Jeg brød spiritismens åg
ULYKKEN ramte min familie da jeg var 14 år gammel. På det tidspunkt begyndte en ondskabsfuld morder at udrydde mine slægtninge én for én. Min søsters ni børn blev de første ofre. Derefter dræbte han hendes mand. Kort efter slog han også en af mine søstre ihjel. Så fik han ram på mine øvrige fire brødre og søstre, indtil der kun var min mor og mig tilbage. Jeg var rædselsslagen!
De følgende år spiste, arbejdede og sov jeg i konstant frygt. Jeg tænkte hele tiden: „Hvornår slår han til? Og hvem vil blive det næste offer — mor eller jeg?“
Min baggrund
For at man bedre kan forstå hvad der derefter skete vil jeg fortælle noget om min baggrund. Jeg blev født i 1917 på en ø i floden Maroni i Suriname. Jeg tilhører busknegerstammen paramaccanerne. Mine forfædre var den lowenengre, de bortrømte slaver, der var flygtet ud i junglen hvor de fristede en hård og møjsommelig men fri tilværelse. Ja, et liv i frihed for menneskers slaveri, men ikke fra dæmonernes trældom.
Livets gang i vores landsby var behersket af dæmon- og forfædredyrkelse. Folk der ønskede at binde andre med en besværgelse eller at bringe sygdom og død over et medmenneske anvendte wisi, sort magi. Eller de gjorde brug af en koenoe (udtales ku nu), en plageånd. Man tror at disse plageånder er mennesker der er blevet behandlet dårligt af et familiemedlem, og som efter deres død vender tilbage til familien for at hævne sig på den. Men i virkeligheden er plageånderne fordærvede dæmoner der tvinger mennesker til at tilbede dem.
Som medlem af Den Evangeliske Brødremenighed, en protestantisk kirke, lærte jeg også noget om Gud. Skønt jeg var uvidende om hvordan jeg skulle tilbede ham, var regnskoven omkring mig fyldt med vidnesbyrd om at han var en god Forsørger. Jeg nåede til det resultat at jeg gerne ville tilbede en god Gud men ikke en ond ånd der forårsagede lidelser. Jeg vidste at plageånder nyder at pine deres genstridige ofre til døde.
Forestil jer min forfærdelse da jeg fandt ud af at vores families fjender havde sendt en sådan ånd, en koenoe, til os. Jeg var 14 år gammel da den begyndte på sin dødbringende mission. Seksogtyve år senere var kun min mor og jeg i live.
Det første angreb
Mor var en hårdtarbejdende kvinde. En dag da hun var på vej til gården hvor hun arbejdede, blev hun slået ned af en usynlig kraft og var ude af stand til at rejse sig igen. Koenoe’en havde udset sig min mor. Hendes helbred svækkedes, og hun blev lammet. Hun havde brug for hjælp — min hjælp. Men min kærlighed til hende blev splittet af den frygt jeg nærede for den dæmon der havde besat hende. Når koenoe’en gik til angreb skreg min stakkels mor så højt af smerte at jeg ikke kunne bære det og derfor trøstende lagde hendes hoved i mit skød. Så faldt hun til ro. Til gengæld følte jeg det som om „hænder“ vred min krop.
Når jeg så ville flygte begyndte min mor atter at græde. Så for hendes skyld blev jeg og udholdt mit første rystende møde med denne morder. Jeg var dengang 40 år.
Angrebene intensiveres
Min mor døde. Blot tre dage efter hendes død hørte jeg en indsmigrende stemme sige: „Lintina, Lintina, kan du høre mig? Jeg kalder på dig.“ Det var begyndelsen til så mange lidelser at det eneste jeg ønskede var en hurtig død.
I begyndelsen plagede dæmonen mig kun når jeg skulle til at sove. Når jeg var ved at falde hen, vækkede stemmen mig og talte til mig om død og begravelsespladser. På grund af den manglende søvn følte jeg mig svag men kunne dog stadig tage mig af mine børn.
Senere øgede dæmonen sine angreb. Adskillige gange følte jeg det som om den ville kvæle mig. Når jeg forsøgte at løbe bort kunne jeg ikke; det var som om der blev lagt tunge byrder på min krop. Jeg ville skrige men kunne ikke frembringe en lyd. Trods dette nægtede jeg stadig at tilbede min angriber.
Når jeg var kommet mig over hvert angreb fortsatte jeg med at dyrke min jord, hvor jeg avlede cassava og sukkerrør som jeg solgte på markedet i en lille kystby. Det blev lettere for mig at tjene til dagen og vejen, men de værste lidelser lå stadig forude.
Min søgen efter helbredelse
En dag hørte jeg dæmonens ildevarslende stemme sige: „Jeg vil få din mave til at svulme op så den bliver rund som en kugle.“ Nogen tid efter fik jeg en hård klump i maven der voksede sig større og større indtil det så ud som om jeg var gravid. Skræmt fra vid og sans spekulerede jeg på om mon Gud, Skaberen, kunne hjælpe mig til at slippe af med koenoe’en? Mon Han kunne sende en god og stærkere ånd der kunne jage den bort? For at få svar på mit spørgsmål gik jeg til en bonoeman, en heksedoktor eller medicinmand.
Den første heksedoktor gav mig nogle tapoes eller amuletter, men jeg forblev opsvulmet. Fast besluttet på at blive helbredt, rejste jeg fra den ene bonoeman til den anden — alt sammen til ingen nytte. Mellem disse besøg passede jeg fortsat mit landbrug for at skaffe penge til køb af øl, vin, champagne og lændeklæder som betaling til disse medicinmænd. Ofte gav de mig følgende råd: „Knæl ned for koenoe’en. Gør den til din herre. Tilbed den, og den vil lade dig i fred.“ Men hvordan kunne jeg knæle ned for en ånd der pinte mig og ville slå mig ihjel? Det kunne jeg umuligt gøre.
Men desperat som jeg var gjorde jeg alt hvad medicinmændene i øvrigt krævede af mig. I fem måneder var jeg under behandling hos en af dem. Han badede mig med urter og pressede saften af 11 forskellige planter ud i mine øjne så jeg skreg af smerte. Han sagde at det var „for at rense dem“. Men da behandlingen var overstået tog jeg hjem uden en øre, mishandlet og mere syg end nogen sinde.
„Nu skal du dø“
En af mine sønner der bor i Holland sendte mig penge så jeg kunne fortsætte min søgen efter hjælp. Jeg tog ind til hovedstaden og opsøgte en læge. Efter at have undersøgt mig sagde han: „Jeg kan ikke hjælpe dig. Tag hen til en bonoeman.“ Derefter forsøgte jeg mig hos et åndemedium af ostindisk oprindelse — uden resultat. På vej hjem nåede jeg kun til hovedstaden, hvor jeg fandt frem til en af mine døtres hjem. Her faldt jeg om — syg og nedbrudt. Jeg havde brugt 17 år og 15.000 gylden (57.000 kroner) i min søgen efter helbredelse, til ingen verdens nytte. Jeg var da 57 år.
Dæmonen kom nu med denne trussel: „Jeg er færdig med dig. Nu skal du dø.“
„Men du er ikke Gud, du er ikke Jesus,“ sagde jeg grædende.
„Ikke engang Gud kan standse mig,“ svarede dæmonen. „Dine dage er talte.“
Den endelige kamp
Der gik nogle uger. Meena, en nabokone der var en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere, spurgte min datter om hvordan jeg havde det, og sagde: „Din mor kan helbredes, men kun ved hjælp af Bibelen.“ Da jeg hørte deres samtale gik jeg hen imod dem. Men inden jeg nåede derhen blev jeg kastet til jorden. Meena skyndte sig hen til mig og sagde: „Dæmonen vil ikke lade dig i fred. Den eneste der kan hjælpe dig er Jehova, kun ham.“ Så bad hun sammen med mig til Jehova Gud, og fra da af begyndte hun at besøge mig regelmæssigt. Men for hver gang hun besøgte mig forstærkedes dæmonens angreb. Om natten rystede min krop så voldsomt at ingen i huset kunne sove. Jeg holdt op med at tage føde til mig, og ind imellem var jeg ved at gå fra forstanden.
Min tilstand blev så alvorlig at mine sønner kom ind til byen for at bringe mig hjem til min landsby for at jeg kunne dø dér. Men da jeg var for svag til at rejse, nægtede jeg at tage med dem. Da jeg følte at jeg skulle dø tilkaldte jeg Meena for at sige farvel. Hun forklarede ud fra Bibelen at selv om jeg døde var der håb om en opstandelse.
„Opstandelse? Hvad mener du?“
„Gud kan oprejse dig til liv i Paradiset,“ svarede hun. Så var der alligevel et svagt håb!
Den selv samme nat blev jeg besat af dæmonen. I min trancelignende tilstand var det som om jeg så koenoe’en fulgt af en stor skare mennesker. Den sagde spottende: „Hun tror at hun vil få en opstandelse!“ Menneskemængden lo og lo. Men så gjorde jeg noget jeg aldrig før havde gjort. Jeg kaldte: „Jehova! Jehova!“ Det var det eneste jeg kunne finde på at sige. Med det samme forlod dæmonen mig!
Mine sønner kom endnu en gang til mig og bad mig indtrængende om at rejse: „Du skal ikke dø her i byen, mor. Lad os tage dig med hjem til din landsby.“ Igen afslog jeg deres tilbud, for jeg ønskede at lære mere om Jehova. „Måske dør jeg alligevel,“ sagde jeg til dem, „men så vil jeg i det mindste have tjent Skaberen.“
Et stærkt tårn
Meena og andre Jehovas vidner blev ved med at besøge mig. De lærte mig at bede til Jehova. De fortalte mig blandt andet om striden der foregår mellem Jehova og Satan og om hvordan Djævelen tidligere havde udsat Job for lidelser for at få ham til at forbande Gud. Kundskaben om alt dette styrkede mig i min overbevisning om aldrig at tilbede dæmonen. Forkynderne læste et skriftsted for mig som jeg kom til at holde meget af: „Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber derind og beskyttes.“ — Ordsprogene 18:10.
Langsomt kom jeg atter til kræfter. Da min søn kom for at besøge mig bad jeg ham vente udenfor. Jeg klædte mig på og stoppede min løsthængende bluse ned i min nederdel for at vise ham at min opsvulmede mave næsten var forsvundet. Så gik jeg ud til ham.
„Er du Mama Lintina?“ udbrød min søn vantro.
„Ja — takket være Jehova, min Gud!“
Jeg tager standpunkt
Fra det øjeblik jeg kunne gå en smule, gik jeg hen til Jehovas Vidners rigssal. Her modtog jeg så megen opmuntring fra vennerne at jeg aldrig er holdt op med at overvære møderne. Få måneder senere deltog jeg i det offentlige forkyndelsesarbejde. Kort efter blev jeg døbt som en tjener for Jehova, min kærlige Redningsmand. Jeg var da 58 år gammel.
Men der var endnu et forhold jeg skulle have bragt i orden. I min hytte i landsbyen havde jeg flere år tidligere bygget et alter hvorpå jeg ofrede til mine forfædre. For at være åndeligt ren måtte jeg ødelægge det. Jeg bad Jehova om hjælp, for en sådan handling kunne skabe tumulter blandt landsbyboerne. Da jeg nåede frem til min hytte og åbnede døren var der en der råbte: „Pingos!“ (Vildsvin!) En flok vildsvin var i færd med at krydse øen og sprang i floden for at svømme over. Øjeblikkelig forlod både ung og gammel landsbyen for at få del i det lette bytte. Helt overvældet knælede jeg ned og takkede Jehova for denne udvikling. Hurtigt trak jeg alteret udenfor, hældte petroleum over det og satte ild til. Inden folk kom tilbage var alteret brændt. De fandt selvfølgelig ud af hvad der var sket, men nu var der jo ikke noget at gøre. Jeg kunne med fred i sindet vende tilbage til hovedstaden.
Omsider lykkelig
Jeg skulle opleve flere velsignelser. Min søn i Holland troede ikke på de historier han havde hørt om mig og tog derfor med fly til Suriname for med egne øjne at se hvordan det stod til. Han blev så lykkelig over at se mig rask at han købte et fint hus til mig i hovedstaden, hvor jeg bor i dag. Hvilken forandring jeg har oplevet — fra at være en fattig, dæmonbesat kone til at være en velforsynet tjener for Jehova!
Nu, elleve år efter min dåb, har jeg endnu mere grund til at være taknemmelig. Efter at have erfaret hvor meget jeg blev hjulpet, blev tre af mine børn og en svigersøn også interesseret i Bibelens budskab og har nu indviet deres liv til Jehova Gud. Fra tid til anden har brødre og søstre taget mig med hen til nogle de studerer Bibelen med og som mangler mod til at bryde ud af dæmonernes greb. Jeg har så kunnet berette om mine erfaringer med dæmonisme. På den måde har selv disse frygtelige år vist sig at være til en vis gavn i forkyndelsesarbejdet.
Jeg mangler ord til at udtrykke min taknemmelighed over for Jehova, min Gud. Jeg har i sandhed set hans almægtige hånds virke i mit tilfælde. Jehova har afgjort været god imod mig! — Jævnfør Salme 18:17-19.
[Illustration på side 7]
Da Lintina van Geenen ville bryde med spiritisme erfarede hun at „Jehovas navn er et stærkt tårn“
[Illustration på side 9]
I det indre Suriname er mange mennesker fanget i spiritismens greb