Sædekorn der gav frugt efter mange år

Efter at Vågn op! for 8. januar 1999 bragte artiklen „At opdrage syv sønner — en udfordring og en velsignelse“, har vi modtaget følgende brev:

Kære broder og søster Dickman!

Jeg er lige blevet færdig med at læse jeres beretning, og derfor skynder jeg mig nu at skrive til jer. For mange år siden da vi boede i Mississippi [1960-61], kendte jeg jeres familie. Jeg gik i skole med jeres sønner og kom jævnligt i jeres hjem for at lege med dem. Men det var ikke disse indtryk der prægede sig dybest i min erindring. Jeg var imponeret over at drengene i så ung en alder ikke ville hilse flaget i skolen på grund af deres kristne samvittighed. Da en af jeres sønner gav mig en forklaring på hvorfor han indtog dette standpunkt, forstod jeg at det var rigtigt, selv om jeg personligt tilhørte Grandviews baptistkirke.

En af drengene gav mig bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis,a eller også stjal jeg den. Jeg husker ikke helt hvordan det forholdt sig, men i hvert fald læste jeg hele bogen. Dengang betragtede jeg den som enhver anden bog fuld af gode historier. Jeg var helt uvidende om at der i mit sind blev sået nogle sædekorn af bibelske sandheder som kom til at ligge i dvale i mange år.

Da min familie flyttede nordpå i 1964, holdt jeg op med at gå i kirke. Det religiøse hykleri skuffede mig så meget at jeg i mange år ikke ønskede at have noget som helst at gøre med organiseret religion.

Mange år efter, da jeg begyndte at tænke mere alvorligt over meningen med livet, fandt jeg ud af at jeg ønskede at få et forhold til Skaberen. Men dette forhold skulle være fri for alt religiøst hykleri. De sædekorn som var blevet sået for mange år siden, var begyndt at spire, men det vidste jeg endnu ikke.

Det pinte mig at jeg intet ønske nærede om at komme i himmelen. Jeg ville meget hellere leve her på jorden. Jeg syntes vores planet i sig selv var skabt perfekt, så hvorfor skulle Gud tilintetgøre den? Jeg troede heller ikke på at Jesus var Gud. I så fald ville hans offerdød have været et bedrag. Disse tanker, følelser, ja, denne overbevisning, hvis man kan kalde den det, kunne ikke forenes med det jeg havde lært i baptistkirken. Jeg gav mig derfor til at bede oprigtigt, og Jehova besvarede hurtigt mine bønner. Efter få dages forløb kom Jehovas vidner til min dør, og et bibelstudium blev straks påbegyndt. Jeg havde altid haft respekt for jeres sønners mod til at stå op for det der er rigtigt, selv om jeg ikke havde været i kontakt med Jehovas vidner fra det tidspunkt jeg kendte jer, og indtil jeg selv fik et bibelstudium. Da jeg begyndte at studere og tilegne mig kundskab, faldt mange brikker på plads. Det tog mig halvandet år at få bragt orden i mit liv. I 1975 blev jeg endelig døbt.

Jeg tænker altid på jeres familie når vi bliver gjort opmærksomme på hvordan vores opførsel kan være et vidnesbyrd endog uden at vi selv er klar over det. Vi må huske på hvor vigtigt det er at vi sår rigeligt i åndelig forstand, for vi kan aldrig vide hvor eller hvornår det eventuelt slår rod. Jeg ved af erfaring at det er sandt.

Jeg vil gerne takke jer for at jeg er blevet en del af Jehovas folk, og for at I var urokkelige i jeres tro dér tilbage i tiden. I har uden at vide det hjulpet mig til at finde sandheden ved jeres opførsel og overbevisning og ved at jeres børn lod sandhedens lys skinne. Jeg havde ikke regnet med at kunne finde jer igen og komme til at takke jer. Så hermed tusind tak.

Mange kærlige hilsener

L. O.

[Fodnote]