. Vi skal ikke vente at videnskaben vil redde os. ... Vi skal ikke regne med at alverdens psykologer og psykiatere vil kunne ændre menneskets tankegang ... Vi skal ikke stole på at der kan dannes en international politistyrke som vil være stærk, ... således at denne jord kan blive et trygt sted at leve.“ — Menneskeheden reddes — på Guds riges måde, 1970, side 5, 6.

[Ramme på side 225]

„Over solen“

Mens det jordiske styres ’sol’ har „svedet“ menneskene på Herrens dag, har Johannesskaren henledt opmærksomheden på hvordan det forholder sig:

„De egenmægtige Diktatorer, Hitler og Mussolini, truer i Dag hele Verdens Fred, og i deres Tilintetgørelse af Friheden faar de fuldt ud Støtte af det katolske Hierarki.“ — Fascisme eller Frihed, 1939, side 12.

„Ned igennem historien har jordiske diktatorer fulgt devisen: Regér eller rasér! Men over hele jorden vil Guds indsatte konge, Jesus Kristus, gå frem efter regelen: Lad jer styre eller bliv styrtet.“ — Når alle nationer forenes under Guds rige, 1961, side 24.

„Siden 1945 er over 25 millioner mennesker blevet dræbt i cirka 150 krige som er blevet udkæmpet forskellige steder på jorden.“ — Vagttårnet, 15. april 1980, side 6.

„Ansvarlighed på tværs af grænserne har ikke [nationernes] interesse. For at nå deres mål føler nogle lande sig fuldt ud berettiget til at benytte ethvert middel som de finder nødvendigt — massakrer, attentater, flykapringer, bombeangreb og så videre ... Hvor længe vil nationerne affinde sig med hinandens urimelige og uansvarlige handlemåde?“ — Vagttårnet, 15. februar 1985, side 4.

[Ramme på side 227]

„Over vilddyrets trone“

Jehovas Vidner har afsløret hvad vilddyrets trone er og har offentligt gjort opmærksom på at Jehova fordømmer den, idet de blandt andet har erklæret:

„Nationernes regenter og politiske ledere bliver påvirket af onde, overmenneskelige kræfter, der uimodståeligt driver dem frem i en selvmorderisk march mod Harmagedons afgørende kamp.“ — Efter Harmagedon — Guds nye verden, 1954, side 8.

„’Dyret’, der symboliserer det uteokratiske menneskelige styre, fik sin magt, myndighed og trone fra Dragen. Derfor må det holde sig til partiprogrammet, Dragens program.“ — Efter Harmagedon — Guds nye verden, 1954, side 15.

„Da hedningenationerne ikke stiller sig på Guds side ... er der kun én anden side de kan befinde sig på, nemlig på Guds ærkefjendes, Satan Djævelens, side.“ — Resolution vedtaget ved det internationale stævne „Guds sejr“, 1973.

[Illustration på side 229]

„Dens vand tørrede bort“

Allerede nu er tilslutningen til den babyloniske religion dalende mange steder. Dette er et varsel om hvad der vil ske når „kongerne fra solens opgang“ retter deres angreb imod den.

„En landsomfattende undersøgelse har vist at 75 procent af dem der bor i storbyerne [i Thailand] ikke kommer i de buddhistiske templer for at høre prædikener, og i landområderne er antallet som kommer i templerne støt på vej nedad og ligger på omkring 50 procent.“ — Bangkok Post, 7. september 1987, side 4.

„Taoismen har mistet sin magiske tiltrækning i det land [Kina] hvor den blev grundlagt for cirka to tusind år siden. ... Berøvet de magiske midler hvormed de og deres forgængere vandt sig mange tilhængere, står medlemmerne af præsteskabet nu uden efterfølgere, med fare for at taoismen vil uddø som organiseret religion på fastlandet.“ — The Atlanta Journal and Constitution, 12. september 1982, side 36-A.

„Japan ... har en af verdens største koncentrationer af udenlandske missionærer, næsten 5200, og dog ... er mindre end 1% af befolkningen kristen. ... En franciskanerpræst som har arbejdet her siden 1950’erne ... tror at ’den udenlandske missionærs tid i Japan er forbi’.“ — The Wall Street Journal, 9. juli 1986, side 1.

I England er i løbet af de sidste tre årtier „næsten 2000 af de 16.000 anglikanske kirker blevet lukket fordi de ikke bruges. Kirkegangen er faldet til noget af det laveste i erklærede kristne lande. ... ’Man kan ikke længere sige at England er et kristent land,’ udtaler [biskoppen af Durham].“ — The New York Times, 11. maj 1987, side A4.

„Efter en timelang, hed debat vedtog [Grækenlands] parlament i dag en lov som sætter den socialistiske regering i stand til at overtage store besiddelser fra den græsk-ortodokse kirke ... Desuden giver loven ikkegejstlige kontrol over kirkelige råd og komiteer som er ansvarlige for administrationen af store kirkelige investeringer, blandt andet i hoteller, marmorbrud og kontorbygninger.“ — The New York Times, 4. april 1987, side 3.

[Illustrationer på side 222]

De fire første skåle med Guds harme medfører plager som svarer til dem der blev fremkaldt af de fire første trompetstød

[Illustration på side 226]

Den femte skål afslører at vilddyrets trone består i den myndighed Satan har givet vilddyret

[Illustrationer på side 231]

Dæmonisk propaganda samler jordens herskere til Har-Magedon, den afgørende situation hvor Jehovas domme vil blive eksekveret over dem

[Illustration på side 233]

Jehovas retfærdige domme vil blive eksekveret over dem der ledes af Satans forurenede ’luft’

Kapitel 33

Den berygtede skøge dømmes

Ellevte syn — Åbenbaringen 17:1-18

Emne: Skøgen, Babylon den Store, rider på et skarlagenrødt vilddyr der til sidst vender sig imod hende og gør hende øde og nøgen

Tiden for opfyldelsen: Fra 1919 til den store trængsel

1. Hvad åbenbarer en af de syv engle for Johannes?

JEHOVAS retfærdige harme skulle udgydes til den var fuldbyrdet — syv skåle i alt! Da den sjette engel tømte sin skål ud over det sted hvor fortidens Babylon lå, var det et passende symbol på de plager der rammer Babylon den Store idet begivenhederne udvikler sig hastigt frem mod den endelige krig ved Harmagedon. (Åbenbaringen 16:1, 12, 16) Det er sandsynligvis den samme engel der nu åbenbarer hvorfor og hvordan Jehova eksekverer sine retfærdige domme. Johannes bliver slået af undren over det næste han hører og ser: „Og en af de syv engle som havde de syv skåle kom og talte med mig og sagde: ’Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge som sidder på mange vande; med hende har jordens konger begået utugt, mens de der bor på jorden blev berusede af hendes utugts vin.’“ — Åbenbaringen 17:1, 2.

2. Hvad vidner om at „den store skøge“ (a) ikke er det gamle Rom? (b) ikke er højfinansen? (c) er en religiøs ordning?

² „Den store skøge“! Hvilken chokerende benævnelse! Hvem er hun? Nogle har sidestillet denne symbolske skøge med fortidens Rom. Men Rom var en politisk magt, og denne skøge begår utugt med jordens konger, hvilket tydeligvis indbefatter de romerske herskere. Desuden siges der at „jordens konger“ efter hendes tilintetgørelse sørger over hendes bortgang. Hun kan derfor ikke være en politisk magt. (Åbenbaringen 18:9, 10) Eftersom jordens købmænd også sørger over hende, kan hun heller ikke være et billede på højfinansen. (Åbenbaringen 18:15, 16) Vi læser imidlertid at ’ved hendes udøvelse af spiritisme blev alle nationerne vildledt’. (Åbenbaringen 18:23) Heraf fremgår det at den store skøge må være en verdensomspændende religiøs ordning.

3. (a) Hvorfor må den store skøge symbolisere mere end den romersk-katolske kirke, ja endog mere end hele kristenheden? (b) Hvilke babyloniske læresætninger kan genfindes i de fleste orientalske religioner såvel som inden for kristenhedens trosretninger? (c) Hvad erkendte den romersk-katolske kardinal John Henry Newman angående oprindelsen til mange af kristenhedens lærepunkter, ceremonier og skikke? (Se fodnoten.)

³ Hvilken religiøs ordning? Er det den romersk-katolske kirke, som nogle har hævdet? Eller er det hele kristenheden? Nej, skøgen må være endnu større end disse hvis hun skal kunne vildlede alle nationerne. Hun udgøres i virkeligheden af hele den falske religions verdensimperium. At hun har sin oprindelse i de babyloniske mysterier fremgår af at mange babyloniske lærdomme og skikke genfindes i religioner rundt om på hele jorden. For eksempel forekommer troen på menneskesjælens iboende udødelighed, på et helvede med pine og på en treenighed af guder, i de fleste orientalske religioner såvel som i kristenhedens forskellige trosretninger. Den falske religion der blev udklækket for over 4000 år siden i oldtidsbyen Babylon, har udviklet sig til et uhyrligt misfoster der meget passende kaldes Babylon den Store.a Men hvorfor beskrives det med det frastødende udtryk „den store skøge“?

4. (a) På hvilke måder begik fortidens Israel utugt? (b) På hvilken fremtrædende måde har Babylon den Store begået utugt?

⁴ Babylon (eller Babel, der betyder „forvirring“) havde sin storhedstid under kong Nebukadnezar. Det var en religiøs-politisk stat med over tusind templer og kapeller. Dets præsteskab havde stor magt. Skønt Babylon for længst er ophørt med at eksistere som et verdensrige, findes det religiøse store Babylon stadig, og i lighed med sit forbillede i oldtiden, søger det stadig at øve indflydelse i politiske anliggender. Men godkender Gud at religion tager del i politik? I De Hebraiske Skrifter blev Israel anklaget for at bedrive utugt når det gav sig af med falsk tilbedelse eller når det, i stedet for at stole på Jehova, indgik alliancer med de fremmede nationer. (Jeremias 3:6, 8, 9; Ezekiel 16:28-30) Babylon den Store bedriver også utugt. Det har gjort alt hvad det har fundet formålstjenligt for at skaffe sig indflydelse og magt over jordens konger og herskere. — 1 Timoteus 4:1.

5. (a) Hvilket rampelys nyder de gejstlige at befinde sig i? (b) Hvorfor er et ønske om anseelse i verden i direkte modstrid med Jesu Kristi ord?

⁵ I dag søger religiøse ledere ofte at opnå høje politiske embeder, og i nogle lande sidder de i de lovgivende forsamlinger eller har endda ministerposter. I 1988 lod to protestantiske gejstlige sig opstille som præsidentkandidater i De Forenede Stater. Babylon den Stores ledere elsker rampelyset; der bringes ofte billeder af dem i pressen, hvor man ser dem omgås fremtrædende politikere. I modsætning til dette undgik Jesus at engagere sig i politik, og han sagde om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ — Johannes 6:15; 17:16; Mattæus 4:8-10; se også Jakob 4:4.

Nutidigt skøgevæsen

6, 7. (a) Hvordan kom Hitlers naziparti til magten i Tyskland? (b) Hvordan kom det konkordat som Vatikanet sluttede med Nazityskland, til at hjælpe Hitler i hans stræben efter verdensherredømmet?

⁶ Ved at blande sig i politik har den store skøge voldt menneskeheden usigelige lidelser. Tag for eksempel omstændighederne omkring Hitlers vej til magten i Tyskland — uhyggelige kendsgerninger som nogle helst så slettet af historiebøgerne. I maj 1924 havde nazipartiet 32 pladser i den tyske rigsdag. I maj 1928 var partiets repræsentation svundet ind til 12 pladser. Men så skyllede den store depression hen over verden i 1930; i kølvandet på dette fik nazisterne et bemærkelsesværdigt gennembrud, og ved valget i juli 1932 besatte de 230 af rigsdagens 608 pladser. Snart efter kom tidligere rigskansler Franz von Papen, en pavelig ridder, nazisterne til hjælp. Ifølge historikerne havde von Papen visioner om et nyt Helligt Romersk Rige. Hans egen korte embedstid som rigskansler havde været en fiasko, og nu håbede han at vinde magt gennem nazisterne. I januar 1933 havde han sikret industrimagnaternes støtte til Hitler, og gennem et net af intriger lykkedes det ham at få Hitler udnævnt til rigskansler den 30. januar 1933. Han blev selv udnævnt til vicekansler og blev brugt af Hitler til at vinde støtte i de katolske områder af Tyskland. Inden for to måneder efter sin magtovertagelse opløste Hitler rigsdagen, sendte tusinder af oppositionsledere i koncentrationslejre og indledte en åbenlys undertrykkelse af jøderne.

⁷ Den 20. juli 1933 røbede Vatikanet sin interesse for nazismens voksende magt ved at lade kardinal Pacelli (den senere pave Pius XII) i Rom underskrive et konkordat mellem Vatikanet og Nazityskland. Von Papen underskrev dokumentet på Hitlers vegne, og Pacelli tildelte ved denne lejlighed von Papen en høj pavelig udmærkelse, Piusordenens storkors.b Tibor Koeves omtaler dette i sin bog Satan in Top Hat, og siger: „Konkordatet var en stor sejr for Hitler. Det gav ham den første moralske støtte fra omverdenen, og dét fra højeste sted.“ Konkordatet krævede at Vatikanet skulle trække sin støtte tilbage fra det katolske centrumparti i Tyskland og således sanktionere Hitlers totalitære etpartistat.c Og artikel 14 i konkordatet lød: „Udnævnelse af Ærkebiskopper, Biskopper og deslige vil kun ske, efter at den af das Reich indsatte Ledelse tilbørligt har forvisset sig om, at der ikke er Tvivl om den almindelige politiske Indstilling.“ Ved udgangen af 1933 (der af pave Pius XI var blevet udråbt til et „helligt år“) var Vatikanets støtte en væsentlig faktor i Hitlers stræben efter verdensherredømmet.

8, 9. (a) Hvordan reagerede Vatikanet såvel som Tysklands katolske kirke og dens præster på det nazistiske tyranni? (b) Hvilken erklæring udsendte de katolske biskopper i Tyskland ved begyndelsen af den anden verdenskrig? (c) Hvad har religionens forhold til den politiske verden medført?

⁸ Skønt en lille håndfuld præster og nonner protesterede mod Hitlers grusomheder — og kom til at lide for det — støttede Vatikanet såvel som Tysklands katolske kirke og dens hær af gejstlige enten aktivt eller stiltiende det nazistiske tyranni, som de anså for at være et bolværk mod verdenskommunismens fremtrængen. Siddende lunt og trygt i Vatikanet lod pave Pius XII jødeudryddelserne og den grusomme forfølgelse af Jehovas Vidner og andre finde sted uden at gøre indsigelse. Det virker ironisk at pave Johannes Paul II under et besøg i Tyskland i maj 1987 saligkårede en enkelt katolsk præst som gik imod nazismen. Hvad foretog de andre tusinder af tyske katolske præster sig under Hitlers rædselsregimente? Et hyrdebrev som blev udsendt af de katolske biskopper i Tyskland i september 1939, ved den anden verdenskrigs udbrud, siger noget om dette. Det lyder i uddrag: „I denne afgørende time tilskynder vi vore katolske soldater til at gøre deres pligt i lydighed mod Føreren og at være rede til at ofre hele deres jeg. Vi appellerer til de troende om at forene sig i inderlig bøn om at det guddommelige forsyn må lede denne krig til et velsignet og vellykket resultat.“

⁹ Dette katolske diplomati er et typisk eksempel på det skøgevæsen religionen har bedrevet i mere end 4000 år i sin bejlen til den politiske stat for at opnå fordele og magt. Religionens forhold til den politiske verden har fostret krig, forfølgelse og menneskelig elendighed i stor målestok. Hvor kan menneskeheden være lykkelig for at Jehovas dom over den store skøge er nær! Måtte den snart blive eksekveret!

Sidder på mange vande

10. Hvilke „mange vande“ søger Babylon den Store beskyttelse hos, og hvad er der ved at ske med dem?

¹⁰ Fortidens Babylon lå ved mange vande — Eufratfloden og et system af talrige kanaler. De tjente som en beskyttelse for byen og var samtidig et aktiv for handelen og en kilde til velstand, indtil de tørrede ud på en eneste nat. (Jeremias 50:38; 51:9, 12, 13) Babylon den Store støtter sig også til „mange vande“ som beskytter det og beriger det. Disse symbolske vande er „folk og skarer og nationer og tungemål“, det vil sige de milliarder af mennesker som det udøver herredømme over og henter materiel støtte hos. Men disse vande er også ved at tørre bort, eller ved at trække deres støtte tilbage. — Åbenbaringen 17:15; jævnfør Salme 18:4; Esajas 8:7.

11. (a) Hvordan gjorde fortidens Babylon „hele jorden beruset“? (b) Hvordan har Babylon den Store „gjort hele jorden beruset“?

¹¹ Det gamle Babylon blev endvidere beskrevet som „et guldbæger i Jehovas hånd“ der ’gjorde hele jorden beruset’. (Jeremias 51:7) Oldtidens Babylon tvang de omboende nationer til at nedsvælge Jehovas vredesytringer ved at besejre dem militært, så de blev svage som berusede mænd. I dette optrådte Babylon som Jehovas redskab. Babylon den Store har også vundet sejre — i et sådant omfang at det er blevet et verdensimperium. Men det tjener afgjort ikke som Guds redskab. Det har derimod tjent „jordens konger“ som det begår religiøs utugt med. Det har glædet og tilfredsstillet disse konger ved gennem sine løgnelærdomme og trælbindende skikke at gøre masserne, „de der bor på jorden“, svage som berusede mænd, så de underdanigt adlyder deres herskere.

12. (a) Hvordan var en afdeling af Babylon den Store i Japan skyld i megen blodsudgydelse under den anden verdenskrig? (b) Hvordan har de „vande“ der støtter Babylon den Store i Japan trukket sig tilbage, og med hvilket resultat?

¹² Et tydeligt eksempel på dette sås i det shintoistiske Japan. Den indoktrinerede japanske soldat anså det for den højeste ære at give sit liv for kejseren — den øverste shintogud. Under den anden verdenskrig døde omkring 1.500.000 japanske soldater i kamp; næsten alle som én regnede de det for en vanære at overgive sig. Som følge af Japans nederlag blev kejser Hirohito imidlertid tvunget til at give afkald på sin påståede guddommelighed. Resultatet var at de „vande“ som støttede den shintoistiske afdeling af Babylon den Store sank betydeligt — men sørgeligt nok først efter at den shintoistiske del af den religiøse skøge havde billiget blodbadet i Stillehavskrigen! Svækkelsen af den shintoistiske indflydelse har også åbnet vejen for at over 200.000 japanere, hvoraf det store flertal tidligere var shintoister eller buddhister, nu i de senere år er blevet indviede, døbte vidner for den suveræne Herre Jehova.

Skøgen rider på et dyr

13. Hvilket forbløffende syn bliver Johannes vidne til da engelen ved åndens magt fører ham ud i en ørken?

¹³ Hvad mere har profetien at sige om den store skøge og hendes skæbne? Johannes begynder nu at skildre en dramatisk scene: „Og han [engelen] førte mig af sted ved åndens magt ud i en ørken. Og jeg fik øje på en kvinde der sad på et skarlagenrødt vilddyr som var fuldt af gudsbespottelige navne og som havde syv hoveder og ti horn.“ — Åbenbaringen 17:3.

14. Hvorfor er det meget passende at Johannes blev ført ud i en ørken?

¹⁴ Hvorfor bliver Johannes ført ud i en ørken? En af de hebraiske domsprofetier mod fortidens Babylon blev betegnet som et budskab „om havørkenen“. (Esajas 21:1, 9) Den indeholdt en advarsel om at det gamle Babylon, trods alle sine vandbaserede forsvarsværker, ville blive som en livløs ødemark. Det er derfor meget passende at Johannes i synet bliver ført ud i en ørken for at se Babylon den Stores skæbne. Dette Babylon vil også blive lagt øde. (Åbenbaringen 18:19, 22, 23) Johannes bliver imidlertid forbavset over det han ser derude. Den store skøge er ikke alene! Hun sidder på et uhyggeligt vilddyr!

15. Hvilke forskelle er der mellem vilddyret i Åbenbaringen 13:1 og vilddyret i Åbenbaringen 17:3?

¹⁵ Dette vilddyr har syv hoveder og ti horn. Er det mon det samme som det vilddyr Johannes tidligere har set, det der også havde syv hoveder og ti horn? (Åbenbaringen 13:1) Nej, der er flere forskelle. Vilddyret her er skarlagenrødt, og i modsætning til det foregående vilddyr bærer det ingen diademer. Og det har ikke kun gudsbespottelige navne på sine syv hoveder, men er „fuldt af gudsbespottelige navne“. Ikke desto mindre må der være en vis forbindelse mellem dette nye vilddyr og det foregående; lighederne mellem dem er for store til at de kan være tilfældige.

16. Hvad står det skarlagenrøde vilddyr for, og hvad er der blevet sagt om dets formål?

¹⁶ Hvad er da dette nye, skarlagenrøde vilddyr? Det må være det billede af det første vilddyr som blev fremstillet på opfordring af det angloamerikanske vilddyr med de to lammehorn. Efter at dette billede var lavet, fik dette tohornede vilddyr lov til at give det åndedræt. (Åbenbaringen 13:14, 15) Hvad Johannes nu ser, er billedet efter at det har fået åndedræt og er blevet levende. Det symboliserer Folkeforbundet, som det tohornede vilddyr gav liv i 1920. De Forenede Staters præsident Wilson forestillede sig at Folkeforbundet „skulle være forum for administration af retfærdighed til alle mennesker, og fjerne krigstruslen for evigt“. Da det efter den anden verdenskrig blev genoplivet i skikkelse af De Forenede Nationer, havde det ifølge sin pagt til formål at „opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed“.

17. (a) I hvilken forstand er det skarlagenrøde vilddyr fuldt af gudsbespottelige navne? (b) Hvem rider på det skarlagenrøde vilddyr? (c) Hvordan knyttede den babyloniske religion sig til Folkeforbundet og dets efterfølger lige fra begyndelsen?

¹⁷ I hvilken forstand er dette symbolske vilddyr „fuldt af gudsbespottelige navne“? I den forstand at mennesker har opstillet dette multinationale afgudsbillede som en erstatning for Guds rige — for at udrette det som Gud siger hans rige alene kan udrette. (Daniel 2:44; Mattæus 12:18, 21) Det bemærkelsesværdige ved Johannes’ syn er imidlertid at Babylon den Store rider på det skarlagenrøde vilddyr. I overensstemmelse med denne profeti har den babyloniske religion, navnlig inden for kristenheden, knyttet sig nært til Folkeforbundet og dets efterfølger. Så tidligt som den 18. december 1918 vedtog den forsamling der nu kaldes Kristi Kirkers Nationalråd i Amerika en erklæring som i uddrag lød: „Et sådant forbund er ikke blot at betragte som et politisk redskab; det er snarere det politiske udtryk for Guds rige på jorden. ... Kirken kan formidle den velviljens ånd uden hvilken intet forbund af nationer kan bestå. ... Folkeforbundet har sin rod i evangeliet. Som evangeliets er dets mål ’fred på jorden, god vilje blandt mennesker’.“

18. Hvordan gav kristenhedens gejstlige udtryk for deres støtte til Folkeforbundet?

¹⁸ Den 2. januar 1919 havde avisen San Francisco Chronicle denne forsideoverskrift: „Paven anbefaler vedtagelsen af Wilsons Folkeforbund.“ Den 16. oktober 1919 blev en anmodning som var underskrevet af 14.450 gejstlige fra de førende trosretninger, forelagt det amerikanske senat, og Senatet blev heri tilskyndet til at „ratificere Paris-fredstraktaten som indeholder folkeforbundspagten“. Selv om De Forenede Staters senat undlod at ratificere traktaten, blev de gejstlige ved med at føre kampagne for Folkeforbundet. Og hvordan blev Folkeforbundets åbning markeret? En nyhedsmeddelelse fra Schweiz, dateret den 15. november 1920, lyder: „Åbningen af Folkeforbundets første møde blev bekendtgjort klokken elleve her i formiddag ved at der blev ringet med kirkeklokkerne i hele Geneve.“

19. Hvordan stillede Johannesskaren sig da det skarlagenrøde vilddyr dukkede op?

¹⁹ Deltog Johannesskaren, som var den eneste gruppe på jorden der ivrigt tog imod det nyoprettede messianske rige, med kristenheden i hyldesten af det skarlagenrøde vilddyr? Nej, langtfra! Søndag den 7. september 1919 blev der ved Jehovas folks stævne i Cedar Point, Ohio, holdt et offentligt foredrag med titlen „Håb for den nødlidende menneskehed“. Dagen efter skrev Sandusky-avisen Star-Journal at J. F. Rutherford i en tale til næsten 7000 mennesker havde påstået at „Herrens Mishag sikkert vilde komme over Forbundet, fordi Gejstligheden, baade den katolske og den protestantiske, der paastaar at være Guds Repræsentanter, har svigtet Guds Plan og godkendt Nationernes Forbund og har hilst det som et politisk Udtryk for Kristi Rige paa Jorden“.

20. Hvorfor var det gudsbespotteligt at hylde Folkeforbundet som ’et politisk udtryk for Guds rige på jorden’?

²⁰ Folkeforbundets magtesløshed burde have sagt de gejstlige at et sådant menneskeskabt organ ikke kunne være et udtryk for Guds rige på jorden. Hvor bespotteligt at fremsætte en sådan påstand! Derved skabte de det indtryk at Gud var delagtig i den kæmpemæssige fiasko som Folkeforbundet viste sig at blive. Guds værk er imidlertid fuldkomment. Det er hans himmelske rige ved Kristus — og ikke en sammenslutning af kævlende politikere, hvoraf mange er ateister — som er det middel hvorved han vil indføre fred og sørge for at hans vilje sker på jorden som den sker i himmelen. — 5 Mosebog 32:4; Mattæus 6:10.

21. Hvoraf fremgår det at den store skøge også støtter og beundrer Folkeforbundets efterfølger, De Forenede Nationer?

²¹ Hvordan så med Folkeforbundets efterfølger, De Forenede Nationer? Lige fra første færd havde denne organisation også den store skøge ridende på sin ryg, idet hun var synligt knyttet til den og forsøgte at bestemme dens fremtid. Ved FN’s tyveårsjubilæum i juni 1965, for eksempel, samledes repræsentanter for den romersk-katolske kirke og den græsk-ortodokse kirke med protestanter, jøder, hinduer, buddhister og muslimer — som sagdes at repræsentere over to milliarder af jordens indbyggere — i San Francisco for at tilsige FN deres støtte og beundring. Da pave Paul VI besøgte FN i oktober 1965 beskrev han det som „den største af alle internationale organisationer“, og sagde derefter: „Jordens folk vender sig til De Forenede Nationer som det sidste håb for harmoni og fred.“ En anden pavelig gæst, Johannes Paul II, talte til FN’s generalforsamling i oktober 1979 og sagde: „Jeg håber at De Forenede Nationer vedblivende vil være fredens og retfærdighedens fornemste forum.“ Det er bemærkelsesværdigt hvor lidt paven sagde om Jesus Kristus og om Guds rige i sin tale. Under sit besøg i De Forenede Stater i september 1987 talte pave Johannes Paul II, ifølge The New York Times, „længe om De Forenede Nationers positive rolle i forbindelse med at fremme ... en ’ny verdensomfattende solidaritet’“.

Et navn, en hemmelighed

22. (a) Hvilken slags ridedyr er det den store skøge har valgt sig? (b) Hvordan beskriver Johannes den symbolske skøge, Babylon den Store?

²² Apostelen Johannes skal snart erfare at den store skøge har valgt sig et farligt ridedyr. Men først rettes hans opmærksomhed mod Babylon den Store selv. Hun er rigt smykket, men hvor er hun dog frastødende! „Og kvinden var klædt i purpur og skarlagen og smykket med guld og kostbare sten og perler og havde i sin hånd et guldbæger som var fuldt af afskyeligheder og hendes utugts urenheder. Og på hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: ’Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder.’ Og jeg så at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod.“ — Åbenbaringen 17:4-6a.

23. Hvad er Babylon den Stores fulde navn, og hvilken betydning ligger der i navnet?

²³ Som det var skik i fortidens Rom, bærer denne skøge sit navn på panden, så man kan se hvem hun er.d Det er et langt navn: „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder.“ Navnet er „en hemmelighed“; der ligger en skjult betydning i det. Men når Guds tid er inde, skal hemmeligheden opklares. Ja, engelen giver Johannes tilstrækkeligt med oplysninger til at Jehovas tjenere i dag kan forstå den fulde betydning af dette beskrivende navn. Vi kan se at Babylon den Store er lig med al falsk religion. Hun er ’moder til jordens skøger’ fordi alle de enkelte falske religiøse retninger i verden, deriblandt de mange sekter i kristenheden, er som hendes døtre, der efterligner hendes åndelige skøgevæsen. Hun er også moder til „afskyeligheder“ idet hun er ophav til så frastødende et afkom som afgudsdyrkelse, spiritisme, sandsigeri, astrologi, spådomskunst, menneskeofring, tempelprostitution, drukkenskab til ære for falske guder, og andre vederstyggelige handlinger.

24. Hvorfor er det meget passende at Babylon den Store ses „klædt i purpur og skarlagen“ og „smykket med guld og kostbare sten og perler“?

²⁴ Babylon den Store er „klædt i purpur og skarlagen“, de kongelige farver, og hun er „smykket med guld og kostbare sten og perler“. Hvilken passende beskrivelse! Tænk blot på alle de prægtige bygninger, de enestående statuer og malerier, de højt vurderede ikoner og andre religiøse genstande, samt de astronomiske værdier i form af kontanter og fast ejendom som denne verdens religioner har skaffet sig. Hvad enten det er i Vatikanet, i tv-evangelismens imperium i De Forenede Stater eller i Østens eksotiske templer og helligdomme, har Babylon den Store samlet sig — og til tider mistet — fabelagtige rigdomme.

25. (a) Hvad symboliserer guldbægerets indhold? (b) I hvilken forstand er den symbolske skøge beruset?

²⁵ Se nu hvad skøgen har i hånden. Johannes må have gispet ved synet af det — et guldbæger „fuldt af afskyeligheder og hendes utugts urenheder“! Det er bægeret med hendes „utugts harmes vin“ hvormed hun har drukket alle nationerne berusede. (Åbenbaringen 14:8; 17:4) Det ser flot ud udvendig, men indholdet er uhumsk og urent. (Jævnfør Mattæus 23:25, 26.) Det indeholder alle de smudsige handlinger og nedrige løgne hvormed den store skøge har forført nationerne og sikret sig indflydelse over dem. Som om dette ikke er frastødende nok, ser Johannes at skøgen selv er beruset — oven i købet af Guds tjeneres blod! Ja, vi læser senere at der „i hende fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden“. (Åbenbaringen 18:24) Hvilken umådelig blodskyld!

26. Hvilke vidnesbyrd er der om Babylon den Stores blodskyld?

²⁶ I århundredernes løb har den falske religions verdensimperium udgydt oceaner af blod. I middelalderens Japan, for eksempel, blev templerne i Kyoto omdannet til fæstninger, og krigermunke som påkaldte „Buddhas hellige navn“ bekæmpede hinanden til blodet drev i gaderne. I det 20. århundrede marcherede kristenhedens gejstlige ud sammen med deres respektive landes hære, som nedslagtede hinanden, med et samlet tab på over hundrede millioner menneskeliv. I oktober 1987 udtalte De Forenede Staters tidligere præsident Nixon: „Det 20. århundrede har været det blodigste i historien. Der er blevet dræbt flere mennesker i dette århundredes krige end i alle krige tilsammen som blev udkæmpet før dette århundrede begyndte.“ Verdens religioner bliver dømt af Gud for deres andel i alt dette; Jehova afskyr „hænder som udgyder uskyldigt blod“. (Ordsprogene 6:16, 17) I et tidligere syn hørte Johannes et råb fra alteret: „Hvor længe, suveræne Herre, du hellige og sande, vil du afholde dig fra at dømme og hævne vort blod på dem som bor på jorden?“ (Åbenbaringen 6:10) Når tiden er inde til at besvare dette spørgsmål, vil det i allerhøjeste grad berøre Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder.

[Fodnoter]

Men frem for at hellige en sådan afgudsdyrkelse formaner Jehova, den Almægtige, de kristne: „Gå ud fra dem, og skil jer ud, ... og hold op med at røre det urene.“ — 2 Korinther 6:14-18.

[Ramme på side 237]

Skøgevæsen afsløret af Churchill

I sin bog Uvejret trækker op (1948) fortæller Winston Churchill at Hitler udnævnte Franz von Papen til tysk ambassadør i Wien med den udtrykkelige opgave at „underminere eller vinde de ledende Personligheder i østrigsk Politik“. Churchill citerer den amerikanske gesandt i Wien for at sige om von Papen: „Paa den frækkeste og mest kyniske Maade ... erklærede Papen ... at ... det var hans Hensigt at udnytte sit Renommé som god Katolik til at vinde Indflydelse hos Østrigere som Kardinal Innitzer.“

Efter at Østrig havde kapituleret og Hitlers stormtropper var marcheret ind i Wien, gav den katolske kardinal Innitzer ordre til at alle østrigske kirker skulle flage med hagekorsflaget, ringe med klokkerne og bede for Adolf Hitler i anledning af hans fødselsdag.

[Ramme/​Illustration på side 238]

’KRIGSBØN’ FOR DAS REICH

Under denne overskrift bragtes følgende artikel i førsteudgaven af The New York Times for 7. december 1941:

„Katolske biskopper i Fulda beder om velsignelse og sejr ... Den tyske katolske bispekonference, forsamlet i Fulda, har anbefalet at der indføres en særlig ’krigsbøn’ som skal læses ved begyndelsen og afslutningen af alle gudstjenester. I bønnen anmodes Forsynet om at velsigne tyske våben med sejr og beskytte soldaternes liv og helbred. Biskopperne instruerede endvidere de katolske gejstlige om at holde en særlig søndagsprædiken mindst en gang om måneden hvori de mindedes de tyske soldater ’til lands, til vands og i luften’.“

I avisens senere udgaver var artiklen trukket tilbage. Den 7. december 1941 var den dag da Tysklands allierede, Japan, angreb den amerikanske flåde i Pearl Harbor.

[Ramme på side 244]

„Gudsbespottelige navne“

Da vilddyret med de to horn anbefalede Folkeforbundet efter den første verdenskrig, søgte dets mange religiøse elskere straks at give dette skridt deres religiøse godkendelse. Som følge af dette blev den nye fredsorganisation ’fuld af gudsbespottelige navne’.

„Kristendommen kan formidle den gode vilje, kraften bag forbundet, og således forvandle pagten fra en lap papir til et redskab for Guds rige.“ — The Christian Century, USA, 19. juni 1919, side 15.

Folkeforbundets idé er en udvidelse til de mellemfolkelige relationer af Guds riges idé som en verdensorden af god vilje. ... Det er det alle kristne beder om når de siger: ’Komme dit rige.’“ — The Christian Century, USA, 25. september 1919, side 7.

„Folkeforbundets bindemiddel er Kristi blod.“ — Dr. Frank Crane, protestantisk præst, USA.

„Rådet [de kongregationalistiske kirkers nationalråd] støtter [Folkeforbunds]pagten som det eneste politiske redskab der i øjeblikket er til rådighed hvorved Jesu Kristi ånd kan finde et bredere virkefelt i praktisk relation til nationernes anliggender.“ — The Congregationalist and Advance, USA, 6. november 1919, side 642.

„Konferencen opfordrer alle metodister til at værne om og i højeste grad at fremme [Folkeforbundets] idealer, som de udtrykkes i tanken om Gud Fader og Guds jordiske børn.“ — Den wesleyanske metodistkirke, England.

„Når vi betragter denne aftales mål, muligheder og beslutninger, ser vi at den indeholder kernen i Jesu Kristi lære: Guds rige og hans retfærdighed ... Den er intet mindre end dette.“ — Prædiken af ærkebiskoppen af Canterbury ved åbningen af Folkeforbundets samling i Geneve den 3. december 1922.

„Folkeforbundets forening her i landet har samme hellige ret som ethvert humanitært missionsselskab, fordi det i øjeblikket er det mest effektive redskab for det herredømme Kristus som Fredsfyrsten udøver blandt nationerne.“ — Dr. Garvie, kongregationalistisk præst, England.

[Kort på side 236]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Falske lærdomme overalt i verden har deres oprindelse i Babylon

Babylon

Treheder eller triader af guder

Menneskesjælen lever videre efter døden

Spiritisme — at tale med de „døde“

Brugen af billeder i gudsdyrkelsen

Brugen af besværgelser til at formilde dæmoner med

Herredømme udøvet af et magtfuldt præsteskab

[Illustration på side 239]

Fortidens Babylon lå ved mange vande

[Illustration på side 239]

Den store skøge i vor tid sidder på „mange vande“

[Illustration på side 241]

Babylon den Store rider på et farligt vilddyr

[Illustrationer på side 242]

Den religiøse skøge har begået utugt med jordens konger

[Illustrationer på side 245]

Kvinden er „beruset af de helliges blod“

Kapitel 34

En hemmelighed der vækker undren, afsløres

1. (a) Hvordan reagerer Johannes da han ser den store skøge og hendes faretruende ridedyr, og hvorfor? (b) Hvordan reagerer Johannesskaren i dag idet den ser hvordan det profetiske syn går i opfyldelse?

HVORDAN reagerer Johannes da han ser den store skøge og hendes faretruende ridedyr? Han svarer selv: „Og da jeg fik øje på hende undrede jeg mig med stor undren.“ (Åbenbaringen 17:6b) Mennesker ville ikke have fantasi til at udtænke et sådant syn. Men Johannes ser det med egne øjne — ude i en ørken — en fordærvet skøge på ryggen af et uhyggeligt, skarlagenrødt vilddyr! (Åbenbaringen 17:3) Johannesskaren i dag følger med lige så stor undren det profetiske syns opfyldelse. Hvis verdens mennesker kunne se det, ville de udbryde at det var utroligt, og de ledende i verden ville føje til at det var utænkeligt. Men synet er i vor tid blevet til chokerende virkelighed. Guds tjenere har allerede haft en bemærkelsesværdig andel i dets opfyldelse, og det forvisser dem om at opfyldelsen vil fortsætte frem til sit overraskende klimaks.

2. (a) Hvad fortæller engelen Johannes som svar på hans forbløffelse? (b) Hvad har Johannesskaren fået åbenbaret, og på hvilken måde?

² Engelen bemærker Johannes’ forbløffelse. „Og så,“ fortsætter Johannes, „sagde engelen til mig: ’Hvorfor undrede du dig? Jeg vil sige dig hemmeligheden om kvinden og om vilddyret som bærer hende og som har de syv hoveder og de ti horn.’“ (Åbenbaringen 17:7) Engelen vil nu løse mysteriet! Han vil forklare den undrende Johannes de forskellige dele af synet og fortælle ham hvilke dramatiske begivenheder der skal finde sted. Den opmærksomme Johannesskare der tjener under englenes ledelse i dag, har fået profetiens betydning åbenbaret på samme måde. Ligesom den trofaste Josef tror vi at det tilkommer Gud at give tydninger. (1 Mosebog 40:8; jævnfør Daniel 2:29, 30.) Guds tjenere er så at sige placeret i begivenhedernes centrum mens Jehova udlægger synet for dem og gør det klart for dem hvordan det berører deres liv. (Salme 25:14) Netop da tiden var inde, gav han dem forståelse af hemmeligheden om kvinden og vilddyret. — Salme 32:8.

3, 4. (a) Hvilket offentligt foredrag blev holdt af N. H. Knorr i 1942, og hvilken forklaring gav han på det skarlagenrøde vilddyr? (b) Hvilke ord som engelen henvendte til Johannes, blev behandlet af N. H. Knorr?

³ Fra 18. til 20. september 1942, midt under den anden verdenskrig, holdt Jehovas Vidner i De Forenede Stater „Den nye verdens teokratiske stævne“. Hovedstævnet i Cleveland i staten Ohio var via telefonnettet koblet sammen med over 50 andre stævnebyer, og det samlede tilhørertal nåede op på 129.699. Hvor forholdene tillod det, blev programmet derefter gentaget ved andre stævner rundt om i verden. På det tidspunkt forventede mange i Jehovas folk at krigen ville gribe om sig og gå direkte over i Guds krig ved Harmagedon; derfor vakte titlen på det offentlige foredrag, „Freden — kan den vare ved?“, stor nysgerrighed. Hvordan kunne Vagttårnsselskabets nye præsident, N. H. Knorr, tale om fred når det stik modsatte syntes at vente nationerne?a Grunden var at Johannesskaren viste Guds profetiske ord „mere end almindelig opmærksomhed“. — Hebræerne 2:1; 2 Peter 1:19.

⁴ Hvordan blev der i dette foredrag kastet lys over profetien? N. H. Knorr påviste først at det skarlagenrøde vilddyr i Åbenbaringen 17:3 står for Folkeforbundet, og fortsatte så med at skildre dets stormfulde tilværelse på grundlag af engelens næste ord til Johannes: „Det vilddyr som du så, var, men er ikke, og dog skal det stige op af afgrunden, og det går bort til ødelæggelse.“ — Åbenbaringen 17:8a.

5. (a) Hvordan kan det siges at vilddyret „var“ og derefter „ikke er“? (b) Hvordan besvarede N. H. Knorr spørgsmålet: „Vil Folkeforbundet forblive i afgrunden?“

⁵ Vilddyret „var“. Ja, det var begyndt at eksistere i skikkelse af Folkeforbundet den 10. januar 1920, og havde i kortere eller længere tid haft i alt 63 nationer som medlemmer. Men Japan, Tyskland og Italien havde trukket sig ud af Forbundet, og det tidligere Sovjetunionen var blevet ekskluderet som medlem. I september 1939 havde Tysklands nazistiske diktator indledt den anden verdenskrig.b Ude af stand til at bevare freden i verden var Folkeforbundet så at sige forsvundet ned i en uvirksomhedens afgrund. I 1942 fandtes det ikke længere. Hverken tidligere eller senere — men netop på dette afgørende tidspunkt — åbenbarede Jehova synets fulde betydning for sit folk! Ved „Den nye verdens teokratiske stævne“ kunne N. H. Knorr, i overensstemmelse med profetien, erklære at ’vilddyret ... ikke er’. Han stillede derefter spørgsmålet: „Vil Forbundet forblive i afgrunden?“ Idet han citerede Åbenbaringen 17:8 svarede han: „Sammenslutningen af verdens nationer vil stå frem igen.“ Og netop sådan gik det — til bekræftelse af Jehovas profetiske ord!

Op af afgrunden

6. (a) Hvornår steg det skarlagenrøde vilddyr op af afgrunden, og under hvilket navn? (b) Hvorfor er De Forenede Nationer i virkeligheden en genoplivning af det skarlagenrøde vilddyr?

⁶ Det skarlagenrøde vilddyr steg ganske rigtigt op af afgrunden igen. Ved San Francisco-konferencen vedtog 50 nationer den 26. juni 1945 under larmende fanfarer at underskrive De Forenede Nationers pagt. Organisationens formål var at „opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed“. Der var mange ligheder mellem Folkeforbundet og FN. The World Book Encyclopedia siger: „I visse henseender ligner FN Folkeforbundet, der blev oprettet efter den første verdenskrig ... Mange af de lande der grundlagde FN, havde også grundlagt Folkeforbundet. Ligesom Folkeforbundet blev FN oprettet for at medvirke til at bevare freden mellem nationerne. FN’s hovedorganer er meget lig Folkeforbundets.“ FN er derfor i virkeligheden en genoplivning af det skarlagenrøde vilddyr. Dets medlemstal på omkring 190 nationer overstiger langt Folkeforbundets 63; det har også påtaget sig flere forpligtelser end sin forgænger.

7. (a) På hvilken måde har jordens beboere undret sig over det genoplivede, skarlagenrøde vilddyr og beundret det? (b) Hvilket mål har FN ikke nået, og hvad har dets generalsekretær sagt i denne forbindelse?

⁷ I begyndelsen blev der udtrykt store forhåbninger i forbindelse med FN. Dette var en opfyldelse af engelens ord: „Og når de der bor på jorden ser at vilddyret var, men ikke er, og dog vil være her, vil de undre sig og beundre det, men deres navne er ikke fra verdens grundlæggelse skrevet i livets skriftrulle.“ (Åbenbaringen 17:8b) Jordens beboere har beundret denne nye kolos, der opererer fra sit imponerende hovedsæde ved East River i New York. Men FN har ikke formået at indføre sand fred og sikkerhed. I størsteparten af det 20. århundrede blev verdensfreden kun opretholdt ved hjælp af truslen om „gensidig forvisning om tilintetgørelse“ — på engelsk forkortet MAD, der betyder „vanvittig“ — og våbenkapløbet er blevet optrappet til at koste svimlende summer. Efter at De Forenede Nationer havde virket i næsten 40 år udtalte dets daværende generalsekretær, Javier Pérez de Cuéllar, i 1985: „Vi lever i en ny fanatismens tidsalder, og vi ved ikke hvad vi skal gøre ved det.“

8, 9. (a) Hvorfor kan FN ikke løse verdens problemer, og hvordan vil det snart gå det, ifølge Guds beslutning? (b) Hvorfor har FN’s grundlæggere og beundrere ikke deres navne skrevet i livets skriftrulle hos Gud? (c) Hvad vil Jehovas rige udrette?

⁸ FN har ikke løsningen. Og hvorfor ikke? Fordi menneskehedens Livgiver ikke er FN’s livgiver. Dets levetid bliver kortvarig, for ifølge Guds beslutning ’går det bort til ødelæggelse’. FN’s grundlæggere og beundrere har ikke deres navne indskrevet i livets skriftrulle hos Gud. Hvordan skulle syndige, dødelige mennesker, hvoraf mange spotter Guds navn, gennem FN kunne gennemføre det som Jehova Gud har erklæret at han vil gennemføre, ikke ved menneskelige midler, men gennem det herredømme der udøves af hans Messias? — Daniel 7:27; Åbenbaringen 11:15.

⁹ FN er i virkeligheden en gudsbespottelig erstatning for Guds messianske rige ved hans Fredsfyrste, Jesus Kristus — på hvis fyrstelige herredømme der ingen ende vil være. (Esajas 9:6, 7) Selv om det lykkes FN at flikke en midlertidig fred sammen, udbryder der snart nye krige. Det ligger i syndige menneskers natur. „Deres navne er ikke fra verdens grundlæggelse skrevet i livets skriftrulle.“ Jehovas rige ved Kristus vil ikke alene indføre evig fred på jorden men vil også, på grundlag af Jesu genløsningsoffer, oprejse de døde, både de retfærdige og de uretfærdige som er i Guds erindring. (Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15) Dette omfatter alle som har stået fast over for Satans og hans afkoms angreb, og andre som endnu har tilbage at vise om de vil være lydige. Det siger sig selv at livets skriftrulle hos Gud aldrig vil komme til at indeholde navnene på Babylon den Stores hårdnakkede tilhængere eller på nogen af dem der fortsætter med at tilbede vilddyret. — 2 Mosebog 32:33; Salme 86:8-10; Johannes 17:3; Åbenbaringen 16:2; 17:5.

Fred og sikkerhed — et forgæves håb

10, 11. (a) Hvad erklærede FN året 1986 for at være, og hvordan var reaktionen? (b) Hvor mange „religiøse familier“ samledes i Assisi for at bede for freden, og blev deres bønner besvaret af Gud? Forklar.

¹⁰ I et forsøg på at afstive menneskenes forhåbninger udråbte De Forenede Nationer 1986 til et „internationalt fredsår“ med temaet „At sikre freden og menneskehedens fremtid“. De krigsførende lande blev opfordret til at nedlægge deres våben, i det mindste dette ene år. Hvordan var deres reaktion? Ifølge en rapport fra Det Internationale Fredsforskningsinstitut var der alene i året 1986 hele fem millioner mennesker der mistede livet som følge af krig! Der blev slået nogle fredsmønter og udsendt nogle fredsfrimærker, men de fleste lande gjorde ikke meget for at realisere fredsidealet dette år. Men verdens kirker og religionssamfund — der altid har været ivrige efter at stå sig godt med FN — skabte opmærksomhed om året på forskellige måder. Den 1. januar 1986 lovpriste pave Johannes Paul II FN’s arbejde og indviede det nye år til freden. Og den 27. oktober samlede han lederne af mange af verdens kirker og religionssamfund i Assisi i Italien for at de sammen kunne bede for freden.

¹¹ Besvarer Gud sådanne bønner om fred? Ja, hvilken gud bad disse religiøse ledere til? Hvis man spurgte dem, ville hver gruppe give sit eget svar. Findes der et panteon bestående af millioner af guder som kan høre og besvare bønner der opsendes på mange forskellige måder? Mange af mødets deltagere dyrkede kristenhedens treenighed.c Buddhisterne, hinduerne og andre messede bønner til et utal af guder. I alt var tolv „religiøse familier“ samlet, og de var repræsenteret af sådanne personligheder som den anglikanske ærkebiskop af Canterbury, buddhismens Dalai Lama, en russisk-ortodoks metropolit, en shintopræsident fra Tokyo, afrikanske animister og to indianere i fuld fjerprydelse. Det var en farverig forsamling der så imponerende ud i fjernsynet. Én gruppe bad uden ophør i tolv timer. (Jævnfør Lukas 20:45-47.) Men nåede nogen af bønnerne højere end til de regnvejrsskyer der hang over stedet? Nej, og det af følgende grunde:

12. Af hvilke grunde besvarede Gud ikke de religiøse lederes bønner om fred?

¹² I modsætning til dem der ’vandrer i Jehovas navn’, rettede ingen af disse religiøse ledere deres bønner til Jehova, den levende Gud, hvis navn forekommer cirka 7000 gange i Bibelens grundtekst. (Mika 4:5; Esajas 42:8, 12)d Som helhed henvendte de sig ikke til Gud i Jesu navn, eftersom de fleste af dem slet ikke tror på Jesus Kristus. (Johannes 14:13; 15:16) Ingen af dem gør det som er Guds vilje i dag, nemlig at forkynde Guds kommende rige — og ikke FN — i hele verden som menneskehedens virkelige håb. (Mattæus 7:21-23; 24:14; Markus 13:10) Deres religiøse organisationer har for de flestes vedkommende været inddraget i historiens blodige krige, deriblandt de to verdenskrige der blev ført i det 20. århundrede. Gud siger til sådanne: „Selv om I beder mange bønner, hører jeg ikke efter; jeres hænder er fulde af udgydt blod.“ — Esajas 1:15; 59:1-3.

13. (a) Hvorfor er det betydningsfuldt at verdens religiøse ledere gjorde fælles sag med FN i bestræbelserne for at opnå fred? (b) Hvilket klimaks som er blevet forudsagt, vil råbene om fred kulminere i?

¹³ Det er desuden meget betydningsfuldt at de religiøse ledere netop nu gør fælles sag med De Forenede Nationer i bestræbelserne for fred. De vil gerne påvirke FN til deres egen fordel, især i nutiden hvor så mange af deres medlemmer vender religionen ryggen. Ligesom de utro ledere i fortidens Israel siger de: „Der er fred! Der er fred!“ skønt der ikke er fred. (Jeremias 6:14) Deres anmodninger om fred vil uden tvivl fortsætte, ja vokse i styrke og bidrage til det klimaks apostelen Paulus forudsagde med ordene: „Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide; og de skal afgjort ikke undslippe.“ — 1 Thessaloniker 5:2, 3.

14. Hvilken form kunne erklæringen „Fred og sikkerhed!“ antage, og hvordan kan man undgå at blive vildledt af den?

¹⁴ I de senere år har politikere ofte brugt udtrykket „fred og sikkerhed“ om forskellige planer af menneskelig oprindelse. Skal vi se verdensledernes bestræbelser som optakten til at ordene i Første Thessalonikerbrev 5:3 bliver opfyldt? Eller hentydede Paulus til en mere specifik begivenhed, noget der er så markant og omfattende at det vil påkalde sig hele verdens opmærksomhed? Da det ofte er sådan at Bibelens profetier først forstås fuldt ud når de er blevet opfyldt eller er ved at blive opfyldt, må vi vente og se. I mellemtiden véd kristne at uanset om nationerne skulle nå frem til noget der ligner fred og sikkerhed, vil alt alligevel, dybest set, være ved det gamle. Selviskheden, hadet, kriminaliteten, familiesammenbruddet, umoraliteten, sygdommene, sorgen og døden vil ikke være afskaffet. Derfor behøver intet råb om „fred og sikkerhed“ at vildlede dig, hvis blot du holder dig vågen for betydningen af verdensbegivenhederne og giver agt på de profetiske advarsler i Guds ord. — Markus 13:32-37; Lukas 21:34-36.

[Fodnoter]

[Ramme på side 250]

Fredsparadokset

Skønt FN erklærede 1986 for et internationalt fredsår, fortsatte det selvmorderiske våbenkapløb med øget styrke. Publikationen World Military and Social Expenditures 1986 oplyser følgende som maner til eftertanke:

I 1986 nåede verdens militærudgifter op på 5850 milliarder kroner.

Én times militærudgifter ville have været nok til at vaccinere de 3.500.000 der årligt døde af infektionssygdomme som kan forebygges.

Hvert femte menneske i verden levede i knugende fattigdom. Alle disse mennesker som sultede, kunne have fået nok at spise i et helt år for det det koster at opretholde verdens militær i to dage.

Sprængkraften i verdens samlede kernevåbenarsenal var 160.000.000 gange større end den der blev frigjort ved eksplosionen i Tjernobyl.

Der kunne fremstilles en atombombe som var over 500 gange kraftigere end den der blev kastet over Hiroshima i 1945.

Kernevåbenarsenalerne modsvarede over en million Hiroshima-bomber. De repræsenterede 2700 gange den sprængkraft der blev frigjort under den anden verdenskrig, hvor 38 millioner mennesker mistede livet.

Krigene var blevet hyppigere og mere dødbringende. I det 18. århundrede døde 4,4 millioner i krig, i det 19. århundrede 8,3 millioner, og i de første 86 år af det 20. århundrede 98,8 millioner. Siden det 18. århundrede er antallet af dødsofre i krige steget seks gange hurtigere end befolkningstilvæksten. Der var ti gange så mange dødsofre pr. krig i det 20. århundrede som i det 19.

[Illustrationer på side 247]

Som forudsagt forsvandt Folkeforbundet i afgrunden under den anden verdenskrig, men blev genoplivet i skikkelse af De Forenede Nationer

[Illustrationer på side 249]

Til støtte for FN’s „fredsår“ opsendte repræsentanter for verdens kirker og religionssamfund et babel af bønner i Assisi, men ingen af dem bad til den levende Gud, Jehova

Kapitel 35

Dommen fuldbyrdes over Babylon den Store

1. Hvordan beskriver engelen det skarlagenrøde vilddyr, og hvilken visdom er nødvendig for at forstå Åbenbaringens symboler?

I DEN fortsatte beskrivelse af det skarlagenrøde vilddyr fra Åbenbaringen 17:3 siger engelen til Johannes: „Her gælder det den forstand som har visdom: De syv hoveder betyder syv bjerge, som kvinden sidder på. Og der er syv konger: de fem er faldet, den ene er der, den anden er endnu ikke kommet, men når han kommer, skal han forblive en kort tid.“ (Åbenbaringen 17:9, 10) Engelen formidler her visdom ovenfra, den eneste visdom der kan give os forståelse af Åbenbaringens symboler. (Jakob 3:17) Det er denne visdom der sætter Johannesskaren og dens medarbejdere i stand til at indse alvoren af de tider vi lever i. Den skaber i hengivne hjerter dyb værdsættelse af Jehovas domme, som snart skal fuldbyrdes, og indgiver dem en sund frygt for Jehova. Det er som der siges i Ordsprogene 9:10: „Frygt for Jehova er visdommens begyndelse, og kundskab om den Allerhelligste er forstand.“ Hvad åbenbarer den guddommelige visdom os om vilddyret?

2. Hvad betyder det skarlagenrøde vilddyrs syv hoveder, og hvordan kunne det siges at „de fem er faldet“ og at „den ene er der“?

² Det glubske vilddyrs syv hoveder står for syv „bjerge“ eller syv „konger“. Begge udtryk anvendes i Bibelen til at betegne regeringer eller riger. (Jeremias 51:24, 25; Daniel 2:34, 35, 44, 45) I Bibelen omtales seks verdensriger som har haft berøring med Guds folk: Ægypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien, Grækenland og Rom. Fem af disse var allerede kommet og gået på den tid da Johannes fik Åbenbaringen, hvorimod Rom stadig var et livskraftigt verdensrige. Dette stemmer udmærket med ordene: „de fem er faldet, den ene er der.“ Hvilket rige er så „den anden“ der skulle komme?

3. (a) Hvornår blev Romerriget delt i to? (b) Hvad skete der i den vestlige del? (c) Hvordan må man betragte Det Hellige Romerske Rige?

³ Romerriget blev stående og udvidede sit herredømme i flere hundrede år efter Johannes’ tid. I år 330 flyttede kejser Konstantin sin hovedstad fra Rom til Byzantion, som han omdøbte til Konstantinopel. I 395 blev Romerriget delt i et østligt og et vestligt rige. I 410 faldt byen Rom for vestgoternes konge Alarik (en germansk stamme der havde omvendt sig til den arianske udgave af „kristendommen“). Andre germanske stammer (der også var „kristne“) indtog Spanien og store dele af Romerrigets områder i Nordafrika. De efterfølgende århundreder var præget af uro og omvæltninger. I vest fremstod betydningsfulde kejsere som Karl den Store, der knyttede en alliance med pave Leo III i det 9. århundrede, og Frederik II, der regerede i det 13. århundrede. Men deres rige, som de kaldte Det Hellige Romerske Rige, var langt mindre end Romerriget havde været i sin storhedstid. Snarere end at være et nyt imperium, var det en genoprettelse eller en videreførelse af dette gamle rige.

4. Hvilken fremgang havde det østlige rige, men hvordan gik det med store dele af det område som Rom havde hersket over i Nordafrika, Spanien og Syrien?

⁴ Det østromerske rige med hovedstaden Konstantinopel fortsatte i et noget spændt forhold til det vestromerske rige. I det sjette århundrede var den østromerske kejser Justinian I i stand til at generobre store dele af Nordafrika, og han gik også ind i Spanien og Italien. I det syvende århundrede genvandt Justinian II nogle områder af Makedonien som var blevet erobret af slaviske stammer. Men ved begyndelsen af det ottende århundrede var store dele af de tidligere romerske områder i Nordafrika, Spanien og Syrien kommet ind under det nye islamiske imperium og var dermed gledet både Konstantinopel og Rom af hænde.

5. Hvordan gik der mange hundrede år før de sidste politiske spor af Romerriget var forsvundet, selv om byen Rom faldt allerede i år 410?

⁵ Byen Konstantinopel holdt stand mod både persere, arabere, bulgarere og russere, og da den omsider faldt i 1203, var det ikke for muslimerne, men for korsfarerne vestfra. I 1453 blev byen imidlertid indtaget af den muslimske, osmanniske hersker Mehmet II og blev snart efter gjort til hovedstad i det osmanniske, eller tyrkiske, storrige. Selv om byen Rom faldt i 410, gik der altså mange hundrede år før alle politiske spor af Romerriget forsvandt fra verdensskuepladsen. Og selv efter dette var dets indflydelse stadig mærkbar i de religiøse imperier der byggede på pavevældet i Rom og de ortodokse kirker i øst.

6. Hvilke helt nye imperier opstod, og hvilket af dem blev det stærkeste?

⁶ Omkring det 15. århundrede begyndte nogle lande imidlertid at opbygge helt nye imperier. Skønt nogle af disse nye stormagter opstod i områder som tidligere havde hørt under Rom, var deres imperier ikke blot en videreførelse af Romerriget. Både Portugal, Spanien, Frankrig og Nederlandene skaffede sig vidtstrakte besiddelser. Stærkest blev imidlertid England, der kom til at herske over et vældigt imperium hvor ’solen aldrig gik ned’. Dette imperium omfattede til forskellige tider store dele af Nordamerika, Afrika, Indien og Sydøstasien, såvel som den sydlige del af Stillehavsområdet.

7. Hvordan opstod der en slags dobbeltverdensmagt, og hvor længe sagde Johannes at det syvende ’hoved’, eller den syvende verdensmagt, ville bestå?

⁷ Ved begyndelsen af det 19. århundrede havde nogle af kolonierne i Nordamerika revet sig løs fra England og dannet de uafhængige Amerikas Forenede Stater. Politisk bestod der længe et modsætningsforhold mellem den nye nation og det gamle moderland, men den første verdenskrig tvang begge lande til at vedkende sig deres fælles interesser og befæstede et særligt forhold mellem dem. Derved opstod der en slags dobbeltverdensmagt, bestående af Amerikas Forenede Stater, som nu var verdens rigeste nation, og Storbritannien, sædet for verdens største imperium. Her var det syvende ’hoved’, den syvende verdensmagt, der bestod ind i endens tid og beherskede de områder hvor de nutidige vidner for Jehova begyndte deres virke. I sammenligning med det sjette hoveds langvarige herredømme består det syvende kun „en kort tid“, indtil Guds rige udsletter alle statsdannelser.

Hvorfor kaldes det en ottende konge?

8, 9. Hvordan omtaler engelen det symbolske skarlagenrøde vilddyr, og i hvilken forstand stammer det fra de syv?

⁸ Engelen forklarer videre: „Og vilddyret som var, men ikke er, er også selv en ottende konge, men stammer fra de syv, og det går bort til ødelæggelse.“ (Åbenbaringen 17:11) Det symbolske skarlagenrøde vilddyr „stammer fra“ de syv hoveder. Det vil sige at det skylder disse hoveder — hovederne på det oprindelige ’vilddyr fra havet’, som det selv er et billede af — sin eksistens. På hvilken måde? Jo, det hoved der havde overtaget i 1919, var den angloamerikanske magt. De foregående seks hoveder var faldet, og stillingen som den dominerende magt i verden var gået over til dette dobbelte hoved og beroede nu dér. Dette syvende hoved, den nuværende repræsentant i den lange række af verdensriger, var drivkraften bag oprettelsen af Folkeforbundet og er stadig den magt der yder De Forenede Nationer den største opbakning og økonomiske støtte. Symbolsk set stammer det skarlagenrøde vilddyr — den ottende konge — således fra de oprindelige syv hoveder. Betragtet under denne synsvinkel harmonerer udtalelsen om at det skarlagenrøde vilddyr stammer fra de syv, udmærket overens med den tidligere åbenbaring om at det var vilddyret med de to horn ligesom et lam (den angloamerikanske verdensmagt, det oprindelige vilddyrs syvende hoved) der anbefalede at billedet blev lavet, og gav det liv. — Åbenbaringen 13:1, 11, 14, 15.

⁹ Desuden omfattede Folkeforbundets oprindelige medlemmer, foruden Storbritannien, flere stater hvis land havde været regeringssæde for nogle af de tidligere hoveder, nemlig Grækenland, Iran (Persien) og Italien (Rom). Efterhånden er stater som behersker stort set alle de områder der hørte ind under de seks tidligere verdensriger, blevet medlemmer af vilddyrets billede. Også i denne betydning kan det siges at det skarlagenrøde vilddyr stammer fra de syv verdensriger.

10. (a) Hvordan kan det siges at det skarlagenrøde vilddyr ’selv er en ottende konge’? (b) Hvordan har en leder af det tidligere Sovjetunionen erklæret sin støtte til De Forenede Nationer?

¹⁰ Læg mærke til at det skarlagenrøde vilddyr ’også selv er en ottende konge’. FN er udformet så det ligner en verdensregering. Undertiden har det endog optrådt i denne rolle ved at sende hære ud for at løse internationale stridigheder, som for eksempel i Korea, på Sinajhalvøen, i visse afrikanske lande og i Libanon. Men det er kun billedet af en konge. Ligesom et religiøst billede har det ikke nogen virkelig indflydelse eller magt ud over den det udstyres med af dem der har frembragt det og tilbeder det. Til tider forekommer dette symbolske vilddyr at være svagt; men FN er aldrig blevet fuldstændig tappet for kraft, som da diktator-orienterede medlemmer trak sig ud af Folkeforbundet og sendte det magtesløst i afgrunden. (Åbenbaringen 17:8) Skønt de ikke just er meningsfæller på andre områder, erklærede en fremtrædende leder af det tidligere Sovjetunionen i 1987 sin støtte til FN ligesom paverne i Rom har gjort. Han opfordrede endog til at man indførte „et omfattende system til international sikkerhed“ baseret på FN. Som Johannes snart skal erfare, vil den tid komme da FN optræder med stor myndighed. Derefter vil det selv ’gå bort til ødelæggelse’.

Ti konger med myndighed i én time

11. Hvad fortæller Jehovas engel om de ti horn på det skarlagenrøde vilddyr?

¹¹ I det foregående kapitel i Åbenbaringen udgød den sjette og den syvende engel to skåle med Guds harme. Derved blev vi underrettet om at jordens konger er ved at blive samlet til Guds krig ved Harmagedon og at Babylon den Store vil blive „husket for Guds øjne“. (Åbenbaringen 16:1, 14, 19) Vi vil nu få mere at vide om hvordan Guds domme over disse elementer vil blive fuldbyrdet. Lyt igen til Jehovas engel der taler til Johannes. „Og de ti horn som du så, betyder ti konger, som endnu ikke har fået herredømme, men de får myndighed som konger én time sammen med vilddyret. De har én tanke, og derfor giver de deres magt og myndighed til vilddyret. De vil føre krig mod Lammet, men fordi Lammet er herrers Herre og kongers Konge vil det sejre over dem. Og det vil de kaldede og udvalgte og trofaste sammen med ham også.“ — Åbenbaringen 17:12-14.

12. (a) Hvad skildrer de ti horn? (b) I hvilken forstand havde de symbolske ti horn ’endnu ikke fået herredømme’? (c) Hvordan har de symbolske ti horn herredømme nu, og hvor længe vil de have det?

¹² De ti horn skildrer alle de politiske magter der i øjeblikket optræder på verdensskuepladsen og som støtter vilddyrets billede. Det er meget få af de lande der findes nu, der var kendt på Johannes’ tid. Og de der var, som for eksempel Ægypten og Persien (Iran), har i dag en helt anden politisk struktur end dengang. Derfor kunne det siges at i det første århundrede havde de ti horn ’endnu ikke fået herredømme’. Men nu på Herrens dag har de herredømme eller politisk myndighed. Med de store kolonirigers sammenbrud, især siden den anden verdenskrig, er der opstået mange nye nationer. Både disse nye nationer og de magter der har bestået længere, skal herske sammen med vilddyret en kort tid — blot „én time“ — inden Jehova gør ende på al verdslig, politisk myndighed i Harmagedon.

13. Hvordan har de ti horn „én tanke“, og hvordan vil de derfor stille sig til Lammet?

¹³ Nationalismen er i dag en af de stærkeste kræfter som driver disse ti horn. De har „én tanke“ i den forstand at de ønsker at bevare deres nationale suverænitet frem for at anerkende Guds rige. Det var deres vigtigste grund til at tilslutte sig Folkeforbundet og siden De Forenede Nationer — at bevare verdensfreden og derved sikre deres egen eksistens. Denne indstilling betyder at hornene vil modstå Lammet, „herrers Herre og kongers Konge“, eftersom det er Jehovas hensigt at hans rige ved Jesus Kristus snart skal træde i stedet for alle disse riger. — Daniel 7:13, 14; Mattæus 24:30; 25:31-33, 46.

14. Hvordan er det muligt for de herskende i verden at føre krig mod Lammet, og hvad vil udfaldet blive?

¹⁴ Denne verdens herskere kan naturligvis intet gøre mod Jesus selv. Han befinder sig i himmelen, langt uden for deres rækkevidde. Men Jesu brødre, de der er tilbage af kvindens afkom, befinder sig stadig på jorden og forekommer at være en let modstander. (Åbenbaringen 12:17) Mange af hornene har allerede behandlet dem særdeles fjendtligt, og på denne måde har de ført krig mod Lammet. (Mattæus 25:40, 45) Men snart kommer tiden da Guds rige „vil knuse og gøre ende på alle disse riger“. (Daniel 2:44) Da vil jordens konger befinde sig i en håbløs kamp mod Lammet, hvilket vi skal se i det følgende. (Åbenbaringen 19:11-21) Her erfarer vi dog nok til at indse at nationerne ikke vil sejre. Skønt de og det skarlagenrøde FN-vilddyr har deres ene, fælles tanke, kan de ikke besejre „herrers Herre og kongers Konge“ og heller ikke „de kaldede og udvalgte og trofaste sammen med ham“, heriblandt hans salvede disciple som stadig er på jorden. Disse vil også sejre, nemlig ved at bevare deres uangribelighed som svar på Satans ondsindede anklager. — Romerne 8:37-39; Åbenbaringen 12:10, 11.

Skøgen gøres øde og nøgen

15. Hvad siger engelen om skøgen og om de ti horns og vilddyrets holdning til hende?

¹⁵ Guds folk er ikke det eneste mål for de ti horns fjendskab. Engelen henleder nu igen Johannes’ opmærksomhed på skøgen: „Og han siger til mig: ’De vande som du så, hvor skøgen sidder, er folk og skarer og nationer og tungemål. Og de ti horn som du så, og vilddyret, disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes kød og opbrænde hende med ild.’“ — Åbenbaringen 17:15, 16.

16. Hvorfor vil Babylon den Store ikke kunne sætte sin lid til at dets vande vil beskytte det når de politiske regeringer vender sig imod det?

¹⁶ Ligesom fortidens Babylon satte sin lid til sine vandbaserede forsvarsværker, sætter det store Babylon i dag sin lid til sit enorme antal medlemmer, „folk og skarer og nationer og tungemål“. Engelen henleder meget passende vor opmærksomhed på disse før han fortæller om en chokerende vending begivenhederne vil tage: Jordens politiske regeringer vil vende sig voldeligt mod Babylon den Store. Hvad vil alle disse ’folk, skarer, nationer og tungemål’ da gøre? Guds folk er allerede i færd med at advare Babylon den Store om at Eufratfloden vil tørre ud. (Åbenbaringen 16:12) Vandene vil efterhånden trække sig fuldstændig bort. De vil ikke kunne yde den frastødende gamle skøge nogen virkelig hjælp eller støtte i nødens stund. — Esajas 44:27; Jeremias 50:38; 51:36, 37.

17. (a) Hvorfor vil Babylon den Stores rigdomme ikke redde det? (b) Hvordan vil Babylon den Stores endeligt blive? (c) Hvad, foruden de ti horn eller de enkelte nationer, er med til at hærge Babylon den Store?

¹⁷ Babylon den Stores umådelige materielle rigdomme vil ikke redde hende. De vil måske endda snarere fremskynde hendes tilintetgørelse, for synet viser at når vilddyret og de ti horn giver deres had til hende frit løb, vil de rive hendes kongelige klæder og alle hendes smykker af hende. De vil plyndre hendes rigdomme. De ’gør hende nøgen’, idet de til skændsel for hende afslører hendes sande karakter. Hvilken blottelse! Hendes endeligt bliver også langtfra ærefuldt. De tilintetgør hende, ’æder hendes kød’, reducerer hende til et livløst skelet. Til sidst ’opbrænder de hende med ild’. Hun bliver brændt ligesom et lig der bærer pestsmitte, og får ikke nogen hæderlig begravelse! Det er ikke nationerne alene, repræsenteret ved de ti horn, der tilintetgør den store skøge, men „vilddyret“, FN selv, gør fælles sag med dem i deres hærgen. FN vil give sin billigelse til udslettelsen af den falske religion. Et flertal af FN’s mere end 190 medlemslande har allerede, ved deres stemmeafgivning, vist en fjendtlig indstilling til religionen, især kristenhedens religion.

18. (a) Hvilke vidnesbyrd er der om at et indgreb fra nationernes side mod den babyloniske religion kunne blive muligt? (b) Hvad vil være den egentlige grund til det altomfattende angreb på den store skøge?

¹⁸ Hvad skulle få nationerne til at fare så voldsomt frem mod deres tidligere elskerinde? Vi har i den nyere tids historie set vidnesbyrd om at et sådant indgreb mod den babyloniske religion kunne blive muligt. Den officielle, statslige modstand har stærkt begrænset religionens indflydelse i lande som det tidligere Sovjetunionen og Kina. I de protestantiske dele af Europa har udbredt tvivl og ligegyldighed fået kirkerne til at stå tomme, med det resultat at religionen praktisk taget er død. Det vældige katolske imperium sønderslides af oprør og uoverensstemmelser, som dets ledere har været ude af stand til at lægge en dæmper på. Dog må vi ikke glemme at dette sidste, altomfattende angreb på Babylon den Store kommer som et udtryk for Guds uforanderlige dom over den store skøge.

De udfører Guds tanke

19. (a) Hvad kan vi lære af den måde hvorpå Jehova eksekverede sin dom over det frafaldne Jerusalem i 607 f.v.t.? (b) Hvad tjener Jerusalems øde og ubeboede tilstand efter 607 f.v.t. som et billede på?

¹⁹ Hvordan eksekverer Jehova denne dom? Som illustration kan vi se på hvordan han greb ind over for sit frafaldne folk i fortiden, om hvem han sagde: „Hos Jerusalems profeter har jeg set noget der er grufuldt: de begår ægteskabsbrud og vandrer i løgn; og de har styrket de ondes hænder så de ikke vender om, hver fra sin ondskab. For mig er de alle blevet som Sodoma, og dets indbyggere som Gomorra.“ (Jeremias 23:14) I 607 f.v.t. brugte Jehova Nebukadnezar til at straffe denne by der i åndelig forstand var som en ægteskabsbryderske, og lod ham ’tage hendes klæder af hende, tage hendes smukke ting og efterlade hende nøgen og bar’. (Ezekiel 23:4, 26, 29) Datidens Jerusalem var et forbillede på kristenheden i vore dage, og som Johannes har set i tidligere syner, vil Jehova straffe kristenheden og resten af den falske religion på samme måde. At Jerusalem efter 607 f.v.t. lå øde og ubeboet hen, viser hvordan kristenheden vil se ud efter at den er blevet berøvet sine rigdomme og er blevet afsløret i al sin skændighed. Og det vil ikke gå resten af det store Babylon spor bedre.

20. (a) Hvordan viser Johannes at Jehova endnu en gang vil bruge jordiske herskere til at eksekvere sin dom? (b) Hvad er Guds „tanke“? (c) Hvordan vil nationerne udføre deres „ene tanke“, men hvis tanke vil det i virkeligheden være der bliver udført?

²⁰ Jehova bruger igen jordiske herskere til at eksekvere sin dom. „For Gud har indgivet i deres hjerter at udføre hans tanke, ja at udføre deres ene tanke ved at give deres herredømme til vilddyret, indtil Guds ord vil være fuldbyrdet.“ (Åbenbaringen 17:17) Hvad er Guds „tanke“? At få Babylon den Stores skarprettere til at slutte sig sammen for at tilintetgøre hende fuldstændigt. Deres motiv til at angribe hende vil naturligvis være at udføre deres egen „ene tanke“. De vil føle at det tjener deres egne nationalistiske interesser at vende sig mod den store skøge. De vil måske komme til at betragte den organiserede religions fortsatte eksistens inden for deres grænser som en trussel mod deres suverænitet. Men det vil i virkeligheden være Jehova der styrer begivenhederne; de vil udføre hans tanke ved med ét slag at tilintetgøre hans ældgamle, skøgeagtige fjende! — Jævnfør Jeremias 7:8-11, 34.

21. Hvad vil nationerne øjensynlig gøre med De Forenede Nationer, eftersom det skarlagenrøde vilddyr vil blive brugt til at udslette Babylon den Store?

²¹ Ja, nationerne vil bruge det skarlagenrøde vilddyr, De Forenede Nationer, til at tilintetgøre Babylon den Store. De vil ikke handle på eget initiativ, for det er Jehova der indgiver i deres hjerter „at udføre deres ene tanke ved at give deres herredømme til vilddyret“. Når den tid kommer vil nationerne uden tvivl se behovet for at styrke De Forenede Nationer. De vil så at sige give det tænder — overlade det den magt og myndighed de har, så det kan vende sig mod den falske religion og bekæmpe den „indtil Guds ord vil være fuldbyrdet“. Således bliver den gamle skøge fuldstændig fjernet. Hvilken befrielse!

22. (a) Hvad ligger der i de ord hvormed engelen afslutter sit vidnesbyrd? (b) Hvordan reagerer Jehovas Vidner på afsløringen af hemmeligheden?

²² Som for at understrege at Jehovas dom over den falske religions verdensimperium med sikkerhed vil blive eksekveret, afslutter engelen sit vidnesbyrd med at sige: „Og kvinden som du så, er den store by som har herredømme over jordens konger.“ (Åbenbaringen 17:18) Ligesom Babylon på Belsazzars tid er det store Babylon „blevet vejet på vægten og fundet for let“. (Daniel 5:27) Eksekveringen af dommen vil være hurtig og endelig. Og hvordan reagerer Jehovas Vidner på afsløringen af hemmeligheden om den store skøge og det skarlagenrøde vilddyr? Jo, de forkynder nidkært Jehovas domsdag, mens de taler „med ynde“ til dem der oprigtigt søger sandheden. (Kolossenserne 4:5, 6; Åbenbaringen 17:3, 7) Som det fremgår af det næste kapitel, må alle som ønsker at overleve når den store skøge tilintetgøres, handle nu, uden tøven!

[Illustrationer på side 252]

Rækken af de syv verdensriger

ÆGYPTEN

ASSYRIEN

BABYLON

MEDO-PERSIEN

GRÆKENLAND

ROM

ANGLO-AMERIKA

[Illustrationer på side 254]

’Det er selv en ottende konge’

[Illustration på side 255]

Idet de vender Lammet ryggen „giver de deres magt og myndighed til vilddyret“

[Illustration på side 257]

Kristenheden vil ligesom fortidens Jerusalem blive lagt fuldstændig i grus

Kapitel 36

Den store by lægges øde

Tolvte syn — Åbenbaringen 18:1–19:10

Emne: Babylon den Stores fald og ødelæggelse; bekendtgørelsen af Lammets bryllup

Tiden for opfyldelsen: Fra 1919 til efter den store trængsel

1. Hvad vil være begyndelsen til den store trængsel?

PLUDSELIG, chokerende, forfærdende — sådan vil Babylon den Stores undergang blive! Det vil blive en af historiens største katastrofer, ja, det vil være begyndelsen til „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. — Mattæus 24:21.

2. Hvilket imperium er blevet stående, selv om politiske riger er blevet opbygget og gået til grunde?

² Den falske religion har lang tid bag sig. Den har eksisteret uden afbrydelse siden den blodtørstige Nimrods tid, han der var i opposition til Jehova og satte folk til at bygge Babelstårnet. Da Jehova forvirrede disse oprøreres sprog og spredte dem ud over jorden, tog de Babylons falske religion med sig. (1 Mosebog 10:8-10; 11:4-9) Siden er politiske riger blevet opbygget og gået til grunde, men den babyloniske religion er blevet stående. Den har antaget mange former og skikkelser og er blevet til et religiøst verdensimperium, det forudsagte store Babylon. Den mest fremtrædende del af dette store Babylon er kristenheden, som blev til ved en sammensmeltning af gamle babyloniske lærdomme og falsk kristen lære. Eftersom det store Babylon har eksisteret i så lang tid, har mange svært ved at tro at det nogen sinde vil blive ødelagt.

3. Hvordan bekræfter Åbenbaringen at den falske religion vil lide undergang?

³ Det er derfor meget passende at Åbenbaringen bekræfter den falske religions undergang ved at give os to detaljerede beskrivelser af det store Babylons fald og de efterfølgende begivenheder der fører til dets fuldstændige tilintetgørelse. Vi har allerede set den falske religion skildret som en stor skøge der til sidst bliver lagt øde af sine fordums elskere fra den politiske verden. (Åbenbaringen 17:1, 15, 16) Nu skal vi, i et andet syn, se den skildret som en by, det religiøse modstykke til fortidens Babylon.

Babylon den Store falder

4. (a) Hvilket syn ser Johannes nu? (b) Hvordan kan vi se hvem engelen er, og hvorfor er det passende at det er ham der bekendtgør Babylon den Stores fald?

⁴ Johannes fortsætter sin beretning med ordene: „Efter dette så jeg en anden engel stige ned fra himmelen; han havde stor myndighed, og jorden blev oplyst af hans herlighed. Og han råbte med stærk røst idet han sagde: ’Hun er faldet! Babylon den Store er faldet.’“ (Åbenbaringen 18:1, 2a) Det er anden gang Johannes hører en engel bekendtgøre dette. (Se Åbenbaringen 14:8.) Denne gang bliver budskabets betydning imidlertid understreget af den himmelske engels storhed, for hans herlighed oplyser hele jorden! Hvem kan han være? Århundreder tidligere nævnte profeten Ezekiel i beskrivelsen af et himmelsk syn at „jorden lyste på grund af [Jehovas] herlighed“. (Ezekiel 43:2) Den eneste engel som har en herlighed der kan sammenlignes med Jehovas må være Herren Jesus, som er „[Guds] herligheds genskær og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen“. (Hebræerne 1:3) I 1914 blev Jesus indsat som konge i himmelen, og siden da har han udøvet myndighed over jorden som Jehovas medkonge og meddommer. Det er derfor passende at det er ham der bekendtgør Babylon den Stores fald.

5. (a) Hvem gør engelen brug af til at forkynde Babylon den Stores fald? (b) Hvordan gik det kristenheden da dommen begyndte med dem der bekendte sig til at være „Guds hus“?

⁵ Hvem benytter han til at forkynde denne forbløffende nyhed for menneskene? Det selv samme folk som blev sat i frihed som følge af dette fald, nemlig Johannesskaren, de sidste af de salvede som er tilbage på jorden. Fra 1914 til 1918 gennemgik de mange lidelser for Babylon den Stores hånd, men i 1918 begyndte Herren Jehova og „[Abrahams]pagtens sendebud“, Jesus Kristus, at dømme „Guds hus“, dem der bekendte sig som kristne. Derved blev den frafaldne kristenhed stillet til doms. (Malakias 3:1; 1 Peter 4:17) Den enorme blodskyld den havde pådraget sig under den første verdenskrig, dens meddelagtighed i forfølgelsen af Jehovas trofaste vidner, og dens babyloniske lærdomme — intet af dette tjente til gunst for den. Der var heller ingen andre dele af Babylon den Store som kunne opnå Guds godkendelse. — Jævnfør Esajas 13:1-9.

6. Hvordan kan det siges at Babylon den Store var faldet i 1919?

⁶ I 1919 var Babylon den Store derfor faldet, så Guds folk kunne blive udfriet og, så at sige på én dag, blive ført tilbage til sit land med åndelig velstand. (Esajas 66:8) På det tidspunkt havde Jehova Gud og Jesus Kristus, den større Darius og den større Kyros, ledet begivenhederne på en sådan måde at den falske religion ikke længere kunne fastholde Jehovas tjenere. Den kunne ikke længere forhindre dem i at tjene Jehova og gøre kendt for alle som ville høre, at det skøgelignende store Babylon var dømt og at Jehovas suverænitet snart ville blive hævdet! — Esajas 45:1-4; Daniel 5:30, 31.

7. (a) Hvordan betragtede Jehova det store Babylon, selv om det ikke blev udslettet i 1919? (b) Hvordan berørte Babylon den Stores fald Jehovas folk?

⁷ Det er sandt at Babylon den Store ikke blev ødelagt i 1919 — lige så lidt som oldtidsbyen Babylon blev ødelagt i 539 f.v.t. da den faldt for perserkongen Kyros’ hære. Men set med Jehovas øjne var denne religiøse organisation faldet. Den var juridisk set dødsdømt og ventede blot på henrettelsen; derfor kunne den falske religion ikke længere holde Jehovas tjenere i fangenskab. (Jævnfør Lukas 9:59, 60.) De blev udfriet, så de kunne tjene som Herrens trofaste og kloge træl og tilvejebringe åndelig mad i rette tid. De havde selv fået en positiv dom og blev sat til igen at være travlt optaget i Jehovas gerning. — Mattæus 24:45-47; 25:21, 23; Apostelgerninger 1:8.

8. Hvilken begivenhed giver vægteren meddelelse om i Esajas 21:8, 9, og hvem er denne vægter et forbillede på?

⁸ For over to tusind år siden lod Jehova andre profeter forudsige denne skelsættende begivenhed. Esajas talte for eksempel om en vægter der „råbte ... som en løve: ’På vagttårnet, Jehova, står jeg dagen lang, og på min vagt stiller jeg mig hver eneste nat.’“ Og hvad fik denne vægter at se, som han forkyndte modigt som en løve? Dette: „Hun er faldet! Babylon er faldet, og alle de udskårne billeder af hendes guder har [Jehova] knust og kastet til jorden!“ (Esajas 21:8, 9) Denne vægter er et udmærket billede på den årvågne Johannesskare i dag, der ved hjælp af bladet Vagttårnet og andre teokratiske publikationer udbreder budskabet om at Babylon er faldet.

En nedgangstid for Babylon den Store

9, 10. (a) Hvordan er det siden den første verdenskrig gået tilbage med den babyloniske religions indflydelse? (b) Hvordan beskriver den mægtige engel Babylon den Stores faldne tilstand?

⁹ Det gamle Babylons fald i 539 f.v.t. indledte en lang nedgangstid som endte med byens fuldstændige ødelæggelse. I lighed med dette er det siden den første verdenskrig gået stærkt tilbage for den babyloniske religions indflydelse overalt i verden. I Japan blev den shintoistiske kejserdyrkelse forbudt efter den anden verdenskrig. I Kina kontrollerer den kommunistiske regering al religiøs virksomhed. I det protestantiske Nordeuropa har de fleste mennesker mistet interessen for religion. Og den romersk-katolske kirke er på det seneste blevet svækket af indre splittelser og meningsforskelle i hele sit verdensomspændende domæne. — Jævnfør Markus 3:24-26.

¹⁰ Hele denne udvikling skal uden tvivl ses som et udtryk for at ’Eufratfloden er ved at tørre bort’ som en forberedelse til det kommende militaristiske angreb på Babylon den Store. Denne ’udtørring’ afspejles også i pavens meddelelse i oktober 1986 om at kirken må „vende tilbage til tiggeriet“ — på grund af sit kæmpestore underskud. (Åbenbaringen 16:12) Navnlig siden 1919 er Babylon den Store blevet afsløret for offentlighedens øjne som en åndelig ødemark, netop som den mægtige engel her bekendtgør: „Og hun er blevet bolig for dæmoner og skjulested for enhver uren dunst og skjulested for enhver uren og hadet fugl!“ (Åbenbaringen 18:2b) Inden længe vil det rent bogstaveligt blive en sådan ødemark — lige så øde som Babylons ruiner i nutidens Irak. — Se også Jeremias 50:25-28.

11. I hvilken forstand er Babylon den Store blevet „bolig for dæmoner“ og ’skjulested for urene dunster og urene fugle’?

¹¹ Ordet „dæmoner“ i denne passage kan uden tvivl føres tilbage til udtrykket „bukkelignende dæmoner“ (s^e‛īrīmʹ) i Esajas’ beskrivelse af Babylons fald: „Dér skal de tørre egnes dyr lægge sig, og husene skal fyldes med hornugler. Og dér skal strudsene tage bolig, og dér vil bukkelignende dæmoner springe omkring.“ (Esajas 13:21) Det hentyder sandsynligvis ikke til bogstavelige dæmoner, men snarere til langhårede ørkendyr hvis udseende fik dem der så dem, til at tænke på dæmoner. At der i Babylon den Stores ruiner billedligt findes sådanne dyr, foruden stillestående, giftig luft („enhver uren dunst“) og urene fugle, er et udtryk for dets åndeligt døde tilstand. Det kan ikke stille menneskene noget som helst liv i udsigt. — Jævnfør Efeserbrevet 2:1, 2.

12. Hvordan svarer Babylon den Stores tilstand til profetien i Jeremias 50?

¹² Dets tilstand svarer også til det der siges i Jeremias’ profeti: „’Sværd imod kaldæerne,’ lyder Jehovas udsagn, ’og imod Babylons indbyggere og imod dets fyrster og imod dets vismænd. ... Tørke over dets vande, og de tørres bort. For det er et land med billedstøtter, og på grund af skrækkelige syner handler de forrykt. Derfor vil de tørre egnes dyr bo deri sammen med hylende dyr; også strudsene skal bo der; og det vil aldrig mere blive beboet, og det vil heller aldrig selv tage bolig dér, generation efter generation.’“ Billeddyrkelse og fremsigelse af de samme bønner igen og igen kan ikke redde Babylon den Store fra en gengældelse som svarer til det der skete da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. — Jeremias 50:35-40.

Hendes lidenskabsvækkende vin

13. (a) Hvordan henleder den mægtige engel opmærksomheden på omfanget af Babylon den Stores skøgevæsen? (b) Hvilken form for umoralitet som trivedes i det gamle Babylon, findes også inden for Babylon den Store?

¹³ Den mægtige engel henleder dernæst opmærksomheden på det vældige omfang af Babylon den Stores skøgevæsen: „For på grund af hendes utugts lidenskabsvækkende vina er alle nationerne faldet som ofre, og jordens konger har begået utugt med hende, og jordens rejsende købmænd er blevet rige som følge af hendes skamløse overdådigheds magt.“ (Åbenbaringen 18:3) Den store skøge har lært alle nationerne at begå urene religiøse handlinger. I det gamle Babylon skulle enhver kvinde, ifølge den græske historieskriver Herodot, mindst én gang i sit liv tilbyde sig som prostitueret ved et tempel. Den dag i dag er frastødende seksuelt fordærv skildret i de krigsskadede skulpturer i Angkor Vat i Kampuchea og ligeledes i templerne i Khajuraho i Indien, hvor hinduguden Vishnu ses omgivet af afskyvækkende erotiske scener. De afsløringer af umoralitet der i 1987 og igen i 1988 rystede tv-evangelismens verden i De Forenede Stater, og den åbne indrømmelse af at mange præster praktiserer homoseksualitet, understreger at selv kristenheden tolererer chokerende, bogstavelig utugt. Imidlertid er alle nationerne faldet som ofre for en endnu alvorligere form for utugt.

14-16. (a) Hvilket illegitimt forhold mellem religion og politik udviklede sig i det fascistiske Italien? (b) Hvilke udtalelser blev fremsat af biskopper i den romersk-katolske kirke da Italien invaderede Abessinien?

¹⁴ Vi har allerede været inde på det åndeligt umoralske forhold mellem religion og politik som bragte Hitler til magten i Nazityskland. Andre lande har også lidt under at religionen har blandet sig i verdslige anliggender. I det fascistiske Italien blev Lateranforliget den 11. februar 1929 underskrevet af Mussolini og kardinal Gasparri, hvorved Vatikanstaden blev en suveræn stat. Pave Pius XI hævdede at han havde „givet Italien tilbage til Gud, og Gud tilbage til Italien“. Var det sandt? Overvej hvad der skete seks år senere. Den 3. oktober 1935 gik Italien ind i Abessinien under påskud af at det var „et barbarisk land der stadig praktiserer slaveri“. Men hvem var i virkeligheden barbarisk? Fordømte den katolske kirke Mussolinis barbari? Mens paven selv formulerede sig tvetydigt, holdt hans biskopper sig ikke tilbage fra at velsigne deres italienske „fædrelands“ væbnede styrker. I bogen The Vatican in the Age of the Dictators fortæller Anthony Rhodes:

¹⁵ „I sit hyrdebrev den 19. oktober [1935] skrev biskoppen af Udine [Italien]: ’Det er hverken betimeligt eller passende at vi udtaler os om det rigtige eller det forkerte i sagen. Vor pligt som italienere, og endnu mere som kristne, er at bidrage til vore værns fremgang.’ Biskoppen af Padova skrev den 21. oktober: ’I de vanskelige timer vi gennemgår, beder vi jer have tro på vore statsmænd og væbnede styrker.’ Den 24. oktober indviede biskoppen af Cremona et antal regimentsfaner og sagde: ’Gud velsigne disse soldater der, på afrikansk jord, vil erobre nye og frugtbare områder for den italienske genius og derved bringe dem den romerske og kristne kultur. Måtte Italien igen stå som den kristne læremester for hele verden.’“

¹⁶ Abessinien blev overfaldet, med den katolske gejstligheds velsignelse. Kunne nogen af disse gejstlige rettelig hævde at de, ligesom apostelen Paulus, var ’rene for alles blod’? — Apostelgerninger 20:26.

17. Hvordan har Spanien lidt under at dets præster ikke har ’smedet deres sværd til plovjern’?

¹⁷ Til Tyskland, Italien og Abessinien kan føjes endnu et land der er faldet som offer for Babylon den Stores utugt — nemlig Spanien. Borgerkrigen i dette land fra 1936 til 1939 blev delvis udløst af at den demokratiske regering tog skridt til at begrænse den romersk-katolske kirkes enorme magt. Da krigen var under opsejling beskrev den katolske, fascistiske leder af oprørsstyrkerne, Francisco Franco, sig selv som „den kristne generalissimus for det hellige korstog“, en titel han senere opgav. Flere hundrede tusind spaniere døde under kampene. Ud over dette myrdede Francos nationalister, ifølge et forsigtigt skøn, 40.000 af folkefrontens medlemmer, mens disse myrdede 8000 af kirkens folk — munke, præster, nonner og novicer. Borgerkrigens rædsler og tragedier understreger visdommen i Jesu ord: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Hvor afskyvækkende at kristenheden lader sig involvere i en sådan blodsudgydelse! Dens gejstlige har i sandhed undladt at „smede deres sværd til plovjern“! — Esajas 2:4.

Rejsende købmænd

18. Hvem er „jordens rejsende købmænd“?

¹⁸ Hvem er „jordens rejsende købmænd“? I dag vil vi nok kalde dem forretningsfolk, erhvervsgiganter, finansfyrster. Det vil ikke sige at det er forkert at drive en lovlig forretning. Bibelen indeholder gode råd til forretningsfolk, idet den advarer mod uærlighed, havesyge og lignende. (Ordsprogene 11:1; Zakarias 7:9, 10; Jakob 5:1-5) Den største vinding er „gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har“. (1 Timoteus 6:6, 17-19) Satans verden følger imidlertid ikke sådanne retfærdige principper. Tværtimod trives korruptionen, både inden for religion, inden for politik — og på højt plan i erhvervslivet. Fra tid til anden afsløres skandaler i nyhedsmedierne, som for eksempel underslæb begået af højtstående regeringsembedsmænd, eller illegal våbenhandel.

19. Hvilken omstændighed i forbindelse med verdensøkonomien er med til at forklare hvorfor jordens købmænd får negativ omtale i Åbenbaringen?

¹⁹ Den internationale handel med våben beløber sig til over 6.000.000.000.000 kroner om året, mens hundredmillioner af mennesker savner de mest elementære livsfornødenheder. Dette er i sig selv slemt nok. Men rustningsindustrien synes endog at være et hovedgrundlag for verdensøkonomien. Den 11. april 1987 oplyste en artikel i Londonbladet Spectator: „Selv om man kun medregner direkte involverede industrier, drejer det sig om cirka 400.000 arbejdspladser i USA og 750.000 i Europa. Men samtidig med at våbenfabrikationens sociale og økonomiske rolle er vokset, er spørgsmålet om hvorvidt producenterne selv har et tilstrækkeligt forsvar, pudsigt nok gledet i baggrunden.“ Der tjenes store penge på salg af bomber og andre våben over hele jorden, også til potentielle fjender. Men en dag kan bomberne komme retur i en holocaust som udsletter dem der har solgt dem. Hvilket paradoks! Læg hertil den svindel der er knyttet til våbenindustrien. Alene i De Forenede Stater, oplyser Spectator, „mister Pentagon hvert år af uforklarlige grunde våben og udrustning til en værdi af 900 millioner dollars“, eller 6 milliarder kroner. Det er intet under at jordens købmænd får negativ omtale i Åbenbaringen!

20. Hvilket eksempel viser at religionen er dybt involveret i uhæderlige forretningsmetoder?

²⁰ Som forudsagt af den herlige engel, har religionen været dybt involveret i sådanne uhæderlige forretningsmetoder. Tag for eksempel Vatikanets rolle i forbindelse med den italienske Banco Ambrosianos krak i 1982. Sagen er siden trukket i langdrag. Det store spørgsmål er stadig hvor pengene er blevet af. I februar 1987 udstedte byretten i Milano arrestordrer mod tre af Vatikanets gejstlige, deriblandt en amerikansk ærkebiskop, som blev tiltalt for meddelagtighed i svigagtig fallit, men Vatikanet nægtede at udlevere dem til retsforfølgelse. I juli 1987 blev arrestordrerne trods voldsomme protester annulleret af Italiens øverste appelret på grundlag af en gammel traktat mellem Vatikanet og Italiens regering.

21. Hvordan ved vi at Jesus ikke havde noget at gøre med tvivlsomme forretningsmetoder, men hvad ser vi i forbindelse med den babyloniske religion i dag?

²¹ Havde Jesus noget at gøre med tvivlsomme forretningsmetoder? Nej. Han havde ingen besiddelser, for han sagde at han ’ikke havde noget sted hvor han kunne hvile sit hoved’. En rig ung leder fik dette råd af ham: „Sælg alt hvad du har og del det ud til de fattige, så vil du have værdier i himlene; og kom så og følg mig.“ Det var et godt råd, for det kunne befri ham for enhver bekymring vedrørende forretningsanliggender. (Lukas 9:58; 18:22) I modsætning til dette har den babyloniske religion ofte usmagelige forbindelser til forretningsverdenen. For eksempel meddelte avisen Albany Times Union i 1987 at den økonomiske administrator af det katolske ærkebispedømme Miami i Florida havde indrømmet at kirken ejede aktier i firmaer der fremstiller kernevåben, cigaretter og spillefilm som er uegnede for børn.

„Gå ud fra hende, mit folk“

22. (a) Hvad siger en stemme fra himmelen? (b) Hvad førte til at Guds folk kunne glæde sig i 537 f.v.t. og igen i 1919?

²² Det næste Johannes skriver, viser at det profetiske mønster får endnu en opfyldelse: „Og jeg hørte en anden stemme fra himmelen sige: ’Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.’“ (Åbenbaringen 18:4) I De Hebraiske Skrifters profetier om det gamle Babylons fald henvender Jehova denne befaling til sit folk: „Flygt fra Babylon.“ (Jeremias 50:8, 13) I lighed med dette bliver Guds folk nu opfordret til at flygte fordi Babylon den Store snart skal ødelægges. I 537 f.v.t. vakte udsigten til at slippe ud af Babylon stor glæde blandt de trofaste israelitter. På samme måde gav udfrielsen af Guds tjenere fra det babyloniske fangenskab i 1919 anledning til stor glæde iblandt dem. (Åbenbaringen 11:11, 12) Og siden har millioner andre fulgt befalingen om at flygte.

23. Hvordan understreger stemmen fra himmelen at det er vigtigt at flygte fra Babylon den Store?

²³ Er det virkelig så vigtigt at flygte fra Babylon den Store — at melde sig ud af verdens religiøse samfund og skille sig helt ud fra dem? Ja, det er det, for vi må anlægge Guds syn på dette ældgamle religiøse misfoster, Babylon den Store. Han kalder det rent ud den store skøge. Stemmen fra himmelen siger nu videre til Johannes om denne skøge: „For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder. Betal hende som hun har betalt, og gør dobbelt så meget imod hende, ja dobbelt af det hun har gjort; i det bæger hvori hun skænkede en blanding, skal I skænke dobbelt så meget af blandingen til hende. I det omfang hun har herliggjort sig selv og levet i skamløs overdådighed, i det omfang skal I give hende pine og sorg. For i sit hjerte bliver hun ved med at sige: ’Jeg sidder som dronning, og jeg er ikke enke, og jeg skal aldrig se sorg.’ Det er derfor hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild, for stærk er Jehova Gud, som har dømt hende.“ — Åbenbaringen 18:5-8.

24. (a) For at undgå hvad må Guds folk flygte fra Babylon den Store? (b) Hvilke synder bliver de der ikke flygter fra Babylon den Store, meddelagtige i?

²⁴ Det er stærke ord! Det er derfor nødvendigt at handle. Jeremias tilskyndede i fortiden israelitterne til at handle, idet han sagde: „Flygt fra Babylon ... For dette er tiden for Jehovas hævn. Han gengælder det efter fortjeneste. Gå ud fra hende, mit folk, og lad hver enkelt bringe sin sjæl i sikkerhed for Jehovas brændende vrede.“ (Jeremias 51:6, 45) På samme måde advarer stemmen fra himmelen i dag Guds tjenere om at flygte fra Babylon den Store for at de ikke skal få del i dets plager. Jehovas domsplager over denne verden, herunder Babylon den Store, er nu ved at blive forkyndt. (Åbenbaringen 8:1–9:21; 16:1-21) Guds tjenere må skille sig ud fra den falske religion hvis de ikke selv vil rammes af disse plager og til sidst lide døden sammen med skøgen. Desuden ville de, ved at forblive i denne skøgeorganisation, blive delagtige med hende i hendes synder. De ville blive lige så skyldige som hende i åndelig utugt og i udgydelsen af blodet af „alle som er blevet slået ihjel på jorden“. — Åbenbaringen 18:24; jævnfør Efeserbrevet 5:11; Første Timoteusbrev 5:22.

25. I hvilken forstand forlod Guds folk det gamle Babylon?

²⁵ Men hvordan går Guds folk ud fra Babylon den Store? I forbindelse med fortidens Babylon måtte jøderne rent bogstaveligt forlade byen for at rejse tilbage til det forjættede land. Men det var ikke det hele. Esajas sagde profetisk til israelitterne: „Vend jer bort, vend jer bort, drag ud derfra, rør ikke noget urent; drag ud fra hende, bevar jer rene, I som bærer Jehovas redskaber.“ (Esajas 52:11) Ja, de måtte forlade alle den babyloniske religions urene skikke og handlinger som kunne besmitte deres tilbedelse af Jehova.

26. Hvad måtte de kristne i Korinth gøre for at adlyde ordene: ’Gå ud fra dem og hold op med at røre det urene’?

²⁶ Apostelen Paulus citerede Esajas’ ord i sit brev til korintherne, hvor han skrev: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? ... ’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene.’“ De korinthiske kristne behøvede ikke at forlade Korinth for at adlyde denne befaling. Men de måtte rent bogstaveligt undgå den falske religions urene templer, og de måtte i åndelig henseende tage afstand fra afgudsdyrkernes urene handlinger. I 1919 begyndte Guds tjenere at flygte fra Babylon den Store på denne måde, idet de rensede sig for enhver rest af urene lærdomme og skikke. Derved blev de i stand til at tjene Gud som hans rene folk. — 2 Korinther 6:14-17; 1 Johannes 3:3.

27. Hvilke paralleller er der mellem dommen over det gamle Babylon og dommen over Babylon den Store?

²⁷ Det gamle Babylons fald og senere ødelæggelse var en straf for dets synder. „For dommen over det er nået til himmelen.“ (Jeremias 51:9) På samme måde har Babylon den Stores synder „hobet sig op, helt op til himmelen“, så de påkalder sig Jehovas opmærksomhed. Det har gjort sig skyldigt i uretfærdighed, afgudsdyrkelse, umoralitet, undertrykkelse, røveri og mord. Det gamle Babylons fald indtraf delvis som en hævn for de ting det havde øvet mod Jehovas tempel og hans sande tilbedere. (Jeremias 50:8, 14; 51:11, 35, 36) Babylon den Stores fald og senere tilintetgørelse indtræffer ligeledes som en hævn for de ting det gennem århundreder har øvet mod de sande tilbedere. Dets endelige tilintetgørelse vil indtræffe på begyndelsen af „hævnens dag fra vor Gud“. — Esajas 34:8, 10; 61:2; Jeremias 50:28.

28. Hvilken norm for retfærdighed anvender Jehova over for Babylon den Store, og hvorfor?

²⁸ Hvis en israelit stjal noget fra sin landsmand, måtte han ifølge Moseloven betale mindst det dobbelte tilbage i erstatning. (2 Mosebog 22:1, 4, 7, 9) Ved Babylon den Stores tilintetgørelse vil Jehova følge en tilsvarende norm for retfærdighed. Det store Babylon vil få dobbelt så meget igen som det selv har givet ud. Der vil ikke være nogen barmhjertighed, for det har ikke selv vist sine ofre nogen barmhjertighed. Det har snyltet på jordens folkeslag for selv at kunne leve i „skamløs overdådighed“. Nu vil det komme til at opleve pine og sorg. Det gamle Babylon følte sig sikker, og sagde pralende ved sig selv: „Jeg kommer ikke til at sidde som enke, og jeg kommer ikke til at kende til barnløshed.“ (Esajas 47:8, 9, 11) Babylon den Store føler sig også sikker. Men dets ødelæggelse, der er bestemt af Jehova, som er stærk, vil indtræffe hurtigt, som „på én dag“!

[Fodnote]

[Ramme på side 263]

„Jordens konger har begået utugt med hende“

I begyndelsen af 1800-tallet smuglede europæiske købmænd store mængder opium ind i Kina. I marts 1839 forsøgte de kinesiske myndigheder at standse den illegale handel ved at beslaglægge det britiske opiumslager på 20.000 kasser. Dette medførte stærke spændinger mellem England og Kina. Mens forholdet mellem de to lande forværredes, opfordrede protestantiske missionærer, med erklæringer som denne, England til at gribe til våben:

„Hvor disse vanskeligheder dog glæder mit hjerte, for jeg tror at de vil vække den engelske regerings vrede og at Gud med sin magt vil nedbryde de skranker der forhindrer Kristi evangelium i at trænge ind i Kina.“ — Henrietta Shuck, baptistmissionær.

Til sidst udbrød der krig — den krig der i dag er kendt under navnet Opiumskrigen. Flere missionærer erklærede helhjertet England deres støtte med udtalelser som disse:

„Jeg er nødsaget til at betragte den nuværende tingenes tilstand, ikke så meget som et anliggende der drejer sig om opium eller engelske interesser, men som Forsynets store plan hvorved menneskets ondskab bringes til at tjene Hans hensigt, at vise Kina barmhjertighed ved at nedbryde den mur det har rejst omkring sig.“ — Peter Parker, kongregationalistisk missionær.

En anden kongregationalistisk missionær, Samuel W. Williams, tilføjede: „Guds hånd er synlig i alt hvad der på bemærkelsesværdig vis har fundet sted, og vi tvivler ikke på at han som sagde at han kom for at bringe sværd på jorden, er kommet her, og dét for at bringe hastig undergang over sine fjender og for at oprette sit eget rige. Han vil omstyrte og omstyrte indtil han har grundfæstet Fredsfyrsten.“

Om den grufulde nedslagtning af kinesiske borgere skrev missionæren J. Lewis Shuck: „Jeg betragter sådanne scener ... som Herrens direkte middel til at rydde det affald af vejen som hæmmer den Guddommelige Sandheds fremtrængen.“

Den kongregationalistiske missionær Elijah C. Bridgman tilføjede: „Gud har ofte gjort brug af den borgerlige magts stærke arm for at berede vejen for sit rige ... Redskabet i disse store øjeblikke er menneskeligt; den styrende kraft er guddommelig. Den store statholder over alle nationerne har benyttet England til at tugte og ydmyge Kina.“ — Citaterne er taget fra „Ends and Means“, 1974, en afhandling af Stuart Creighton Miller, offentliggjort i The Missionary Enterprise in China and America (en Harvard-studie udgivet af John K. Fairbank).

[Ramme på side 264]

„Jordens rejsende købmænd er blevet rige“

„Mellem 1929 og udbruddet af den anden verdenskrig anbragte [Bernadino] Nogara [Vatikanets økonomiske administrator] Vatikan-kapital og Vatikan-folk inden for forskellige områder af italiensk økonomi — især inden for elkraft, telekommunikation, kredit- og bankvæsen, små jernbaneselskaber, og produktionen af landbrugsredskaber, cement og kunstige tekstilfibre. Mange af disse investeringer gav et godt udbytte.

Nogara gjorde det af med en række firmaer, deriblandt La Società Italiana della Viscosa, La Supertessile, La Società Meridionale Industrie Tessili og La Cisaraion. Han slog dem sammen til én virksomhed, som han kaldte CISA-Viscosa og stillede under ledelse af baron Francesco Maria Oddasso, en af Vatikanets mest betroede lægfolk, hvorefter det lykkedes ham at få den nye virksomhed absorberet af Italiens største tekstilfabrik, SNIA-Viscosa. Vatikanets interesser i SNIA-Viscosa blev større og større, og med tiden overtog Vatikanet kontrollen — derom vidner den omstændighed at baron Oddasso senere blev vicedirektør.

På denne måde trængte Nogara ind i tekstilindustrien. Han trængte ind i andre industrier på andre måder, for han havde mange kort i ærmet. Denne uselviske mand ... bidrog sandsynligvis mere til at bringe liv i italiensk økonomi end nogen anden forretningsmand i Italiens historie ... Det lykkedes aldrig Benito Mussolini at opbygge det imperium han drømte om, men han gjorde det muligt for Vatikanet og Bernadino Nogara at opbygge et herredømme af en anden art.“ — The Vatican Empire af Nino Lo Bello, side 71-73.

Dette er blot ét eksempel på det nære samarbejde mellem jordens købmænd og Babylon den Store. Det er intet under at disse købmænd vil sørge når deres forretningspartner ikke findes mere!

[Illustration på side 259]

Da menneskene spredtes ud over jorden tog de den babyloniske religion med sig

[Illustrationer på side 261]

Ligesom en vægter forkynder Johannesskaren at Babylon er faldet

[Illustration på side 266]

Det gamle Babylons ruiner er et varsel om Babylon den Stores kommende tilintetgørelse

Kapitel 37

Sorg og glæde over Babylons undergang

1. Hvordan vil „jordens konger“ reagere på Babylon den Stores pludselige undergang?

BABYLONS undergang er godt nyt for Jehovas folk, men hvordan vil nationerne reagere? Johannes fortæller: „Og jordens konger som har begået utugt med hende og levet i skamløs overdådighed, vil græde og slå sig selv af sorg over hende, når de ser på røgen fra ilden der opbrænder hende, mens de står langt borte på grund af deres frygt for hendes pine og siger: ’Ve, ve, du store by, Babylon, du stærke by, for på én time er din dom kommet!’“ — Åbenbaringen 18:9, 10.

2. (a) Hvorfor sørger „jordens konger“ over Babylon den Stores endeligt, når det er det skarlagenrøde vilddyrs symbolske ti horn der ødelægger det? (b) Hvorfor står de sørgende konger langt borte fra den domfældte by?

² Det kan virke overraskende at nationerne vil reagere sådan, i betragtning af at Babylon blev ødelagt af de symbolske ti horn på det skarlagenrøde vilddyr. (Åbenbaringen 17:16) Men når Babylon er borte vil „jordens konger“ øjensynlig indse hvor nyttig den falske religion var for dem til at holde folket nede og i ro. Præsterne har erklæret krige hellige, optrådt som rekrutteringsagenter og prædiket de unge ud på slagmarkerne. Religionen har skabt et dække af hellighed bag hvilket korrupte herskere har kunnet operere og undertrykke det jævne folk. (Jævnfør Jeremias 5:30, 31; Mattæus 23:27, 28.) Læg imidlertid mærke til at disse sørgende konger nu står langt borte fra den domfældte by. De vover sig ikke så nær hen til den at de kan komme den til undsætning. De er kede af at se den blive ødelagt, men ikke nok til at ville risikere noget for dens skyld.

Købmændene græder og sørger

3. Hvem begræder også Babylon den Stores bortgang, og hvilke grunde til dette anfører Johannes?

³ Jordens konger er ikke de eneste der begræder Babylon den Stores bortgang. „Og jordens rejsende købmænd græder og sørger over hende, fordi der ingen er til at købe deres fulde lager mere, et fuldt lager af guld og sølv og kostbare sten og perler og fint linned og purpur og silke og skarlagen, og alt i duftende træ og enhver genstand af elfenben og enhver genstand af det kostbareste træ og af kobber og af jern og af marmor; også kanel og indisk krydderi og røgelse og vellugtende olie og virak og vin og olivenolie og fint hvedemel og hvede og kvæg og får, og heste og rejsevogne og slaver og menneskesjæle. Ja, den saftige frugt som din sjæl begærede, er forsvundet fra dig [Babylon den Store], og alle de elegante ting og alle de flotte ting er gået tabt for dig, og man vil aldrig mere finde dem.“ — Åbenbaringen 18:11-14.

4. Hvorfor græder og sørger de „rejsende købmænd“ over Babylon den Stores undergang?

⁴ Ja, Babylon den Store var en nær ven af de rige købmænd, og en god kunde hos dem. Kristenhedens kirker og klostre har således gennem århundrederne anskaffet sig enorme mængder guld, sølv, kostbare sten, værdifuldt træ og andre værdigenstande. Desuden er religionens velsignelse blevet udtalt over de overdådige indkøbs- og drikkeorgier der ledsager fejringen af den Kristus-vanærende jul og andre såkaldte helligdage. Kristenhedens missionærer er draget ud til fjerne lande og har åbnet nye markeder for denne verdens „rejsende købmænd“. I 1600-tallets Japan blev katolicismen, der var kommet med handelsmændene, endog involveret i feudalkrige. I beskrivelsen af et afgørende slag som stod foran fæstningen i Osaka fortæller The Encyclopædia Britannica: „Tokugawa-tropperne kom til at stå over for en fjende hvis bannere var prydet med korset og med billeder af Frelseren og Skt. Jakob, Spaniens skytshelgen.“ Den sejrende part forfulgte derefter katolikkerne og udryddede praktisk taget katolicismen i Japan. Kirkens deltagelse i verdslige anliggender i dag vil heller ikke bringe den nogen velsignelse.

5. (a) Hvordan beskriver stemmen fra himmelen videre købmændenes sørgen? (b) Hvorfor står købmændene også „langt borte“?

⁵ Stemmen fra himmelen siger videre: „De købmænd der rejser med disse ting og som er blevet rige i kraft af hende, vil stå langt borte på grund af deres frygt for hendes pine og vil græde og sørge idet de siger: ’Ve, ve — den store by, klædt i fint linned og purpur og skarlagen og rigt smykket med guldornament og kostbar sten og perle, for på én time er så stor en rigdom blevet lagt øde!’“ (Åbenbaringen 18:15-17a) Ved Babylon den Stores undergang sørger ’købmændene’ over tabet af deres handelspartner. De siger: „Ve, ve,“ men læg mærke til at deres grunde til at sørge er helt igennem selviske, og at de — ligesom kongerne — ’står langt borte’. De kommer ikke tæt nok til at kunne hjælpe Babylon den Store.

6. Hvordan giver kaptajner og søfolk udtryk for deres sorg, ifølge stemmen fra himmelen, og af hvilken grund?

⁶ Beretningen fortsætter: „Og enhver kaptajn og enhver der sejler, uanset hvor, og sømænd og alle som har havet som levevej, stod langt borte og råbte mens de så på røgen fra ilden der opbrændte hende, og sagde: ’Hvilken by er ligesom den store by?’ Og de kastede støv på deres hoveder og råbte, grædende og sørgende, og sagde: ’Ve, ve — den store by, i hvilken alle som havde både på havet blev rige som følge af hendes overdådighed, for på én time er hun blevet lagt øde!’“ (Åbenbaringen 18:17b-19) Fortidens Babylon var en handelsby og havde en stor skibsflåde. I lighed med dette driver Babylon den Store mange forretninger med de „mange vande“ det hviler på. Dette giver beskæftigelse til mange af dets religiøse undersåtter. Dets undergang bliver et hårdt slag for dem. De finder aldrig et levebrød så godt som dette.

Glæde over dets tilintetgørelse

7, 8. Hvordan afslutter stemmen fra himmelen sit budskab om Babylon den Store, og hvem vil følge denne opfordring?

⁷ I sin profeti om fortidens Babylon, der blev omstyrtet af mederne og perserne, sagde Jeremias: „Og himmelen og jorden og alt hvad der er i dem skal råbe af glæde over Babylon.“ (Jeremias 51:48) Når Babylon den Store bliver ødelagt afslutter stemmen fra himmelen sit budskab med dette højdepunkt: „Glæd dig over hende, du himmel, og glæd jer, I hellige og I apostle og I profeter, for Gud har retsligt bragt straf over hende for jeres skyld!“ (Åbenbaringen 18:20) Jehova og englene vil fryde sig over tilintetgørelsen af Guds gamle fjende, og det samme vil apostlene og de oldkristne profeter, som nu er blevet oprejst og har indtaget deres plads i ordningen med de 24 ældste. — Jævnfør Salme 97:8-12.

⁸ Ja, alle de hellige — hvad enten de er blevet oprejst til himmelen eller stadig lever på jorden — vil råbe af glæde, og det samme vil den store skare andre får. Med tiden vil alle fortidens trofaste blive oprejst i den nye tingenes ordning, og vil tage del i glæden. Guds tjenere har ikke forsøgt at hævne sig på deres religiøse forfølgere. De har lagt sig Jehovas ord på sinde: „Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.“ (Romerne 12:19; 5 Mosebog 32:35, 41-43) Men nu har Jehova øvet gengæld. Alt det blod Babylon den Store har udgydt, er blevet hævnet.

En stor møllesten slynges i havet

9, 10. (a) Hvad gør og siger en stærk engel nu? (b) Hvilken tilsvarende handling fandt sted på Jeremias’ tid, og hvad var den en garanti for? (c) Hvad er den handling som den stærke engel udfører, en garanti for?

⁹ Det næste Johannes ser, bekræfter at Jehovas dom over Babylon den Store er uigenkaldelig: „Og en stærk engel tog en sten op der var som en stor møllesten og slyngede den i havet idet han sagde: ’Således vil Babylon, den store by, med et rask kast blive slynget ned, og hun skal aldrig findes mere.’“ (Åbenbaringen 18:21) På Jeremias’ tid blev der foretaget en lignende handling som havde stor profetisk betydning. Jeremias blev inspireret til i en bog at skrive om „hele den ulykke der ville komme over Babylon“. Han gav bogen til Seraja og pålagde ham at rejse til Babylon. Da Seraja var nået frem oplæste han, som Jeremias havde befalet ham, denne erklæring imod byen: „Jehova, du har selv talt mod dette sted for at udrydde det så der ikke vil være nogen der bor der, hverken mennesker eller husdyr, og det ikke bliver til andet end ødemarker for stedse.“ Derefter bandt Seraja en sten til bogen og kastede den ud i Eufratfloden idet han sagde: „Sådan vil Babylon synke til bunds og aldrig komme op igen, på grund af den ulykke som jeg bringer over det.“ — Jeremias 51:59-64.

¹⁰ At bogen med stenen bundet til sig blev kastet i floden var en garanti for at Babylon ville forsvinde, gå i glemme, og aldrig komme frem igen. At apostelen Johannes ser en stærk engel gennemføre en tilsvarende handling, er på samme måde en stærk garanti for at Jehovas vilje med Babylon den Store vil ske. Det gamle Babylons øde ruiner er i dag et magtfuldt vidnesbyrd om hvordan det i nær fremtid vil gå den falske religion.

11, 12. (a) Hvilke ord henvender den stærke engel nu til Babylon den Store? (b) Hvad profeterede Jeremias angående det frafaldne Jerusalem, og hvad peger det frem til i vor tid?

¹¹ Den stærke engel henvender sig nu til Babylon den Store og siger: „Og lyden af sangere der akkompagnerer sig selv på harpe og af musikere og af fløjtespillere og af trompetblæsere skal aldrig mere høres i dig, og ingen håndværker af noget fag skal nogen sinde mere findes i dig, og ingen lyd af møllesten skal nogen sinde mere høres i dig, og lys af lampe skal aldrig mere skinne i dig, og brudgoms og bruds stemme skal aldrig mere høres i dig; for dine rejsende købmænd var jordens stormænd, og ved din udøvelse af spiritisme blev alle nationerne vildledt.“ — Åbenbaringen 18:22, 23.

¹² I tilsvarende vendinger profeterede Jeremias om det frafaldne Jerusalem: „Jeg vil udrydde lyden af glæde og lyden af fryd fra dem, brudgommens stemme og brudens stemme, håndkværnens lyd og lampens lys. Og hele dette land skal blive et øde sted, noget man forfærdes over.“ (Jeremias 25:10, 11) Som det malende er skildret ved Jerusalems øde og forladte tilstand efter 607 f.v.t., vil kristenheden, den mest fremtrædende del af Babylon den Store, blive som en livløs ruin. Den religiøse organisation der førhen var munter og sorgløs og summede af liv, vil blive overvundet og forladt.

13. Hvilken pludselig forandring kommer Babylon den Store ud for, og hvad kommer det til at betyde for de „rejsende købmænd“?

¹³ Ja, som engelen her fortæller Johannes, vil hele det store Babylon blive forvandlet fra et mægtigt, internationalt imperium til en gold og ørkenlignende ødemark. Dets „rejsende købmænd“, deriblandt store finansfyrster, har brugt dets religion til egen fordel eller som et skalkeskjul, og præsterne har fundet det fordelagtigt at dele rampelyset med dem. Men disse købmænd har ikke længere det store Babylon som forbundsfælle. Det kan heller ikke længere føre nationerne bag lyset med sine mystiske religiøse handlinger.

Forfærdende blodskyld

14. Hvilken grund anfører den stærke engel til at Jehovas dom er så hård, og hvilken tilsvarende udtalelse fremsatte Jesus da han var på jorden?

¹⁴ Til slut fortæller den stærke engel hvorfor Jehova fælder så hård en dom over Babylon den Store. Engelen siger: „Ja, i hende fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden.“ (Åbenbaringen 18:24) Da Jesus var på jorden sagde han til de religiøse ledere i Jerusalem at de var ansvarlige for „alt det retfærdige blod der er udgydt på jorden, ... fra den retfærdige Abels blod“ og fremefter. Derfor blev denne forkvaklede generation udslettet i år 70. (Mattæus 23:35-38) I dag har en anden generation af religionsudøvere pådraget sig blodskyld ved at forfølge Guds tjenere.

15. På hvilke to måder pådrog den katolske kirke i Nazityskland sig blodskyld?

¹⁵ I sin bog The Catholic Church and Nazi Germany skriver Guenter Lewy: „Da Jehovas Vidner blev undertrykt i Bayern den 13. april [1933], påtog kirken sig endog den opgave der blev pålagt den af uddannelses- og kirkeministeriet, nemlig at indberette ethvert medlem af sekten som stadig udøvede den forbudte tro.“ Den katolske kirke har således et medansvar for at tusinder af Jehovas Vidner blev sendt i koncentrationslejre; dens hænder er plettede af blodet af hundreder af Vidner som blev henrettet. Da unge Jehovas Vidner, som for eksempel Wilhelm Kusserow, viste at de modigt kunne møde døden ved skydning, besluttede Hitler at denne død var for god for dem der af samvittighedsgrunde nægtede militærtjeneste. Wilhelms broder Wolfgang, som var 20 år gammel, blev derfor halshugget i guillotinen. Samtidig opfordrede den katolske kirke unge tyske katolikker til at gå ind i hæren og være villige til at dø for fædrelandet. Dens blodskyld er kun alt for tydelig!

16, 17. (a) Hvilken blodskyld må tilregnes Babylon den Store, og hvordan pådrog Vatikanet sig blodskyld i forbindelse med de jøder der mistede livet under de nazistiske pogromer? (b) På hvilken måde er den falske religion skyld i at millioner af mennesker har mistet livet i hundreder af krige i vore dage?

¹⁶ Profetien siger imidlertid at Babylon den Store må holdes ansvarligt for blodet af „alle som er blevet slået ihjel på jorden“. Dette har i sandhed været tilfældet i nyere tid. Eftersom katolske intriger var med til at bringe Hitler til magten i Tyskland, må Vatikanet bære en del af den frygtelige blodskyld i forbindelse med de seks millioner jøder der mistede livet under de nazistiske pogromer. Og alene i vor tid er der blevet ført i hundredvis af krige hvori over hundrede millioner mennesker er blevet dræbt. Har den falske religion været medskyldig i dette? Ja, på to måder.

¹⁷ For det første kan mange krige sættes i forbindelse med religiøse uoverensstemmelser. De voldelige sammenstød mellem muslimer og hinduer i Indien i 1946-48 var således religiøst motiverede. Hundredtusinder af mennesker mistede livet. Konflikten mellem Iran og Irak i 1980’erne havde at gøre med sekteriske forskelle, og hundredtusinder blev dræbt. Volden mellem katolikker og protestanter i Nordirland har krævet i tusindvis af menneskeliv. Spalteredaktøren C. L. Sulzberger, som har forsket i dette emne, skrev i 1976: „Det er sørgeligt men sandt at måske halvdelen eller flere af de krige der for øjeblikket udkæmpes rundt om i verden, enten er åbenlyst religiøse konflikter eller har forbindelse med religiøse uoverensstemmelser.“ Sådan har det altid været i Babylon den Stores lange, omtumlede historie.

18. På hvilken anden måde har verdens kirker og religionssamfund pådraget sig blodskyld?

¹⁸ For det andet har verdens kirker og religionssamfund pådraget sig blodskyld i Jehovas øjne fordi de ikke på overbevisende måde har lært deres tilhængere sandheden om de krav Jehova stiller til sine tjenere. De har ikke med overbevisning lært folk at Guds sande tilbedere må efterligne Jesus Kristus og vise deres medmennesker kærlighed uanset hvilken nation de tilhører. (Mika 4:3, 5; Johannes 13:34, 35; Apostelgerninger 10:34, 35; 1 Johannes 3:10-12) At religionssamfundene i Babylon den Store ikke har ført denne lære, er årsagen til at deres tilhængere har kunnet hvirvles ind i krigenes malstrøm. Dette var kun alt for tydeligt i de to verdenskrige i første halvdel af det 20. århundrede, som begge begyndte i kristenheden og førte til at trosfæller myrdede hinanden! Hvis alle som hævdede at være kristne havde fulgt Bibelens principper, ville disse krige aldrig være blevet udkæmpet.

19. Hvilken forfærdende blodskyld hviler på Babylon den Store?

¹⁹ Jehova lægger skylden for al denne blodsudgydelse på Babylon den Store. Havde de religiøse ledere, specielt i kristenheden, lært deres hjorde sandheden fra Bibelen, ville dette blodbad aldrig have fundet sted. Det er derfor sandt at Babylon den Store — den store skøge og den falske religions verdensimperium — enten direkte eller indirekte må stå Jehova til ansvar, ikke alene for ’blodet af profeter og af hellige’ som det har forfulgt og dræbt, men også for blodet af „alle som er blevet slået ihjel på jorden“. Der hviler en forfærdende blodskyld på Babylon den Store. Dets endelige tilintetgørelse vil være en stor befrielse!

[Ramme på side 270]

Kompromisets pris

Guenter Lewy skriver i sin bog The Catholic Church and Nazi Germany: „Havde katolicismen i Tyskland fra begyndelsen resolut modstået nazistyret, kunne verdenshistorien meget vel have fået et andet forløb. Og selv om denne kamp i sidste ende ikke havde knækket Hitler og afværget alle hans mange forbrydelser, ville den i hvert fald have hævet kirkens moralske anseelse betydeligt. De menneskelige omkostninger ved en sådan modstand ville unægtelig have været store, men disse ofre ville være blevet bragt for den største sag af alle. Med en upålidelig hjemmefront ville Hitler sikkert ikke have vovet at gå i krig, og millioner af menneskeliv ville være blevet skånet. ... Da tusinder af tyske antinazister blev torteret til døde i Hitlers koncentrationslejre, da de polske intellektuelle blev myrdet, da hundredtusinder af russere døde fordi de blev behandlet som slaviske Untermenschen, og da 6.000.000 mennesker blev ombragt fordi de var ’ikkeariere’, understøttede katolske kirkefolk i Tyskland det regime der øvede disse forbrydelser. Paven i Rom, den romersk-katolske kirkes åndelige overhoved og øverste morallærer, forholdt sig tavs.“ — Side 320, 341.

[Illustration på side 268]

„Ve, ve,“ siger herskerne

[Illustration på side 268]

„Ve, ve,“ siger købmændene

Kapitel 38

Lovsyng Jah for hans domme!

1. Hvilke ord hører Johannes „som en stærk lyd af en stor skare i himmelen“?

BABYLON DEN STORE er borte! Dette er i sandhed en glædelig nyhed. Det er intet under at Johannes hører glad lovprisning i himmelen! „Efter dette hørte jeg noget der var som en stærk lyd af en stor skare i himmelen. De sagde: ’Halleluja!a Frelsen og herligheden og magten tilhører vor Gud, for hans domme er sande og retfærdige. For han har eksekveret dommen over den store skøge som fordærvede jorden med sin utugt, og han har hævnet sine trælles blod og krævet det af hendes hånd.’ Og straks, for anden gang, sagde de: ’Halleluja!* Og røgen fra hende bliver ved med at stige op i evighedernes evigheder.’“ — Åbenbaringen 19:1-3.

2. (a) Hvad betyder ordet „halleluja“, og hvad understreges ved at Johannes hører det to gange på dette sted i Åbenbaringen? (b) Hvem får æren for Babylon den Stores ødelæggelse? Forklar.

² Ja, halleluja! Dette ord betyder „lovsyng Jah“, hvor „Jah“ er den korte form af Guds navn, Jehova. Vi mindes her om salmistens tilskyndelse: „Lad alt hvad der ånder lovsynge Jah. I skal lovsynge Jah!“ (Salme 150:6) At Johannes dette sted i Åbenbaringen to gange hører det himmelske jubelkor synge „Halleluja!“, understreger kontinuiteten i den guddommelige åbenbaring af sandheden. De Kristne Græske Skrifters Gud er den samme som den Gud der optræder i de gamle Hebraiske Skrifter, og hans navn er Jehova. Den Gud der forårsagede det gamle Babylons fald har nu dømt og ødelagt Babylon den Store. Tilskriv ham al æren og herligheden for dette! Det var ham der ved sin magt forårsagede dets undergang, og ikke nationerne, som blot var de redskaber han benyttede. Det er Jehova alene vi må tilskrive frelse. — Esajas 12:2; Åbenbaringen 4:11; 7:10, 12.

3. Hvorfor har den store skøge fortjent sin dom?

³ Hvorfor har den store skøge fuldt ud fortjent denne dom? Jo, ifølge den lov Jehova gav Noa — og gennem ham alle mennesker — kræver uberettiget blodsudgydelse at der idømmes dødsstraf. Dette blev nævnt igen i Guds lov til Israel. (1 Mosebog 9:6; 4 Mosebog 35:20, 21) Desuden var der under Moseloven dødsstraf for såvel legemlig som åndelig utroskab. (3 Mosebog 20:10; 5 Mosebog 13:1-5) Babylon den Store har haft blodskyld i årtusinder og har begået utroskab i stort omfang. Den romersk-katolske kirkes forbud mod at dens præster gifter sig, har således ført til at mange af dem begår grov umoralitet, og ikke så få af disse pådrager sig i dag AIDS. (1 Korinther 6:9, 10; 1 Timoteus 4:1-3) Men det store Babylons alvorligste synder, de synder der har ’hobet sig helt op til himmelen’, består i den chokerende åndelige utugt det har begået — ved at føre løgnelære og alliere sig med fordærvede politikere. (Åbenbaringen 18:5) Fordi det nu endelig er blevet indhentet af straffen, udbryder den store skare i himmelen nu for anden gang: „Halleluja!“

4. Hvad symboliserer det at røgen fra Babylon den Store „bliver ved med at stige op i evighedernes evigheder“?

⁴ Som en erobret by er Babylon den Store blevet stukket i brand, og røgen fra det „bliver ved med at stige op i evighedernes evigheder“. Når en bogstavelig by bliver brændt af erobrende hære, bliver røgen ved med at stige op så længe der er gløder i asken. Og enhver som forsøger at genopbygge byen så længe det stadig ryger fra den, vil blot brænde sig på de ulmende ruiner. Eftersom røgen fra Babylon den Store vil stige op „i evighedernes evigheder“ som et udtryk for at dommen er afgjort og endelig, vil ingen nogen sinde være i stand til at genrejse denne syndige by. Den falske religion vil være borte for evigt. Halleluja! — Jævnfør Esajas 34:5, 9, 10.

5. (a) Hvad gør og siger de 24 ældste og de fire levende skabninger? (b) Hvorfor lyder dette hallelujakor langt smukkere end de hallelujakor der lyder i kristenhedens kirker?

⁵ I et tidligere syn har Johannes rundt om tronen set fire levende skabninger samt 24 ældste som skildrer Rigets arvinger i deres herliggjorte stilling i himmelen. (Åbenbaringen 4:8-11) Nu ser han dem igen idet de istemmer et tredje, rungende halleluja på grund af Babylon den Stores ødelæggelse: „Og de fireogtyve ældste og de fire levende skabninger faldt ned og tilbad Gud som sad på tronen, og sagde: ’Amen! Halleluja!’“b (Åbenbaringen 19:4) Dette storslåede hallelujakor lyder altså efter at de har sunget den ’nye sang’ hvori Lammet blev lovprist. (Åbenbaringen 5:8, 9) De synger nu det flotte omkvæd til sejrssangen, hvori den suveræne Herre Jehova tilskrives al herlighed og ære for den afgørende sejr over den store skøge, Babylon den Store. Dette hallelujakor lyder langt smukkere end noget hallelujakor som synges i kristenhedens kirker, hvor Jehova, eller Jah, er blevet vanæret og ringeagtet. Hyklerisk sang der vanærer Jehovas navn er nu forstummet for evigt!

6. Hvis „stemme“ er det der lyder, hvad tilskynder den til, og hvem efterkommer tilskyndelsen?

⁶ Det var i 1918 Jehova begyndte at belønne ’dem der frygter hans navn, de små og de store’ — idet han oprejste de salvede kristne der var døde trofaste og gav dem plads i himmelen som en del af de symbolske 24 ældste. (Åbenbaringen 11:18) Andre føjer imidlertid også deres stemmer til hallelujakoret, for Johannes fortæller: „Og fra tronen lød en stemme som sagde: ’Pris vor Gud, alle I hans trælle som frygter ham, både små og store.’“ (Åbenbaringen 19:5) Denne „stemme“ kommer fra Jehovas talerør, hans søn Jesus Kristus, som står ’i midten hvor tronen er’. (Åbenbaringen 5:6) Alle Guds „trælle“, ikke blot i himmelen men også på jorden, deltager i sangen, og her på jorden er det den salvede Johannesskare der synger for. Jublende efterkommer de opfordringen: „Pris vor Gud.“

7. Hvem vil lovsynge Jehova efter at Babylon den Store er ødelagt?

⁷ Ja, disse trælle omfatter også medlemmerne af den store skare. Siden 1935 er de draget ud fra Babylon den Store og har erfaret opfyldelsen af Guds løfte: „Han vil velsigne dem der frygter Jehova, de små såvel som de store.“ (Salme 115:13) Når den babyloniske skøge tilintetgøres vil der være millioner på jorden som ’priser vor Gud’ — sammen med Johannesskaren og hele den himmelske hærskare. Senere vil de der bliver oprejst på jorden, hvad enten de førhen har været store eller små, fremtrædende eller ej, uden tvivl også synge med, når de hører at Babylon den Store er forsvundet for evigt. (Åbenbaringen 20:12, 15) Al pris til Jehova for hans eklatante sejr over den ældgamle skøge!

8. Hvad bør de himmelske lovprisninger som Johannes hører, anspore os til at gøre nu, før Babylon den Store bliver ødelagt?

⁸ Alt dette ansporer os i sandhed til at være flittigt optaget af Guds gerning i dag! Ja, måtte alle Jahs tjenere af hele deres hjerte og sjæl forkynde hans domme, sammen med det storslåede håb om Riget, nu før den store skøge bliver kastet af vilddyret og tilintetgjort. — Esajas 61:1-3; 1 Korinther 15:58.

’Halleluja — Jehova er konge!’

9. Hvorfor er det sidste halleluja særlig fuldtonende og klangfuldt?

⁹ Der er flere grunde til at juble, for Johannes siger videre: „Og jeg hørte noget der var som lyden af en stor skare og som lyden af mange vande og som lyden af stærke tordener. De sagde: ’Halleluja,c for Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at herske som konge.’“ (Åbenbaringen 19:6) Dette sidste halleluja afrunder og fuldender proklamationen. Det er en fuldtonende himmelsk lyd, prægtigere end noget jordisk kor, mere majestætisk end noget jordisk vandfald, og mere ærefrygtindgydende end noget jordisk tordenvejr. Myriader af himmelske stemmer fejrer at „Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at herske som konge“.

10. I hvilken forstand kan man sige at Jehova begynder at herske som konge efter at Babylon den Store er tilintetgjort?

¹⁰ Men i hvilken forstand er Jehova begyndt at herske? Der er gået flere tusind år siden salmisten erklærede: „Gud er dog min konge fra gammel tid.“ (Salme 74:12) Jehovas kongedømme havde varet længe allerede på det tidspunkt, så hvordan kan det universelle kor nu synge at „Jehova ... er begyndt at herske som konge“? Jo, for efter at Babylon den Store er tilintetgjort kan denne fjende ikke længere trodse Jehovas herredømme eller modvirke at han, som ret er, adlydes som universets Suveræn. Den falske religion vil ikke længere kunne ægge jordens herskere til at modstå ham. Da fortidens Babylon blev styrtet fra verdensherredømmet hørte Zion sejrsbudskabet: „Din Gud er blevet konge!“ (Esajas 52:7) Efter Rigets fødsel i 1914 erklærede de 24 ældste: „Vi takker dig, Jehova Gud, ... fordi du har taget din store magt og er begyndt at herske som konge.“ (Åbenbaringen 11:17) Og nu, efter Babylon den Stores ødelæggelse, lyder råbet igen: „Jehova ... er begyndt at herske som konge.“ Der er ingen menneskeskabte guder tilbage til at bestride den sande Gud Jehovas suverænitet!

Lammets bryllup er nær!

11, 12. (a) Hvordan omtalte fortidens Jerusalem det gamle Babylon, og hvordan kan det ny Jerusalem i lighed hermed omtale Babylon den Store? (b) Hvad synger og bekendtgør de himmelske hærskarer efter sejren over Babylon den Store?

¹¹ Fortidens Jerusalem, byen med Jehovas tempel, omtalte det afgudsdyrkende Babylon som sin fjende. (Mika 7:8) I lighed med dette har „den hellige by, det ny Jerusalem,“ bestående af brudens 144.000 medlemmer, al mulig grund til at betegne Babylon den Store som sin fjende. (Åbenbaringen 21:2) Men nu er den store skøge omsider blevet ramt af modgang, ulykke og ødelæggelse. Hendes astrologer og hendes spiritistiske handlinger har ikke været i stand til at frelse hende. (Jævnfør Esajas 47:1, 11-13.) Hvilken sejr for den sande tilbedelse!

¹² Nu da den frastødende skøge, Babylon den Store, er borte for evigt, kan opmærksomheden rettes mod den rene jomfru, Lammets brud! De himmelske hærskarer synger jublende til Jehovas pris: „Lad os fryde os og juble, og lad os give ham æren, for Lammets bryllup er kommet og hans hustru har gjort sig rede. Ja, det er blevet givet hende at være klædt i skinnende, rent, fint linned, for det fine linned står for de helliges retfærdige handlinger.“ — Åbenbaringen 19:7, 8.

13. Hvilke forberedelser til Lammets bryllup har fundet sted op gennem århundrederne?

¹³ Op gennem århundrederne har Jesus kærligt truffet forberedelser til dette himmelske bryllup. (Mattæus 28:20; 2 Korinther 11:2) Han har renset de 144.000 åndelige israelitter „for at han kunne fremstille menigheden for sig i dens pragt, uden at den havde en plet eller rynke eller noget sådant, men så den kunne være hellig og dadelfri“. (Efeserne 5:25-27) For at opnå „sejrsprisen, kaldet opad fra Gud,“ har hver enkelt salvet kristen måttet afføre sig den gamle personlighed sammen med dens forehavender og iføre sig den nye kristne personlighed og øve retfærdige handlinger ’med hele sin sjæl som for Jehova’. — Filipperne 3:8, 13, 14; Kolossenserne 3:9, 10, 23.

14. Hvordan har Satan forsøgt at besmitte de vordende medlemmer af Lammets hustru?

¹⁴ Siden pinsedagen i år 33 har Satan ved hjælp af Babylon den Store forsøgt at besmitte de vordende medlemmer af Lammets hustru. Ved slutningen af det første århundrede var det lykkedes ham at så den babyloniske religions sæd i menigheden. (1 Korinther 15:12; 2 Timoteus 2:18; Åbenbaringen 2:6, 14, 20) Apostelen Paulus beskriver dem der ødelagde troen, med disse ord: „Sådanne mennesker er nemlig falske apostle, svigefulde arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle. Og intet under, for Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel.“ (2 Korinther 11:13, 14) I de efterfølgende århundreder iførte den frafaldne kristenhed, ligesom resten af det store Babylon, sig rigdommens og magtens klædning, „purpur og skarlagen og ... guld og kostbare sten og perler“. (Åbenbaringen 17:4) Dens præster og paver plejede omgang med blodtørstige kejsere som Konstantin og Karl den Store. Den klædte sig ikke i „de helliges retfærdige handlinger“. Som et falskneri, en efterligning af bruden, har den været et sandt mesterværk af satanisk bedrag. Omsider er den borte for evigt!

Lammets hustru har gjort sig rede

15. Hvordan finder beseglingen sted, og hvad kræves der af en salvet kristen?

¹⁵ Nu, efter næsten 2000 års forløb, har alle brudeskarens 144.000 medlemmer gjort sig rede. Men på hvilket tidspunkt gælder det så at ’Lammets hustru har gjort sig rede’? Fra og med pinsedagen i år 33 er troende salvede blevet „beseglet med den lovede hellige ånd“ med henblik på „dagen for udfrielsen ved en løsesum“. Som apostelen Paulus udtrykker det, har Gud „sat sit segl på os og har som forskud på det der skal komme, givet os ånden i vore hjerter“. (Efeserne 1:13; 4:30; 2 Korinther 1:22) Hver enkelt salvet kristen er blevet kaldet og udvalgt og har måttet vise sig trofast. — Åbenbaringen 17:14.

16. (a) Hvornår var apostelen Paulus’ besegling fuldstændig, og hvordan ved vi det? (b) Hvornår vil Lammets hustru fuldt ud have „gjort sig rede“?

¹⁶ Efter at Paulus var blevet prøvet i årtier, kunne han erklære: „Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldendt løbet, jeg har bevaret troen. Henlagt til mig herefter er retfærdighedens krone, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig som belønning på den dag, dog ikke kun mig, men også alle dem som med kærlighed har imødeset hans tydelige fremtræden.“ (2 Timoteus 4:7, 8) Apostelens besegling lader til at have været fuldstændig, selv om han stadig befandt sig i kødet og endnu ikke havde lidt martyrdøden. I lighed med dette må den tid komme da alle som er tilbage på jorden af de 144.000 er blevet beseglet som nogle der hører Jehova til. (2 Timoteus 2:19) Til den tid har Lammets hustru fuldt ud gjort sig rede — idet størstedelen af de 144.000 allerede har opnået deres himmelske belønning og de der endnu er tilbage på jorden er blevet endeligt godkendt og beseglet som trofaste.

17. Hvornår kan Lammets bryllup finde sted?

¹⁷ På dette punkt i Jehovas tidsplan, når beseglingen af de 144.000 er blevet fuldbyrdet, slipper englene den store trængsels fire vinde løs. (Åbenbaringen 7:1-3) Først eksekveres dommen over det skøgelignende store Babylon. Dernæst drager den sejrende Kristus hurtigt ud til Harmagedon for at tilintetgøre den øvrige del af Satans organisation på jorden og, til sidst, kaste Satan og hans dæmoner i afgrunden. (Åbenbaringen 19:11–20:3) Hvis nogen af de salvede overlever trængselen på jorden, vil de uden tvivl hurtigt gå ind til deres himmelske belønning og slutte sig til brudeskarens øvrige medlemmer. Derefter, når Guds tid er inde, kan Lammets bryllup finde sted!

18. Hvordan bekræfter Salme 45 rækkefølgen af begivenhederne i forbindelse med Lammets bryllup?

¹⁸ Den profetiske beskrivelse i Salme 45 viser begivenhedernes rækkefølge. Først rider den indsatte konge ud for at besejre sine fjender. (Versene 1-7) Så bliver ægteskabet indgået, og den himmelske brud er ledsaget af sine veninder på jorden, jomfruerne, det vil sige den store skare. (Versene 8-15) Derefter bærer ægteskabet frugt, idet den opstandne menneskehed bliver ført frem til fuldkommenhed under tilsyn af „fyrster på hele jorden“. (Versene 16, 17) Hvilke herlige velsignelser der følger med Lammets bryllup!

Lykkelige er de der er indbudt

19. Hvordan lyder den fjerde af de syv saligprisninger i Åbenbaringen, og hvem får del i den lykke der her er tale om?

¹⁹ Johannes nedfælder nu den fjerde af de syv saligprisninger i Åbenbaringen: „Og han [den engel der har åbenbaret disse ting for Johannes] siger til mig: ’Skriv: Lykkelige er de der er indbudt til aftensmåltidet ved Lammets bryllup.’ Og han siger til mig: ’Dette er sande Guds ord.’“ (Åbenbaringen 19:9)d De der er indbudt til „aftensmåltidet ved Lammets bryllup“ er brudeskarens medlemmer. (Jævnfør Mattæus 22:1-14.) Hele den salvede brudeskare har del i den lykke der er forbundet med denne indbydelse. De fleste af de indbudte er allerede kommet i himmelen, dér hvor bryllupsmåltidet finder sted. De der stadig befinder sig på jorden er også lykkelige for indbydelsen. Pladsen ved bryllupsmåltidet holdes rede til dem. (Johannes 14:1-3; 1 Peter 1:3-9) Når de bliver oprejst til himmelen vil hele den forenede brud deltage sammen med Lammet i dette overmåde lykkelige bryllup.

20. (a) Hvad ligger der i ordene: „Dette er sande Guds ord“? (b) Hvordan blev Johannes berørt af engelens ord, og hvordan reagerede engelen?

²⁰ Engelen tilføjer at „dette er sande Guds ord“. Ordet „sande“ er her en oversættelse af det græske alēthinosʹ, som betyder „ægte“ eller „sanddru“. Eftersom ordene stammer fra Jehova, er de troværdige og pålidelige. (Jævnfør Første Johannesbrev 4:1-3; Åbenbaringen 21:5; 22:6.) Som en der selv var indbudt til denne bryllupsfest, må Johannes være blevet fyldt med glæde ved at høre dette og ved at tænke på de velsignelser der ventede brudeskaren. Ja, han blev så dybt bevæget at engelen måtte vejlede ham, som vi læser: „Så faldt jeg ned for hans fødder for at tilbede ham. Men han siger til mig: ’Pas på! Gør det ikke! Jeg er blot din medtræl og dine brødres, de som har den gerning at vidne om Jesus. Tilbed Gud.’“ — Åbenbaringen 19:10a.

21. (a) Hvilket vidnesbyrd aflægger Åbenbaringen om englene? (b) Hvordan bør vi som kristne forholde os til englene?

²¹ Gennem hele Åbenbaringen aflægges et bemærkelsesværdigt vidnesbyrd om englenes flid og trofasthed. De medvirker som et led i den kanal hvorigennem sandheden åbenbares. (Åbenbaringen 1:1) De samarbejder med mennesker i forbindelse med at forkynde den gode nyhed og udgyde de symbolske plager. (Åbenbaringen 14:6, 7; 16:1) De har kæmpet sammen med Jesus for at kaste Satan og hans engle ud af himmelen, og de vil igen kæmpe sammen med ham i Harmagedon. (Åbenbaringen 12:7; 19:11-14) De har endog adgang til selve Jehovas nærhed. (Mattæus 18:10; Åbenbaringen 15:6) Alligevel er de blot Guds ydmyge trælle. Der er ikke inden for den sande tilbedelse givet rum for at man kan tilbede engle eller yde Gud relativ tilbedelse gennem en „helgen“ eller en engel. (Kolossenserne 2:18) Kristne tilbeder kun Jehova, og de retter deres bønner til ham i Jesu navn. — Johannes 14:12, 13.

Jesu rolle i profetien

22. Hvad siger engelen til Johannes, og hvad ligger der i disse ord?

²² Engelen siger derpå: „Det at vidne om Jesus er jo ånden i profetien.“ (Åbenbaringen 19:10b) Hvad vil det sige? Det vil sige at alle inspirerede profetier er blevet fremsat på grund af Jesus og den rolle han spiller i Jehovas hensigter. Den første profeti i Bibelen gav løfte om et afkom der skulle komme. (1 Mosebog 3:15) Dette afkom viste sig at være Jesus. Gennem efterfølgende åbenbaringer blev der på dette grundlæggende løfte opbygget et vældigt kompleks af profetiske sandheder. Apostelen Peter sagde til den troende hedning Kornelius: „Om ham [Jesus] vidner alle profeterne.“ (Apostelgerninger 10:43) Omkring tyve år senere sagde apostelen Paulus: „Uanset hvor mange Guds løfter er, så er de blevet ’ja’ ved hjælp af ham [Jesus].“ (2 Korinther 1:20) Treogfyrre år senere igen sagde Johannes: „Sandheden er kommet gennem Jesus Kristus.“ — Johannes 1:17.

23. Hvorfor trækker Jesu høje stilling og myndighed ikke noget fra den tilbedelse vi yder Jehova?

²³ Trækker dette noget fra den tilbedelse vi yder Jehova? Nej. Husk engelens advarende ord: „Tilbed Gud.“ Jesus forsøger aldrig at rivalisere med Jehova. (Filipperne 2:6) Det er sandt at englene får at vide at de skal „bøje sig ærbødigt“ for Jesus og at hele skabningen skal anerkende hans høje stilling — „at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig“. Men læg mærke til at dette sker „til ære for Gud, Faderen,“ og på hans bud. (Hebræerne 1:6; Filipperne 2:9-11) Det var Jehova der gav Jesus hans store myndighed, og ved at anerkende denne myndighed giver vi Gud æren. Hvis vi nægter at underlægge os Jesu herredømme, forkaster vi i virkeligheden Jehova Gud selv. — Salme 2:11, 12.

24. Hvilke to store begivenheder ser vi frem til, og hvilke ord bør vi derfor istemme?

²⁴ Lad os derfor i forening istemme de ord der indleder Salme 146 til 150: „I skal lovsynge Jah!“ Ja, måtte der lyde et kraftigt hallelujakor i forventning om Jehovas sejr over den falske religions babyloniske verdensimperium! Og måtte der råde stor glæde over at Lammets bryllup nu nærmer sig!

[Fodnoter]

[Ramme på side 273]

„Brevet til Sodoma og Gomorra“

Under denne overskrift fortalte Londonavisen Daily Telegraph den 12. november 1987 om et forslag der var forelagt den engelske kirkes generalsynode. Forslaget gik ud på at homoseksuelle „kristne“ skulle udstødes af kirken. Spalteskribenten Godfrey Barker skrev: „Ærkebiskoppen af Canterbury sagde i går dystert: ’Hvis Skt. Paulus skulle skrive et brev til den engelske kirke, kunne vi meget vel spørge os selv hvilken slags brev det ville blive.’“ Journalisten kommenterede at „det måtte blive et brev til Sodoma og Gomorra“, og tilføjede: „Dr. Runcie [ærkebiskoppen] forestillede sig at det ville lyde som Romerbrevet, kapitel 1.“

Journalisten citerede Paulus’ ord i Romerbrevet 1:26-32: „Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber; ... mænd øvede skamløshed med mænd ... De kender Guds retsordning, at de, der handler således, fortjener døden; alligevel ikke blot gør de disse ting, men giver endogså dem, der handler således, deres bifald.“ Han sluttede: „Skt. Paulus var kun bekymret for dem der sad på kirkebænkene. Dr. Runcies problem er dem der står på prædikestolene.“

Hvorfor har ærkebiskoppen dette problem? Store overskrifter i Londonavisen Daily Mail for 22. oktober 1987 havde forkyndt: „’Hver tredje sognepræst homofil’ ... Kampagne for at fjerne homoseksuelle ’ville lukke den engelske kirke’.“ I artiklen blev generalsekretæren for Den Kristelige Bevægelse af Lesbiske og Homoseksuelle, som selv er præst, citeret for at sige: „Hvis dette forslag blev vedtaget ville det sprænge kirken, og det er ærkebiskoppen af Canterbury udmærket klar over. Generelt anslået mener vi at mellem 30 og 40 procent af den engelske kirkes præster er homofile. Og de er de mest aktive i kirkens arbejde.“ Den dalende kirkegang kan uden tvivl i nogen grad tilskrives folks væmmelse ved homoseksualitetens udbredelse i præstestanden.

Hvilken beslutning traf kirkesynoden? Et overvældende flertal på 388 medlemmer (95 procent af præsterne) stemte for et mildere, udvandet forslag. Herom skrev The Economist for 14. november 1987: „Den engelske kirke er imod homoseksuelle handlinger, men ikke særlig meget. Generalsynoden, kirkens parlament, afgjorde i denne uge, med homoseksuelle præster i tanke, at homoseksuelle handlinger, i modsætning til utugt og ægteskabsbrud, ikke er syndige: de svarer blot ’ikke til det ideal’ at ’kønslig omgang er et udtryk for fuldstændig hengivelse som rettelig hører hjemme inden for et varigt, ægteskabeligt forhold’.“ Bladet fremhævede modsætningen mellem ærkebiskoppen af Canterburys holdning og apostelen Paulus’ ligefremme erklæring i Romerbrevet 1:26, 27, og skrev under et citat af Paulus’ ord: „Skt. Paulus vidste hvad han mente.“

Også Jesus Kristus vidste hvad han mente, og han gav tydeligt udtryk for det. Han sagde at det på dommens dag ville være „mere udholdeligt for Sodomas land“ end for de religiøse mennesker der afviste hans budskab. (Mattæus 11:23, 24) Han anvendte her en hyperbel for at vise at de religiøse ledere der forkastede Guds søn og hans lære, var endnu mere dadelværdige end Sodomas indbyggere. Ifølge Judas 7 led de der boede i Sodoma „en evig ilds retslige straf“, det vil sige evig tilintetgørelse. (Mattæus 25:41, 46) Hvor alvorlig bliver dommen da ikke for de såkaldt kristne ledere der i blinde leder deres forblindede hjorde bort fra Guds riges høje moralnormer ind på denne verdens principløse, fordærvede veje! (Mattæus 15:14) Med hensyn til den falske religion, det store Babylon, siger stemmen fra himmelen indtrængende: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åbenbaringen 18:2, 4.

[Illustrationer på side 275]

I himmelen genlyder fire halleluja’er hvormed Jah lovsynges for sin endelige sejr over Babylon den Store

Kapitel 39

Krigerkongen sejrer i Harmagedon

Trettende syn — Åbenbaringen 19:11-21

Emne: Jesus drager ud i spidsen for de himmelske hære for at tilintetgøre Satans tingenes ordning

Tiden for opfyldelsen: Efter Babylon den Stores ødelæggelse

1. Hvad er Harmagedon, og hvad fører frem til det?

HARMAGEDON er for mange et ildevarslende ord. Men for dem der elsker retfærdighed varsler det om den længe ventede dag da Jehova vil fuldbyrde den endelige dom over nationerne. Det vil ikke være menneskers krig, men „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ — den dag han tager hævn over jordens herskere. (Åbenbaringen 16:14, 16; Ezekiel 25:17) Med ødelæggelsen af Babylon den Store vil den store trængsel allerede være begyndt. Derefter vil det skarlagenrøde vilddyr og dets ti horn, ansporet dertil af Satan, koncentrere deres angreb mod Jehovas folk. Mere rasende på Guds hustrulignende organisation end nogen sinde er Djævelen besluttet på at lade sine håndlangere føre en krig på liv og død mod dem der er tilbage af hendes afkom. (Åbenbaringen 12:17) Det er Satans sidste chance!

2. Hvem er Gog fra Magog, og hvordan får Jehova ham til at angribe sit folk?

² Djævelens voldsomme angreb bliver levende beskrevet i Ezekiel, kapitel 38. Den fornedrede Satan kaldes her „Gog fra Magogs land“. Jehova sætter symbolske kroge i Gogs kæber og trækker ham og hans vældige kampstyrke frem til angrebet. Hvordan gør han dette? Ved at lade Gog se hans vidner som et forsvarsløst folk der er „samlet fra nationerne, et folk der erhverver sig velstand og ejendom, som bor på jordens navle“. De befinder sig midt på verdensskuepladsen som det eneste folk der har nægtet at tilbede vilddyret og dets billede. Deres åndelige styrke og velstand gør Gog rasende. Derfor rykker Gog og hans talrige kampstyrke, som omfatter vilddyret fra havet med dets ti horn, imod dem for at udslette dem. Men i modsætning til Babylon den Store nyder dette rene folk Guds beskyttelse! — Ezekiel 38:1, 2, 4, 11, 12, 15; Åbenbaringen 13:1.

3. Hvordan gør Jehova det af med Gogs krigsmagt?

³ Hvordan gør Jehova det af med Gog og alle hans horder? Lyt! „’Jeg vil kalde et sværd frem imod ham i hele mit bjergland,’ lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova. ’Hver mand har sit sværd rettet mod sin broder.’“ Hverken kernevåben eller konventionelle våben vil hjælpe noget i denne kamp, for Jehova erklærer: „Jeg vil have et retsopgør med ham, med pest og blod; og en rivende skylregn og haglsten, ild og svovl lader jeg regne ned over ham og hans hærafdelinger og de mange folkeslag der er med ham. Og jeg vil vise mig stor og hellige mig og gøre mig kendt for øjnene af mange nationer; og de skal vide at jeg er Jehova.“ — Ezekiel 38:21-23; 39:11; jævnfør Josua 10:8-14; Dommerbogen 7:19-22; Anden Krønikebog 20:15, 22-24; Job 38:22, 23.

Den der kaldes „Trofast og Sand“

4. Hvordan beskriver Johannes den kampklare Jesus Kristus?

⁴ Jehova kalder et sværd frem. Hvem er det der svinger dette sværd? Vender vi tilbage til Åbenbaringen finder vi svaret i et andet dramatisk syn. Himmelen åbner sig for Johannes’ øjne og afslører noget som indgyder ærefrygt — Jesus Kristus som kampklar kriger! Johannes fortæller: „Og jeg så himmelen åben, og se! en hvid hest. Og han som sad på den kaldes Trofast og Sand, og han dømmer og fører krig med retfærdighed. Hans øjne er en ildflamme, og på hans hoved er der mange diademer.“ — Åbenbaringen 19:11, 12a.

5, 6. Hvad betegner (a) den hvide hest? (b) navnet Trofast og Sand? (c) dét at Jesu øjne er som en ildflamme? (d) de mange diademer?

⁵ Ligesom i synet af de fire ryttere, er den ’hvide hest’ her et passende symbol på retfærdig krigsførelse. (Åbenbaringen 6:2) Og hvem af Guds sønner kunne være mere retfærdig end denne vældige kriger? Eftersom han kaldes „Trofast og Sand“, må han være „det trofaste og sande vidne“, Jesus Kristus. (Åbenbaringen 3:14) Han fører krig for at eksekvere Jehovas retfærdige domme. Han optræder således i egenskab af Jehovas udnævnte dommer, den der kaldes „Vældig Gud“. (Esajas 9:6) Hans øjne er frygtindgydende, som „en ildflamme“, idet han ser hen til sine fjenders brændende tilintetgørelse.

⁶ Krigerkongens hoved er kronet med diademer. Det vilddyr Johannes så komme op af havet, havde ti diademer, hvilket symboliserede dets midlertidige herredømme på den jordiske skueplads. (Åbenbaringen 13:1) Jesus har imidlertid „mange diademer“. Hans herlige herredømme er uforligneligt, for han er „Kongen over dem der hersker som konger, og Herren over dem der hersker som herrer“. — 1 Timoteus 6:15.

7. Hvilket „navn“ står skrevet på Jesus?

⁷ Johannes’ beskrivelse fortsætter: „Han har et navn skrevet som ingen kender uden han selv.“ (Åbenbaringen 19:12b) Bibelen har tidligere omtalt Guds søn ved navne som Jesus, Immanuel og Mikael. Her omtales imidlertid et „navn“ som ikke nævnes. Det synes at stå for den stilling og de privilegier Jesus har på Herrens dag. (Jævnfør Åbenbaringen 2:17.) I en beskrivelse af Jesus efter 1914 siger Esajas: „Hans navn skal være Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste.“ (Esajas 9:6) Apostelen Paulus forbandt Jesu navn med hans store tjenesteprivilegier da han skrev: „Derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig.“ — Filipperne 2:9, 10.

8. Hvordan kan det være et navn som kun Jesus kender, og hvem deler han nogle af sine store privilegier med?

⁸ Jesu privilegier er enestående. Bortset fra Jehova selv, er det kun Jesus der ved hvad det vil sige at beklæde så høj en stilling. (Jævnfør Mattæus 11:27.) Af alle Guds skabninger er det derfor kun Jesus der fuldt ud forstår betydningen af dette navn. Han deler imidlertid nogle af disse privilegier med sin brud, for han har lovet at han vil ’skrive sit eget nye navn’ på den der sejrer. — Åbenbaringen 3:12.

9. Hvad betegner det at (a) Jesus er „klædt i en yderklædning der er bestænket med blod“? (b) Jesus kaldes „Guds Ord“?

⁹ Johannes siger videre: „Og han er klædt i en yderklædning der er bestænket med blod, og det navn han bærer er Guds Ord.“ (Åbenbaringen 19:13) Hvis „blod“ er dette? Det kunne være Jesu eget livsblod, som han har udgydt for menneskeheden. (Åbenbaringen 1:5) Men i denne sammenhæng sigter det snarere til hans fjenders blod, som bliver udgydt når Jehovas domme eksekveres over dem. Vi mindes her om det tidligere syn hvori jordens vintræ blev høstet og trådt i Guds harmes store vinperse indtil blodet stod „helt op til hestenes bidsler“ — hvilket betegnede en stor sejr over Guds fjender. (Åbenbaringen 14:18-20) På samme måde bekræfter det blod der er stænket på Jesu yderklædning, at hans sejr bliver afgørende og fuldstændig. (Jævnfør Esajas 63:1-6.) Nu taler Johannes igen om at Jesus bærer et navn. Denne gang er det et navn som er almindeligt kendt — „Guds Ord“. Det viser at denne krigerkonge er Jehovas ypperste talerør og forkæmper for sandheden. — Johannes 1:1; Åbenbaringen 1:1.

Krigerne som følger Jesus

10, 11. (a) Hvordan viser Johannes at Jesus ikke er alene i kampen? (b) Hvad betegner det at hestene er hvide og at rytterne er klædt i „hvidt, rent, fint linned“? (c) Hvem udgør de himmelske hære?

¹⁰ Jesus kommer ikke til at kæmpe alene. Johannes fortæller: „Og hærene som var i himmelen fulgte ham på hvide heste, og de var klædt i hvidt, rent, fint linned.“ (Åbenbaringen 19:14) At hestene er hvide betegner at krigen er retfærdig. „Fint linned“ er en passende klædedragt for kongens ryttere, og at det er skinnende hvidt symboliserer en ren og retfærdig stilling ind for Jehova. Men hvem udgør disse hære? De hellige engle er uden tvivl med i rækkerne. Tidligt på Herrens dag var det Mikael og hans engle der kastede Satan og hans dæmoner ud af himmelen. (Åbenbaringen 12:7-9) Og når Jesus sidder på sin herligheds trone for at dømme jordens folk og nationer, vil „alle englene“ stå ham til tjeneste. (Mattæus 25:31, 32) Når Guds domme fuldbyrdes i den afgørende krig, vil Jesus selvsagt igen være ledsaget af sine engle.

¹¹ Hans hærstyrker vil også omfatte andre. I sit budskab til menigheden i Tyatira lovede han: „Den der sejrer og holder sig til mine gerninger til enden, ham vil jeg give myndighed over nationerne, og han skal vogte dem med en jernstav så de knuses som lerkar, således som jeg også har fået myndighed fra min Fader.“ (Åbenbaringen 2:26, 27) Når tiden er inde vil de af Kristi brødre som allerede befinder sig i himmelen, være med til at vogte folkene og nationerne med denne jernstav.

12. (a) Vil Guds tjenere på jorden være med til at kæmpe i Harmagedon? (b) Hvordan er Guds folk på jorden inddraget i Harmagedon?

¹² Hvordan så med Guds tjenere på jorden? Johannesskaren vil ikke få nogen aktiv andel i Harmagedonkrigen; det vil dens loyale medarbejdere, de folk fra alle nationer der er strømmet til Jehovas åndelige tilbedelseshus, heller ikke. Disse fredelige mennesker har allerede smedet deres sværd til plovjern. (Esajas 2:2-4) Alligevel er de i allerhøjeste grad inddraget i krigen! Som allerede nævnt, er det Jehovas tilsyneladende forsvarsløse folk der bliver angrebet af Gog og alle hans horder. Dette er signalet til at Jehovas krigerkonge i spidsen for de himmelske hære indleder en udryddelseskrig mod disse nationer. (Ezekiel 39:6, 7, 11; jævnfør Daniel 11:44–12:1.) Som tilskuere vil Guds tjenere på jorden vise krigen deres fulde opmærksomhed. Harmagedon vil betyde deres frelse, og de vil derefter kunne leve i al evighed som nogle der har været øjenvidner til den store krig hvori Jehova hævdede sin suverænitet.

13. Hvordan ved vi at Jehovas Vidner ikke er imod regeringerne i denne verden?

¹³ Vil det sige at Jehovas Vidner er imod al regering? Slet ikke! De adlyder apostelen Paulus’ vejledning: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ De erkender at så længe den nuværende ordning er til, har Gud tilladt disse „højere myndigheder“ at eksistere for at opretholde en vis orden i menneskesamfundet. Derfor betaler Jehovas Vidner deres skat, adlyder lovene, overholder færdselsreglerne, lader sig registrere, og så videre. (Romerne 13:1, 6, 7) Desuden følger de Bibelens principper om at man skal være sandfærdig og ærlig, vise næstekærlighed, opbygge et stærkt og moralsk rent familieliv og oplære sine børn til at blive gode borgere. Derved tilbagebetaler de ikke blot „kejseren det der er kejserens“, men også „Gud det der er Guds“. (Lukas 20:25; 1 Peter 2:13-17) Eftersom Guds ord viser at regeringerne i denne verden er midlertidige, forbereder Jehovas Vidner sig nu til det bedre liv, det virkelige liv, som man snart vil kunne opnå under Kristi riges herredømme. (1 Timoteus 6:17-19) De skal ikke være med til at omstyrte denne verdens magter, men de anerkender med ærefrygt det som Guds inspirerede ord, Bibelen, siger om den dom Jehova vil eksekvere i Harmagedon. — Esajas 26:20, 21; Hebræerne 12:28, 29.

Til det afgørende slag!

14. Hvad symboliserer det ’lange, skarpe sværd’ som udgår af Jesu mund?

¹⁴ Med hvilken myndighed fuldender Jesus sin sejr? Johannes forklarer: „Og af hans mund udgår et langt, skarpt sværd, så han kan slå nationerne med det, og han vil vogte dem med en jernstav.“ (Åbenbaringen 19:15a) Dette ’lange, skarpe sværd’ repræsenterer Jesu gudgivne myndighed til at beordre alle som nægter at støtte Guds rige henrettet. (Åbenbaringen 1:16; 2:16) Denne levende symbolik har et sidestykke i Esajas’ profeti: „Han [Jehova] gjorde min mund til et skarpt sværd. I sin hånds skygge skjulte han mig. Og han gjorde mig til en sleben pil.“ (Esajas 49:2) Esajas var her et forbillede på Jesus, der forkynder Guds domme og eksekverer dem, som med en pil der ikke forfejler sit mål.

15. Hvem er på dette tidspunkt allerede blevet afsløret og dømt, og hvad er dermed begyndt?

¹⁵ Til den tid vil Jesus have opfyldt Paulus’ ord: „Da vil den lovløse blive åbenbaret, hvem Herren Jesus vil udrydde med sin munds ånd og gøre til intet ved sin nærværelses tydelige fremtræden.“ Ja, Jesu nærværelse (græsk: parousiʹa) har siden 1914 kunnet iagttages ud fra den omstændighed at lovløshedens menneske, kristenhedens gejstlighed, er blevet afsløret og dømt. Og hans nærværelse vil træde tydeligt frem, blive ganske åbenbar, når det skarlagenrøde vilddyrs ti horn eksekverer den afsagte dom og hærger kristenheden og hele resten af Babylon den Store. (2 Thessaloniker 2:1-3, 8) Det vil være begyndelsen af den store trængsel! Derefter vil Jesus vende sig mod det der er tilbage af Satans organisation, i overensstemmelse med profetien: „Han slår jorden med sin munds kæp; og med sine læbers ånde bringer han død over den ugudelige.“ — Esajas 11:4.

16. Hvordan bliver krigerkongens indgriben beskrevet i Salmerne og hos Jeremias?

¹⁶ Som Jehovas udnævnte krigerkonge vil han gøre skel mellem dem der skal overleve og dem der skal dø. Jehova siger profetisk til ham: „Du skal sønderslå dem [jordens herskere] med et jernscepter; som en pottemagers kar skal du knuse dem.“ Og Jeremias siger, henvendt til de fordærvede herskere og deres lakajer: „Hyl, I hyrder, og skrig! Og vælt jer, I hjordens mægtige, for dagene indtil I skal slagtes og I skal spredes er til ende, og I skal falde ned som et kostbart kar!“ Uanset hvor dyrebare disse herskere har forekommet den onde verden, vil de blive sønderslået med et eneste slag af kongens jernscepter, som et værdifuldt kar der bliver slået i stykker. Det vil være som David forudsagde med henblik på Herren Jesus: „Din styrkes stav vil Jehova række ud fra Zion: ’Hersk midt blandt dine fjender.’ Jehova ved din højre hånd vil sønderslå konger på sin vredes dag. Han vil holde dom over nationerne; han vil fylde op med døde kroppe.“ — Salme 2:9, 12; 83:17, 18; 110:1, 2, 5, 6; Jeremias 25:34.

17. (a) Hvordan beskriver Johannes krigerkongens eksekvering af dommen? (b) Gengiv nogle profetier som viser hvor katastrofal Guds vredes dag vil blive for nationerne.

¹⁷ Denne vældige krigerkonge optræder igen i synets næste scene: „Han træder også Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse.“ (Åbenbaringen 19:15b) I et tidligere syn har Johannes allerede set „Guds harmes store vinperse“ blive trådt. (Åbenbaringen 14:18-20) Esajas beskriver også en vinperse hvori der eksekveres dom, og andre profeter fortæller hvilken katastrofe der vil ramme nationerne på Guds vredes dag. — Esajas 24:1-6; 63:1-4; Jeremias 25:30-33; Daniel 2:44; Zefanias 3:8; Zakarias 14:3, 12, 13; Åbenbaringen 6:15-17.

18. Hvordan beskriver profeten Joel at Jehova fuldbyrder dommen over nationerne?

¹⁸ Profeten Joel forbinder en vinperse med dét at Jehova kommer for at „dømme alle nationerne rundt om“. Og Jehova udsteder denne befaling, uden tvivl til sin meddommer, Jesus, og hans himmelske hære: „Gå i gang med seglen, for høsten er moden. Kom, stig ned, for vinpersen er fuld. Persekarrene flyder over, for deres ondskab er stor. Der er skarer og atter skarer i afgørelsens lavning, for Jehovas dag er nær i afgørelsens lavning. Solen og månen formørkes, og stjernerne holder deres klare lys tilbage. Og Jehova brøler fra Zion, og fra Jerusalem lader han sin røst lyde. Og himmelen og jorden vil ryste; men Jehova er et tilflugtssted for sit folk og en fæstning for Israels sønner. Og I skal vide at jeg er Jehova jeres Gud.“ — Joel 3:12-17.

19. (a) Hvordan vil det spørgsmål der stilles i Første Petersbrev 4:17 blive besvaret? (b) Hvilket navn står skrevet på Jesu yderklædning, og hvordan vil det vise sig at være et yderst passende navn?

¹⁹ Det vil i sandhed blive en undergangens dag for de ulydige mennesker og nationer, men en befrielsens dag for alle som har gjort Jehova og hans krigerkonge til deres tilflugt! (2 Thessaloniker 1:6-9) Dommen der begyndte med Guds hus i 1918 vil nu være ført igennem til sit klimaks, og spørgsmålet i Første Petersbrev 4:17 — „Hvad vil enden så blive for dem som ikke er lydige mod Guds gode nyhed?“ — vil være besvaret. Den store sejrherre vil have afsluttet trædningen af vinpersen og vist at han er den ophøjede om hvem Johannes siger: „Og på sin yderklædning, ja på sin hofte, har han et navn skrevet, kongers Konge og herrers Herre.“ (Åbenbaringen 19:16) Han har vist sig at være langt mægtigere end nogen jordisk hersker, nogen menneskelig konge eller herre. Han overgår dem alle i værdighed og pragt. Han har kæmpet for „sandheds og ydmygheds og retfærdigheds sag“ og har sejret for evigt og altid! (Salme 45:4) På hans blodbestænkte klædning står det navn skrevet som han har fået af den suveræne Herre Jehova, hvis suverænitet han har hævdet!

Guds store aftensmåltid

20. Hvordan beskriver Johannes „Guds store aftensmåltid“, og hvilken lignende profeti bringes hermed i erindring?

²⁰ Efter udslettelsen af Gogs horder i Ezekiels syn bliver fuglene og de vilde dyr indbudt til et festmåltid. De rydder landskabet for lig ved at æde kødet af Jehovas døde fjender. (Ezekiel 39:11, 17-20) Johannes’ næste ord bringer denne gamle profeti i levende erindring: „Jeg så også en engel som stod på solen, og han råbte med høj røst og sagde til alle fuglene som flyver midt på himmelen: ’Kom, saml jer til Guds store aftensmåltid, så I kan æde kød af konger og kød af militærtribuner og kød af stærke mænd og kød af heste og af dem som sidder på dem, og kød af alle, af frie såvel som af trælle og af små og store.’“ — Åbenbaringen 19:17, 18.

21. Hvad fremgår af (a) dét at engelen ’står på solen’? (b) dét at de døde bliver efterladt på jorden? (c) listen over dem hvis lig bliver efterladt på jorden? (d) udtrykket „Guds store aftensmåltid“?

²¹ Engelen ’står på solen’, et centralt sted hvorfra han kan påkalde sig fuglenes opmærksomhed. Han indbyder dem til at gøre sig rede til at mæske sig med kødet af dem der vil blive dræbt af krigerkongen og hans himmelske hære. At de døde bliver efterladt på jorden vidner om at de vil lide en forsmædelig død. Ligesom fortidens Jesabel vil de ikke få en ærefuld begravelse. (2 Kongebog 9:36, 37) Listen over dem hvis lig vil ligge spredt på jorden, illustrerer ødelæggelsens omfang: Der er både konger, militærtribuner, stærke mænd, frie og trælle. Ingen går fri. Hvert eneste spor af den oprørske verden som er i opposition til Jehova vil blive fjernet. Efter dette vil der ikke længere findes noget hvileløst hav af rastløse mennesker. (Åbenbaringen 21:1) Det er „Guds store aftensmåltid“ eftersom det er ham der indbyder fuglene til at deltage i det.

22. Hvordan giver Johannes et resumé af krigens forløb?

²² Johannes giver et resumé af krigens forløb: „Og jeg så vilddyret og jordens konger og deres hære samlede for at føre krig mod ham som sad på hesten og mod hans hær. Og vilddyret blev grebet, og sammen med det den falske profet som for dets øjne havde gjort de tegn hvormed han vildledte dem der modtog vilddyrets mærke og dem som tilbeder dets billede. Mens de endnu var i live blev de begge kastet i ildsøen som brænder med svovl. Men de øvrige blev dræbt med det lange sværd der tilhørte ham som sad på hesten, det der udgik af hans mund. Og alle fuglene blev mættet af deres kød.“ — Åbenbaringen 19:19-21.

23. (a) I hvilken forstand udkæmpes „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved „Har-Magedon“? (b) Hvilken advarsel har „jordens konger“ ignoreret, og hvad bliver konsekvensen?

²³ Efter at den sjette skål med Jehovas harme var blevet udgydt, nævnte Johannes at „kongerne på hele den beboede jord“ blev samlet af dæmonisk propaganda til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Krigen udkæmpes ved Harmagedon — som ikke er et bogstaveligt sted, men den verdensomspændende situation der kræver at Jehovas dom eksekveres. (Åbenbaringen 16:12, 14, 16) Nu ser Johannes frontlinjen. Alle „jordens konger og deres hære“ har taget opstilling imod Gud. De har stædigt nægtet at underkaste sig Jehovas konge. Han har givet dem en rimelig advarsel i det inspirerede budskab: „Kys sønnen, at [Jehova] ikke vredes og I går til grunde på jeres vej.“ Da de ikke har villet underlægge sig Kristi herredømme, må de dø. — Salme 2:12.

24. (a) Hvilken dom eksekveres over vilddyret og den falske profet, og i hvilken forstand er de ’endnu i live’? (b) Hvorfor må ildsøen være symbolsk?

²⁴ Det syvhovedede, tihornede vilddyr fra havet, som repræsenterer Satans politiske organisation, bliver ryddet af vejen, og sammen med det den falske profet, den syvende verdensmagt. (Åbenbaringen 13:1, 11-13; 16:13) Mens de endnu er „i live“, ja mens de endnu er aktive i deres forenede modstand mod Guds folk på jorden, kastes de i „ildsøen“. Er det en bogstavelig ildsø? Nej, lige så lidt som vilddyret og den falske profet er bogstavelige dyr. Det er derimod et symbol på endelig, fuldstændig tilintetgørelse, et sted hvorfra man ikke vender tilbage. Det er her døden og Hades, og Djævelen selv, senere vil ende. (Åbenbaringen 20:10, 14) Det er på ingen måde et helvede med evig pine for de onde, for selve tanken om et sådant sted er Jehova en vederstyggelighed. — Jeremias 19:5; 32:35; 1 Johannes 4:8, 16.

25. (a) Hvem er „de øvrige“ som bliver dræbt med „det lange sværd“? (b) Skal vi forvente at nogen af dem der bliver „dræbt med det lange sværd“ vil få en opstandelse?

²⁵ „De øvrige“, det vil sige alle som ikke direkte er med til at udøve regeringsmagt men som ikke desto mindre er en uforbederlig del af denne fordærvede menneskeverden, bliver ’dræbt med det lange sværd der tilhører ham som sidder på hesten’. Jesus vil erklære at de fortjener døden. Skal vi regne med at de vil få en opstandelse, eftersom ildsøen ikke nævnes i deres tilfælde? Nej, vi læser ingen steder at de der til den tid bliver henrettet af Jehovas dommer, vil blive oprejst igen. Som Jesus selv sagde, vil alle som ikke er ’får’ gå bort „til den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle“, det vil sige „evig afskærelse“. (Mattæus 25:33, 41, 46) Dermed har „de ugudelige menneskers doms og undergangs dag“ nået sit klimaks. — 2 Peter 3:7; Nahum 1:2, 7-9; Malakias 4:1.

26. Beskriv kort udfaldet af Harmagedon.

²⁶ Dermed er hele Satans jordiske organisation blevet bragt til ophør. „Den tidligere himmel“, det politiske styre, er forsvundet. „Jorden“, det tilsyneladende stabile og varige system som Satan har opbygget gennem århundrederne, er tilintetgjort. „Havet“, den ugudelige menneskemasse som har været i opposition til Jehova, er ikke mere. (Åbenbaringen 21:1; 2 Peter 3:10) Men hvad skal der ske med Satan selv? Det fortæller Johannes nu.

Kapitel 40

Slangens hoved knuses

Fjortende syn — Åbenbaringen 20:1-10

Emne: Satan i afgrunden, tusindårsriget, menneskehedens endelige prøve og Satans udslettelse

Tiden for opfyldelsen: Fra afslutningen af den store trængsel til det tidspunkt da Satan udslettes

1. Hvordan er opfyldelsen af den første profeti i Bibelen skredet frem?

HUSKER du den første profeti i Bibelen? Den blev udtalt af Jehova Gud da han sagde til Slangen: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ (1 Mosebog 3:15) Nu bringes opfyldelsen af denne profeti frem til sit klimaks! Vi har i det foregående set hvordan Satan har ført krig mod Jehovas hustrulignende himmelske organisation. (Åbenbaringen 12:1, 9) Slangens jordiske afkom bestående af religiøse, politiske og kommercielle kræfter har på jorden udsat kvindens afkom, Jesus Kristus og hans 144.000 salvede disciple, for grusom forfølgelse. (Johannes 8:37, 44; Galaterne 3:16, 29) Satan påførte Jesus en lidelsesfuld død. Men hans død var blot som et sår i hælen, for Gud oprejste sin trofaste søn på den tredje dag. — Apostelgerninger 10:38-40.

2. Hvordan bliver slangen knust, og hvad sker der med slangens jordiske afkom?

² Hvordan vil det gå slangen og hans afkom? Omkring år 56 skrev apostelen Paulus et langt brev til de kristne i Rom, og i slutningen af brevet opmuntrede han dem med ordene: „Den Gud som giver fred, vil snart knuse Satan under jeres fødder.“ (Romerne 16:20) Ja, Satan skal knuses! Paulus anvendte her et græsk ord, syntriʹbō, der betyder at nedtræde, at knuse til en geleagtig tilstand, at tilintetgøre fuldstændigt ved knusning. Og med hensyn til slangens jordiske afkom, så udsættes den for svære plager på Herrens dag, plager som vil kulminere i den store trængsel ved at Babylon den Store og verdens politiske systemer, sammen med deres økonomiske og militære støtter, bliver knust og tilintetgjort. (Åbenbaringen, kapitlerne 18 og 19) På denne måde bringer Jehova fjendskabet mellem de to former for afkom til et klimaks. Guds kvindes afkom sejrer over slangens jordiske afkom, og dette afkom udslettes!

Satan kastes i afgrunden

3. Hvordan beskriver Johannes det der venter Satan?

³ Hvad venter der så Satan selv og hans dæmoner? Johannes fortæller: „Og jeg så en engel stige ned fra himmelen med afgrundens nøgle og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år. Og han kastede ham i afgrunden og lukkede den og forseglede den over ham, så han ikke kunne vildlede nationerne mere førend de tusind år var til ende. Derefter skal han løses en kort tid.“ — Åbenbaringen 20:1-3.

4. Hvem er engelen med afgrundens nøgle, og hvordan ved vi det?

⁴ Hvem er denne engel? Han må have en kolossal magt siden han kan rydde Jehovas ærkefjende af vejen. Han har „afgrundens nøgle og en stor lænke“. Dette minder os om et tidligere syn, hvor kongen over græshopperne kaldes „afgrundens engel“. (Åbenbaringen 9:11) Her ser vi altså igen Jehovas ypperste forkæmper, den herliggjorte Jesus Kristus, i aktion. Denne ærkeengel som kastede Satan ud af himmelen, som dømte Babylon den Store, og som gjorde det af med „jordens konger og deres hære“ i Harmagedon, vil afgjort ikke træde til side nu og lade en ringere engel sætte kronen på værket ved at kaste Satan i afgrunden! — Åbenbaringen 12:7-9; 18:1, 2; 19:11-21.

5. Hvad gør afgrundens engel med Satan Djævelen, og hvorfor?

⁵ Da den store, ildrøde drage blev kastet ned fra himmelen blev den omtalt som „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 12:3, 9) Nu da Satan bliver grebet for at blive kastet i afgrunden, beskrives han igen som „dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan“. Denne berygtede opsluger, bedrager, bagvasker og modstander bliver lænket og kastet i afgrunden, som bliver lukket og forseglet, ’så han ikke kan vildlede nationerne mere’. Satan skal forblive i afgrunden i tusind år, hvor han ikke vil kunne påvirke menneskene mere end en fange der sidder indespærret i et dybt fangehul. Afgrundens engel afskærer Satan fra enhver kontakt med Retfærdsriget. Hvilken befrielse for menneskeheden!

6. (a) Hvad vidner om at dæmonerne også kommer i afgrunden? (b) Hvad kan nu begynde, og hvorfor?

⁶ Hvad sker der med dæmonerne? De er også blevet ’bevogtet til dom’. (2 Peter 2:4) Satan kaldes „Beelzebul, dæmonernes hersker“. (Lukas 11:15, 18; Mattæus 10:25) I betragtning af deres langvarige samarbejde med Satan må man forvente at de vil få samme dom som han. Dæmonerne har længe næret frygt for afgrunden; ved en lejlighed da de blev konfronteret med Jesus, blev de „ved med at bønfalde ham om ikke at befale dem at gå ned i afgrunden“. (Lukas 8:31) Når Satan bliver kastet i afgrunden, vil hans engle med sikkerhed blive kastet derned sammen med ham. (Jævnfør Esajas 24:21, 22.) Efter at Satan og hans dæmoner er blevet bundet i afgrunden, kan Jesu Kristi tusindårige regering begynde.

7. (a) Hvilken tilstand vil Satan og hans dæmoner befinde sig i mens de opholder sig i afgrunden, og hvordan ved vi det? (b) Er Hades og afgrunden det samme? (Se fodnoten.)

⁷ Vil Satan og hans dæmoner være aktive mens de befinder sig i afgrunden? Tænk her på det skarlagenrøde, syvhovedede vilddyr der ’var, men ikke er, og dog skal stige op af afgrunden’. (Åbenbaringen 17:8) Mens det befandt sig i afgrunden, ’var det ikke’. Det var lammet, ikkefungerende, praktisk talt dødt. I lighed med dette sagde apostelen Paulus med hensyn til Jesus: „’Hvem vil stige ned i afgrunden?’ det vil sige, for at bringe Kristus op fra de døde.“ (Romerne 10:7) Da Jesus befandt sig i denne afgrund, var han død.a Det er derfor rimeligt at slutte at Satan og hans dæmoner vil befinde sig i en tilstand af dødlignende uvirksomhed i de tusind år de opholder sig i afgrunden. Det er i sandhed gode tidender for dem der elsker retfærdighed!

Dommere i tusind år

8, 9. Hvad fortæller Johannes nu om dem der sidder på troner, og hvem er det?

⁸ Efter de tusind år bliver Satan løst fra afgrunden en kort tid. Hvorfor? Før Johannes giver os svaret, henleder han vor opmærksomhed på noget der sker i begyndelsen af denne tidsperiode. Vi læser: „Og jeg så troner, og der var nogle som satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme.“ (Åbenbaringen 20:4a) Hvem er det der sidder på troner og hersker i himmelen sammen med den herliggjorte Jesus?

⁹ Det er ’de hellige’ der ifølge Daniels profeti får del i Riget og herredømmet sammen med den der er „som en menneskesøn“. (Daniel 7:13, 14, 18) Det er de samme som de 24 ældste der sidder på himmelske troner i Jehovas nærhed. (Åbenbaringen 4:4) Blandt dem er de tolv apostle, som Jesus gav dette løfte: „I genskabelsen, når Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone, skal I som har fulgt mig også selv sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Mattæus 19:28) Blandt dem er også Paulus såvel som de kristne i Korinth der forblev trofaste, og endvidere de medlemmer af menigheden i Laodikea som sejrede. — 1 Korinther 4:8; 6:2, 3; Åbenbaringen 3:21.

10. (a) Hvordan beskriver Johannes nu de 144.000 konger? (b) Hvem omfatter de 144.000 konger, ifølge det Johannes tidligere har fortalt?

¹⁰ I alt 144.000 troner er gjort rede til disse salvede sejrvindere som er „blevet købt fra menneskeslægten som en førstegrøde for Gud og for Lammet“. (Åbenbaringen 14:1, 4) Johannes fortsætter: „Ja, jeg så sjælene af dem der var blevet henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus og for at have talt om Gud, og dem som ikke havde tilbedt vilddyret eller dets billede og som ikke havde modtaget mærket på deres pande og på deres hånd.“ (Åbenbaringen 20:4b) Disse konger omfatter altså de salvede kristne martyrer som tidligere, da det femte segl blev åbnet, spurgte Jehova hvor længe han endnu ville vente med at hævne deres blod. På det tidspunkt fik de hver en lang, hvid klædning og fik at vide at de skulle vente endnu en kort tid. Men nu er de blevet hævnet ved at Babylon den Store er blevet tilintetgjort, ved at nationerne er blevet udslettet af kongernes Konge og herrernes Herre, og ved at Satan er blevet kastet i afgrunden. — Åbenbaringen 6:9-11; 17:16; 19:15, 16.

11. (a) Hvordan skal vi forstå udtrykket „henrettet med økse“? (b) I hvilken forstand kan det siges at alle de 144.000 har lidt en offerdød?

¹¹ Er alle disse 144.000 kongelige dommere blevet „henrettet med økse“? Rent bogstaveligt gælder det sandsynligvis kun et forholdsvis lille antal af dem. Udtrykket synes imidlertid at omfatte enhver form for martyrdød som de salvede kristne måtte lide.b (Mattæus 10:22, 28) Der er ingen tvivl om at Satan kunne tænke sig at henrette hver eneste af dem. Men trods dette er det ikke alle Jesu salvede brødre der dør som martyrer. Mange af dem dør af sygdom eller alderdom. Disse hører imidlertid også til den skare Johannes nu ser. De har alle, i en vis forstand, lidt en offerdød. (Romerne 6:3-5) Desuden var ingen af dem en del af verden. De blev derfor alle hadet af verden og var i realiteten døde i dens øjne. (Johannes 15:19; 1 Korinther 4:13) Ingen af dem tilbad vilddyret eller dets billede, og ved deres død bar ingen af dem vilddyrets mærke. De døde alle som sejrvindere. — 1 Johannes 5:4; Åbenbaringen 2:7; 3:12; 12:11.

12. Hvad beretter Johannes om de 144.000 konger, og hvornår bliver de levende?

¹² Nu er disse sejrvindere levende igen. Johannes fortæller: „Og de blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år.“ (Åbenbaringen 20:4c) Vil det sige at disse dommere først bliver oprejst når nationerne er blevet udslettet og Satan og hans dæmoner er kommet i afgrunden? Nej. De fleste af dem var allerede yderst levende under disse begivenheder, for de drog sammen med Jesus imod nationerne i Harmagedon. (Åbenbaringen 2:26, 27; 19:14) Paulus nævnte at deres opstandelse ville finde sted kort efter at Jesu nærværelse var begyndt, hvilket skete i 1914, og at nogle ville blive oprejst før andre. (1 Korinther 15:51-54; 1 Thessaloniker 4:15-17) Det at de ’bliver levende’ er altså noget som indtræffer i løbet af en tidsperiode, efterhånden som de hver især opnår det udødelige livs gave i himmelen. — 2 Thessaloniker 1:7; 2 Peter 3:11-14.

13. (a) Hvordan skal vi opfatte længden af de tusind år som de 144.000 hersker i, og hvorfor? (b) Hvordan betragtede Papias fra Hierapolis de tusind år? (Se fodnoten.)

¹³ De skal herske og dømme i tusind år. Er det bogstaveligt tusind år, eller skal det opfattes symbolsk som en lang periode af ubestemt varighed? „Tusinder“ kan betegne et stort, ikke nærmere bestemt antal, som i Første Samuelsbog 21:11. Men her skal „tusind“ opfattes bogstaveligt, eftersom perioden nævnes tre gange i Åbenbaringen 20:5-7 som „de tusind år“. Paulus omtalte denne domstid som „en dag“ da han erklærede: „[Gud] har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed.“ (Apostelgerninger 17:31) Eftersom Peter fortæller at én dag for Jehova er som tusind år, stemmer det udmærket at denne domsdag rent bogstaveligt varer tusind år.c — 2 Peter 3:8.

De øvrige af de døde

14. (a) Hvilken bemærkning indskyder Johannes vedrørende „de øvrige af de døde“? (b) Hvordan kaster udtalelser som er fremsat af apostelen Paulus, lys over udtrykket ’blive levende’?

¹⁴ Men hvem skal disse konger dømme, hvis det er som Johannes her indskyder: „(De øvrige af de døde blev ikke levende førend de tusind år var til ende)“? (Åbenbaringen 20:5a) Også her må udtrykket ’blive levende’ forstås ud fra sammenhængen. Det kan have forskellige betydninger, alt efter omstændighederne. Paulus sagde for eksempel til sine salvede medkristne: „Jer gjorde Gud levende skønt I var døde i jeres overtrædelser og synder.“ (Efeserne 2:1) De salvede kristne blev altså ’gjort levende’ allerede i det første århundrede, idet de blev erklæret retfærdige på grundlag af deres tro på Jesu offer. — Romerne 3:23, 24.

15. (a) Hvilket forhold havde Jehovas førkristne vidner til Gud? (b) Hvordan bliver de andre får „levende“, og hvornår vil de i fuldeste forstand tage jorden i besiddelse?

¹⁵ Svarende hertil blev førkristne vidner for Jehova erklæret retfærdige som Guds venner, og Abraham, Isak og Jakob blev omtalt som ’levende’ skønt de var fysisk døde. (Mattæus 22:31, 32; Jakob 2:21, 23) Men både de og alle andre som bliver oprejst, foruden den store skare trofaste andre får der overlever Harmagedon, og de børn der måtte fødes dem i den nye verden, mangler endnu at blive ført frem til menneskelig fuldkommenhed. Dette vil Kristus og hans medkonger og underpræster sørge for på den tusindårige domsdag, på grundlag af Jesu genløsningsoffer. Ved slutningen af den dag vil „de øvrige af de døde“ være ’blevet levende’ i den forstand at de til den tid er fuldkomne mennesker. Som vi skal se, må de derefter gennemgå en endelig prøve, men de vil møde prøven som fuldkommengjorte mennesker. Når de har bestået prøven vil Gud erklære dem værdige til at leve evigt, retfærdige i fuldeste forstand. De vil da erfare den fuldstændige opfyldelse af løftet: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ (Salme 37:29) Hvilken herlig fremtid der venter den lydige menneskehed!

Den første opstandelse

16. Hvordan beskriver Johannes den opstandelse som de der skal herske som konger sammen med Kristus får del i, og hvorfor?

¹⁶ Johannes vender nu tilbage til dem der „blev levende og herskede som konger sammen med Messias“, idet han skriver: „Dette er den første opstandelse.“ (Åbenbaringen 20:5b) Hvordan er denne opstandelse den første? Den er først i tid, for de der får del i den er „en førstegrøde for Gud og for Lammet“. (Åbenbaringen 14:4) Den er også først i betydning, eftersom de der har andel i den bliver Jesu medregenter i hans himmelske rige og skal dømme den øvrige del af menneskeheden. Endelig er den først i beskaffenhed. Bortset fra Jesus Kristus selv, er de der bliver oprejst i den første opstandelse nemlig de eneste skabninger Bibelen omtaler som får udødelighed. — 1 Korinther 15:53; 1 Timoteus 6:16.

17. (a) Hvordan beskriver Johannes de velsignede udsigter de salvede kristne har? (b) Hvad er „den anden død“, og hvorfor har den „ingen myndighed“ over de 144.000 sejrvindere?

¹⁷ Hvilke velsignede udsigter disse salvede har! Det er som Johannes erklærer: „Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over.“ (Åbenbaringen 20:6a) Som Jesus lovede de kristne i Smyrna, vil disse sejrvindere der får del i den første opstandelse ikke være i fare for at blive skadet af „den anden død“, der er ensbetydende med tilintetgørelse, udslettelse uden håb om nogen opstandelse. (Åbenbaringen 2:11; 20:14) Den anden død har „ingen myndighed“ over disse sejrvindere, for de har iført sig uforgængelighed og udødelighed. — 1 Korinther 15:53.

18. Hvad siger Johannes nu om jordens nye herskere, og hvad vil de afstedkomme?

¹⁸ Hvilken forskel fra situationen under de jordiske konger der har hersket under Satans myndighed! Disse konger har i bedste fald kun regeret i 50-60 år, og det store flertal af dem har siddet på tronen i væsentlig kortere tid. Mange af dem har undertrykt menneskene. Og uanset hvordan det har været, hvordan skulle nationerne da få varig gavn af et herredømme der udøves af skiftende herskere med en skiftende politik? I modsætning til dette siger Johannes om jordens nye herskere: „Men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“ (Åbenbaringen 20:6b) Sammen med Jesus vil de udgøre den eneste regering i tusind år. Med deres præstetjeneste, hvorved de forvalter værdien af Jesu fuldkomne offer, vil de føre lydige mennesker frem til åndelig, moralsk og legemlig fuldkommenhed. Med deres tjeneste som konger vil de sørge for at der opbygges et verdensomspændende menneskesamfund der afspejler Jehovas retfærdighed og hellighed. Og som dommere i tusind år vil de sammen med Jesus kærligt føre lydige mennesker frem til målet, det evige liv. — Johannes 3:16.

Den endelige prøve

19. Hvilken tilstand vil jorden og menneskeheden befinde sig i når tusindårsriget er til ende, og hvad gør Jesus nu?

¹⁹ Når tusindårsriget er til ende vil hele jorden være kommet til at ligne den oprindelige Edens have. Den vil være et sandt paradis. Den fuldkomne menneskehed vil ikke længere behøve en ypperstepræst til at gå i forbøn for sig hos Gud, eftersom alle spor af adamitisk synd vil være fjernet og den sidste fjende, døden, vil være gjort til intet. Kristi rige vil have gennemført Guds hensigt — at skabe én verden med én regering. Når dette er sket „overgiver [Jesus] riget til sin Gud og Fader“. — 1 Korinther 15:22-26; Romerne 5:12.

20. Hvad fortæller Johannes der vil ske når tiden er inde til den endelige prøve?

²⁰ Tiden er nu inde til en endelig prøve. Vil denne fuldkommengjorte menneskeverden, i modsætning til de første mennesker i Eden, stå fast i sin uangribelighed? Johannes fortæller hvad der sker: „Og når de tusind år er til ende, vil Satan blive løst af sit fængsel, og han vil gå ud og vildlede de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog, for at samle dem til krigen. Tallet på disse er som sandet ved havet. Og de rykkede frem over jordens bredde og omringede de helliges lejr og den elskede by.“ — Åbenbaringen 20:7-9a.

21. Hvordan gør Satan nu et sidste forsøg, og hvorfor skulle det ikke overraske os at nogle vil følge Satan, selv efter tusindårsriget?

²¹ Hvordan vil Satans sidste forsøg forme sig? Han vildleder „de nationer der er ved jordens fire hjørner, Gog og Magog,“ og samler dem „til krigen“. Hvem kunne dog stille sig på Satans side efter tusind års glædeligt og opbyggende teokratisk styre? Vi må ikke glemme at Satan var i stand til at vildlede det fuldkomne menneskepar som levede lykkeligt i Edens paradis. Det lykkedes ham også at vildføre himmelske engle som havde set det oprindelige oprørs dårlige resultater. (2 Peter 2:4; Judas 6) Vi skal derfor ikke blive overraskede over at nogle fuldkomne mennesker vil blive lokket til at følge Satan, selv efter at Guds rige har udøvet sit herlige herredømme i tusind år.

22. (a) Hvad ligger der i udtrykket „de nationer der er ved jordens fire hjørner“? (b) Hvorfor kaldes oprørerne „Gog og Magog“?

²² Bibelen kalder disse oprørere „nationer der er ved jordens fire hjørner“. Det vil ikke sige at menneskeheden igen vil være blevet opdelt i adskilte nationale grupper. Det betyder blot at de der gør oprør vil skille sig ud fra Jehovas retfærdige og loyale tjenere og lægge den samme dårlige ånd for dagen som nationerne gør i dag. Ligesom Gog fra Magog i Ezekiels profeti vil de „udtænke en ond plan“ med det mål at gøre det af med det teokratiske styre på jorden. (Ezekiel 38:3, 10-12) Det er derfor de kaldes „Gog og Magog“.

23. Hvad vil det sige at oprørernes antal er „som sandet ved havet“?

²³ Tallet på dem der slutter sig til Satan i hans oprør vil være „som sandet ved havet“. Hvor mange er det? Der er ikke fastsat noget antal. (Jævnfør Josua 11:4; Dommerbogen 7:12.) Oprørernes endelige antal vil afhænge af hvordan hver enkelt reagerer på Satans bedrageriske kneb. Det vil dog uden tvivl være et betragteligt antal, for de vil føle at de er stærke nok til at overvinde „de helliges lejr og den elskede by“.

24. (a) Hvad er „den elskede by“, og hvordan kan oprørerne omringe den? (b) Hvad betegner „de helliges lejr“?

²⁴ „Den elskede by“ må være den by den herliggjorte Jesus Kristus omtaler for sine disciple i Åbenbaringen 3:12 og som han kalder „min Guds by, det ny Jerusalem, som kommer ned fra himmelen fra min Gud“. Hvordan kan de jordiske styrker ’omringe’ denne himmelske organisation? Ved at omringe „de helliges lejr“. En lejr ligger uden for en by; „de helliges lejr“ må derfor betegne dem der befinder sig på jorden uden for det himmelske ny Jerusalem og som loyalt støtter Jehovas regeringsordning. Når oprørerne under Satans ledelse angriber disse trofaste, vil Herren Jesus betragte det som et angreb på ham selv. (Mattæus 25:40, 45) Disse „nationer“ vil forsøge at udslette alt hvad det himmelske ny Jerusalem har udrettet på jorden i forbindelse med at gøre den til et paradis. Når de angriber „de helliges lejr“ angriber de derfor også „den elskede by“.

Ild- og svovlsøen

25. Hvordan beskriver Johannes udfaldet af oprørernes angreb på „de helliges lejr“, og hvad vil dette betyde for Satan?

²⁵ Vil dette sidste forsøg fra Satans side lykkes? Afgjort ikke — lige så lidt som det angreb Gog fra Magog i vor tid vil rette mod det åndelige Israel, vil lykkes! (Ezekiel 38:18-23) Johannes beskriver dramatisk udfaldet: „Men ild kom ned fra himmelen og fortærede dem. Og Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen, hvor både vilddyret og den falske profet allerede var.“ (Åbenbaringen 20:9b-10a) I stedet for blot at blive kastet i afgrunden vil Satan, slangen fra fortiden, denne gang virkelig blive knust, udslettet, fuldstændig tilintetgjort som ved ild.

26. Hvorfor kan „ild- og svovlsøen“ ikke være et bogstaveligt pinested?

²⁶ Vi har allerede set at „ild- og svovlsøen“ ikke kan være et bogstaveligt pinested. (Åbenbaringen 19:20) Hvis Satan skulle lide uudholdelige pinsler dér i al evighed, måtte Jehova bevare ham i live. Men livet er en gave, ikke en straf. Døden er straffen for synd, og ifølge Bibelen føler døde skabninger ingen smerte. (Romerne 6:23; Prædikeren 9:5, 10) Desuden siges der senere at døden selv, sammen med Hades, bliver kastet i den samme ild- og svovlsø. Døden og Hades kan naturligvis ikke lide nogen pine! — Åbenbaringen 20:14.

27. Hvordan hjælper det der skete med Sodoma og Gomorra os til at forstå udtrykket „ild- og svovlsøen“?

²⁷ Alt dette er med til at bekræfte den opfattelse at ild- og svovlsøen er symbolsk. Omtalen af ild og svovl leder desuden tanken hen på fortidens Sodoma og Gomorra, som blev udslettet af Gud på grund af deres store ondskab. Da deres tid kom „lod [Jehova] svovl og ild regne fra Jehova, fra himmelen, ned over Sodoma og over Gomorra“. (1 Mosebog 19:24) Det der overgik de to byer kaldes „en evig ilds retslige straf“. (Judas 7) Dog kom byerne ikke til at lide evig pine. Nej, de blev tilintetgjort, udslettet for evigt, sammen med deres fordærvede indbyggere. Byerne eksisterer ikke længere, og ingen kan med sikkerhed sige hvor de lå.

28. Hvad er ild- og svovlsøen, og hvori adskiller den sig fra døden, Hades og afgrunden?

²⁸ I harmoni med dette forklarer Bibelen selv hvad ild- og svovlsøen står for: „Dette er den anden død, ildsøen.“ (Åbenbaringen 20:14) Det er tydeligvis det samme som det Gehenna Jesus talte om, et sted hvor de onde forbliver udslettet, ikke hvor de pines for evigt. (Mattæus 10:28) Det betegner en fuldstændig tilintetgørelse, en tilstand hvorfra der ikke er håb om en opstandelse. Mens der findes nøgler til døden, Hades og afgrunden, omtales der ingen nøgle til ild- og svovlsøen. (Åbenbaringen 1:18; 20:1) Den vil aldrig give sine fanger fri. — Jævnfør Markus 9:43-47.

Pines dag og nat i al evighed

29, 30. Hvad siger Johannes om Djævelen samt vilddyret og den falske profet, og hvordan skal dette forstås?

²⁹ Med hensyn til både Djævelen, vilddyret og den falske profet fortæller Johannes nu: „Og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“ (Åbenbaringen 20:10b) Hvad kan dette betyde? Som allerede nævnt er der ingen mening i at sige at døden og Hades, og symboler som vilddyret og den falske profet, kan pines bogstaveligt. Vi har derfor heller ingen grund til at tro at Satan vil blive pint i al evighed. Han vil blive udslettet.

³⁰ Det græske ord for ’at pine’ er her basaniʹzō, der i første række betyder „at prøve (metaller) ved hjælp af en prøvesten“. En anden betydning er „at forhøre ved anvendelse af tortur“. (The New Thayer’s Greek-English Lexicon of the New Testament) I sammenhængen viser brugen af dette græske ord at det der sker med Satan, i al evighed vil tjene som en prøvesten i forbindelse med stridsspørgsmålet om retmæssigheden og retfærdigheden af Jehovas herredømme. Dette stridsspørgsmål vil være afgjort én gang for alle. Det vil aldrig igen blive nødvendigt at lade en udfordring af Jehovas suverænitet prøve i nogen tid for at vise at den er fejlagtig. — Jævnfør Salme 92:1, 15.

31. Hvordan hjælper to græske ord som er beslægtede med det ord der betyder ’at pine’ os til at forstå hvilken straf det er Satan Djævelen lider?

³¹ Desuden bruges det beslægtede ord basanistēsʹ, „en der piner“, i Bibelen i betydningen ’fangevogter’. (Mattæus 18:34, Kingdom Interlinear) I overensstemmelse med dette vil Satan blive holdt fanget i ildsøen for evigt; han vil aldrig blive løsladt. Endelig anvendes det beslægtede ord baʹsanos i den græske Septuaginta-oversættelse, som Johannes var fortrolig med, om en ydmygelse der fører til døden. (Ezekiel 32:24, 30) Dette hjælper os til at se at den straf Satan lider, er en ydmygende, evig død i ild- og svovlsøen. Hans gerninger dør sammen med ham. — 1 Johannes 3:8.

32. Hvilken straf vil dæmonerne lide, og hvordan ved vi det?

³² Dæmonerne nævnes heller ikke i dette vers. Vil de blive løsladt sammen med Satan når de tusind år er til ende, og derefter lide den evige døds straf sammen med ham? Vidnesbyrdene siger ja. I lignelsen om fårene og gederne sagde Jesus at gederne skulle gå bort „til den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle“. (Mattæus 25:41) Udtrykket „den evige ild“ må sigte til ild- og svovlsøen som Satan ender i. Djævelens engle blev kastet ud af himmelen sammen med ham. De kom tydeligvis i afgrunden sammen med ham ved tusindårsrigets begyndelse. Derfor må de også blive udslettet sammen med ham i ild- og svovlsøen. — Mattæus 8:29.

33. Hvilken sidste detalje fra Første Mosebog 3:15 vil derpå gå i opfyldelse, og hvad henleder Jehovas ånd nu Johannes’ opmærksomhed på?

³³ På denne måde bliver den sidste detalje i profetien fra Første Mosebog 3:15 opfyldt. Når Satan er kastet i ildsøen vil han være lige så død som en slange hvis hoved er blevet knust under en jernhæl. Han og hans dæmoner vil være borte for bestandig. De bliver ikke mere omtalt i Åbenbaringens bog. Nu da de er ryddet af vejen i den profetiske skildring, retter Jehovas ånd opmærksomheden mod noget som er af stor interesse for dem der har et jordisk håb: Hvad vil det himmelske herredømme som udøves af „kongers Konge“ og „de kaldede og udvalgte og trofaste sammen med ham“, resultere i for menneskeheden? (Åbenbaringen 17:14) For at svare på dette fører Johannes os endnu en gang tilbage til begyndelsen af tusindårsriget.

[Fodnoter]

[Illustration på side 293]

Det Døde Hav, hvor Sodoma og Gomorra kan have ligget

[Illustrationer på side 294]

„Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham“

Kapitel 41

Det glædelige udfald af Guds domsdag

Femtende syn — Åbenbaringen 20:11–21:8

Emne: Den almindelige opstandelse, dommens dag og velsignelser i form af en ny himmel og en ny jord

Tiden for opfyldelsen: Tusindårsriget

1. (a) Hvad mistede menneskene da Adam og Eva syndede? (b) Hvilken hensigt som Gud havde, blev ikke ændret, og hvordan ved vi det?

VI MENNESKER er skabt til at leve evigt. Hvis Adam og Eva havde adlydt Guds bud, ville de aldrig have lidt døden. (1 Mosebog 1:28; 2:8, 16, 17; Prædikeren 3:10, 11) Men da de syndede, mistede de fuldkommenheden og livet for både sig selv og deres efterkommere, og døden kom til at herske over menneskene som en nådeløs fjende. (Romerne 5:12, 14; 1 Korinther 15:26) Alligevel er Guds hensigt — at fuldkomne mennesker skal leve evigt på en paradisisk jord — ikke blevet ændret. I sin store kærlighed til menneskene sendte Jehova sin enestefødte søn, Jesus, der gav sit fuldkomne menneskeliv som en løsesum for „mange“ af Adams efterkommere. (Mattæus 20:28; Johannes 3:16) Jesus kan nu anvende den juridiske værdi af sit offer til at genrejse troende mennesker og føre dem frem til livet i fuldkommenhed på en paradisisk jord. (1 Peter 3:18; 1 Johannes 2:2) Dette giver os i sandhed grund til at „juble og fryde os“! — Esajas 25:8, 9.

2. Hvad fortæller Johannes i Åbenbaringen 20:11, og hvilken „stor, hvid trone“ er der tale om?

² Efter at Satan er blevet bundet i afgrunden begynder Jesu herlige tusindårsrige. Dette er den „dag“ på hvilken Gud „har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt“. (Apostelgerninger 17:31; 2 Peter 3:8) Johannes erklærer: „Og jeg så en stor, hvid trone og ham som sad på den. For hans ansigt flygtede jorden og himmelen, og der fandtes ikke noget sted for dem.“ (Åbenbaringen 20:11) Hvilken „stor, hvid trone“ er dette? Det kan kun være Guds dommersæde, han som er „alles dommer“. (Hebræerne 12:23) Han vil nu dømme menneskene for at afgøre hvem der skal have gavn af Jesu genløsningsoffer. — Markus 10:45.

3. (a) Hvad understreges ved at Guds trone er „stor“ og „hvid“? (b) Hvem skal dømme på dommens dag, og på hvilket grundlag?

³ Guds trone er „stor“, hvilket fremhæver Jehovas storhed som den suveræne Herre, og den er „hvid“, noget som understreger hans fuldendte retfærdighed. Han er menneskehedens øverste Dommer. (Salme 19:7-11; Esajas 33:22; 51:5, 8) Han har imidlertid overdraget dommergerningen til Jesus Kristus: „Faderen dømmer nemlig slet ingen, men han har overgivet al dom til Sønnen.“ (Johannes 5:22) Sammen med Jesus er hans 144.000 meddommere, som har fået „magt til at dømme ... i tusind år“. (Åbenbaringen 20:4) Alligevel er det Jehovas normer som er afgørende for hvordan det vil gå den enkelte på dommens dag.

4. Hvad vil det sige at ’jorden og himmelen flygtede’?

⁴ Hvad menes der med at ’jorden og himmelen flygtede’? Det var den samme himmel der forsvandt som en skriftrulle da det sjette segl blev åbnet — nemlig de jordiske regeringsmagter der er „gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag“. (Åbenbaringen 6:14; 2 Peter 3:7) Jorden er den organiserede tingenes ordning under dette regeringssystem. (Åbenbaringen 8:7) At denne himmel og denne jord flygtede, svarer til at vilddyret og jordens konger og deres hære, samt de der modtog vilddyrets mærke og de som tilbad dets billede, blev tilintetgjort. (Åbenbaringen 19:19-21) Efter at dommen er blevet eksekveret over Satans jord og himmel, lader den store Dommer en ny domsdag begynde.

Den tusindårige domsdag

5. Hvem mangler at blive dømt, efter at den gamle jord og den gamle himmel er flygtet?

⁵ Hvem mangler endnu at blive dømt efter at den gamle jord og den gamle himmel er flygtet? Ikke den salvede rest af de 144.000, for denne gruppe er allerede blevet dømt og beseglet. Hvis der endnu er nogen af de salvede tilbage på jorden efter Harmagedon, vil disse snart efter dø og modtage deres himmelske belønning ved opstandelsen. (1 Peter 4:17; Åbenbaringen 7:2-4) Men den milliontallige store skare som nu er kommet ud af den store trængsel, står „foran tronen“. Disse mennesker er allerede blevet regnet retfærdige så de har kunnet overleve på grund af deres tro på Jesu udgydte blod, men de må stadig stå til doms i løbet af de tusind år mens Jesus vedblivende leder dem til „kilder med livets vand“. Når de så er blevet ført frem til menneskelig fuldkommenhed og derefter er blevet prøvet, vil de blive erklæret retfærdige i fuldeste forstand. (Åbenbaringen 7:9, 10, 14, 17) Børn som overlever den store trængsel og eventuelle børn som fødes af medlemmerne af den store skare i løbet af tusindårsriget, må også dømmes i de tusind år. — Jævnfør Første Mosebog 1:28; 9:7; Første Korintherbrev 7:14.

6. (a) Hvilken menneskemængde ser Johannes, og hvad fremgår af ordene „de store og de små“? (b) Hvordan vil de utallige millioner som er i Guds erindring uden tvivl blive ført frem?

⁶ Johannes ser imidlertid en menneskemængde som er langt talrigere end den overlevende store skare. Den tæller milliarder! „Og jeg så de døde, de store og de små, stå foran tronen, og skriftruller blev åbnet.“ (Åbenbaringen 20:12a) „De store og de små“ omfatter både fremtrædende og mindre fremtrædende mennesker som har levet og er døde på denne jord i løbet af de sidste 6000 år. I det evangelium apostelen Johannes skrev kort efter Åbenbaringen, sagde Jesus om Faderen: „Han har givet ham [Sønnen, Jesus] bemyndigelse til at dømme, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ (Johannes 5:27-29) Hvilket kæmpemæssigt projekt det bliver at råde bod på historiens uendelig mange dødsfald og begravelser! De utallige millioner der er i Guds erindring vil uden tvivl blive ført frem gradvis, sådan at den store skare — hvis medlemmer er så få i sammenligning — vil være i stand til at klare de problemer der kan melde sig fordi de opstandne i begyndelsen kan være tilbøjelige til at følge deres gamle livsform med dens kødelige holdninger og svagheder.

Hvem bliver oprejst og dømt?

7, 8. (a) Hvilken skriftrulle bliver åbnet, og hvad sker derefter? (b) Hvem får ingen opstandelse?

⁷ Johannes fortsætter: „Og en anden skriftrulle blev åbnet; det er livets skriftrulle. Og de døde blev dømt ud fra det der stod skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger.“ (Åbenbaringen 20:12b, 13) Det bliver i sandhed et betagende syn! Både havet, døden og Hades er inddraget, men de må ikke opfattes som skarpt adskilte begreber der gensidigt udelukker hinanden.a Da Jonas var i fiskens bug og derfor befandt sig midt i havet, omtalte han sig selv som værende i Sheol eller Hades. (Jonas 2:2) Hvis et menneske er blevet indhentet af den adamitiske død, er vedkommende utvivlsomt også i Hades. Disse profetiske ord giver os en stærk forvisning om at ingen vil blive overset.

⁸ Der er naturligvis et ukendt antal som ikke vil blive oprejst. Blandt dem vil være de farisæere og skriftlærde som forkastede Jesus og apostlene og som ikke omvendte sig, det religiøse „lovløshedens menneske“, og de salvede kristne der er faldet fra. (2 Thessaloniker 2:3; Hebræerne 6:4-6; Mattæus 23:29-33) Jesus talte også om mennesker der ved verdens ende ville være som geder og gå bort til „den evige ild som er beredt Djævelen og hans engle“, nemlig „evig afskærelse“. (Mattæus 25:41, 46) De får heller ikke nogen opstandelse.

9. Hvordan giver apostelen Paulus udtryk for at nogle vil blive særligt begunstiget i opstandelsen, og hvem gælder dette for eksempel?

⁹ På den anden side vil der også være nogle som bliver særligt begunstiget i opstandelsen. Apostelen Paulus antydede dette da han sagde: „Jeg har håb til Gud ... at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) I den jordiske opstandelse vil ’de retfærdige’ omfatte trofaste mænd og kvinder fra fortiden — Abraham, Rahab og mange andre — der blev erklæret retfærdige som Guds venner. (Jakob 2:21, 23, 25) I samme kategori vil være de retfærdige andre får som er døde trofaste i nyere tid. Alle sådanne som har bevaret deres uangribelighed over for Jehova vil sandsynligvis blive oprejst på et tidligt tidspunkt i Jesu tusindårsrige. (Job 14:13-15; 27:5; Daniel 12:13; Hebræerne 11:35, 39, 40) Mange af disse retfærdige der kommer frem i opstandelsen vil uden tvivl få tildelt særlige opgaver i forbindelse med at forestå det vældige arbejde at genoprette Paradiset. — Salme 45:16; jævnfør Esajas 32:1, 16-18; 61:5; 65:21-23.

10. Hvem er ’de uretfærdige’ der bliver oprejst?

¹⁰ Hvem er så ’de uretfærdige’ der omtales i Apostelgerninger 24:15? De må omfatte det store flertal af menneskene som er døde i tidens løb, især dem der har levet i ’uvidenhedens tider’. (Apostelgerninger 17:30) De blev født i et område eller levede i en tid hvor de ikke havde nogen mulighed for at lære Jehovas vilje at kende og at adlyde den. Desuden kan der være nogle som ganske vist hørte frelsesbudskabet men som ikke på det tidspunkt tog virkelig imod det eller som døde før de var nået helt frem til indvielse og dåb. I opstandelsen må de arbejde videre med deres indstilling og adfærd hvis denne mulighed for at opnå evigt liv skal blive til gavn for dem.

Livets skriftrulle

11. (a) Hvad er „livets skriftrulle“, og hvis navne er skrevet i den? (b) Hvorfor bliver livets skriftrulle åbnet i tusindårsriget?

¹¹ Johannes taler om „livets skriftrulle“. Det er en fortegnelse over dem der kan se frem til at modtage evigt liv af Jehova. Navnene på Jesu salvede brødre, på medlemmerne af den store skare og på fortidens trofaste, som for eksempel Moses, er skrevet i denne skriftrulle. (2 Mosebog 32:32, 33; Daniel 12:1; Åbenbaringen 3:5) Indtil nu har ingen af de „uretfærdige“ som opstår, fået deres navne indskrevet i skriftrullen. Den vil derfor blive åbnet i tusindårsriget for at navnene på andre som nu kommer til at opfylde kravene, kan blive indført i den. De hvis navne ikke bliver indført i livets skriftrulle eller livets bog, bliver „kastet i ildsøen“. — Åbenbaringen 20:15; jævnfør Hebræerbrevet 3:19.

12. Hvad vil være afgørende for om et menneske får sit navn skrevet i livets skriftrulle, og hvordan satte Jehovas udnævnte dommer eksemplet?

¹² Hvad vil være afgørende for om et menneske til den tid får sit navn skrevet i livets skriftrulle som bliver åbnet? Det afgørende vil være det samme som det var på Adams og Evas tid: lydighed mod Jehova. Som apostelen Johannes skrev til sine elskede medkristne: „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ (1 Johannes 2:4-7, 17) Jehovas udnævnte dommer satte eksemplet hvad lydighed angår: „Skønt han var søn, lærte han lydighed af det han led; og efter at han var blevet gjort fuldkommen, blev han ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham.“ — Hebræerne 5:8, 9.

Andre skriftruller åbnes

13. Hvordan må de opstandne vise deres lydighed, og hvilke principper må de følge?

¹³ Hvordan må de opstandnes lydighed komme til udtryk? Jesus henviste selv til de to store bud der må adlydes idet han sagde: „Det første er: ’Hør, Israel, Jehova vor Gud er én Jehova, og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.’ Det andet er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ (Markus 12:29-31) Der er også grundfæstede principper fra Jehova de må følge, som for eksempel at tage afstand fra løgn, tyveri, mord og umoralitet. — 1 Timoteus 1:8-11; Åbenbaringen 21:8.

14. Hvilke andre skriftruller bliver åbnet, og hvad indeholder de?

¹⁴ Johannes har imidlertid lige nævnt at der er andre skriftruller som vil blive åbnet i tusindårsriget. (Åbenbaringen 20:12) Hvad indeholder de? Jehova har nu og da givet særlige instruktioner som har taget sigte på bestemte perioder. På Moses’ tid fremsatte han for eksempel en detaljeret samling love som ville betyde livet for israelitterne hvis de adlød dem. (5 Mosebog 4:40; 32:45-47) I det første århundrede blev der givet nye instruktioner som skulle hjælpe de troende til at følge Jehovas principper under den kristne tingenes ordning. (Mattæus 28:19, 20; Johannes 13:34; 15:9, 10) Og nu fortæller Johannes at de døde skal ’dømmes ud fra det der står skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger’. At disse skriftruller åbnes, vil derfor uden tvivl sige at Jehovas detaljerede krav til menneskene i de tusind år gøres kendt. Ved at overholde de bud og bestemmelser der findes i disse skriftruller, vil lydige mennesker kunne forlænge rækken af deres dage og til sidst opnå at leve evigt.

15. Hvilket undervisningsprogram bliver der brug for under opstandelsen, og hvordan vil opstandelsen sandsynligvis foregå?

¹⁵ Dette vil i sandhed kræve en omfattende teokratisk undervisningskampagne! I 2005 ledede Jehovas Vidner i hele verden gennemsnitlig 6.061.534 forskellige bibelstudier. Men når opstandelsen finder sted vil der sikkert blive ledet utallige millioner studier, baseret på Bibelen og de nye skriftruller! Alle i Guds folk må da blive lærere og beflitte sig med undervisningen. Efterhånden som de opstandne gør fremskridt, vil de uden tvivl selv deltage i dette vældige undervisningsprogram. Opstandelsen vil øjensynlig skride sådan frem at de der lever, får den glæde at tage imod og undervise deres tidligere venner og slægtninge, som igen tager imod og underviser andre. (Jævnfør Første Korintherbrev 15:19-28, 58.) De over seks millioner Jehovas Vidner der aktivt udbreder sandheden i dag, lægger ved dette arbejde en god grundvold for at kunne udføre de opgaver de håber at få overdraget under opstandelsen. — Esajas 50:4; 54:13.

16. (a) Hvis navne vil ikke blive indført i livets bog eller skriftrulle? (b) Hvem vil vise sig at have fået „en livets opstandelse“?

¹⁶ Med hensyn til den jordiske opstandelse sagde Jesus at ’de som har gjort det der er godt, vil komme ud til en livets opstandelse, og de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse’. ’Liv’ og ’dom’ står her som modsætninger, hvilket viser at de opstandne der „har øvet det der er slet“ efter at de er blevet undervist i de inspirerede skrifter og skriftruller, vil blive dømt uværdige til livet. Deres navne vil ikke blive indført i livets bog eller skriftrulle. (Johannes 5:29) Det samme vil gælde enhver som tidligere har fulgt en trofast kurs men som af en eller anden grund forlader den rette vej i løbet af tusindårsriget. Navne kan slettes af bogen. (2 Mosebog 32:32, 33) De der lydigt retter sig efter det der står skrevet i skriftrullerne vil derimod bevare deres navne i den skriftlige fortegnelse, i livets skriftrulle, og fortsætte med at leve. For dem vil opstandelsen vise sig at være „en livets opstandelse“.

Døden og Hades bliver fjernet

17. (a) Hvilken vidunderlig handling beskriver Johannes? (b) Hvornår bliver Hades tømt? (c) Hvornår vil den adamitiske død blive „kastet i ildsøen“?

¹⁷ Herefter beskriver Johannes noget ganske vidunderligt! „Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død, ildsøen. Og enhver som ikke fandtes skrevet i livets bog blev kastet i ildsøen.“ (Åbenbaringen 20:14, 15) Ved slutningen af den tusindårige domsdag bliver „døden og Hades“ fuldstændig fjernet. Hvorfor varer det tusind år før dette sker? Hades, menneskehedens fælles grav, bliver tømt når den sidste som er i Guds erindring bliver oprejst, men så længe der er mennesker som er behæftet med den nedarvede synd, virker den adamitiske død stadig i dem. Alle de der bliver oprejst på jorden, såvel som den store skare der overlever Harmagedon, må adlyde det der står skrevet i skriftrullerne indtil værdien af Jesu genløsningsoffer er blevet anvendt i et sådant omfang at sygdom, alderdom og andre nedarvede svagheder er blevet fjernet fuldt ud. Derefter vil den adamitiske død, sammen med Hades, blive „kastet i ildsøen“. De vil forsvinde for evigt!

18. (a) Hvordan beskriver apostelen Paulus det Jesus udretter som konge? (b) Hvad gør Jesus med den fuldkommengjorte menneskeslægt? (c) Hvilke andre ting finder sted ved slutningen af de tusind år?

¹⁸ Dermed afsluttes det handlingsforløb apostelen Paulus beskriver i sit brev til korintherne: „For [Jesus] må nødvendigvis herske som konge indtil Gud har lagt alle fjenderne under hans fødder. Den sidste fjende der tilintetgøres, er døden [den adamitiske død].“ Hvad følger derefter? „Når alt er blevet ham underlagt, så vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt.“ Med andre ord: Jesus „overgiver riget til sin Gud og Fader“. (1 Korinther 15:24-28) Ja, efter at Jesus har besejret den adamitiske død gennem værdien af sit genløsningsoffer, vil han overgive den fuldkommengjorte menneskeslægt til sin Fader, Jehova. Det er tydeligvis på dette tidspunkt, når de tusind år er til ende, at Satan løslades og den endelige prøve finder sted for at det kan blive afgjort hvis navne der skal blive stående permanent i livets skriftrulle. „Kæmp energisk“ for at dit navn kan være iblandt dem! — Lukas 13:24; Åbenbaringen 20:5.

[Fodnote]

[Illustration på side 298]

De opstandne „uretfærdige“ som adlyder det der siges i skriftrullerne som bliver åbnet i tusindårsriget, kan også få deres navne skrevet i livets skriftrulle

Kapitel 42

En ny himmel og en ny jord

1. Hvad får Johannes at se da engelen fører ham tilbage til begyndelsen af tusindårsriget?

DET herlige syn fortsætter idet engelen atter fører Johannes tilbage til begyndelsen af tusindårsriget. Hvad får Johannes nu at se? „Og jeg så en ny himmel og en ny jord; den tidligere himmel og den tidligere jord var nemlig forsvundet, og havet er ikke mere.“ (Åbenbaringen 21:1) Det er et betagende panorama der udbreder sig for hans øjne!

2. (a) Hvordan gik Esajas’ profeti om nye himle og en ny jord i opfyldelse på de hjemvendte jøder i 537 f.v.t.? (b) Hvordan ved vi at Esajas’ profeti skulle have endnu en opfyldelse, og hvornår finder denne opfyldelse sted?

² Mange hundrede år før Johannes’ tid havde Jehova sagt til Esajas: „For se, jeg skaber nye himle og en ny jord; og det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet.“ (Esajas 65:17; 66:22) Denne profeti fik en indledende opfyldelse da de trofaste jøder i 537 f.v.t. vendte tilbage til Jerusalem efter 70 års fangenskab i Babylon. Under denne genoprettelse udgjorde de et renset samfund, „en ny jord“, under en ny regeringsordning, „nye himle“. Apostelen Peter pegede imidlertid frem til at profetien ville få endnu en opfyldelse, idet han sagde: „Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ (2 Peter 3:13) Johannes viser nu at løftet bliver opfyldt på Herrens dag. „Den tidligere himmel og den tidligere jord“, den tingenes ordning Satan har organiseret, med dens regeringssystem som er påvirket af Satan og hans dæmoner, vil forsvinde. Det urolige ’hav’ af oprørske, gudløse mennesker vil ophøre med at eksistere. I stedet vil der være „en ny himmel og en ny jord“ — et nyt jordisk samfund under en ny regering, Guds rige. — Jævnfør Åbenbaringen 20:11.

3. (a) Hvad beskriver Johannes, og hvad er det ny Jerusalem? (b) I hvilken forstand kommer det ny Jerusalem „ned fra himmelen“?

³ Johannes fortsætter: „Jeg så også den hellige by, det ny Jerusalem, komme ned fra himmelen fra Gud, beredt som en brud smykket for sin ægtemand.“ (Åbenbaringen 21:2) Det ny Jerusalem er Kristi brud, bestående af de salvede kristne der forbliver trofaste til døden og som bliver oprejst og bliver konger og præster sammen med den herliggjorte Jesus. (Åbenbaringen 3:12; 20:6) Ligesom det jordiske Jerusalem blev regeringssædet i fortidens Israel, vil det prægtige ny Jerusalem og dets brudgom udgøre regeringen i den nye tingenes ordning. Det er den nye himmel. Bruden ’kommer ned fra himmelen’, ikke bogstaveligt, men i den forstand at hun retter sin opmærksomhed mod jorden. Lammets brud vil være sin ægtemands loyale medhjælp i forvaltningen af et retfærdigt styre over menneskeheden. Hvilken velsignelse for den nye jord!

4. Hvilket løfte giver Gud, svarende til det løfte han gav den nydannede Israels nation?

⁴ Johannes fortæller videre: „Så hørte jeg en høj røst fra tronen sige: ’Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem.’“ (Åbenbaringen 21:3) Da Jehova indgik Lovpagten med den daværende nye nation, Israel, lovede han: „Jeg vil sætte min bolig midt iblandt jer, og min sjæl vil ikke føle afsky for jer. Og jeg vil vandre midt iblandt jer og være jeres Gud, og I skal være mit folk.“ (3 Mosebog 26:11, 12) Nu giver Jehova alle trofaste mennesker et tilsvarende løfte. De vil på den tusindårige domsdag blive hans særlige folk.

5. (a) Hvordan vil Gud bo hos menneskene i tusindårsriget? (b) Hvordan vil Gud bo blandt menneskene efter tusindårsriget?

⁵ I tusindårsriget vil Jehova „bo“ blandt menneskene gennem en midlertidig ordning hvor han repræsenteres af sin kongelige søn, Jesus Kristus. Men når tusindårsriget er til ende og Jesus overgiver Riget til sin Fader, vil der ikke længere være behov for nogen kongelig repræsentant eller mægler. Da vil Jehova på en varig og direkte måde bo åndeligt hos ’sit folk’. (Jævnfør Johannes 4:23, 24.) Hvilket ophøjet privilegium for den genrejste menneskehed!

6, 7. (a) Hvilke storslåede løfter anfører Johannes, og hvem vil få del i disse velsignelser? (b) Hvordan beskriver Esajas et paradis som er både åndeligt og bogstaveligt?

⁶ Johannes fortsætter sin beretning: „Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ (Åbenbaringen 21:4) Igen bliver vi mindet om inspirerede løfter som blev givet i fortiden. Esajas så også frem til den tid da døden ikke skulle være mere og sorg ville blive afløst af jubel. (Esajas 25:8; 35:10; 51:11; 65:19) Johannes bekræfter nu at disse løfter får en vidunderlig opfyldelse på den tusindårige domsdag. Først vil den store skare nyde disse velsignelser. „Lammet, som er i midten hvor tronen er“, vil fortsat være hyrde for dem og „lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne“. (Åbenbaringen 7:9, 17) Men efterhånden vil alle som bliver oprejst og viser tro på Jehovas foranstaltninger slutte sig til dem, og de vil sammen kunne glæde sig over et paradis som er både åndeligt og bogstaveligt.

⁷ Til den tid, siger Esajas, „åbnes de blindes øjne, og de døves ører lukkes op.“ Ja, „da springer den halte som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde.“ (Esajas 35:5, 6) Til den tid skal de også „bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise. For som træets dage skal mit folks dage blive; og mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud.“ (Esajas 65:21, 22) Som et træ der aldrig rykkes op vil de få lov at blive boende på jorden.

8. Hvad siger Jehova selv om disse storslåede løfters pålidelighed?

⁸ Hvilke prægtige billeder der oprulles for vort indre øje når vi mediterer over disse løfter! Det er vidunderlige foranstaltninger der træffes for den trofaste menneskehed under den kærlige himmelske regering. Er disse løfter for gode til at være sande? Er de bare drømmerier som blev fremsat af en gammel mand der var fange på øen Patmos? Jehova svarer selv: „Og han som sad på tronen sagde: ’Se! Jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv, for disse ord er troværdige og sande.’ Og han sagde til mig: ’De er blevet til virkelighed! Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.’“ — Åbenbaringen 21:5, 6a.

9. Hvorfor kan vi være forvissede om at disse fremtidige velsignelser vil blive til virkelighed?

⁹ Det er som om Jehova selv skriver under på en garanti på eller et adkomstbrev til disse fremtidige velsignelser. Hvem vil vove at drage en sådan Garant i tvivl? Disse løfter fra Jehovas side er så sikre at han taler som om de allerede er gået i opfyldelse, idet han siger: „De er blevet til virkelighed!“ Er Jehova ikke „Alfa og Omega, ... den som er og som var og som kommer, den Almægtige“? (Åbenbaringen 1:8) Jo, afgjort! Han erklærer selv: „Jeg er den første og jeg er den sidste, og ud over mig er der ingen Gud.“ (Esajas 44:6) Han kan derfor inspirere profetier og opfylde dem indtil mindste detalje. Hvor trosstyrkende! Og det er ham der lover: „Se! Jeg gør alting nyt“! I stedet for at tvivle på om disse vidunderlige ting virkelig vil indtræffe, bør vi spørge os selv: ’Hvad må jeg personligt gøre for at arve disse velsignelser?’

„Vand“ til de tørstige

10. Hvilket „vand“ tilbyder Jehova, og hvad står det for?

¹⁰ Jehova selv erklærer: „Enhver der tørster vil jeg frit give af kilden med livets vand.“ (Åbenbaringen 21:6b) For at få slukket denne tørst må man erkende sit åndelige behov og være villig til at tage imod det „vand“ som Jehova tilvejebringer. (Esajas 55:1; Mattæus 5:3) Hvilket „vand“? Jesus besvarede dette spørgsmål da han forkyndte for en kvinde ved en brønd i Samaria. Han sagde til hende: „Den som drikker af det vand jeg giver ham, vil aldrig i evighed blive tørstig, men det vand jeg giver ham, vil i ham blive en kilde med vand der springer frem og skænker evigt liv.“ Denne ’kilde med livets vand’ strømmer fra Gud gennem Kristus som den foranstaltning hvorved han genrejser menneskene til fuldkomment liv. Ligesom den samaritanske kvinde bør vi være ivrige efter at drikke i dybe drag af denne kilde. Og ligesom hun bør vi være parate til at opgive verdslige interesser for at kunne fortælle andre den gode nyhed. — Johannes 4:14, 15, 28, 29.

De der sejrer

11. Hvilket løfte giver Jehova, og hvem gælder ordene i første række?

¹¹ De der drikker af dette styrkende og forfriskende „vand“ må også vinde sejr, for Jehova siger videre: „Enhver der sejrer skal arve dette, og jeg vil være hans Gud og han skal være min søn.“ (Åbenbaringen 21:7) Dette løfte svarer til de løfter der findes i budskaberne til de syv menigheder; ordene må derfor i første række gælde de salvede disciple. (Åbenbaringen 2:7, 11, 17, 26-28; 3:5, 12, 21) Kristi åndelige brødre har op gennem tiden ivrigt set frem til det privilegium at blive en del af det ny Jerusalem. Hvis de sejrer, ligesom Jesus sejrede, vil deres håb blive indfriet. — Johannes 16:33.

12. Hvordan vil Jehovas løfte i Åbenbaringen 21:7 blive opfyldt på den store skare?

¹² De der udgør den store skare fra alle nationer ser også hen til dette løfte. Også de må sejre — ved at tjene Gud loyalt indtil de kommer ud af den store trængsel. Så vil de gå ind til deres jordiske arv, ’det rige som har været dem beredt fra verdens grundlæggelse’. (Mattæus 25:34) Disse og de øvrige af Herrens jordiske får som består prøven ved slutningen af de tusind år, kaldes ’hellige’. (Åbenbaringen 20:9) De vil som medlemmer af Jehovas universelle organisation befinde sig i et helligt sønneforhold til deres Skaber, Jehova Gud. — Esajas 66:22; Johannes 20:31; Romerne 8:21.

13, 14. Hvilke handlinger må vi beslutsomt undgå for at arve Guds storslåede løfter, og hvorfor?

¹³ I betragtning af disse storslåede udsigter er det overmåde vigtigt at Jehovas Vidner nu holder sig rene for de ting der besmitter Satans verden! Vi må være stærke, afgjorte, fast besluttede på at Djævelen aldrig skal få lov til at trække os ind i det slæng Jehova nu beskriver: „Men de feje og de uden tro og de som er afskyelige i deres snavs, og mordere og utugtige og sådanne som øver spiritisme, og afgudsdyrkere og alle løgnerne, deres lod er i søen som brænder med ild og svovl. Dette er den anden død.“ (Åbenbaringen 21:8) Ja, de vordende arvinger må undgå den form for handlinger der har besmittet denne gamle tingenes ordning. De må sejre ved at forblive trofaste under ethvert pres og enhver fristelse. — Romerne 8:35-39.

¹⁴ Kristenheden, som hævder at være Kristi brud, er kendetegnet af de afskyelige handlinger Johannes her beskriver. Derfor lider den evig undergang sammen med resten af Babylon den Store. (Åbenbaringen 18:8, 21) På samme måde vil enhver af de salvede og af den store skare som begynder at øve sådanne urette handlinger, eller som tilskynder andre til det, kunne vente at blive tilintetgjort for evigt. Hvis de fortsætter ad en sådan vej, kommer de ikke til at arve løfterne. Og på den nye jord vil enhver som forsøger at indføre en sådan adfærd ufortøvet blive udslettet og komme i den anden død, hvorfra der ikke er håb om en opstandelse. — Esajas 65:20.

15. Hvem står i særlig grad som sejrvindere, og med hvilket syn bringes Åbenbaringen til et storslået klimaks?

¹⁵ De store sejrvindere er Lammet, Jesus Kristus, og hans brud bestående af de 144.000, det ny Jerusalem. Det er derfor yderst passende at Åbenbaringen bringes til et storslået klimaks med et underskønt syn af det ny Jerusalem! Johannes beskriver nu dette sidste syn.

[Illustrationer på side 302]

I det nye jordiske samfund vil alle kunne glæde sig over et godt fællesskab og et meningsfyldt arbejde