Katharerne — Var de kristne martyrer?

„DRÆB dem alle, Gud kender sine.“ En sommerdag i 1209 blev befolkningen i Béziers i Sydfrankrig dræbt. Munken Arnold Amalric, der var udnævnt som pavelig legat i spidsen for de katolske korsfarere, viste ingen barmhjertighed. Da hans mænd spurgte hvordan de kunne skelne katolikker fra kættere, gav han efter sigende det nedrige svar der er citeret ovenfor. Katolske historikere udvandede svaret til: „Vær blot rolige. Ikke mange ville være blevet omvendt.“ Uanset hvordan hans svar helt nøjagtigt lød, blev resultatet at mindst 20.000 mænd, kvinder og børn blev nedslagtet af omkring 300.000 korsfarere som var anført af prælater fra den katolske kirke.

Hvad forårsagede denne massakre? Dette var blot begyndelsen til Albigenserkrigen, som Pave Innocens III foranstaltede mod såkaldte kættere i provinsen Languedoc i Sydfrankrig. Da dette korstog sluttede, omkring 20 år senere, havde muligvis en million mennesker — katharer eller albigensere, valdensere og endda mange katolikker — mistet livet.

Religiøse afvigere i middelalderens Europa

Den voksende handel i det 11. århundrede medførte store forandringer i den sociale og økonomiske struktur i middelalderens Europa. Byer skød op for at huse det voksende antal håndværkere og handelsfolk. Det gav grobund for nye idéer. Nye religiøse holdninger slog rod i Languedoc, hvor en bemærkelsesværdig tolerant og fremskridtsvenlig befolkning trivedes mere end noget andet sted i Europa. Med hensyn til velstand var Toulouse i Languedoc nummer tre på ranglisten over kirkeprovinsernes hovedstæder i Europa. Der var mange troubadourer i denne del af verden, og nogle af deres lyriske sange handlede om politiske og religiøse emner.

Opslagsværket Revue d’histoire et de philosophie religieuses beskriver den religiøse situation i det 11. og 12. århundrede med disse ord: „I det 12. århundrede, som i det foregående århundrede, fortsatte man med at sætte spørgsmålstegn ved præsternes moral, deres velstand, deres korruption og deres umoralitet, men det var hovedsagelig deres rigdom og magt, deres rænkespil med de verdslige myndigheder og deres underdanighed der blev kritiseret.“

Omvandrende prædikanter

Selv pave Innocens III erkendte at den udbredte korruption inden for kirken havde skylden for det voksende antal af omvandrende prædikanter med afvigende meninger, især i Sydfrankrig og i Norditalien. Størstedelen af disse var enten katharer eller valdensere. Han kritiserede voldsomt præsterne for ikke at undervise folket, idet han sagde: „Børnene er sultne efter brød, men I vil ikke dele med dem.“ I stedet for at fremme bibelundervisningen blandt folket, hævdede pave Innocens III imidlertid: „Den guddommelige skrift er så dyb at hverken de jævne og ulærde eller de kloge og lærde fuldt ud kan forstå den.“ Bibellæsning blev forbudt for alle undtagen præsteskabet, som kun måtte læse Bibelen på latin.

For at modarbejde de anderledestænkende omvandrende prædikanter oprettede paven Prædikebrødrenes Orden eller Dominikanerordenen. I modsætning til det luksuselskende præsteskab skulle disse tiggermunke være omrejsende prædikanter der havde til opgave at forsvare den katolske ortodoksi mod „kættere“ i Sydfrankrig. Paven udsendte også pavelige legater for at prøve at tale katharerne til fornuft og bringe dem tilbage til den katolske fold. Eftersom disse anstrengelser mislykkedes og en af hans legater sandsynligvis blev dræbt af en kætter, indledte pave Innocens III Albigenserkrigen i år 1209. Katharerne havde især mange tilhængere i byen Albi, og derfor omtalte kirkens historieskrivere katharerne som albigensere (fransk: Albigeois). Udtrykket blev også brugt som benævnelse for alle „kættere“ i dette område, deriblandt valdenserne. (Se rammen nedenfor.)

Hvem var katharerne?

Ordet „kathar“ er afledt af det græske ord katharos’, der betyder „ren“. Fra det 11. til det 14. århundrede fik denne albigensiske bevægelse især mange tilhængere i Lombardiet, Norditalien, og i Languedoc. Katharernes lære var en blanding af orientalsk dualisme og gnosticisme, som muligvis var indført af udenlandske købmænd og missionærer. The Encyclopedia of Religion definerer den kathariske dualisme som en tro på „to principper: et godt princip der styrer alt åndeligt, og et ondt princip der er ansvarligt for den materielle verden, inklusive menneskelegemet.“ Katharerne mente at Satan havde frembragt den materielle verden, som uigenkaldeligt var dømt til udslettelse. Deres ønske var at løsrive sig fra den onde, materielle verden.

Katharerne var inddelt i to klasser: de fuldkomne og de troende. De fuldkomne blev indviet gennem en ritus af åndsdåb, kaldet consolamentum. Ordinationen foregik ved håndspålæggelse efter en prøvetid på et år. Denne ritus skulle frigøre postulanten fra Satans herredømme, rense ham for al synd og give ham del i den hellige ånd. På den måde opstod betegnelsen „fuldkomne“, der hentydede til den forholdsvis lille elite som betjente de troende. De fuldkomne aflagde løfter om afholdenhed, kyskhed og fattigdom. Hvis en fuldkommen var gift, måtte han eller hun forlade sin ægtefælle, eftersom katharerne var af den opfattelse at kønsligt samvær var syndens ophav.

De troende, derimod, var enkeltpersoner som gik ind for katharernes lære, men som ikke skulle leve en asketisk tilværelse. Ved ærbødig knæbøjning for de fuldkomne i et ritual der blev kaldt melioramentum anmodede den troende om tilgivelse og velsignelse. For at kunne leve et normalt liv måtte de troende indgå en convenenza, eller aftale, med de fuldkomne. Det var nødvendigt for at kunne modtage consolamentum, eller åndsdåb, på dødslejet.

Indstilling til Bibelen

Skønt katharerne i stor udstrækning citerede Bibelen, betragtede de den først og fremmest som en samling allegorier og fabler. De mente at størstedelen af De Hebraiske Skrifter stammede fra Djævelen. De anvendte dele af De Græske Skrifter, som for eksempel skriftsteder hvor kødet står i modsætning til ånden, som støtte for deres dualistiske filosofi. De ændrede for eksempel udtrykket „vort daglige brød“ i Fadervor til „vort supersubstantielle brød“ (der betyder „åndeligt brød“), eftersom bogstaveligt brød kun var et nødvendigt onde i deres øjne.

Mange af katharernes læresætninger er i direkte modstrid med Bibelen. De troede for eksempel på en udødelig sjæl og på reinkarnation. (Jævnfør Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4, 20.) Deres tro var også grundlagt på apokryfe skrifter. Katharerne oversatte dele af Bibelen til deres modersmål, og derfor kan man til en vis grad sige at de var med til at udbrede kendskabet til Bibelen i middelalderen.

Ikke kristne

De fuldkomne betragtede sig selv som apostlenes retmæssige efterfølgere, og som følge heraf kaldte de sig „kristne“, hvilket de understregede ved at tilføje „sande“ eller „gode“ foran. Men rent faktisk var mange af katharernes læresætninger fremmede for kristendommen. Katharerne anså Jesus for at være Guds søn, men de afviste at han var kommet i kødet og at han havde givet sit liv som et genløsningsoffer. De misforstod Bibelens fordømmelse af kødet og verden og regnede al materie for ond. De holdt derfor fast på at Jesus kun kunne have et åndeligt legeme og at han under sit ophold på jorden blot tilsyneladende havde haft et kødeligt legeme. Ligesom de frafaldne i det første århundrede var katharerne „nogle som ikke bekendte at Jesus Kristus var kommet i kødet“. — 2 Johannes 7.

M. D. Lambert skriver i sin bog Medieval Heresy at katharerne „erstattede den kristne moral med en tvungen askese, . . . og fjernede genløsningens værdi ved at nægte at vedgå [Kristi døds] frelsende magt“. Han mener at der er mange lighedspunkter mellem „de fuldkomnes sande slægtskab og Østens asketiske lærere, Kinas eller Indiens bonzer og fakirer, eksperter i orfiske mysterier eller gnosticismens lærere“. Ifølge katharernes teologi var frelsen ikke afhængig af Jesu Kristi genløsningsoffer, men snarere af consolamentum, eller dåb med hellig ånd. For dem der på denne måde havde fået deres sjæl renset, var døden ensbetydende med løsrivelse fra materien.

Et ukristent korstog

Det jævne folk, der var træt af de gejstliges ublu krav og udbredte dekadence, følte sig tiltrukket af katharernes livsstil. De fuldkomne identificerede den katolske kirke og dens hierarki med „Satans synagoge“ og „moderen til jordens skøger“ i Åbenbaringen 3:9 og 17:5. Katharerne havde fremgang og fortrængte kirken i Sydfrankrig. Pave Innocens III reagerede ved at organisere og finansiere den såkaldte Albigenserkrig, det første korstog iværksat inden for den kristne verden mod folk som hævdede at være kristne.

Gennem breve og sendebud plagede paven de katolske konger, grever, hertuger og riddere i Europa om at hjælpe sig. Han lovede fuld aflad og del i Languedocs rigdomme til alle som ville hjælpe med at tilintetgøre kætteriet „med alle midler“. Og han talte ikke for døve ører. Anført af katolske prælater og munke drog en broget hær af korsfarere fra Nordfrankrig, Flandern og Tyskland mod syd gennem Rhônedalen.

Massakren i Béziers markerede begyndelsen til en erobringskrig der lagde Languedoc øde i et orgie af ild og blod. Byerne Albi, Carcassonne, Castres, Foix, Narbonne, Termenès og Toulouse blev alle indtaget af de blodtørstige korsfarere. Selv på kathariske højborge som Cassis, Lavaur og Minerve blev i hundredvis af fuldkomne brændt på bålet. Ifølge munken og historieskriveren Pierre des Vaux-de-Cernay, ’brændte [korsfarerne] med glæde i hjertet de fuldkomne levende’. I 1229, efter 20 år med kampe og ødelæggelser, kom Languedoc under fransk herredømme. Men blodbadet var endnu ikke slut.

Inkvisitionen giver dødsstødet

I 1231 indstiftede pave Gregor IX den pavelige inkvisition for at støtte den væbnede kamp.a Inkvisitionsprocessen var i begyndelsen baseret på angivelser og tvangstilståelser, og senere på systematisk tortur. Dens mål var at udrydde det som sværdet ikke havde ødelagt. Inkvisitionens dommere — hovedsagelig dominikaner- og franciskanermunke — var kun ansvarlige over for paven. Den officielle straf for kætteri var døden på bålet. Inkvisitorernes fanatisme og brutalitet resulterede i at der udbrød opstande i Albi, Toulouse og andre steder. I Avignonet blev alle medlemmerne af inkvisitionsdomstolen dræbt.

Katharerne fik dødsstødet da bjergfæstningen Montségur, det sted hvor talrige fuldkomne havde forskanset sig, faldt i 1244. Omkring 200 mænd og kvinder blev brændt på bålet. Med årene opsporede inkvisitionen de sidste katharer. Den sidste kathar blev efter sigende brændt på bålet i Languedoc i 1330. Bogen Medieval Heresy bemærker: „Katharernes fald var inkvisitionens vigtigste sejr.“

Katharerne var afgjort ikke sande kristne. Men retfærdiggjorde deres kritik af den katolske kirke at de blev udryddet på det grusomste af såkaldte kristne? Deres katolske forfølgere og mordere vanærede Gud og Kristus og forvanskede den sande kristendom når de torterede og dræbte i titusindvis af anderledestænkende.

[Fodnote]

[Ramme på side 28]

Valdenserne

Hen imod slutningen af det 12. århundrede finansierede en rig købmand fra Lyon, Pierre Valdès, eller Peter Waldo, de første oversættelser af dele af Bibelen til forskellige provencalske dialekter, de folkesprog der blev talt i det sydlige og sydøstlige Frankrig. Som oprigtig katolik opgav han sin forretning og viede sit liv til at forkynde evangeliet. En fællesnævner for ham og mange andre katolikker der fulgte ham og blev omvandrende prædikanter, var deres afsky for det korrupte præsteskab.

Waldo vakte hurtigt de lokale gejstliges vrede. De fik paven overtalt til at forbyde hans offentlige forkyndelse. Historien fortæller at da han stod over for dette forbud, svarede han: „Vi bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Jævnfør Apostelgerninger 5:29.) Eftersom Waldo ikke ville holde op med at forkynde, blev han bandlyst. Hans tilhængere, valdenserne, eller „de fattige fra Lyon“, kæmpede nidkært for at følge i hans fodspor ved at forkynde to og to i folks hjem. Dette bevirkede at deres lære hurtigt bredte sig til det sydlige, østlige og dele af det nordlige Frankrig såvel som til Norditalien.

Valdenserne slog hovedsagelig til lyd for genoptagelsen af den tidlige kristendoms lære og skikke. De nægtede blandt andet at anerkende læren om skærsilden, bønner til afdøde, Mariadyrkelsen, bønner til helgener, tilbedelse af korset, aflad, den hellige nadver og barnedåb.b

Valdenserne bliver ofte forvekslet med katharerne, til trods for at deres lære står i skarp modsætning til katharernes ikkekristne, dualistiske lære. Denne forveksling skyldes hovedsagelig katolske polemikere som bevidst har forsøgt at kæde valdensernes forkyndelse sammen med albigensernes, eller katharernes, lære.

[Fodnote]

[Illustration på side 29]

Syv tusind døde i Maria Magdalene-kirken i Béziers, hvor korsfarere dræbte 20.000 mænd, kvinder og børn