Udforsk himmelhvælvingen — De kan gøre det hjemme

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

NU DA fjernsynet har vundet indpas de fleste steder i verden er interessen for at skabe, udforske eller gå på eventyr dalet. Underholdning optager meget af den fritid mange har til rådighed. Spændingen ved at samle sig ny viden og forske på ukendte områder, er imidlertid noget der til alle tider har fået mennesker til at vove deres formue, om ikke deres liv.

Har De lyst til at udforske månens kratere og bjerge eller at lære planeterne i vort solsystem bedre at kende? Hvad med at se lidt nærmere på Mælkevejen, som vor sol hører til, eller den enorme Andromedatåge, der befinder sig 1.500.000 lysår borte? (Se fodnoten side 14)a

Dette er blot et par af de spændende ting som tusinder af enkeltpersoner og familier har fået kendskab til fordi de har taget sig tid til at udforske himmelhvælvingen med en kikkert eller et lille teleskop. På denne måde har de kunnet betragte adskillige tusind flere stjerner end de 2000 eller deromkring som man normalt ser med det blotte øje en stjerneklar aften; og så har de fået indblik i mange flere enkeltheder! Hvad det blotte øje ser som en enkelt stjerne, viser sig ofte at være to eller flere stjerner. Enkeltheder ved månens kratere, ved Saturns ringe og ved omfattende stjernehobe bliver synlige.

Hvordan man får fat i et teleskop

Man kan få øje på meget i en almindelig kikkert, men hvis man vil have mere ud af sin forskning må man have et lille teleskop. Man kan almindeligvis købe to forskellige slags: refraktorer, eller linseteleskoper, på fem til tretten centimeter i diameter, og reflektorer, eller spejlteleskoper, på ti til tredive centimeter i diameter. Spejlteleskoper vejer mindre, fylder mindre, er lettere at transportere og opbevare, og koster sædvanligvis mindre end linseteleskoper af samme diameter.

Teleskopets opgave er at samle så meget lys som muligt og at forstørre. Et teleskop med en diameter på fem centimeter samler omkring 60 gange så meget lys som øjet normalt fanger. Et på 7,6 centimeter i diameter fanger cirka 140 gange mere lys. Et større teleskop giver et klarere billede og flere enkeltheder, men er naturligvis også dyrere. Hvad enten man køber et nyt eller et brugt teleskop, gør man klogt i først at tage det hjem på prøve, hvis dette er muligt.

Man kan også selv fremstille sit teleskop og stativet dertil. Det behøver ikke at blive så dyrt og det tager heller ikke så lang tid. Man må købe de linser der skal til, men resten kan bygges op som man har fantasi til. Man kan desuden købe teleskoper som samlesæt — derved sparer man en del. En god håndbog om astronomi for amatører kan være en hjælp, både når man skal bygge sit teleskop, og når det skal indstilles.

Vi iagttager solen

Kan man udforske solen ved hjælp af et teleskop? Ja! MEN VÆR FORSIGTIG! Se aldrig under nogen omstændigheder direkte mod solen gennem et teleskop eller en kikkert. De kan miste synet! Men det er muligt at kaste billedet fra teleskopet op på en skærm og begrænse andet lys som falder på det. På den måde kan man iagttage solens overflade. De vil hurtigt gøre en interessant opdagelse: Solens overflade stråler ikke over det hele! Den har også nogle mørke områder.

Det er „solpletter“. Nogle pletter er meget større end jorden. De består af luftarter der er koldere end resten af solens overflade, om end de kan være 4000 grader varme. De kan vise sig, forsvinde og ændre form, og de skifter hele tiden position fordi solen roterer om sin akse én gang på knap en måned. Nogle finder det interessant at kortlægge solpletters skiftende positioner.

Cirka hvert ellevte år kommer der en periode med maksimal solpletaktivitet. Næste periode forventes i 1980. Ja, der er meget at se på solen og man kan lære meget om den. Men husk: VÆR FORSIGTIG!

— og månen

De vil finde det interessant at tage vor nærmeste nabo, månen, i øjesyn. Det er der god lejlighed til når den er i første kvarter, indtil det er halvmåne. Da får lange skygger dens landskab til at fremstå mere klart. Kigger vi igennem teleskopet, vil vi opdage de ujævne bjerge som rejser sig på måneoverfladen. Der findes også bølgende sletter (som man engang troede var have), gigantiske kratere, forrevne skrænter og forskellige andre formationer. Men ikke en dråbe vand!

Mennesket har også opdaget at måneoverfladen indeholder de samme grundstoffer som jorden, blot i andre forhold. Og stik imod visse almindeligt udbredte opfattelser hører månen til de mørkeste himmellegemer i vort solsystem. Den tilbagekaster kun 7 procent af det lys der rammer den. Det er dog tilstrækkeligt til at give jordens beboere et dæmpet og behageligt lys om natten. Dette understreger hvad Bibelen siger om det formål månen skulle tjene: „Gud gjorde de to store lys, . . . det mindste til at herske om natten.“ — 1 Mos. 1:16.

Videre til planeterne

Selv om planeterne befinder sig meget længere borte, er der dog meget ved dem som det er af interesse at undersøge.b Begynd eventuelt med Venus, der ofte kaldes morgen- eller aften„stjernen“. For det meste ses den enten hen ad morgenstunden eller i de tidlige aftentimer. Man vil opdage at Venus har sine faser ligesom jordens måne.

Jupiter er sædvanligvis det himmellegeme der stråler mest, næst efter solen. Planeten er den største i vort solsystem; den måler i diameter cirka 140.000 kilometer. Jupiter har 13 kendte måner, og de fire af disse vil De kunne få øje på gennem et lille teleskop. Men det kan godt være at månerne leger „skjul“, for de flytter sig, og en eller to kan godt forsvinde et stykke tid, eftersom de kredser i deres baner omkring Jupiter. De kan også få øje på Jupiters bælter og striber samt dens mystiske røde plet.

Så er der Saturn, der med sit smukke ringsystem er et betagende mesterstykke i Guds skaberværk. Dette storslåede system af tre ringe af forskellig lysstyrke menes at være sammensat af millioner af småpartikler, der hver for sig opfører sig som en satellit omkring planeten. Hvilket syn!

Planeten Mars, med det røde lys og de hvide polarpletter, virker også fængslende. Men med et lille teleskop kan man kun studere den i enkeltheder hvert andet år, når den kommer nær til jorden. Så De ikke Mars i 1977, må De altså vente til 1979.

Der er meget andet at se

Har man først undersøgt vort eget solsystem, kan man søge endnu længere ud i rummet og iagttage stjernerne. De er smukke når de hænger dér som strålende juveler på den mørke nattehimmel. Nogle gange viser det sig at det man anså for at være én stjerne, faktisk er to eller flere stjerner som befinder sig i nærheden af hinanden.

Alfa Crucis, den klareste stjerne i Sydkorset, og Beta Cygni i Svanen er eksempler på dette. Sidstnævnte består af en gul stjerne som en mindre, blå stjerne kredser omkring. Tågede pletter på himmelen viser sig at være tætte hobe af stjerner. Det er spændende at opdage disse himmellegemers skønne farver, fra klart rødt til gyldent, grønt og blåt. Den inspirerede bibelskribent talte sandt da han sagde: „Stjerne er forskellig fra stjerne i glans.“ Og det kunne han sige uden først at skulle se i et teleskop. — 1 Kor. 15:41.

Det er også fascinerende at tænke på at mange stjerner befinder sig tusinder af lysår borte. Man ser dem altså ikke som de ser ud nu, men som de så ud da lyset udgik fra dem for disse mange år siden. Da kinesiske astronomer for eksempel i 1054 e.v.t. bemærkede en eksploderende stjerne i konstellationen, Taurus (Tyren), iagttog de en begivenhed som havde fundet sted omkring år 3500 f.v.t., altså mens Adam levede. Tid og afstand overstiger næsten grænserne for den menneskelige fatteevne når man udforsker universet.

Tænk igen på Andromedatågen. Den anses for at være det fjerneste man kan se med det blotte øje. Den befinder sig omkring fjorten trillioner (14.000.000.000.000.000.000) kilometer borte fra jorden. Når vi en aften ser op på det svage tågeskær i Andromeda, afslutter det lys der når vort øje altså en rejse som begyndte for halvanden million år siden. Tænk at man kan se så langt! Det virker ærefrygtindgydende, næsten som om man så ind i evigheden.

Der er uendelige muligheder for at forske. Man kan altid betages af at se en kæmpemæssig ildkugle der oplyser himmelen, eller et „stjerneskud“ (meteor) der suser af sted med sin ildhale gennem mørket. Man har anslået at man i enhver periode på 24 timer jorden over kan iagttage 90 millioner meteorhaler, om end mange af dem kun ses i et glimt. De ses oftest i de tidlige morgentimer, hvilket kan forklares ved at vi da befinder os på den side af jorden der vender fremad under dens bevægelse omkring solen, og derfor kommer meteorerne „i møde“. På visse tider af året forekommer der imponerende meteorfald, nemlig når jorden passerer gennem en sværm af meteorer der selv kredser omkring solen.

Nu og da har De måske lejlighed til at se en partiel sol- eller måneformørkelse, eller en sjælden gang en totalformørkelse. En sådan kunne iagttages i Australien i 1976.c Og glem ikke de satellitter som det er lykkedes menneskene at bringe i baner omkring jorden. I Sydney, Australien, kan man med det blotte øje se 12 satellitter hver uge. Med en kikkert kan man udmærket foretage en nøjere undersøgelse af satellitter.

Unge såvel som ældre kan have stor fornøjelse af at udforske himmelhvælvingen, ikke mindst når det kan ske i hjemmet. Uanset om man foretager sine observationer med det blotte øje eller benytter tekniske hjælpemidler og søger længere ud i rummet, må man sande de ord der står skrevet i Salme 8:4, 5: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham?“.

[Fodnoter]