Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 12. del

Sådan blev det. Inden der var gået ret lang tid blev en hel del søstre sat til at arbejde i SS-husholdninger, i handelsgartnerier, på landsteder og på „Lebensbornheime“.

Der var også andre grunde til at SS var villige til at optage Jehovas vidner i deres hjem. SS mærkede at der i befolkningen voksede et hemmeligt had imod dem. De indså at folk ikke nøjedes med at gøre sig lystige over dem rent privat. Mange af dem stolede ikke engang på deres husassistenter mere og var bange for at de ville forgifte maden eller dræbe dem på anden måde. Efterhånden turde de ledende SS-folk ikke gå til en hvilken som helst barber, af frygt for at få halsen skåret over. Max Schröder og Paul Wauer fik til opgave at barbere ledende SS-officerer, for man vidste at Jehovas vidner aldrig ville hævne sig og dræbe deres fjender.

Disse brødre og søstre som arbejdede uden for lejrene fik endog tilladelse til at modtage besøg af deres slægtninge, eller til selv at besøge deres familie hjemme. Nogle af dem fik flere ugers ferie til dette formål. Det betød at brødrene og søstrene fik mere at spise, så deres helbred hurtigt forbedredes, og antallet af dødsfald på grund af sult og dårlig behandling begrænsedes på denne måde.

I hvor høj grad forholdene i koncentrationslejrene ændrede sig til Jehovas vidners fordel kan fremgå af noget som Reinhold Lühring oplevede. I februar 1944 blev han pludselig kaldt ud af sit arbejdshold og bedt om at melde sig på lejrens kontor. Det var her så mange var blevet udsat for brutalitet og forsøg på at overtale dem til at afsværge deres tro på Jehova. Derfor blev broder Lühring forbløffet da de officerer der sad over for ham, spurgte om han var villig til at føre tilsyn med en landejendom og have opsyn med arbejdet og arbejderne dér. Han svarede ja til alle spørgsmålene og blev senere ført til Tjekkoslovakiet sammen med femten andre brødre for at bestyre fru Heydrichs ejendom.

Et andet arbejdshold, bestående af toogfyrre brødre som alle var gode håndværkere, blev bragt til Wolfgangsøen i Østrig for at bygge et hus til en højtstående SS-mand. Selv om det ikke var let at arbejde på bjergskråningen, havde brødrene det på andre måder langt bedre. Erich Frost, der hørte til denne gruppe, fik for eksempel lov at få tilsendt sin harmonika hjemmefra. Efter at have modtaget den fik han og de andre brødre ofte tilladelse til at sejle ud på søen om aftenen, hvor han spillede folkesange og koncertstykker, ikke alene til glæde for brødrene, men også for dem der boede langs søen, deriblandt de SS-folk under hvis tilsyn brødrene arbejdede.

Det blev også stadig lettere at forsyne brødrene i koncentrationslejrene med åndelig føde. Heri spillede dr. Kersten en ikke ringe rolle, for han rejste ofte mellem sit hjem i Sverige og sin ejendom i Harzwalde. Han lod altid sine kufferter pakke af de søstre som Himmler havde overladt ham til at arbejde på hans ejendom og i hans hjem i Sverige. Det var en stiltiende aftale imellem dem at søsteren i Sverige anbragte nogle numre af Vagttårnet i dr. Kerstens kuffert når hun pakkede den. Når han ankom til Harzwalde gav han besked til den søster der arbejdede for ham dér, at hun skulle pakke kufferten ud, og han lod hende altid gøre det alene. Efter at søstrene omhyggeligt havde studeret bladene, gav de dem videre til den nærliggende koncentrationslejr.

Dr. Kerstens ejendom i Harzwalde var ideelt beliggende cirka femogtredive kilometer syd for kvindelejren i Ravensbrück og cirka tredive kilometer nord for mændenes lejr i Sachsenhausen. Der var altid noget der skulle transporteres fra Harzwalde til den ene eller den anden lejr, så det var ikke svært at smugle åndelig føde ind til brødrene og søstrene i lejrene.

Således knyttedes der stadig nærmere kontakt mellem de forskellige lejre og de private hjem hvor vore søstre var sat til at arbejde for SS-familier. Om denne interessante tid fortæller søster Ilse Unterdörfer:

„Da vi havde temmelig stor frihed der hvor vi arbejdede, havde vi held til at sende breve til vore slægtninge uden at få dem censureret. Vi var også i stand til at korrespondere med vore brødre som arbejdede udenfor eller havde betroede stillinger hos SS-folk, hvor de nød større frihed. Ja, det lykkedes endda for os at komme i kontakt med brødre som endnu levede i frihed og skaffe nogle numre af Vagttårnet. Efter at vi i mange år havde levet på det vi tidligere havde lært eller nye sandheder som nyindsatte kunne fortælle om, var det vidunderligt forfriskende selv at kunne læse Vagttårnet igen. Jeg blev tildelt arbejde på en gård i nærheden af Ravensbrück under SS-officeren Pohl. Da jeg var en af de fanger som havde fået overdraget tilsynsopgaver, var jeg ansvarlig for vore søstres arbejde. Der var endda nogle af os som sov dér og overhovedet ikke behøvede at komme tilbage til lejren mere. Derfor blev det muligt for mig at komme i forbindelse med Franz Fritsche fra Berlin, efter at have aftalt det i et brev som en søster overbragte; jeg mødtes med ham en aften i en skov i nærheden af gården. Han forsynede mig altid med nogle numre af Vagttårnet. Men vi modtog også åndelig føde på en anden måde. Der var to søstre som arbejdede på en fabrik, og de bragte også nogle eksemplarer af Vagttårnet med ind i lejren. På denne måde sørgede Jehova kærligt for os i en tid hvor der virkelig var behov for det.“

Jehova velsignede de brødre som havde lettere adgang til åndelig føde og som gjorde hvad de kunne for at give andre del i den; det fremgår af Frank Birks beretning. Han var en af dem der blev bragt til ejendommen i Harzwalde. De hørte snart at nogle brødre, under tilsyn af en soldat, var ved at opføre en bygning i skoven omtrent ti kilometer derfra. Brødrene på ejendommen i Harzwalde havde allerede en vis frihed, og de begyndte snart at lede efter en lejlighed til at træffe de andre brødre i skoven.

„En søndag morgen,“ beretter broder Birk, „tog broder Krämer og jeg vore cykler og kørte af sted for at finde brødrene. På vej gennem skoven så vi inden længe en rydning hvor der var ved at blive bygget et nyt hus. En fange gik tværs over rydningen, vi vinkede til ham, og han begyndte at gå hen til os gennem skoven. Så snart vi så den lilla trekant på hans tøj vidste vi at han var en broder. Da vi fortalte ham at vi var fra Harzwalde-holdet tog han os med ind i den nye bygning. Vi havde nye numre af Vagttårnet med os, og vi satte os ned og begyndte at studere. Derefter besøgte vi brødrene hver søndag. De var under opsyn af en stabssergent fra Freiburg som var venligt indstillet over for brødrene. Kort før jul spurgte jeg ham: ’Kunne det lade sig gøre at De og vore brødre besøgte Harzwalde i løbet af helligdagene?’ Han svarede eftertænksomt at han gerne ville tage sine folk med et eller andet sted hen hvor de kunne få håret klippet. Da han hørte at vi havde en frisør i Harzwalde sagde han omgående ja. Sådan gik det til at vore brødre, i følge med officeren, tidligt julemorgen ankom til gården. Søster Schulze fra Berlin, som arbejdede i køkkenet, tog sig særlig godt af officeren for at vi ikke skulle blive forstyrret i vort samvær. Da brødrene vendte hjem om aftenen var de fyldt med glæde over den velsignelse det havde været at mødes. Tænk blot, det var foregået lige midt blandt vore fjender!“

Efterhånden var der større muligheder for at få åndelig føde ind i alle koncentrationslejrene. Gertrud Ott og atten andre søstre som var indsat i Auschwitz blev sat til at arbejde på et hotel hvor nogle SS-folks familier boede. Der kom også andre til hotellet for at spise og drikke, og det varede ikke længe før nogle søstre som var på fri fod opdagede nogle af de tilfangetagne søstre i færd med at pudse vinduer. „Vi er også søstre,“ hviskede de uden at se op, da de et øjeblik gik forbi dem. Tre uger senere aftalte de at mødes på et toilet. Fra da af kom der regelmæssigt søstre udefra og forsynede de søstre der arbejdede på hotellet, med Vagttårnet og andre publikationer, som derefter blev sendt videre til Ravensbrück.

I begyndelsen af december 1942 åbnede der sig en særlig gunstig mulighed for omkring fyrre brødre som blev efterladt i Wewelsburg for at tage sig af særligt arbejde der skulle gøres der. De blev stadig behandlet som fanger, men nød alligevel en vis frihed, for nu var der hverken elektriske pigtrådshegn eller vagtposter til at holde dem inden for lejren.

Broder Engelhardt var dengang stadig på fri fod, og han havde instrueret brødre der boede i nærheden om at søge en mulighed for at få nogle numre af Vagttårnet ind i lejren. Efter at have overvundet mange problemer undersøgte broder Sandor Beier fra Herford og Martha Tünker fra Lemgo situationen ved simpelt hen at spadsere gennem området på samme måde som et ungt par ville gøre det. Inden så længe fik de kontakt med brødrene og overbragte dem derefter regelmæssigt Vagttårnet. Første gang mødtes de med brødrene ved en bestemt grav på en kirkegård; næste gang gemte de bladene i en høstak, eller de afleverede dem personligt til brødrene ved midnatstid på et i forvejen aftalt sted. Hver gang de kom med blade aftalte de et nyt mødested. Efter at broder Engelhardt og de søstre som havde fremstillet og uddelt bladene, var blevet arresteret, blev det et spørgsmål hvordan de der endnu havde deres frihed skulle blive forsynet med åndelig føde.

Denne gang prøvede brødrene i Wewelsburg selv at finde en løsning. Det lykkedes dem at skaffe en skrivemaskine, hvorpå en af brødrene skrev stencils. En anden broder fremstillede en primitiv duplikator af træ. Søstre udefra, som de stadig havde kontakt med, bragte brødrene de nødvendige materialer til duplikeringen. Til sidst blev der duplikeret så mange eksemplarer af Vagttårnet her at en stor del af Nordtyskland blev forsynet. Elisabeth Ernsting husker at hun altid modtog halvtreds eksemplarer til det distrikt hun skulle drage omsorg for. På denne måde lykkedes det i næsten to år, indtil regimets sammenbrud i 1945, at forsyne brødrene i Westfalen og andre områder med Vagttårnet.

Strømmen af åndelig føde til de brødre og søstre der var i koncentrationslejre, voksede så meget at den i Sachsenhausen i 1942 var som en hel lille flod. Broder Fritsche, som kort før det nazistiske styres sammenbrud blev dømt til døden men aldrig blev henrettet, var i halvandet år i stand til at forsyne brødrene, ikke alene med alle de nye blade, men også med mange ældre numre og med de bøger og brochurer der var blevet udgivet i mellemtiden. Det var som om brødrene var blevet ført til rige græsgange, for hver eneste broder havde hver aften et eksemplar af en af Selskabets publikationer som han kunne studere. Hvilken forandring! Men det var ikke det hele. Organisationen fungerede så godt at broder Fritsche kunne videresende breve til brødrenes slægtninge, til andre lejre, eller til afdelingskontorer i andre lande. På halvandet år lykkedes det at smugle 150 breve ud og næsten lige så mange ind i lejren. De breve der kom ud var et vidnesbyrd om brødrenes gode åndelige tilstand. Forståeligt nok blev der taget mange kopier af disse breve. Nogle af dem blev endda duplikeret og tjente som opmuntring for brødre udenfor og især for dem der havde slægtninge som var indespærret.

Modig forkyndelse af den teokratiske enhed i lejrene

Alt gik godt i halvandet år, indtil broder Fritsche blev arresteret i efteråret 1943. Under husundersøgelser var der blevet fundet nogle rapporter om Sachsenhausen som henledte opmærksomheden på ham. Politiet fandt ikke alene nogle numre af Vagttårnet og andre publikationer i hans besiddelse, men også nogle breve som han skulle besørge på brødres vegne. Da politiet opdagede at der førtes korrespondance i næsten international målestok, fik de mistanke om at lejrlederne måske ikke havde evne eller vilje til at udføre deres hverv. Himmler gav derfor ordre til at der øjeblikkelig skulle gennemføres en undersøgelse af alle de koncentrationslejre der var under mistanke.

Kampagnen begyndte i slutningen af april. En formiddag ankom nogle ledende embedsmænd fra det hemmelige politi til Sachsenhausen. Deres overraskelsesangreb på brødrene var lagt vel til rette. De der arbejdede uden for lejren blev kaldt ind fra deres arbejdssted og fik besked på at stå i fængselsgården, hvor de blev udspurgt angående dagsteksterne, og blev slået. Et antal publikationer blev fundet. Alt dette skete under prygling, som det var sædvane. Men gestapo fik ikke brødrene til at fortryde, for Jehova havde givet dem rigelig næring midt blandt deres fjender. De så ganske tydeligt hvad deres opgave var, og de var ikke bange for enigt at tage standpunkt for det teokratiske herredømme.

Man vidste at Ernst Seliger var forbindelsesled til broder Fritsche, så ham ofrede man særlig „opmærksomhed“. Han havde stræbt efter at forbinde ikke blot de bogstavelige sår, men også de åndelige, og hans ydmyge og faderlige væremåde havde bidraget meget til den enhed der herskede i lejren. Men nu var han stærkt nedslået over udfaldet af hans første forhør, og han bad om at Jehova måtte vende det han anså for at være et „nederlag“ til en sejr. Men dette var ikke blot en prøve for en enkelt. Wilhelm Röger fra Hilden beskriver det med disse ord: „Nu måtte det være ’en for alle og alle for en!’“ Alle brødrene bekræftede broder Seligers erklæring om at han havde uddelt dagstekster til opmuntring for dem. De bekræftede også at de havde læst de skrifter broder Seliger havde bragt ind i lejren og at de også i fremtiden ville opmuntre hinanden og tale om deres håb.

Der gik fire dage. Søndag formiddag blev broder Seliger bragt for lejrledelsen for at protokollen kunne blive ført. Han fortæller selv hvad der skete: „Først vidnede jeg på tre hospitalsstuer [hvor han arbejdede som assistent] . . . så gik jeg fuld af glæde ind i selve løvens hule. En læge og en farmaceut studerede de breve som vi illegalt havde sendt ud af lejren. Der fulgte to timers heftig diskussion. Da protokollen skulle afsluttes sagde forhørslederen: ’Seliger, hvad vil De gøre nu? Har De i sinde at fortsætte med at skrive disse dagstekster og tilskynde Deres brødre? Og har De i sinde at blive ved med at prædike dette budskab her i lejren blandt de andre fanger?’ ’Ja, det er lige netop hvad jeg vil gøre, og ikke alene jeg, men også alle min brødre!’ . . . Klokken 14 var forhøret forbi, og erklæringen der var udfærdiget på alle brødrenes vegne blev forelagt for dem, hvorefter de alle vendte glade tilbage til forkyndelsen“ — i lejrens barakker.

Brødrene tænkte på at der nu var gået næsten ti år siden den 7. oktober 1934, da Hitler havde fået at vide i et brev at Jehovas vidner ikke ville holde op med at komme sammen og forkynde trods truslerne. Nu, efter næsten ti år, måtte gestapo indse at Guds folks kampånd ikke var blevet brudt, hverken i eller uden for koncentrationslejrene. Det vidnede brevene om.

Gestapo undersøgte de andre koncentrationslejre for at se om den meget omtalte ’teokratiske enhed’ også herskede der. Den næste lejr var Berlin-Lichterfelde, en afdeling under Sachsenhausen. Broder Paul Grossmann, der virkede som kontaktmand mellem Sachsenhausen og Lichterfelde, har senere omtalt denne undersøgelse:

„Den 26. april 1944 slog gestapo til igen. Klokken 10 om formiddagen ankom to gestapoofficerer til Lichterfelde for at forhøre mig grundigt, idet jeg var kontaktmand mellem Sachsenhausen og Lichterfelde. De viste mig to illegale breve som jeg havde skrevet til brødre i Berlin. Disse breve afslørede tydeligt hvilke metoder vi brugte. [Heraf fremgår det hvor uklogt det er at skrive breve med den slags oplysninger, for det kan forventes at de før eller senere bliver fundet under arrestationer eller husundersøgelser.] På den måde blev myndighederne underrettet om alle organisationsmæssige detaljer og fik også at vide at vi regelmæssigt havde fået føde fra vor ’moder’.

De endevendte alt, men fandt kun et nummer af Vagttårnet. Jeg måtte stå ved porten mens de andre brødre blev hentet ind fra arbejdet. De blev også ransaget og beordret til at stå ved porten. Det var en virkelig sensation, for der havde ikke i lange tider været en politirazzia af denne art. Under forhørene blev der tildelt mange slag og anvendt mange hårde ord, og der blev fundet nogle få numre af Vagttårnet og nogle dagstekster. Men betjentene blev forhindret i at finde en omfattende rapport om erfaringer i Sachsenhausen, foruden en bibel og nogle andre papirer. Brødrene skjulte ikke at de aktivt havde arbejdet for teokratiets interesser og at de havde læst Vagttårnet. Vi måtte stå i porten til klokken 23. I mellemtiden var en af politiets transportbiler ankommet fordi tolv kredsførere skulle overføres til Sachsenhausen. Det betød at de skulle hænges. De skulle aflevere deres skeer og tallerkener og så videre, men overflytningen blev aldrig til noget. Heller ikke dagen efter, selv om der allerede var blevet udarbejdet bekendtgørelser til deres slægtninge om at de var døde. Den tredje dag kom der en overraskelse. De tolv brødre skulle ikke henrettes, men blev sendt tilbage til arbejdet.“

Man forlangte så at brødrene i Lichterfelde skulle underskrive en erklæring med ordlyden: „Jeg, . . . . . ., der er et af Jehovas vidner og har været i lejren siden . . . . . ., bekender mig til ’den teokratiske enhed’ der eksisterer i koncentrationslejren Sachsenhausen. Jeg har modtaget dagstekster og trykte skrifter, som jeg har læst og givet videre.“ Alle skrev under med største glæde.

Lignende politirazziaer blev gennemført i andre lejre, med samme resultat. Den 4. maj 1944 skete det i Ravensbrück, fordi det fremgik af nogle breve at der var kontakt mellem Sachsenhausen og Ravensbrück. Der blev skredet ind med strenghed over for „kredsførerne“ i lejren. Men inden længe blev søstrene også her sat tilbage i deres gamle arbejde, efter at de ansvarlige for de forskellige afdelinger havde anmodet om det. Det var et yderligere bevis for at tyrannens magt på dette tidspunkt var i færd med at blive brudt.

Den tyske hærs nederlag på østfronten i 1944 krævede så mange menneskeliv at ikke alene gamle mænd og de helt unge fra Hitlerjugend blev inddraget i krigen, men selv fanger fik lejlighed til at vise hvad de duede til ved østfronten. Der kom udskrivningskomiteer til lejrene for at tilbyde de politiske fanger en lejlighed til at tilslutte sig den degraderede general Dirlewangers division. Hvis de ville gøre en god indsats ved fronten, kunne de betragte sig som frie tyske borgere. Det var imidlertid interessant at alle de fanger der bar et lilla, trekantet mærke, altid blev sendt tilbage til deres barakker før dette tilbud blev fremsat til de øvrige. Man vidste hvilket svar man ville få af Jehovas vidner og var derfor holdt helt op med at spørge dem.

Lejrene evakueres over hals og hoved

I 1945 fremgik det tydeligt af det amerikanske og engelske luftvåbens uophørlige bomberegn dag og nat og af den tyske hærs tilbagetog, som til sidst blev til en direkte flugt, at afslutningen på den anden verdenskrig var nær. SS var ophørt med at spille herrer. Når man tænker på hvor mange hundredtusinder af fanger i koncentrationslejrene der nervøst ventede på deres befrielse, forstår man at SS ikke var i nogen misundelsesværdig situation. Masserne var uberegnelige, ja ligefrem sprængstof, så mange SS-folk nærede frygt for fangerne. Men Himmler fortsatte med at følge førerens bud og sendte følgende telegram til kommandanterne i Dachau og Flossenbürg: „Der kan ikke være tale om overgivelse. Lejren skal øjeblikkelig evakueres. Ingen fanger må falde levende i fjendens hænder. (Underskrevet: Heinrich Himmler)“ Lignende instruktioner blev sendt til de andre lejre.

Dette var den sidste djævelske plan, som endnu en gang bragte lejrenes trofaste tjenere for Gud i livsfare. Men de lod sig ikke slå ud. De satte deres lid til Jehova, uanset hvad det i øjeblikket måtte betyde for dem personligt.

De SS-officerer som havde fået til opgave at likvidere fangerne, stod over for et uløseligt problem. Broder Walter Hamann, som havde fået tildelt arbejde i en SS-kantine, hørte en interessant samtale mellem nogle SS-officerer. Han beretter: „Officererne talte om at give fangerne gas, men faciliteterne var alt for små, og de havde heller ikke nok gas. Så hørte jeg en telefonsamtale om en sending olie til brændovnene; men olien kunne ikke leveres. Man nævnte da muligheden af at sprænge lejrene og de indsatte i luften. Der var allerede blevet anbragt kasser med dynamit i forskellige barakker, specielt lazarettet. Men også denne plan blev forkastet. Til slut blev det afgjort at de 30.000 fanger skulle evakueres; de fik at vide at de skulle sendes til en større lejr — som ikke eksisterede — men i virkeligheden ville de give os alle en massegrav i Lübeckerbugten. Dertil skulle der hverken bruges gas, olie eller dynamit.“

I mellemtiden nærmede de allierede styrker sig hurtigere og hurtigere fra øst og vest. SS begyndte nu at blive bange for deres eget liv, og deres forvirring tiltog, især efter at regeringens beslutning om at likvidere koncentrationslejrfangerne var blevet kendt. Stillet over for uoverstigelige problemer drev de simpelt hen fangerne ud på vejene og lod dem marchere af sted med meget ringe fødeforsyninger. Enhver der følger ruten for disse marcher, som senere med rette blev kaldt „dødsmarcherne“, vil lægge mærke til at de pegede i samme retning. Målet var Lübeckerbugten, det åbne hav mod nord, hvor fangerne kunne overføres til skibe som kunne blive sænket før fjendens styrker nåede frem.

(Fortsættes i næste nummer)