„Vandre i Jehova vor Guds navn for evigt“

„Thi alle folkeslag vandrer hvert i sin guds navn, men vi vil vandre i Jehova vor Guds navn for evigt og altid.“ — Mika 4:5.

Med følgende foredrag bekendtgjorde præsidenten for Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab onsdag eftermiddag den 22. juli 1953 udgivelsen af første bind af NEW WORLD TRANSLATION OF THE HEBREW SCRIPTURES for Jehovas vidner, der var samlet til Den nye verdens samfunds Stævne på Yankee Stadium, New York.

1. Hvilken afgørelse må den enkelte, efter hvad der er forudsagt, træffe i de „sidste tider“, og hvordan kan man vide, om vi træffer den rette afgørelse?

DENNE gamle verdens „sidste dage“ er blevet forudsagt som en tid, da der skal træffes en livsvigtig afgørelse. En afgørelse, der vil være bestemmende for hvert enkelt menneskes evige skæbne. En afgørelse, der vil vise, om den enkelte er værdig til evigt liv i en retfærdig ny verden eller ej. Hvordan kan et menneske vide, om den afgørelse, han træffer, er den rette? Det kan han, hvis han vælger at tilbede den rette Gud. Det er grunden til, at denne afgørelse eller dette valg er så uhyre vigtigt. Vælger vi at tilbede den Gud, som vi kan stole på vil indfri sine løfter, og som har lovet, han vil skabe en ny verden, hvor krig vil være ukendt, så træffer vi det rette valg. At der ville være mange guder at vælge imellem, og at nogle ville vælge den Gud, som lover varig fred, sikkerhed og fremgang, fremgår af den inspirerede profeti, hvori det hedder:

2. Fortæl, hvordan Mika 4:1-5 viser, at nogle vil vælge den rette Gud.

² „Og det skal ske i de sidste dage, at Jehovas huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkeslag strømme og talrige folk komme vandrende: Kom, lad os drage til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; os skal han lære sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Jehovas ord. Da dømmer han mange folkeslag imellem, skifter ret mellem talrige, fjerne folk; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer. Da sidder hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen skræmmer dem, så sandt Hærskarers Jehovas mund har talet. Thi alle folkeslag vandrer hvert i sin guds navn, men vi vil vandre i Jehova vor Guds navn for evigt og altid.“ — Mika 4:1-5.

3. Hvilket folk vandrer i Jehovas navn og gør ham til deres Gud?

³ De begivenheder, der siden 1914 har fundet sted både i himmelen og på jorden, viser, at vi nu lever i den gamle verdens „sidste tider“ eller sidste dage. (Matt. 24:3-39) Enhver, som læser Mikas profeti og ser frem til dens opfyldelse, bør derfor nu spørge sig selv: Hvem af alle folkeslagene vandrer i Jehovas navn og har ham til deres Gud? Er det den nyoprettede republik Israel, eller er det jødefolket i almindelighed, det folk, gennem hvis trofaste stamfædre vi har modtaget Bibelens hellige Hebraiske Skrifter? Svaret må blive nej. For disse jøder efter kødet har ikke i de forløbne nitten århundreder gjort navnet på den levende og sande Gud kendt for menneskeheden. Om hvem kan det ifølge retsprotokollerne ved landets domstole — de Forenede Staters højesteret ikke undtaget — og på grundlag af avisreferater, tidsskrifter og bøger, det være sig verdslige eller religiøse, venlige eller fjendtlige, ubestrideligt siges at være det folk, der har valgt at vandre i Jehovas navn og gjort ham til deres Gud for al evighed? Det sandfærdige og uhildede svar må blive: Jehovas vidner. Den kolossale mængde litteratur, de har udbredt, og de hundredtusinder af offentlige foredrag, de har holdt i disse sidste tider, er en bekræftelse af dette svar. Selv deres fjender må indrømme, at Jehovas vidner er de eneste, der opfylder denne profeti hos Mika.

4. Hvordan har man bestræbt sig for at fjerne grundlaget for det navn, hvorved de kristne vidner i dag er kendt?

⁴ Alt dette ligger til grund for, at den Højestes navn i den sidste snes år har været genstand for megen drøftelse, og for, at deres fjender påstår, at det ikke er korrekt af vidnerne at bære dette navn, skønt det har stået i bibeloversættelser i hundreder af år. For nylig er der blevet gjort en særlig bestræbelse for at fjerne ethvert grundlag for brugen af dette navn, under hvilket disse kristne vidner er blevet kendt. Hvordan det? Jo, man har fjernet den Højestes navn fra den amerikanske bibeloversættelse, Revised Standard Version. Denne bibeloversættelse udkom i 1952 og blev ved udgivelsen i handelsøjemed averteret som „den største bibelnyhed i 341 år“.

5. Hvilken vigtig afgørelse stod oversætterne af Revised Standard Version overfor, navnlig i betragtning af en udtalelse i en tidligere oversættelse?

⁵ Bibelen blev oprindelig skrevet på hebraisk, aramaisk og hverdagsgræsk. I de Hebraiske Skrifter står det guddommelige navn skrevet med fire bogstaver, fire hebraiske konsonanter, der med latinske bogstaver skrives JHVH. I århundreder er navnet blevet udtalt „Jehova“, men i det sidste århundrede har bibellærde foretrukket udtalen Jahve som den mest korrekte. Oversætterne af Revised Standard Version, en amerikansk komité, som er trådt i stedet for den komité, der oversatte American Standard Version af 1901, stod over for at skulle træffe en meget vigtig afgørelse i forbindelse med deres oversættelse, nemlig med henblik på den Højestes navn. Navnlig i betragtning af paragraf 8 i forordet til American Standard Version, hvor der står:

I. Den forandring, som først blev foreslået i appendikset [til English Revised Version] — og som går ud på at bruge navnet „Jehova“ i stedet for „HERREN“ og „GUD“ (trykt med kapitæler) — vil mange finde uvelkommen, fordi de betegnelser, dette navn erstatter, er velkendte og forekommer så hyppigt. Men de mænd, som har foretaget den amerikanske revision, kom efter grundig overvejelse alle som een til den overbevisning, at den jødiske overtro, der anså det guddommelige navn for så helligt, at det end ikke burde udtales, ikke længere burde være bestemmende for den engelske eller nogen anden oversættelse af det Gamle Testamente, hvad da heller ikke er tilfældet i mange oversættelser udarbejdet af den nyere tids missionærer. Dette mindenavn, der forklares i 2 Mosebog 3:14, 15 og gang på gang fremhæves som sådant i det Gamle Testamentes originaltekst, betegner Gud som en personlig Gud, som pagtens Gud, som åbenbaringens Gud, befrieren, sit folks ven, og ikke bare som det abstrakte begreb „den Evige“, som mange franske oversættelser bruger, men som den altid levende hjælper for dem, som er i nød og trængsel. Dette personnavn med dets rigdom af hellige minder og tankeforestillinger er nu på ny optaget i den hellige tekst, hvor det med ubestridelig ret hører hjemme.

6. Hvilken afgørelse traf oversættelseskomiteen af Revised Standard Version med hensyn til det guddommelige navn, og hvilke grunde angav de for denne afgørelse?

⁶ Sammen med udgivelsen af den berømte Revised Standard Version, en begivenhed, som fandt sted den 30. september 1952, og som der blev gjort megen blæst af, bekendtgjorde oversættelseskomiteen for hele verden, hvilken afgørelse den var kommet til: Det guddommelige navn var blevet nægtet dets „ubestridelige ret“ til at stå i den hellige skrift og fuldstændig fjernet. I paragraf sytten i forordet til denne nye oversættelse af 1952 forklarer komiteen, hvad der ligger til grund for denne afgørelse. Med sine ord gør den oversættelseskomiteen for American Standard Version til rene tåber i spørgsmålet om det guddommelige navn. Paragraf sytten lyder:

En betydningsfuld afvigelse fra American Standard Version er gengivelsen af det guddommelige navn, „tetragrammatonet“. American Standard Version brugte navnet „Jehova“; King James-oversættelsen brugte det fire steder, og på nær tre tilfælde, hvor det brugtes som en del af et egennavn, brugte den ordet HERREN (visse steder GUD) trykt med kapitæler. Den nye reviderede oversættelse vender tilbage til King James-oversættelsens fremgangsmåde og følger de gamle græske og latinske oversætteres eksempel og den ældgamle skik, der holdtes i hævd under oplæsningen af de Hebraiske Skrifter i synagogen. Det er næsten, om ikke aldeles, afgjort, at navnet oprindelig blev udtalt „Jahveh“, denne udtale blev dog ikke angivet, dengang masoreterne føjede vokaltegnene til den hebraiske tekst, der jo udelukkende bestod af konsonanter. . . . Af to grunde har komiteen genoptaget King James-oversættelsens velkendte udtryk: 1) Ordet „Jehova“ repræsenterer ikke nøjagtigt nogen form for navnet, som det blev brugt på hebraisk. 2) Brugen af ethvert egennavn for den eneste Gud, som var der andre guder, han måtte skelnes fra, ophørte i jødedommen, før den kristne tidsalder og er aldeles upassende for den kristne kirkes almindelige tro.

7. Hvilket spørgsmål blev der i denne forbindelse stillet deltagerne i stævnet på Yankee Stadium?

⁷ Nu spørger jeg jer, I tusinder af stævnedeltagere her på Yankee Stadium, I, som er døbte som Herren Jesu Kristi efterfølgere, og som altså repræsenterer en anselig del af det, der kaldes den „kristne kirke“: Er dette forord i Revised Standard Version et udtryk for jeres tanker? Er I enige i, at „brugen af ethvert egennavn for den eneste Gud, som var der andre guder, han måtte skelnes fra, . . . er aldeles upassende for den kristne kirkes almindelige tro“?

8. Hvad sagde apostelen Paulus herom, og hvordan ville han derfor have svaret på denne udtalelse?

⁸ Hvad ville apostelen Paulus have svaret på en sådan udtalelse? Han sagde: „Thi selv om der også er såkaldte guder, enten det nu er i himmelen eller på jorden sådan som der jo er mange „guder“ og mange „herrer“ så er der for os kun een Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem ’vi er skabt, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er skabt.“ (1 Kor. 8:5, 6) Apostelen Paulus erklærede her, at der findes mange skabninger i himmelen og på jorden, der enten kaldes „guder“ eller „herrer“. Var det, når man tager i betragtning, at så mange gjorde påstand på at være guder, nødvendigt, at Paulus’ Gud blev fremhævet ved et navn, der kendetegnede ham som den „eneste Gud“? Vi kristne bekender, at der kun er een Gud, men der er andre, som bestrider og benægter, at han er den eneste Gud, og der findes i dag halvanden milliard mennesker, der tilbeder utallige andre guder, og for hvem disse guder er lige så virkelige, som den eneste sande Gud er det for bibeltroende kristne. Det er derfor ret og rimeligt, at den kristne Gud kaldes ved et særligt navn. Der er i universet mange, som kaldes „herrer“, men for de kristne er der kun een sand Herre, og det er derfor ligeledes ret og rimeligt, at kristne tilkendegiver, hvem der er deres Herre, ved at bruge hans navn, Jesus Kristus.

Brændpunktet for kritik

9. Hvilken kritik har nogle præster rettet mod Revised Standard Version, og hvordan har de reageret over for den behandling, man heri har givet Guds navn?

⁹ Der er blevet rettet megen kritik mod Revised Standard Version, og nogle præster har kaldt den „denne liberalistiske bibel“, „denne liberalismens nye bibel“. Men hvor mange af denne oversættelses utallige kritikere har vist værdsættelse af Guds navn og kritiseret den, fordi den har udeladt hans navn og skjult det for læserne? Der er fremkommet i det mindste een kritik af dette forhold, som det fremgår af New York-bladet Daily Compass for den 28. oktober 1952, og den stammer fra en jødisk redaktør. Vi skal citere noget af det, han skriver om Revised Standard Version: „De 32 protestantiske lærde har måske bestræbt sig for at revidere Skriften, så den fremstår i „vor tids mest klare og korrekte engelsk“, men samtidig har de i virkeligheden fordunklet den oprindelige mening. Fremdeles har oversætterne ved at gengive nogle oprindelig hebraiske navne, som for eksempel Jehova, med engelske ord, der ikke giver mindste forståelse af den oprindelige betydning (Jehova er et navn, der er sammensat af tre verbaltider: Jeg var, jeg er, jeg vil være), begået en alvorlig synd. Ved at bruge ordet Herren for Jehova gør de kun læserne endnu mere forvirrede, da disse jo ikke kan vide, hvornår [der sigtes til] Jehova, alt og alles Skaber, og hvornår til den godkendte kristne søn, der også omtales som Herren i de evangeliske skrifter. „Herren“ bruges også i flere almindelige betydninger.“

10. Hvordan er navnet blevet behandlet i bind I af Catholic Confraternity’s oversættelse, og hvilken kommentar gives der i denne oversættelse til det guddommelige navn?

¹⁰ To dage før Revised Standard Version udkom, udgav Den Kristne Læres Romersk-Katolske Broderskab bind I af dets udgave af den Hellige Bibel, der omfatter de første otte bøger i Bibelen, fra 1 Mosebog til og med Ruts bog. Men denne nye amerikanske, katolske oversættelse følger Douay-oversættelsen, og Douay-oversættelsen har aldrig brugt navnet „Jehova“ i selve teksten. Vi skal derfor ikke gøre nogen bemærkninger herom, men vil nøjes med at citere dens fodnote til 2 Mosebog 3:14, hvor Guds navn forekommer i den hebraiske tekst som et tetragrammaton: „Af ærefrygt for dette navn brugte man senere i stedet udtrykket Adonaj, min Herre. Ordet HERREN i denne oversættelse repræsenterer denne traditionelle udtryksmåde. Ordet Jehova fremkom ved en forkert læsemåde af navnet, således som det er skrevet i den gængse hebraiske tekst.“

11. Var det ret og rimeligt at vente, at Jehovas vidner ville udtale sig om Revised Standard Version, og hvad ville de særlig fæste sig ved?

¹¹ Det har med fuld føje været ventet, at Jehovas vidner skulle fremkomme med deres kommentarer til Revised Standard Version. De, som har vidst, at det hellige navn er udeladt af denne oversættelse, har ventet på at høre, hvad vidnerne ville sige om det. De har ventet, at vi ville komme i harnisk over det. Det religiøse blad The Christian Century kom for tre år siden, i sit nummer for 28. juni 1950, med følgende forudsigelse vedrørende Revised Standard Version, der da var under arbejde: „Men Jehovas vidner holder lidenskabeligt fast ved deres overbevisninger. Hvis den nye oversættelse gengiver navnet på det Gamle Testamentes guddom i nogen anden form end „Jehova“, kan oversætterne vente at komme i ilden lige fra den dag, det første eksemplar ligger færdigtrykt.“ Fem dage efter, at den nye oversættelse var udkommet, offentliggjorde en præst i Chicago Sunday Tribune for 5. oktober 1052 en artikel med titlen „En revideret og mere letlæselig oversættelse af Bibelen“. I paragraf seks sagde han: „Der er over 300 ord, påpeger R.S.V. i sit forord, der har en helt anden betydning nu end i det syttende århundrede. Navnet Jehova som egennavn for Herren eller Gud, der forekom nogle enkelte gange i King James-oversættelsen, bruges ikke. Det er et rent kunstord. [Jehovas vidner føler sig meget brøstholdne ved denne udeladelse.]“

12. Hvorfor føler vi os ikke brøstholdne over udeladelsen af navnet, og hvad er det efter vor mening berettiget at kritisere?

¹² Her ved denne kolossale sammenkomst af Jehovas vidner på Yankee Stadium, hvor der er repræsentanter til stede fra 91 lande, finder vi det en passende anledning til at sige noget på Jehovas vidners vegne, og vi vil derfor gøre det. Hvis vi tilhørte eet af de ni og tyve religionssamfund, der er medlemmer af Kristi Kirkers Nationalråd i de Forenede Stater, det råd, der har „autoriseret“ Revised Standard Version, og som ejer forlagsretten til denne oversættelse, ville vi have al god grund til at føle os brøstholdne ved udeladelsen af det guddommelige navn. Men vi er glade for, at vi ikke er medlemmer af omtalte nationalråd. Vi kritiserer ikke Nationalrådet, fordi det har lavet en ny og moderne oversættelse af Bibelen. Det er en prisværdig indsats, og vi venter at kunne gøre brug af dette værk og citere fra det fra tid til anden i Vagttaarnets publikationer. Hvad vi føler os berettigede til at kritisere, er den mangel på ærbødighed, oversættelseskomiteen har gjort sig skyldig i at vise det største og værdigste navn i universet, og de motiver, opgivne eller uopgivne, der har ligget til grund for deres handling.

13. Hvorfor vedbliver vi med at bruge formen „Jehova“, hvad er grundlaget for vor kritik af Revised Standard Version, og i hvilken henseende gør dette dens protestantiske oversættere til skamme?

¹³ Hvis man i Revised Standard Version havde valgt at bruge formen „Jahve“ i stedet for „Jehova“, ville enhver kritik have været ubegrundet. Vi er selv af den opfattelse, at „Jahve“ ligger den korrekte udtale nærmere. Men da ingen i dag kender den nøjagtige udtale takket være en ældgammel, falsk ærbødighed, der gav sig udslag i, at man i fordums tid undlod at udtale det hellige navn, vil vi vedblive med at bruge formen „Jehova“ under de nuværende forhold, til navnets guddommelige ejer selv åbenbarer den rette udtale, det være sig ved, at han oprejser profeten Moses, over for hvem han udtalte navnet, eller på anden måde. Grundlaget for vor kritik af Revised Standard Version er derfor ikke, at man er ophørt med at bruge formen „Jehova“, men at man har udeladt Guds navn under enhver form alle de 6823 gange, det forekommer i den hebraiske tekst, og i stedet har brugt den forvirrende og ubestemmelige titel, „HERREN“. En sådan fremgangsmåde vil gøre enhver oversætter, der påstår at være kristen, til skamme. Det tjener heller ikke til ære for oversættelseskomiteen, der påstår at være protestantisk, når man ser, at mange moderne oversættelser, der for nylig er blevet udgivet eller er under arbejde, på engelsk såvel som på andre sprog, og som er foretaget af romersk-katolske oversættere, bruger navnet „Jehova“ eller andre former, som for eksempel Yahvé, Yahweh, Iahve, Yahveh, Yave og Javé. Vi kan nævne fem sådanne franske, romersk-katolske oversættelser, to spanske og to engelske.a

14. Hvad sagde et af Nationalrådets bestyrelsesmedlemmer som forsvar for udeladelsen af navnet?

¹⁴ Et af bestyrelsesmedlemmerne for Kirkernes Nationalråd, der ejer forlagsretten til Revised Standard Version, sagde som forsvar for udeladelsen af navnet:, „Vi kan aldrig nå til enighed om brugen af Guds navn, altså er det omsonst at diskutere det. Når jeg siger Herren, betyder det ganske automatisk Gud. Det kommer an på, hvad man ønsker at lægge vægt på. Gud er Gud. For mig behøver han ikke noget navn. Jeg føler mig meget nær knyttet til ham og kalder ham min Fader. Jeg ville aldrig kalde min jordiske fader ved hans navn — kun de, som ikke kender ham, som jeg gør, er nødt til det — for at skelne ham fra andre jordiske fædre — der er kun een eneste Gud!“ — Den 8. oktober 1952.

15. Hvilket spørgsmål rejser der sig i forbindelse med Jesu bønner, hvis det var tilstrækkeligt for Jesus at kalde Gud „min Fader“ og „Herre“?

¹⁵ Hertil vil vi svare, at Jesus Kristus var nærmere knyttet til Gud end dette bestyrelsesmedlem, og han kaldte også Gud „min Fader“. Men hvis det var nok, at Jesus Kristus og hans efterfølgere kaldte Gud „min Fader“, hvorfor lærte Jesus, Guds søn, os da i bjergprædikenen, at vi skulle bede: „Vor Fader, du, som er i himlene! Helliget vorde dit navn“? Jesus kaldte også sin himmelske Fader „Herre“, når han sagde: „Jeg priser dig, Fader, himmelens og jordens Herre!“ (Matt. 6:9; 11:25) Hvis det var tilstrækkeligt, hvorfor bad Jesus da sammen med sine apostle den sidste aften, han var hos dem i menneskeskikkelse, og sagde: „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig; . . . Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet mig), så de må være eet ligesom vi. Mens jeg var hos dem, bevarede jeg dem i dit navn, det, som du har givet mig; . . . Og jeg har kundgjort dem dit navn og vil kundgøre dem det“? Nogle få dage før bad han: „Fader, herliggør dit navn“, og som svar lød der en røst fra himlene, der sagde: „Jeg har allerede herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.“ (Joh. 17:6, 11, 12, 26; 12:28) Hvorfor alt dette?

16. Hvorfor bad Jesus på denne måde, og hvad giver vi til kende ved at kalde vor himmelske Fader ved hans personlige navn?

¹⁶ Det var, fordi Jesus vidste, at hans Fader havde et personligt navn, der adskilte ham fra andre. Som en profet, der var større end Moses, sagde han, at han kom i sin Faders navn og ikke i sit eget navn, og han ønskede, at hans efterfølgere skulle kende Faderens navn. Det er derfor, han i Åbenbaringen viser, at hans efterfølgere har „dets [Lammets] Faders navn skrevet på deres pander“. (Joh. 5:43; Åb. 14:1) At der kun findes een eneste Gud, benægter ikke, at han har et navn. Han forbyder heller ikke sine sønner på jorden at kalde ham ved hans eget navn, for selv om vi kalder ham ved hans særprægede navn, er det ikke et udtryk for upassende familiaritet eller manglende respekt. Tværtimod viser det større respekt, ærefrygt og tilbedelse end ordene „vor Fader“, der er et mere barnligt udtryk.

En bibeloversættelse, der ærer Gud

17. Hvordan stiller sønner sig til deres faders navn, og hvad sagde Jakob, dengang Gud begyndte at indføre uomskårne hedninger i menigheden?

¹⁷ Det ser ud til, at det føromtalte bestyrelsesmedlem af Nationalrådet skammer sig over sin guds navn, den gud, han kalder „Fader“. Hvis han ikke skammer sig over det, hvorfor vil han da ikke have, at andre skal kende hans Faders navn? Det ville være en stor fordel at kende det, for når folk, der dyrker andre guder, som har deres egne navne, ville tale om dette bestyrelsesmedlems Fader, kunne de omtale ham ved navn i stedet for at se sig henvist til at bruge det klodsede udtryk: „Herr T.s Gud.“ En faders ægte sønner skammer sig ikke over deres faders navn. Så langt fra at ønske at skjule det for andre, som ikke er sønner, og som måske håner det, misbruger det, stiller det i et ufordelagtigt lys eller tager det forfængeligt, står de med glæde op for det for at forsvare det og ære det. Ved at kunne opgive deres faders navn beviser de, at de ikke er uægte børn. Den levende Guds sande menighed er hans åndelige sønner. Dengang Gud begyndte at udtage troende mennesker blandt de uomskårne hedningen og føre dem ind i den kristne menighed, forstod discipelen Jakob, at det var en opfyldelse af profetien i Amos 9:11, 12. Derfor sagde han under et særligt apostelmøde i Jerusalem, i hvilket apostlene og de ældre disciple deltog: „Simeon [Peter] har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn. Hermed stemmer også profeternes ord, således som der står skrevet: Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte, . . . for at også de øvrige mennesker skal søge Herren, alle hedningerne, over hvem mit navn er nævnet, siger Herren, der skal gøre dette, som er kendt af ham fra evighed af [som har kundgjort dette fra gammel tid, RS].“ — Ap. G. 15:13-18.

18, 19. a) Hvorfor ville denne profeti være meningsløs, hvis Gud ikke havde noget navn, og hvordan har Gud bevist, at profetien får sin opfyldelse i vor tid? b) Hvordan har Jehova gjort sit folk uafhængigt, for så vidt det gælder grundlaget for deres navn, og hvilken ny publikation annoncerede taleren nu som et bevis herfor?

¹⁸ Hvis Gud ikke havde noget navn, ville det være meningsløst af ham at forudsige, at de uomskårne hedninger skulle kaldes med hans navn, og at han ville tage dem ud af nationerne, for at de skulle være „et folk, som kunne bære hans navn“, ikke Jesu navn, vel at mærke! Profetien slog ikke fejl. Gud lovede, at han blandt nationerne ville udtage et folk for sit navn, og hvad enten folk i eller uden for kristenheden synes om det eller ej, har han i dag et folk, der bærer hans navn, Jehovas vidner! Det guddommelige navn, som de står op for og aflægger vidnesbyrd om, kan ikke udslettes ved at blive udeladt af nogle moderne bibeloversættelser. Hvis de engelsktalende Jehovas vidner var afhængige af den engelske bibeloversættelse af 1952 som det bibelske grundlag for deres navn, ville de have grund til at føle sig i allerhøjeste grad brøstholdne. Men den almægtige Gud Jehova har ikke gjort sit folk afhængigt af de oversættere, der vælger at fordunkle hans navn. Ikke alene har han givet os en oversættelse, der med rette bruger hans navn i Bibelens Kristne Græske Skrifter, men nu lader han også udarbejde en oversættelse, der bruger dette hellige navn i Bibelens Hebraiske Skrifter.

¹⁹ Som bevis herfor er det mig en uendelig stor glæde her ved dette stævne, hvor mennesker fra 91 nationer er samlet, at bekendtgøre udgivelsen af New World Translation af Bibelens første otte bøger, oversat direkte fra den hebraiske originaltekst. Dette bind indeholder næsten en tredjedel af Bibelens Hebraiske og Aramaiske Skrifter, det vil sige bøgerne fra 1 Mosebog til og med Ruts bog, på nutidsengelsk. Gennem Jesus Kristus siger vi Jehova Gud inderlig tak, fordi han gennem den nye verdens bibeloversættelseskomité har skænket os så meget af sit ord på moderne engelsk. Vi ser frem til resten senere hen.

Karakteristiske træk

20, 21. a) Hvordan fik Gud dette navn, og hvordan har han herliggjort sit navn på denne dag? b) Hvordan ser han selv på sit navn, og hvorved ville vi nedkalde hans harme over os?

²⁰ Vor nye oversættelse af Bibelens Hebraiske Skrifter ophøjer og ærer den Højestes glorværdige navn, han, som for at gøre sig selv kendt for os, har givet os sit skrevne ord. Hans navn er ikke et navn, mennesker har fundet på eller har givet ham; det er det navn, hvormed han nævnede sig selv, dengang hans profet Moses spurgte ham om, hvem han skulle sige havde sendt ham til Israels sønner, der trællede i Ægypten. (2 Mos. 3:13-16) I disse „sidste tider“, inden den universelle Harmagedonkrig, har Gud herliggjort det navn, han kaldte sig med dengang, idet han, ligesom han gjorde på apostlenes tid, har oprejst et folk, der bærer hans navn.

²¹ Det er for sit navns skyld, han har genoprettet dette folk, hvad hans profeti om disse sidste tider også giver til kende: „Derfor, så siger den Herre Jehova: Nu vil jeg vende Jakobs skæbne, forbarme mig over alt Israels hus og være nidkær for mit hellige navn. . . . Og de skal kende, at jeg er Jehova deres Gud.“ (Ez. 39:25-28) Den evigtlevende Gud er nidkær i denne henseende, som det understreges i 2 Mosebog 34:14 (Fenton), hvor Jehova siger: „Du skal ikke tilbede nogen anden gud, for den EVIGTLEVENDE er nidkær for SIT NAVN; han er en nidkær Gud.“ Eller som vor nye oversættelse gengiver dette vers: „For du må ikke bøje dig for nogen anden Gud, for Jehova er sit navn helt hengiven. Han er en Gud, der kræver udelt hengivenhed.“ Eftersom han er nidkær for sit navn eller sit navn helt hengiven og ikke tåler nogen anden guds navn blandt sit folk, ville vi da ikke nedkalde Guds harme over os, hvis vi fremhævede falske guders og mænds og kvinders navne og samtidig lod hånt om den sande Guds navn, den Gud, der er nidkær for sit navn og dette navn helt hengiven?

22. Hvordan gengiver vor nye oversættelse navnet Jhvh i den masoretiske bibeltekst, hvordan stiller den sig til de ændringer, fortidens bibelafskrivere foretog, og med hvilket resultat?

²² Vi kan derfor trygt og til Guds velbehag bruge vor nye oversættelse af Bibelens Hebraiske Skrifter. Med tilbørlig respekt for den nidkære Gud, den Gud, der kræver udelt hengivenhed, gengiver denne oversættelse alle de steder, det hellige Tetragrammaton (Jhvh) forekommer i de første otte bøger af Bibelens Hebraiske Skrifter, dette navn, Jhvh, med det tilsvarende engelske egennavn, Jehovah. Denne fremgangsmåde sikrer, at det også gengives korrekt i resten af de 6823 gange, det forekommer i den bedste masoretiske bibeltekst. Men ikke nok hermed. Vor nye oversættelse har også opmærksomheden fæstet på de 134 tilfælde, hvor de gamle hebraiske soferim eller afskrivere af Bibelen ændrede den hebraiske originaltekst, således at der i stedet for Jhvh eller „Jehova“ kom til at stå Adonaj eller „Gud“. I de første otte bøger af Bibelens Hebraiske Skrifter forekommer sådanne tilfælde sytten gange, og alle disse steder er den originale læsemåde, „Jehova“, blevet genindført. Når vor nye oversættelse af Bibelens Hebraiske Skrifter ved Guds gunst ligger færdig, vil den altså indeholde navnet „Jehova“ mange flere gange, end tilfældet er i den gængse masoretiske tekst af Bibelens Hebraiske Skrifter. — Se 1 Mosebog 18:3, fodnote a.

23. Hvis eksempel er vi lykkelige over, at vor nye oversættelse har fulgt, og hvordan viser vi respekt for det hellige navn?

²³ Vi er derfor lykkelige over, at vi har en bibeloversættelse, der ikke som den protestantiske oversættelse „vender tilbage til King James-oversættelsens fremgangsmåde og følger de gamle græske og latinske oversætteres eksempel og den ældgamle skik, der holdtes i hævd under oplæsningen af de Hebraiske Skrifter i synagogen“. Gud ske tak, at den nye verdens bibeloversættelseskomité i stedet for at følge skikke, der havde vundet hævd i den jødiske synagoge, som forkastede Jesus Kristus og hans tolv apostle og andre disciple, følger Jehova Guds søns og forsvarers eksempel og således er med til at hævde og forsvare Guds navn. Vi viser ærbødighed for dette navn, ikke ved i overtro at nægte at udtale det og erstatte det med et forvirrende udtryk uden kraft, men ved at vi udtaler det og gør det kendt og aldrig omtaler eller bruger det uværdigt, men påpeger alle de vidunderlige ting, der har tilknytning til dette navn, alt, hvad der er blevet sagt og skrevet og gjort i dette navn, alle de dyrebare løfter, der er blevet givet i dette navn, og som opfyldes på denne dag eller vil blive opfyldt i en lykkelig fremtid, og således ophøjer dette navn og indgyder mennesker respekt for det og tro på det.

24. Hvordan viser 5 Mosebog 10:17, at Jehova er værdig til at skelnes og adskilles fra andre, og hvordan sker det i vor nye oversættelse?

²⁴ I vor nye oversættelse lyder 5 Mosebog 10:17: „Thi Jehova din Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, vældige, frygtindgydende Gud.“ Jehova er værdig til at blive fremhævet og adskilt fra andre, og i vor nye bibeloversættelse sker dette på særlig måde i mange skriftsteder. I 1 Mosebog 1:1, Bibelens indledningsvers, læser vi: „I begyndelsen skabte Gud himlene og jorden.“ Det hebraiske ord, der dér bruges for Gud, er Elohim, og det bruges uden den bestemte artikel ha. Men der er mange steder i den hebraiske tekst, hvor Elohim har den bestemte artikel foran. I mange tilfælde har New World Translation ment det på sin plads og af bedre virkning at oversætte den bestemte artikel ha i forbindelse med Elohim. Både på engelsk og hebraisk står den bestemte artikel foran ordet.

25. Hvad siges der i fodnoten om de første to gange ha-Elohim forekommer? Hvilket endnu stærkere udtryk kunne have været brugt i stedet? Hvad understreger det som formålstjenligt for Gud?

²⁵ Det første sted er i 1 Mos. 5:22-24, hvor der siges om den trofaste profet Enok: „Og efter at Enok havde avlet Metusalem, vedblev han med at vandre med Guden i tre hundrede år. I mellemtiden blev han fader til sønner og døtre; således blev Enoks fulde levetid tre hundrede og fem og tres år. Og Enok vedblev at vandre med Guden, og han var ikke mere, for Gud tog ham.“ (NW) Om udtrykket „Guden“ siger fodnoten i vor nye oversættelse: „Her har vi det første og andet tilfælde, hvor det hebraiske udtryk Elohim har den bestemte artikel ha foran. Det er med overlæg, at den bestemte artikel bruges her, sikkert på grund af den tendens til falsk gudsdyrkelse, der kort forinden antydes i 1 Mosebog 4:26. Der lægges altså her vægt på, at Enok vandrede med den sande Gud. Vi mener det derfor berettiget at bruge den bestemte artikel for at understrege hvem, det var, Enok vandrede med.“ Vor nye oversættelse kunne endda have gengivet udtrykket endnu stærkere end den bogstavelige gengivelse „Guden“, for den kendte hebraiske grammatiker Wilhelm Gesénius gengiver udtrykket ha-Elohim med ordene „den ene sande Gud“. I 5 Mosebog 4:35 (NW) siger Moses til israelitterne: „Du, du fik det at se, for at du skulle vide, at Jehova er Guden; der er ingen andre end ham.“ Udtrykket „Guden“ fremhæver, at der må skelnes mellem Jehova og andre guder, og det, at han har taget sig et navn, tjener derfor et formål.

26, 27. På hvilken måde vender det argument, treenighedens tilhængere fremholder angående den bogstavelige betydning af Elohim, sig imod dem selv, og hvordan slår fodnoterne til 1 Mosebog 1:1 og Dommerne 16:23, 24 fødderne væk under deres argument?

²⁶ Eet er sikkert: Det religionsprægede præsteskab, som tror på den hedenske læresætning om treenigheden, vil ikke kunne lide vor nye oversættelse af Bibelens Hebraiske Skrifter. Tilhængerne af treenighedslæren peger hen til, at titlen Elohim, som den anvendes om Skaberen, står i flertalsformen og bogstaveligt betyder „Guder“. De påstår, at dette er bevis for, at Bibelens Hebraiske Skrifter støtter treenighedslæren, der går ud på, at der er „tre personer“ i een Gud. Men deres argument vender sig imod dem selv, for, som de siger, Elohim betyder „Guder“ og ikke „personer“. Konsekvensen af deres argument måtte altså blive, at der er to eller flere Guder i een i stedet for „tre personer i een Gud“. Tilhængerne af treenigheden ville dermed påstå, at der er mange guder, hvilket er en modsigelse af deres egen påstand om, at der ikke er tre guder, men kun een Gud, blot består denne ene Gud af tre personer. I sin fodnote slår vor nye oversættelse lige fra begyndelsen fødderne væk under treenighedens forfægtere ved at sige: „Titlen Elohim står i flertalsform, den såkaldte pluralis majestatis, der bruges, når noget skal fremhæves som ophøjet og majestætisk og ikke som henvisning til flere personligheder. Den græske Septuaginta gengiver Elohim med ho Theos som en tilkendegivelse af, at der er tale om en personlig Gud. Sammenlign med fodnote a til Dommerne 16:23, 24.“

²⁷ Den sidstnævnte fodnote viser, at Elohim ikke betyder flere guder eller personer, for i Dommerne 16:23, 24 bruges elohim om den falske gud Dagon, om een falsk gud, ikke om mange, og altså må flertalsformen elohim være pluralis majestatis. Udtrykket elohim efterfølges af et udsagnsord i ental, hvilket viser, at der kun er tale om een gud. Når der i Mika 4:5 siges: „Alle folkeslag vandrer hvert i sin guds navn“, er det hebraiske ord, der er oversat med „gud“, dette elohim i pluralis majestatis.

28. Hvorledes gør behandlingen af emnet tro ligeledes vor nye oversættelse bemærkelsesværdig?

²⁸ Noget andet bemærkelsesværdigt er dette: Vor nye oversættelse lægger stor vægt på tro på Gud. Apostelen Paulus siger i det ellevte kapitel i Hebræerne, at Jehovas trofaste vidner lige fra den første martyr, Abel, gjorde sig bemærkede på grund af deres tro på Gud. I King James-oversættelsen forekommer imidlertid ordet „tro“ kun to gange i hele det „Gamle Testamente“ (5 Mos. 32:20; troskab = tro, KJ; Hab. 2:4), og det forekommer kun to gange i American Standard Version. (Es. 26:2; Hab. 2:4) Men vor oversættelse fremhæver i de første otte bøger af Bibelen vigtigheden af tro for sine læsere ved at bruge dette udtryk syv gange i berettigede tilfælde. Om Abraham, hvem Paulus kalder fader til dem, som tror, læser vi i 1 Mosebog 15:6 (NW og den danske oversættelse): „Da troede Abraham Jehova, og han regnede ham det til retfærdighed.“ Om israelitternes tørskoede vandring over det Røde Hav læser vi i 2 Mosebog 14:31: „Da så Israel den stordåd, Jehova havde udført mod ægypterne; og folket frygtede Jehova, og de troede på [nærede tro til, NW] Jehova og på hans tjener Moses.“ At dømme efter de syv gange udtrykket tro bruges i de første otte bøger af Bibelen,b kan vi vente, at dette ord vil komme til at indtage sin rette plads i resten af vor nye oversættelse af Bibelens Hebraiske Skrifter.

29, 30. Hvorledes kommer den nøjagtige betydning af det hebraiske ord olam frem, og hvordan ses det at have sin særlige betydning i forbindelse med dannelsen af forbilleder i den jødiske tingenes ordning?

²⁹ En anden nøjagtig ordoversættelse er gengivelsen af det hebraiske olam, der i King James-oversættelsen er oversat med „for evigt“, „evindelig“, „i al evighed“, „altid“, „varig“, „fra gammel tid“ o.s.v. Ordet betyder i virkeligheden „skjult tid“ og henviser altså til en tid, hvis frist er skjult, en ubestemt tidsperiode i fortiden eller fremtiden, der naturligvis godt kan være evig. Det er derfor interessant at se dette ord gengivet „på ubestemt tid“ i nogle tilfælde, navnlig i forbindelse med de forbigående, forbilledlige tildragelser i den gamle jødiske tingenes ordning.

³⁰ Apostelen Paulus sagde, at disse ting kun ejede en skygge af de kommende goder, og at de derfor ikke var evigtvarende, men midlertidige. Men da mennesker ikke vidste, hvornår de skulle ophøre og give plads for de virkelige goder, hørte de en ubestemt fremtid til. (Hebr. 10:1; Kol. 2:17) Den ugentlige sabbat, som jøderne fejrede, ophørte, dengang Guds lovpagt mistede sin gyldighed på pinsedagen år 33 e. Kr., for da blev den hellige ånd udgydt, og Kristi disciple gik ind til Guds store sabbat ved troen på Kristi genløsningsoffer. Hvor meget mere hensigtsmæssig er derfor ikke vor nye oversættelses gengivelse af 2 Mosebog 31:16, 17: „Og Israels sønner skal holde sabbaten, så de fejrer den fra slægt til slægt. Det er en pagt på ubestemt tid. Den skal være et tegn på ubestemt tid mellem mig og Israels sønner, thi i seks dage gjorde Jehova himlene og jorden, og på den syvende hvilede han og gav sig til at vederkvæge sig.“ Ligeledes er gengivelsen af 2 Mosebog 40:15 særdeles god. Der tales der om Arons families præstedømme, som skulle ophøre og afløses af Kristi præstedømme: „Således skal de virke som præster for mig, og deres salvelse skal fortsat tjene dem i deres egenskab af præster fra slægt til slægt på ubestemt tid.“

31. Hvorledes behandler vor nye oversættelse det hebraiske ord Sheol?

³¹ Vor nye oversættelse af Bibelens Hebraiske Skrifter giver løfte om at skabe vanskeligheder for dem, som lærer, at menneskesjælen pines evigt efter døden. Det hebraiske ord Sheol, som den katolske Douay-oversættelse for det meste oversætter med „helvede“, og King James-oversættelsen med „graven“ og „afgrunden“ og „helvede“, forekommer syv gange i de første otte bøger af vor nye oversættelse, og der bliver det hver gang gengivet med den engelske stavemåde „Sheol“. Det forekommer for eksempel første gang i 1 Mosebog 37:35, hvor de ord, Jakob udtalte, da han havde mistet sin elskede søn Josef, oversættes således: „I sorg skal jeg gå ned til min søn i Sheol!“ En artikel i appendikset rummer værdifuld oplysning med henblik på det hebraiske ord Sheol og siger: „Sheol er i jorden og altid forbundet med de døde og betyder tydeligvis hele menneskehedens fælles grav eller de dødes jordiske område (ikke havet); i modsætning til det hebraiske ord qeber, der betyder den enkeltes grav eller gravsted. (1 Mos. 23:4, 6, 9, 20)“ Denne oplysning og denne gengivelse af det hebraiske ord vil være til stor trøst for dem, som er blevet proppet med den grusomme lære, at helvede er et sted, hvor menneskesjæle befinder sig i djævelsk pine efter døden, en lære, der er til vanære for Jehova Gud, der er kærlighed. — 1 Joh 4:8, 16; Joh. 3:16.

32. Hvordan har moderne oversættere ladt deres læsere i uvidenhed om den egentlige betydning af begrebet sjæl, for eksempel i 1 Mosebog 2:7?

³² Vi ved ligeledes, både fra hvad Bibelens Hebraiske og Kristne Græske Skrifter lærer om Sjælen, at evig pine efter døden er en umulighed og en skændig bagtalelse af Guds navn. Menneskesjælen kan ikke pines for evigt i en usynlig verden, når den ikke er udødelig, men forgængelig, dødelig. Moderne oversættere forvirrer deres læsere og lader dem i uvidenhed om, hvad sjælen er, og gør dem derved til et let bytte for hedenske læresætninger om sjælen og for spiritismen. Det hebraiske ord, som alle oversættere gengiver med „sjæl“, er ordet nephesh. Guds ord lærer, at mennesket er en nephesh, en sjæl, og der er ikke i dets legeme blevet indblæst en sjæl, der er adskilt fra legemet. Men hvordan kan bibellæsere vide det, når for eksempel den katolske Confraternity-oversættelse af 1952 af Bibelens første otte bøger gengiver 1 Mosebog 2:7 således: „Da dannede HERREN Gud mennesket af jordens støv og blæste livsånden i hans næsebor, og mennesket blev et levende væsen“? Revised Standard Version af 1952 (og også den danske bibeloversættelse) siger: „Og mennesket blev et levende væsen.“ Det hebraiske ord, der her gengives med „væsen“, er nephesh, og derfor skriver apostelen Paulus, da han citerer fra 1 Mosebog 2:7: „Det første menneske, Adam, blev en levende sjæl.“ — 1 Kor. 15:45, Cath. Confrat.

33. Hvordan skjuler moderne oversættere, at de lavere dyr er sjæle, og at menneskesjælen dør?

³³ Guds ord lærer, at dyr, der er lavere skabninger end mennesket, er sjæle. Men hvordan kan bibellæsere vide det, når Revised Standard Version gengiver 1 Mosebog 1:20, 21, 24 således: „Og Gud sagde: Lad vandene vrimle af en vrimmel af levende skabninger, . . . Gud skabte de store havdyr og hver levende skabning, der rører sig, . . . Og Gud sagde: Lad jorden frembringe levende skabninger hver efter deres arter“? Det hebraiske ord, der her oversættes med „skabning“, er nephesh, det samme ord, der bruges om det første menneske. Når de lavere dyr dør, dør en sjæl eller skabning. Når mennesket dør, dør en menneskesjæl, den ophører med at være til. Men hvordan kan bibellæsere vide det, når Revised Standard Version udtrykker profeten Bileams ord i 4 Mosebog 23:10 således: „Lad mig dø den retfærdiges død, lad mit endeligt blive som hans!“ og Samsons ord i Dommerne 16:30: „Lad mig dø sammen med filisterne“? I begge tilfælde er stedordet „mig“ brugt til at gengive det hebraiske udtryk naphshi, der ordret betyder „min sjæl“.

34. Hvorfor må vi lade Guds ord tale sit eget sprog vedrørende sjælen?

³⁴ Når en bibellæser, der allerede har fået sit sind gennemsyret af populære hedenske teorier om menneskesjælen, læser sådanne moderne bibeloversættelser, får han ikke sin fejlagtige opfattelse af dette vigtige spørgsmål korrigeret. Den falske lære om sjælen får lov at stå uimodsagt, og bibeloversættelserne giver ikke læseren midler i hænde til at gendrive de hedenske usandheder. Jehova Gud, menneskesjælens skaber, ved mere om sjælen, end Pythagoras, Sokrates, Platon, den „hellige“ Augustin eller nogen præst eller spiritist i vor tid nogen sinde har vidst. Skal vi lære sandheden om sjælen at kende, må vi lade Guds ord tale sit eget inspirerede sprog. På den måde kan en bibeloversætter ikke skjule den fuldstændige, tilfredsstillende løsning på det såkaldte mysterium, spørgsmålet om sjælen siges at være, og læseren sættes i stand til at fatte selv den mest videnskabelige redegørelse for dette spørgsmål, der har betydning for hans forståelse af andre livsvigtige bibelske emner, som for eksempel udødelighed, syndens straf, menneskets skæbne, genlosningsofferet, opstandelsen, Satan Djævelens skæbne o.s.v.

35. Hvad har komiteen for den nye oversættelse med held gennemført med henblik på udtrykket nephesh, og hvorved vises det, at en sådan fremgangsmåde hverken er plump eller primitiv?

³⁵ I denne forbindelse spiller vor nye oversættelse af Bibelens Hebraiske Skrifter en særlig rolle. I bind I, der omfatter de første otte bøger i Bibelen, er det lykkedes oversættelseskomiteen at forme stoffet således, at de på en fuldt ud forståelig måde har kunnet oversætte det hebraiske ord nephesh med „sjæl“ alle de 231 gange, ordet forekommer. Hvert sted, hvor nephesh er gengivet på denne måde, er læsemåden let forståelig, selv i vort tyvende århundrede. Skildringen af sjælen i Bibelens første otte bøger er ikke noget plumpt eller primitivt, som man senere hen gik bort fra og ændrede, da den hedenske græske filosofi greb om sig og nåede ud til hebræerne. Den første beretning er tværtimod fundamental og uforanderlig korrekt og i nøje overensstemmelse med Jesu lære og med alt, hvad hans disciple skrev i Bibelens Kristne Græske Skrifter. Dette kan man få belyst ved at sammenligne afsnittet „Sjæl“ i appendikset til de første otte bøger af Bibelen med appendikset i vor nye oversættelse af Bibelens Kristne Græske Skrifter, en oversættelse, hvis udgivelse blev bekendtgjort her på Yankee Stadium, da Jehovas vidner afholdt deres internationale stævne her i 1950.

36. Hvad viser de mange skriftsteder i appendikset til den nye oversættelse vedrørende sjælen?

³⁶ Alene i appendikset til Bibelens første otte bøger angives 14 skriftsteder, som viser, at de lavere dyr ifølge Bibelen er sjæle; 57 tilfælde, der viser, at en levende person er en sjæl og ikke har en selvstændig platonisk sjæl inden i sig; 49 tilfælde, der viser, at sjælen er dødelig, forgængelig; 12 tilfælde, der viser, at et lig eller et ådsel er en „død sjæl“; 50 tilfælde, der viser, at ens liv som en fornuftbegavet skabning eller som et dyr kaldes „sjæl“, og at sjælen siges at være i blodet, fordi vort liv afhænger af denne vædske i vore blodårer; samt 48 tilfælde, hvor en person taler om sig selv eller omtales som en sjæl. Der angives desuden tre tilfælde i disse første otte bøger, hvor Gud omtaler sig selv, som havde han sjæl.

37. Hvorfor er den konsekvente gengivelse af det hebraiske ord nephesh af uvurderlig værdi?

³⁷ Denne konsekvente oversættelsesmåde af det hebraiske ord nephesh virker hverken forældet, klodset eller uforståelig i noget vers, den er tværtimod en uvurderlig hjælp til at genindføre den rette bibelske udtryksmåde vedrørende sjælen og afskrive den menneskelige af Djævelen inspirerede filosofi vedrørende sjælen. I denne henseende trænger navnlig kristenhedens præsteskab til at komme væk fra hedenskabet og tilbage til Bibelen, og psykologer, psykoanalytikere og psykiatere kunne i Bibelen lære pålidelige principper vedrørende sjælen og om, hvordan den skal behandles.

Kendt under dette navn

38. Hvor søger vi en autoriseret oversættelse af Bibelen, og hvorfor?

³⁸ Mangt og meget kunne siges om vor nye oversættelses fortrin, men der er allerede blevet sagt tilstrækkeligt til at vise, hvori andre oversættelser kommer til kort, og i hvor høj grad sandhedssøgende mennesker, som søger efter livgivende bibelsk sandhed, har brug for vor oversættelse. Kristenhedens og jødedommens præster vil som helhed ikke godkende denne bibeloversættelse, men vi henvender os ikke til dem, for at de skal give den deres stempel som en „autoriseret oversættelse“. Hvem er det, der giver en hvilken som helst bibeloversættelse sand autorisation? Religionssamfund og deres overhoveder kan kun autorisere bibeloversættelser til brug i deres egne kirker eller synagoger, og man kan sandsynligvis vente, at præster vil forbyde deres menigheder at læse eller bruge vor nye oversættelse eller henstille til dem at undgå den. Men vi søger ikke en bibeloversættelse, der er autoriseret af denne verdens religionsledere. Vi søger en, der er autoriseret af Bibelens Skaber, Jehova Gud. Han brugte mænd, der var hans vidner, til at skrive Bibelen, og nu autoriserer han mænd, som er hans vidner i dag, og som hører til det folk, han har udtaget af nationerne for sit navns skyld, således at de kan give os en oversættelse, der står op for hans navns ære. (Ap. G. 15:14) Det er over dette folk for hans navn, han udgyder sin hellige ånd, og det er dette folk, der bærer hans navn, befalingen om at forkynde „dette gode budskab om Riget“ på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationer nu gælder. Disse to kendsgerninger udgør en højere og mere velbegrundet autorisation til at frembringe en oversættelse af hans hellige ord på et nutidssprog, end nogen religiøs sekt, noget religiøst overhoved eller noget hierarki kan give.

39. På hvilket sprog er den nye oversættelse blevet udgivet, og hvilket lighedspunkt er der mellem anvendelsen af dette sprog og det sprog, på hvilket Bibelens Kristne Græske Skrifter blev udgivet i det første århundrede, og hvad håber vi i forbindelse med denne oversættelse og Harmagedonslaget?

³⁹ Jehovas nye verdens samfund vil med glæde bruge denne nye oversættelse af Bibelen, og de modtager den som en gave fra ham og er ham taknemmelige derfor. Når de har læst den, vil de ønske at anbefale den til andre. På apostlenes tid blev Bibelens Kristne Græske Skrifter skrevet af de inspirerede disciple på det sprog, der havde den største udbredelse i det første århundrede, nemlig koiné eller hverdagsgræsk. I dag er New World Translation først blevet udgivet på engelsk, der er det tyvende århundredes mest udbredte eller internationale sprog. Vi håber, at denne oversættelse vil overleve det kommende Harmagedonslag sammen med andre gode bibeloversættelser på engelsk og på andre sprog, som den nye verdens samfund måtte bruge, så de overlevende fra dette slag kan gøre brug af disse oversættelser i hvert tilfælde et stykke tid.

40. Hvad er det rimeligt at vente under Guds rige med henblik på en oversættelse af Bibelen, og hvorfor?

⁴⁰ Det er rimeligt at vente, at vi under Guds rige vil få en fælles oversættelse af hele den Hellige Skrift, udarbejdet efter de mest autentiske manuskripter og på et fælles sprog, som Gud vil skabe og lære alle jordens indbyggere. Så vil alle få Bibelen korrekt gengivet på et sprog, der vil kunne give dem den nøjagtige forståelse af Guds mirakuløse bog, der er blevet frembragt til hævdelse og herliggørelse af hans ord, der bliver evindelig. Alle vil da ønske, for en gangs skyld, at have en fuldkommen bibel, som de kan forstå hvert eneste ord af. Alle de mange ud af menneskeheden, der opstår fra mindegravene, vil for en stor dels vedkommende kende meget lidt eller slet intet til Bibelen, og de vil ønske at lære, hvad Bibelen lærer, og hvad Gud sagde i den, og kende hans udtalelsers nøjagtige ordlyd. Bibelen vil ikke på noget tidspunkt i fremtiden blive en „død bog“, for den vil være et vidnesbyrd til hans pris, et minde om ham, et uforgængeligt dokument for alle dem blandt menneskeheden, som opnår evigt liv i den retfærdige nye verden.

41. Hvad sagde Jehova i 5 Mosebog 28:9, 10 til sit pagtsfolk, og hvem gælder dette i dag?

⁴¹ Det folk, over hvilket Jehovas navn var nævnet, og som for århundreder siden sluttede en pagt med ham under Moseloven, var et forbilledligt folk. De var et profetisk billede på dem, som Gud i dag har udtaget af alle nationerne til at være „et folk for sit navn“, de åndelige israelitter. Til sit folk sagde han dengang ved Moses: „Jehova skal gøre dig til sit hellige folk, som han tilsvor dig, når du holder [fordi du vedbliver med at holde, NW] Jehova din Guds bud og vandrer på hans veje. Og alle jordens folk skal se, at Jehovas navn er nævnet over dig, og frygte dig.“ (5 Mos. 28:9, 10) Dette peger frem til de faktiske forhold, der gælder de åndelige israelitter, som er under den nye pagt med Gud ved mellemmanden Jesus Kristus. Eftersom israelitterne efter kødet forkastede Guds navn for nitten århundreder siden, blev nu de åndelige israelitter folket for hans navn.

42. Hvad tilkendegiver de forskellige folkeslag i dag ved deres handlemåde, og hvad forudsagde Guds ord vedrørende resten af Guds folk?

⁴² Vi lever i de kritiske „sidste dage“. Det er en dommens tid over nationerne, og alle folk må besegle deres egen skæbne ved at vælge hvilken guds navn, de ønsker at vandre i eller indordne sig under. Ved deres handlemåde viser de forskellige folkeslag med al tydelighed, i hvilken guds navn de har valgt at vandre. De guder, de har valgt, vil svigte dem på den ildprøvens dag, da al guddom skal stå prøve, og de falske guder vil vise sig magtesløse, ude af stand til at hjælpe folkene, for disse guder vil selv forgå. Jehova forudsagde i sit profetiske ord, at resten af det folk, over hvilket hans navn er nævnet, skulle genindsættes i hans gunst i de sidste dage: „De vandrer i hans navn, så lyder det fra Jehova.“ — Zak. 10:12.

43. Hvilket valg har resten truffet, hvad har det resulteret i blandt jordens folkeslag, og hvorfor?

⁴³ I nøje overensstemmelse hermed har folket for hans navn truffet deres valg, et andet valg end folkene i verden, og de har gjort ordene i Mika 4:5 til deres og siger: „Vi vil vandre i Jehova vor Guds navn for evigt og altid.“ De bestræber sig for at bevise, at de er hans folk, ved at holde hans befalinger og vandre på hans veje og forkynde hans nye verdens rige vidt og bredt. Det har resulteret i, at jordens folkeslag, ja selv deres fjender, har fået øjnene op for, at Jehovas navn er blevet nævnet over dette folk, og de frygter dem. Ikke at de er bange for dem, fordi de talmæssigt set er mange, nej, de er forholdsvis få, og de har ikke politisk indflydelse eller jordisk rigdom eller nogen våbenmagt, der sætter dem i stand til at bruge kødelige våben til blodsudgydelse, men de ejer et uovervindeligt budskab, hentet fra Guds hellige ord, og fordi Gud fra himmelen har lagt sin almagt for dagen på deres vegne.

44. Hvad gør de blandt nationerne, der frygter på forstandig vis, og hvad betyder det for dem, at de nu og for evigt vandrer i Jehovas navn?

[Fodnoter]

Den franske oversættelse, der nu er under udarbejdelse af Bibelskolen i Jerusalem, bruger formen Yahvé. (1948- )

Den franske oversættelse af A. Crampon bruger Yahweh. (1939)

Den franske oversættelse af Kardinal Lienart bruger Yahweh. (1951)

Den franske oversættelse af Edouard Dhorme (Fader Paul Dhorme hos Forkyndermunkene) bruger Iahve. (1910-1946)

Den franske oversættelse af munkene fra Maredsous bruger Yahweh. (1949)

Den spanske oversættelse af Bover-Cantera bruger Yahveh. (1947)

Den spanske oversættelse af Nacar-Colunga bruger Yave. (1944)

Den engelske Westminster Version af de Hellige Skrifter af C. Lattey, S.J., bruger Jehovah. (1934- )

Den Hellige Bibel oversat af Monsignor Ronald A. Knox (1949) bruger Javé mange gange, for eksempel i 2 Mosebog 33:19; Salmerne 67:5, 21; 73:18; 82:19 [i dansk oversættelse 68:5, 21; 74:18; 83:19]; Esajas 42:8; 45:5, 6, o.s.v.