Spørgsmål fra læserne
◻ Hvorfor sagde Guds lov at en israelitisk mand der havde haft seksuelt samkvem med en uforlovet jomfru, skulle gifte sig med hende og aldrig kunne skille sig fra hende?
Denne lov omtales i Anden Mosebog 22:16, 17 og Femte Mosebog 22:28, 29. Nogle opfatter den som kvindefjendsk, men i virkeligheden fremmede den en høj moralnorm blandt både mænd og kvinder.
I Femte Mosebog, kapitel 22, finder vi forskellige familieretslige love, for eksempel loven vedrørende den situation at en mand der ikke længere elskede sin hustru hævdede at hun ikke havde været jomfru ved ægteskabets indgåelse. Derefter følger Guds love om ægteskabsbrud og voldtægt, herunder følgende lov:
„Hvis en mand finder en pige der er jomfru og som ikke er forlovet, og griber fat i hende og ligger hos hende, og de bliver opdaget, så skal manden som lå hos hende, give pigens fader halvtreds sekel sølv, og hun skal blive hans hustru fordi han har ydmyget hende. Han kan aldrig i sine levedage skille sig fra hende.“ — 5 Mosebog 22:28, 29.
Der var i dette tilfælde tale om at manden havde lagt pres på kvinden for at forføre hende og/eller bedrive utugt med hende. Hvis en samvittighedsløs mand tiltvang sig seksuelt samkvem med en jomfru, ville det først og fremmest være hende der stod som taberen. Hun risikerede at få et illegitimt barn, og desuden var hendes værdi som brud mindsket, for kun de færreste israelitter ønskede at gifte sig med en kvinde som ikke var jomfru. Hvad kunne da afholde en mand fra at tage sig friheder over for en jomfru? Det kunne Guds ’hellige og retfærdige og gode’ lov. — Romerne 7:12.
Ifølge Moseloven havde en mand lov til at skille sig fra sin kone på visse betingelser. (5 Mosebog 22:13-19; 24:1; Mattæus 19:7, 8) Ordene i Anden Mosebog 22:16, 17 og Femte Mosebog 22:28, 29 viser imidlertid at utugt før ægteskabet udelukkede muligheden for skilsmisse. Denne lov kunne måske derfor hjælpe en mand (eller en kvinde der var jomfru) til at modstå fristelsen til at bedrive utugt. En mand kunne ikke tillade sig at tænke: ’Hun er køn og dejlig, så jeg vil hygge mig lidt med hende selv om hun ikke er en jeg har lyst til at gifte mig med.’ Denne lov ville dæmme op for umoralitet ved at få folk til at overveje overtrædelsens konsekvenser på langt sigt — at de skulle blive sammen med den anden part resten af livet.
Loven mindskede også antallet af illegitime børn. Gud havde sagt: „Ingen uægte søn må komme ind i Jehovas menighed.“ (5 Mosebog 23:2) Hvis en mand der forførte en jomfru var nødt til at gifte sig med hende, ville deres utugtige forhold ikke resultere i uægte børn blandt israelitterne.
I dag lever kristne i et andet samfund end fortidens israelitter. Vi er ikke underlagt Moselovens bud, heller ikke denne lov om at to der har begået utugt, skal gifte sig med hinanden. Men alligevel må vi ikke opfatte kønsligt samvær før ægteskabet som noget acceptabelt eller uvæsentligt. Kristne bør alvorligt overveje konsekvenserne på længere sigt, ligesom denne lov tilskyndede israelitterne til.
Den der forfører en ugift mand eller kvinde, fratager ham eller hende retten til at indgå et kristent ægteskab som ren og uberørt. Utugt før ægteskabet berører også en tredje part, nemlig den pågældendes kommende ægtefælle, der har ret til at gifte sig med en uberørt kristen. Men utugt bør frem for alt undgås fordi Gud siger at det er forkert; det er en synd. Som apostelen skrev: „Dette er Guds vilje, jeres helliggørelse, at I afholder jer fra utugt.“ — 1 Thessaloniker 4:3-6; Hebræerne 13:4.