En smuk duet
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I KENYA
DE TO sangere stod over for hinanden og var klar til deres forestilling. Efter et let buk frembragte forsangeren en blød, klar tone der var så flydende og ren at klangen blev hængende i morgenluften og kunne høres på lang afstand. Derpå gjorde den anden sanger et elegant buk og frembragte i netop det rette øjeblik en lige så klar tone, blot en oktav højere. Som duetten tog til i styrke og intensitet, begyndte de to stemmer at lyde som én. Jeg lyttede i åndeløs spænding og med dyb forundring til den yderst kunstfærdige sang de frembragte med deres klare, smukke stemmer.
Denne virtuose præstation blev ikke fremført i en stuvende fuld koncertsal. Forestillingen fandt tværtimod sted på grenen af et træ i nærheden af mit hjem i Kenya — og sangerne var to fugle. Da deres sang var slut, rettede de fjerklædte kunstnere sig op, bredte vingerne ud og fløj bort.
Mange fugle holder af at være sammen. Bemærkelsesværdigt nok synes nogle fugle også at holde af at synge sammen — og det gør de med udsøgt præcision! En sådan duet er så harmonisk at tilhøreren ofte slet ikke har nogen chance for at opdage at det er to forskellige fugle der synger, medmindre han holder øje med dem begge. Selv forskere er blevet narret. Derfor er man først for nylig blevet klar over at denne duetlignende måde at synge på er en del af visse fugles adfærdsmønster.
Den tropiske boubou
Den tropiske boubou (Laniarius aethiopicus) er et eksempel på en særlig dygtig sanger. Fuglen findes på det afrikanske kontinent, og dens enestående, fløjtelignende sang minder ofte om lyden af to stykker metal man slår mod hinanden. Derfor kaldes den af engelsktalende almindeligvis for bell bird (klokkefugl). Boubouen er smukt klædt med snehvide brystfjer og en lys vingestribe, som danner en herlig kontrast til dens sorte vinger og sortglinsende isse og nakke. Tropiske boubouer ser man altid parvis, og hannens og hunnens fjerdragt er ens i tegning og farver.
Enhver som går i tæt skov eller krat, vil kunne høre om der er en boubou i nærheden længe før den kommer til syne. Hannen giver ofte tre korte, klokkelignende lyde fra sig. Dem besvarer hunnen straks med et hæst kwiii. Undertiden frembringer den ene af fuglene en uafbrudt strofe, mens den anden stemmer i med en enkelt tone — en melodisk lyd som indgår i sangen uden hørbare pauser.
Forskere har endnu ikke helt fundet ud af hvordan fuglene opnår denne koordinering. Nogle mener at det, i det mindste i nogle tilfælde, simpelt hen er et spørgsmål om øvelse, der som bekendt gør mester. Hannen og hunnen synger sammen dag efter dag og opnår på den måde stor præcision.
Interessant nok har tropiske boubouer en „accent“ der varierer fra egn til egn. Det kommer tilsyneladende af at de efterligner lokale lyde eller andre fugles sang. Dette kaldes imitation. Som følge heraf kan boubouernes sang på den sydafrikanske savanne være meget forskellig fra den man hører i Great Rift Valley i Østafrika.
Partnere for livstid
I bogen The Trials of Life nævner David Attenborough: „Det er rørende at opdage at et par der synger duet, som regel holder sammen år efter år, ja hele livet.“ Hvordan kan de knytte så stærke bånd? Attenborough fortsætter: „Når de har udviklet teknikken, bruger de den også til at styrke de bånd der binder dem sammen, ved at synge deres indviklede duetter når de sidder ved siden af hinanden på en gren; og somme tider, når magen ikke er til stede, synger den enlige fugl den komplicerede melodi i sin helhed, idet den også overtager den andens partier.“
Muligvis hjælper sangene også fuglene til at finde hinanden i tæt vegetation. Når hannen ønsker at vide hvor dens mage befinder sig, påbegynder den en række melodiske lyde, og hunnen stemmer i selv om den måske er et godt stykke borte. Deres timing er så præcis at man skulle tro at fremførelsen var planlagt på forhånd.
De fløjter under arbejdet
Det er ikke kun os mennesker som kan lide musik til arbejdet. Det er der også mange fugle der kan. I bogen The Private Life of Birds af Michael Bright står der at fuglesang har en fysisk stimulerende virkning på de andre fugle der hører den, og at „hjertefrekvensen stiger hos både hanner og hunner“ når de har hørt fuglesang. Desuden „bygger nogle hunfugle deres reder hurtigere“ og „lægger ofte flere æg“ når de lytter til hanfugles sang.
Forskere vil sikkert blive ved med at opdage fascinerende ting ved duetsangere som den tropiske boubou. Men uanset hvilken praktisk værdi deres gribende sang viser sig at have, må vi ikke glemme at den tjener endnu et ophøjet formål. Den er en fryd for taknemmelige menneskers ører. En så betagende musik bevæger os til at lovprise Skaberen af „himmelens fugle“. — Salme 8:8.