Er kriminalitet en trussel mod dig?

Har du nogen sinde været udsat for et overfald, eller kender du nogen der har?

Er du bange for at færdes på gaden efter solnedgang? Hvis du alligevel gør det, træffer du så sikkerhedsforanstaltninger?

Er du bekymret for at dine børn skal blive overfaldet i skolen?

Har du flere låse på din dør? Har du installeret tyverialarm eller en særlig låsemekanisme i din bil? Låser du din cykel når du stiller den fra dig?

Hvis du kan svare ja på et eller flere af disse spørgsmål, vidner det om at du opfatter kriminalitet som en trussel mod dig selv.

I DE senere år er mange blevet mere opmærksomme på kriminaliteten. Hvorfor? Fordi den har berørt deres naboer, deres venner, deres familie og dem selv. Som The New York Times har udtrykt det i en overskrift: „Frygten for kriminalitet er nu en del af bymiljøet.“ I artiklen stod der: „For byen New Yorks indbyggere, rige såvel som fattige, er kriminalitet ikke længere noget andre bliver udsat for. Det præger byen og har tvunget folk til at foretage forandringer — nogle ubetydelige, andre drastiske — i deres livsform.“ Dette gælder ikke blot New York men også mange andre byer verden over.

Kriminaliteten — „et driftigt foretagende“ overalt i verden

INDIEN: Kriminaliteten er på ingen måde blot et amerikansk problem. Hele verden plages af den. For eksempel omtales den nordlige indiske delstat Bihar i bladet India Today som „kidnappernes rige“. Broderen til en der blev offer for kidnapning har sagt: „Terroren hersker overalt. Vi er holdt op med at gå uden for vore huse efter solnedgang. Vi lever i konstant frygt.“ En avisoverskrift lyder: „Organiseret kriminalitet, et driftigt foretagende i Indien.“

ITALIEN: Italien har også sine problemer med kriminalitet — og de skyldes ikke blot mafiaen. Ifølge The Washington Post er der også „Camorraen, en forbryderorganisation der blev grundlagt for mere end 100 år siden på linje med den sicilianske mafia, en stat i staten“. Denne forbryderorganisation „mener man har været ansvarlig for næsten 1000 mord i løbet af de sidste tre år,“ hedder det ifølge samme kilde.

JAPAN: Kriminaliteten forårsager stor bekymring i det japanske samfund. Et blad oplyste for nylig at det japanske politi er bekendt med 2330 bander der omfatter omtrent 100.000 gangstere.

KINA: Regeringen har taget drastiske forholdsregler i et forsøg på at begrænse det „voksende kriminalitetsproblem“, hedder det i Far Eastern Economic Review. Mordere og voldtægtsforbrydere bliver i nogle tilfælde henrettet offentligt. Andre kriminelle bliver stillet til skue på gaderne, med skilte hængende om halsen hvor deres navn og deres forbrydelse oplyses.

BRASILIEN: Et rundspørge foretaget i São Paulo og Rio de Janeiro viser at 65 procent af indbyggerne bevidst undgår områder der er kendt for at være farlige, og at 85 procent ikke længere har smykker eller andre værdigenstande på sig når de går ud. Mere end 90 procent af de adspurgte regner med at de kan blive overfaldet når som helst.

NIGERIA: Kriminalitet er også en del af hverdagen i de afrikanske lande. I bladet New Nigerian har korrespondenten A. Adamu fortalt: „Tyveri, væbnet røveri, ildspåsættelse, mord og grov legemsbeskadigelse — den grufulde hensynsløshed hvormed disse handlinger finder sted i dette land, efterlader én lamslået og i mangel på ord der kan beskrive den tilstand af terror og vanvid som kriminaliteten har forårsaget i sindet hos ganske almindelige mennesker.“

Sandheden er at frygten for kriminalitet hjemsøger de fleste større byer. Kriminaliteten virker som en hæmsko for den lovlydige del af samfundet. Og folk er trætte af at leve i frygt, uden tilstrækkelig beskyttelse; så når en borger hævner sig på forbryderne, mærker han en umiddelbar bølge af sympati.

Men hvorfor bliver så mange mennesker lovløse? Kunne det tænkes at forbrydelse, i modstrid med hvad det gamle mundheld siger, faktisk kan betale sig?

Kan forbrydelse betale sig?

„I dag er der ingen som begår en forbrydelse fordi de er sultne,“ har New Yorks borgmester erklæret. „Hvad er da grunden til at folk i så overvældende grad begår forbrydelser?“ Borgmesteren fortsatte: „Jo, der er større chancer for at slippe godt fra det end for at vinde på væddeløbsbanen. Ud af 500.000 eller flere begåede forbrydelser vil kun 100.000 resultere i arrestationer og kun 2 procent i fængsling. Det er . . . gode odds.“

DETTE synspunkt er selvfølgelig kun et af aspekterne i et meget kompliceret problem — årsagerne til kriminaliteten. Det er ikke desto mindre velbegrundet. Hvis de kriminelle i et land tror at risikoen for at blive fanget er lille, er de mere tilbøjelige til at fortsætte deres indbringende beskæftigelse.

Ofte er den egentlige grund til kriminalitet begær efter penge. Stjålne effekter omsættes hurtigt til rede penge. Og hvilket foretagende er i dag en af verdens største pengeomsættere? Her er et fingerpeg: „Hvis der i dag kun fandtes ét firma som markedsførte kokain i De forenede Stater, ville dets årlige indtægter herved beløbe sig til 300 milliarder kroner og placere det på en syvendeplads blandt de største firmaer i verden.“ (The New York Times) Og dette drejer sig kun om ét stof — kokain! Hvis vi kunne foretage en opgørelse over alle de penge der omsættes i forbindelse med den verdensomspændende narkohandel, ville beløbet overstige vor fatteevne. Kriminalitet og narkohandel er en udbytterig forretning for visse mennesker rundt omkring i verden. Narkomillionærer bygger kostbare villaer og luksuriøse boliger til sig selv. For deres vedkommende betaler forbrydelse sig. Men hvordan slipper de godt fra det?

Hvorfor trives lovløsheden?

Blandt de mange årsager til at lovløsheden trives, er én af grundlæggende betydning — nemlig en brist ved retsvæsenet i mange lande. Hvilken? Bibelen siger: „Det er fordi dommen over den onde handling ikke straks eksekveres, at mennesker så frimodigt handler ondt.“ (Prædikeren 8:11, The New English Bible) Denne gamle regel er måske endnu mere velbegrundet i dag, hvor det langsomme retsmaskineri mange steder i verden favoriserer den kriminelle. En californisk jurist har sagt: „Udsættelse af en sag er et af de bedste forsvarsmidler.“ Hukommelsen sløres og tilskyndelsen til at retsforfølge forbryderen svækkes undertiden på grund af alle de vanskeligheder det medfører for ofrene. — Se side 6 under „Det uretfærdige strafferetssystem“.

For mange betaler forbrydelsen sig — klækkeligt. Og hvem betaler prisen? Det gør manden på gaden. Det går især ud over samfundets lavindkomstgrupper, der har den ringeste beskyttelse. Den amerikanske senator D’Amato har i et brev til sine bysbørn i New York givet udtryk for at der var „et lille fald i antallet af forbrydelser“. Men han tilføjede: „Vi er stadig omhyggelige med at sætte slåer for vore døre. Vi lever stadig i frygt for at gå ud om aftenen uanset om vi skal til købmanden eller i kirke. Når vi endelig bevæger os udenfor, sørger vi for at gå hvor der er mange mennesker, og vi sikrer os i stigende grad at vi har penge på os som kan afleveres til overfaldsmænd. Nu om stunder er der så meget at være bange for, noget vi aldrig frygtede tidligere. Til tider er vi så angste at vi bliver som fanger, mens de der egentlig skulle låses inde går frit omkring.“

Men hvorfor vælger nogle kriminalitet som levevej? Er det fattigdom, sult eller arbejdsløshed der er de egentlige årsager?

[Ramme på side 6]

Retsvæsen eller uretsvæsen?

Den følgende sammenligning af en forbrydelses eftervirkninger på henholdsvis forbryderen og offeret er baseret på et skema udfærdiget af Oklahomas statsadvokat, Mike Turpin, og offentliggjort i The Daily Oklahoman. (Fremstillingen svarer ikke i alle detaljer til danske forhold.)

FORBRYDEREN

Har et valg — kan begå forbrydelsen eller ej.

Arrestationen

1. Skal informeres om sine rettigheder.

4. Kan løslades mod kaution.

Før sagen kommer for

1. Får mad og husly.

2. Har adgang til bøger, TV og anden adspredelse.

I retten

1. Får beskikket advokat.

2. Kan bede om overenskomst for at opnå mildere dom.

3. Kan få sagen udsat og behandlet ved anden domstol.

Domfældelsen

Dommen

1. Fængselsstraf vil betyde gratis kost og logi igen.

4. Talrige resocialiseringsprogrammer står til disposition.

5. God opførsel og arbejde kan betyde tidlig løsladelse.

Efter løsladelsen

1. Kan benytte sig af hjælpeprogrammer og få lån.

Resultatet

En stor del vender tilbage til forbryderbanen

OFFERET

Arrestationen

2. Må selv sørge for erstatning af tabte værdier.

5. Bliver almindeligvis ikke informeret om sagens gang.

Før sagen kommer for

2. Får stadig intet at vide om sagens gang.

I retten

Domfældelsen

2. Bliver ofte ikke engang tilkaldt til domsafsigelsen.

Efter løsladelsen

1. Er ofte utilfreds med retsvæsenet.

2. Frygter for de(n) frigivne forbryder(e) og repressalier.

3. Har måske psykiske problemer resten af livet.

Resultatet

[Illustration på side 5]

Narkotika — en af verdens største pengeomsættere i vore dage

Hvorfor bliver nogle kriminelle?

„JEG var overbevist om at en kriminel adfærd var et symptom på skjulte konflikter, opstået som følge af sjælesår og afsavn i en ung alder . . . Jeg mente at folk der blev kriminelle var ofre for en psykisk sygdom, et hårdt miljø eller begge dele. . . . Jeg opfattede kriminalitet som en næsten normal, for ikke at sige undskyldelig, reaktion på den tyngende fattigdom, usikkerhed og fortvivlelse der prægede deres liv.“ (Inside the Criminal Mind) (Kursiveret af os.) Sådan så psykiateren Stanton Samenow på problemet før han begyndte at interviewe flere hundrede kriminelle.

I et forsøg på at forklare hvorfor et menneske bliver kriminelt har psykiatere og andre eksperter fremlagt mange forskellige grunde — arbejdsløshed, dårlig uddannelse, barske familieforhold, dårlig ernæring og psykiske belastninger, for at nævne nogle. Selv om disse faktorer kan have nogen betydning, kan man ikke se bort fra en anden kendsgerning — at millioner lever under disse forhold hver dag uden at ty til kriminalitet som en udvej.

Kriminelle — ofre eller forbrydere?

Da dr. Samenow var færdig med sin langvarige undersøgelse indtog han en ny holdning. Han skriver: „Essensen i denne holdning er at de kriminelle vælger at begå forbrydelser. Kriminaliteten bor i personen selv og ’forårsages’ af den måde han tænker på, ikke af miljøet.“ (Kursiveret af os.) „Kriminaliteten forårsages af kriminelle — ikke af et dårligt miljø, utilstrækkelige forældre, fjernsynet, skolen, narkotika eller af arbejdsløsheden.“

Derfor ændrede dr. Samenow sit syn på den kriminelle tilbøjelighed. Han fortsætter: „I stedet for at opfatte kriminelle som ofre, indså vi nu at de er forbrydere som frivilligt har valgt deres livsvej.“ Af den grund anbefaler han at man, i stedet for at give den kriminelle undskyldninger for hans opførsel, burde gøre ham opmærksom på sit eget ansvar. — Se „Beskrivelse af en forhærdet kriminel“, side 9.

Dommer Lois Forer fra Pennsylvanien, der er forkæmper for en ændring af det amerikanske retsvæsen skriver: „Mine slutninger er baseret på den antagelse at ethvert menneske er ansvarligt for sine egne handlinger.“ — Criminals and Victims.

Hvorfor vælge forkert fra begyndelsen?

Angående dette spørgsmål når dr. Samenow til en enkel slutning: „Adfærd er i det store og hele et produkt af tankevirksomhed. Der foregår tankevirksomhed før, under og efter enhver handling vi foretager os.“ Hvordan er det da muligt at ændre en kriminel adfærd? Han svarer: „Den kriminelle må lære at identificere og derefter afvise tankemønstre der har styret hans adfærd i årevis.“ (Kursiveret af os.) Denne enkle slutning stemmer med Bibelens lære.

Eksempelvis forklarer bibelskribenten Jakob: „Hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd.“ (Jakob 1:14, 15) Med andre ord, den måde hvorpå vi handler er afhængig af hvordan vi tænker. Et forkert begær opstår som følge af en forkert tankegang. En synd eller en forbrydelse er frugten af et uret begær og et dårligt valg.

Paulus gør opmærksom på tankegangens betydning i forbindelse med en ændring af personligheden, idet han taler om ’en fornyelse af sindets drivkraft’ eller „ånd“. (Efeserne 4:23, NV; da. aut.) Jerusalem-Bibelen taler om at der skal en ’revolution’, en gennemgribende forandring, til i åndelig henseende. For den kriminelle er det også nødvendigt med en radikal ændring af tankegangen, da „kriminelle handlinger udspringer af den måde et menneske tænker på“. — Inside the Criminal Mind.

Men spørgsmålet er stadig: Hvordan har den kriminelle fra begyndelsen tilegnet sig sin asociale måde at tænke på?

Hvornår sæden bliver sået

„Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ (Ordsprogene 22:6) Dette bibelske princip rammer sagens kerne. Løsningen er at ’oplære drengen’, ikke blot den unge mand, men langt tidligere — mens han er dreng. Hvorfor er det vigtigt at begynde mens personen er barn? Fordi tanke- og adfærdsmønstre opbygges i løbet af barndomsårene, helt fra den spæde barndom.

Det er sandt at visse negative karaktertræk er medfødte fordi vi alle fødes ufuldkomne. (Romerne 5:12) Som det udtrykkes i Bibelen: „Dårskab er knyttet til drengens hjerte.“ Men der tilføjes: „Tugtens kæp vil fjerne den fra ham.“ — Ordsprogene 22:15.

Mange kriminelle søger at retfærdiggøre deres adfærd ved at henvise til påvirkninger i barndomsårene, idet de bebrejder deres forældre, lærere og andre. Dr. Samenow drager en anden konklusion: „Kriminelle giver udtryk for at de blev svigtet af forældre, naboer, skoler og arbejdsgivere, men det er sjældent at en kriminel fortæller hvorfor han blev svigtet. Allerede som mindreårig var han lusket og trodsig, og jo ældre han blev, jo oftere løj han for sine forældre, stjal og ødelagde deres ejendele og truede dem. Han gjorde livet i hjemmet uudholdeligt. . . . Det var den kriminelle der svigtede sine forældre snarere end omvendt.“ — Se „Beskrivelse af en vordende kriminel“, side 8.

Ja, den kriminelle adfærds sæd sås ofte i barndommen og næres i nogle tilfælde ubevidst af forældre der giver deres børn lov til for meget. Dr. Patterson, der er psykolog ved Oregon Social Learning Center, giver udtryk for at „kriminalitet sikkert i de fleste tilfælde er en følge af forældrenes forsømmelighed i opdragelsen“. Han hentyder til forældre „som er ude af stand til at fastholde klare regler, begrænse eftergivenheden og behandle mindre overtrædelser med ikke-fysisk afstraffelse“.

Dr. Samenow siger: „Det kriminelle barns afvigelse fra forældrenes og samfundets forventninger omfatter mere end nogle isolerede handlinger. Allerede før skolealderen begynder der at opstå handlingsmønstre som senere bliver en del af en kriminel livsform.“ (Kursiveret af os.) Som følge heraf vender nogle psykologer nu deres opmærksomhed mod forebyggelse af kriminalitet fra barndommen, ved at tilbyde hjælp til de familier hvor der kunne opstå problemer med kriminalitet.

Kriminaliteten, dens årsager og mulige løsninger er et omfattende emne. Ville lavere arbejdsløshed og forbedrede miljømæssige forhold ændre billedet for nogle? Er flere og større fængsler svaret? Ville større politistyrker kunne nedbringe kriminaliteten? Er der i realiteten overhovedet nogen praktisk løsning på kriminalitetsproblemet i vort nuværende samfund?

[Ramme/illustration på side 8]

Beskrivelse af en vordende kriminel

Som barn har den kriminelle en jernstærk vilje. Han forventer at andre føjer ham i alle hans luner. Han tager chancer, kommer i vanskeligheder, og kræver derefter at blive frikendt og tilgivet.

Forældrene bliver de første i den kriminelles lange række af ofre.

Barnet opbygger en stadig mere uigennemtrængelig kommunikationsbarriere. Han lever et liv som han ønsker at holde skjult for sine forældre. Han mener ikke at det vedkommer dem hvad han foretager sig.

Forbryderspiren lyver så ofte og så længe at det er som om han slet ikke kan lade være. Alligevel har han fuld kontrol over det.

Barnet har kun foragt tilovers for sine forældres råd og autoritet og for deres livsform, uden hensyn til deres sociale og økonomiske omstændigheder. For ham drejer livet sig kun om at more sig og have det rart.

Hvis der er andre børn i familien bliver de også plaget af forbryderaspiranten, der tyranniserer dem, „låner“ deres ejendele og bebrejder dem hver gang det resulterer i tugt.

Den vordende forbryder vælger at være sammen med andre unge der tager chancer og gør alt hvad der er forbudt.

Den vordende forbryder nægter at underlægge sig nogen andens autoritet. Han vælger i stedet at beskæftige sig med noget der er mere spændende, ofte noget han ikke må.

Forældrene til disse børn er ofte uvidende om hvor de opholder sig, ikke på grund af forsømmelighed men fordi barnet opfindsomt skjuler hvad det foretager sig.

Den vordende forbryder tager, men giver sjældent. Han ved ikke hvad venskab er fordi tillid, loyalitet og det at dele med andre er uforeneligt med hans livsform.

Det kriminelle barns miljø omfatter også brugen af alkohol, der endog begynder før pubertetsalderen.

Den kriminelle afviser skolen længe før den afviser ham. Han udnytter skolen ved at lade den tjene som mål for sin kriminalitet eller som dække for den.

Hvad andre opfatter som ’at komme i vanskeligheder’, betyder for ham en styrkelse af hans egen selvfølelse.

(Bemærk: Selv om et eller to af disse punkter gør sig gældende, behøver det ikke at betyde at barnet er på vej til at blive kriminelt. Men hvor flere af disse faktorer indgår, er der grund til at være på vagt.)

[Ramme på side 9]

Beskrivelse af en forhærdet kriminel

Kriminelle skyr arbejde som pesten.

Den kriminelles hovedbeskæftigelse er kriminalitet, ikke et almindeligt job.

Han er overbevist om at hans ekspertise og særlige talenter adskiller ham fra den store hob.

Han vurderer kun andre efter om de retter sig efter hans vilje. Selv hans omtale af sin moder svinger fra det engleblide til det sataniske, afhængigt af hvor hurtigt hun retter sig efter hvad han siger.

Den kriminelle anser ikke sig selv for at være forpligtet over for nogen og retfærdiggør sjældent sine handlinger over for sig selv.

Han er så stolt at han ubøjeligt nægter at anerkende sine egne fejl.

Den kriminelle ønsker ikke at andre familiemedlemmer sætter spørgsmålstegn ved hans opførsel.

Den kriminelle ved hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Når det passer ham er han lovlydig.

Som med alt andet udnytter den kriminelle også religionen så den tjener hans egne hensigter.

Den kriminelle forstår at fremlægge sin sag og at give hvad han håber vil være en troværdig forklaring på hvorfor han gjorde som han gjorde.

Den kriminelle anser ikke offeret for at være offer på nogen måde. Han er selv offeret fordi han er blevet fanget.

(De kendetegn der er anført på siderne 8 og 9 er baseret på Inside the Criminal Mind.)

Kriminalitet — er der en løsning?

KRIMINALITETEN berører os alle, direkte eller indirekte. Derfor er spørgsmålet stadig: Er der en løsning? Dommer Richard Neely fra West Virginias øverste appelret foreslår: „For at komme de egentlige årsager til kriminaliteten til livs kræves en reorganisering af samfundet af en størrelsesorden som kun få er villige til at acceptere.“ (Kursiveret af os.) Han hævder at „der hverken er tilstrækkelig videnskabelig baggrund eller politisk vilje til at fjerne de egentlige årsager til kriminaliteten“.

Hvad er grunden? Richard Neely påpeger at de der berøres mest af kriminalitet, de der „bor i ghettoer eller faldefærdige arbejderkvarterer“, er dem der har mindst politisk indflydelse. „Man skal bemærke at kriminalitetens ofre ikke er sluttet sammen i en organiseret interessegruppe.“ Derfor har de kun ringe eller slet ingen politisk indflydelse. De mennesker der har politisk magt bor hovedsagelig uden for de områder hvor kriminel aktivitet almindeligvis finder sted — de bruger ikke offentlige transportmidler og bor ikke i slumkvarterer. I nogle tilfælde, hævder Richard Neely, ville en mere effektiv håndhævelse af loven desuden true deres egen funktionærkriminalitet. Dette er tilfældet de fleste steder i verden. Derfor findes ofrene for kriminalitet — og politisk hykleri — hovedsagelig blandt samfundsgrupper med lave indkomster.

En anden væsentlig faktor virker også hæmmende i kampen mod kriminalitet — menneskets medfødte tilbøjeligheder. „Begær, griskhed, aggression og selvforherligelse er en iboende del af den menneskelige natur,“ udtaler Richard Neely. Det har været åbenbart lige siden Kain myrdede sin broder Abel. — 1 Mosebog 4:3-11.

Den moderne psykologi har imidlertid ikke været villig til at anerkende ondskaben som en del af den menneskelige natur. I et interview med Vågn op! udtaler dr. Samenow: „I det store og hele har en forfærdelig masse mennesker inden for det mentalhygiejniske område i virkeligheden ikke set ondskabens problem i øjnene.“

Mange kriminelle ønsker dog ikke at aflægge deres ’begær, griskhed og aggression’. Derfor nægter de at reagere på terapi og resocialiseringsprogrammer. I Californien, for eksempel, har de fængslede sat sig til modværge mod enhver form for terapi. „De indsatte hævder at terapi er en illusion på grund af den utilstrækkelige videnskabelige erfaring i forbindelse med resocialisering . . . Uanset hvad deres grunde måtte være til at holde op [med at være kriminelle], lyder argumentet, vil det ikke være som følge af nogen form for terapi i fængselet.“ De fremfører at „hensigten med fængsler er afstraffelse, kort og godt. Følgelig ønsker de at hver strafafsoner skal vide nøjagtigt hvor længe han skal sidde inde, så han ikke behøver at lege den kafkaske [irrationelle] resocialiseringsleg.“ — Why Courts Don’t Work, dommer R. Neely.

Kan en kriminel vende om?

Nogle kriminelle har dog været villige til at samarbejde i forbindelse med forbedringsprogrammer. I det program der er tilrettelagt af dr. Yochelson og dr. Samenow bruges en drastisk fremgangsmåde. De fortæller: „Vi gør det klart at efter vor opfattelse kan intet fra den kriminelle livsform bevares. At tage nyt tøj på over det gamle og snavsede er ikke nok; det gamle tøj må betragtes som forurenet og befængt, og må derfor kasseres og tilintetgøres. Den kriminelle må aflægge sin gamle livsform og blive ansvarsbevidst i enhver henseende.“

I Bibelen giver apostelen Paulus et lignende råd: „Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“ — Kolossenserne 3:9, 10.

At det er muligt at foretage forandringer bevidnes af Paulus selv, efter at han har anført hvilke mennesker der ikke vil arve Guds rige — utugtige, tyve, udsugere og andre. Han siger: „Og dog er det sådan nogle af jer har været. Men I er blevet vasket rene . . . i vor Herres Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd.“ (1 Korinther 6:9-11) I dag er der omtrent tre millioner aktive Jehovas vidner, hvoraf de fleste har været nødt til at foretage forandringer i deres måde at tænke på. Nogle har levet som kriminelle indtil de foretog denne forandring.

Der kunne for eksempel næves en tidligere diamanttyv hvis livsberetning stod at læse i Vågn op! for 8. december 1984. Han var vaneforbryder i London. Da han endelig tog imod et bibelstudium og iførte sig „den nye personlighed“, meldte han sig selv til politiet og tilstod sine forbrydelser. Efter at have afsonet en fængselsdom på fem år blev han løsladt og skulle begynde at leve et nyt liv. Var det let for ham? Han svarer:

„Det var ikke let for mig at forandre mit syn på livet. Når jeg ser bort fra de slagsmål jeg havde deltaget i, var det hårdeste fysiske arbejde jeg nogen sinde havde udført, at vaske bilen. Nu måtte jeg arbejde otte timer om dagen. . . . Jeg havde aldrig brudt mig om at følge nogen bestemt rutine i dagligdagen. Nu var det vigtigt at jeg fik bragt orden i min tilværelse. Jeg havde altid talt hånligt om enhver form for disciplin. Nu var det nødvendigt at erkende at det jeg gjorde, måske ikke altid var rigtigt.“ — Jævnfør „Beskrivelse af en forhærdet forbryder“, side 9.

Han foretog alligevel de nødvendige forandringer. Var det anstrengelserne værd? „Jeg vil ikke forsøge at give indtryk af at det altid har været let,“ svarer han. „Men det har virkelig været anstrengelserne værd.“

Men hvorfor skulle nogen ønske at ændre sin livsform i overensstemmelse med Bibelens principper? Fordi der er en stærk grund — muligheden for at opnå evigt liv i et paradis på jorden. Det var det løfte Jesus gav forbryderen der hang døende ved siden af ham, da han sagde: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lukas 23:43) Selvfølgelig vil lovovertræderen ikke kunne forblive i det jordiske paradis som kriminel, men kun hvis han angrer og omvender sig.

Uanset hvor vellykket et forbedringsprogram måtte være, er den gamle talemåde dog stadig sand: „Man kan lede en hest til vandet, men man kan ikke tvinge den til at drikke.“ Hovedparten af dem der har gjort kriminalitet til en livsform er ikke interesseret i nogen ændring. Vil det sige at der ikke findes nogen løsning på det verdensomspændende kriminalitetsproblem? Jo, der er en løsning — en gennemgribende løsning.

Hvordan kriminaliteten vil blive fjernet

Bibelen har vist at der ville komme en tid hvor menneskeheden i stigende grad ville blive ramt af ulykker. I denne sammenhæng nævnte Jesus „den tiltagende lovløshed“. (Mattæus 24:12) Apostelen Paulus forudsagde at der „i de sidste dage vil være kritiske tider som er vanskelige at klare. . . . For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, . . . ulydige mod forældre, . . . illoyale, uden naturlig hengivenhed, . . . uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode.“ — 2 Timoteus 3:1-5.

Selv om menneskeheden altid har været berørt af kriminalitet og ondskab i større eller mindre grad, har Bibelens profetier om afslutningen på verdens fordærvede tingenes ordning fået en bemærkelsesværdig opfyldelse siden det skelsættende år 1914. (Jævnfør Mattæus 24, Lukas 21, Markus 13 og Åbenbaringen 6:1-8.) Derfor er tiden nær hvor Guds retfærdige rigsregering vil gribe ind over for hans fjender på jorden. Disse fjender indbefatter også kriminelle som med vilje vælger kriminalitet som en livsform, for ’uretfærdige skal ikke arve Guds rige’. — 1 Korinther 6:9.

Hvis et menneske ikke er villigt til at ændre sig, hvad er da alternativet? Bibelen svarer: „De onde udryddes nemlig . . . om kort tid, da er den ugudelige ikke mere.“ Ja, jorden vil snart blive renset for alle kriminelle elementer — uanset om de er af religiøs, politisk eller samfundsmæssig art. Guds udrensningskrig, Harmagedon, vil kun efterlade dem i live på jorden „der håber på Jehova“, dem der „skal tage jorden i besiddelse. . . . Og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:9-11; Åbenbaringen 16:14, 16.

Dette er den eneste løsning. For som Bibelen slår fast: „Selv om der vises den ugudelige gunst lærer han ikke retfærdighed. I ærlighedens land vil han handle uret.“ (Esajas 26:10) Guds „nye himle“ og „en ny jord hvori retfærdighed skal bo“ er den eneste anvendelige løsning på menneskehedens problemer — og kun de der vælger retfærdighed vil forblive i den nye ordning. — 2 Peter 3:13.

[Tekstcitat på side 10]

„For at komme de egentlige årsager til kriminalitet til livs kræves der en reorganisering af samfundet af en størrelsesorden som kun få er villige til at acceptere“

[Tekstcitat på side 11]

„En forfærdelig masse mennesker inden for det mentalhygiejniske område har i virkeligheden ikke set ondskabens problem i øjnene“

[Tekstcitat på side 11]

’Intet i forbryderens livsform kan bevares. Han må aflægge sit gamle livsmønster og blive ansvarsbevidst i enhver henseende’