Hvad har man fundet på månen?
DET er klart at menneskets rumrejser måtte byde på visse overraskelser, og der har virkelig været tale om mange videnskabelige overraskelser. En af dem vedrører månen selv, idet man før har ment at den var et ret ukompliceret himmellegeme.
Men det har vist sig at dette ikke er tilfældet. Doktor R. J. Allenby, der er leder af afdelingen for måneforskning ved National Aeronautics and Space Administration, har således sagt: „Den mest bemærkelsesværdige opdagelse vi gjorde var sikkert at månen er et yderst kompliceret himmellegeme. Månen er ikke en ganske simpel ’kugle’, sådan som mange forestillede sig. Takket være Apollorejserne kan mange videnskabsmænd nu begynde forfra ved tegnebordet. Der vil gå mange år før man kan fremkomme med en ny videnskabelig teori der vil blive almindeligt accepteret.“
Diverse opdagelser
Da månen ikke bare er en ukompliceret ’kugle’, hvad er der så sket med teorien om at den skulle være opstået ved at et stykke af jordens overflade engang rev sig løs fra jorden? En nylig udarbejdet videnskabelig rapport har følgende at sige: „Formodningen om at månen er opstået ved at et stykke af jordens yderste lag engang rev sig løs, er faktisk opgivet som følge af de opdagelser man har gjort i forbindelse med Apollorejserne.“ — New York Times, 4. december 1972.
I forbindelse med Apollo 16’s månefærd gjorde man den opdagelse vedrørende månens sammensætning at aluminium og kalcium forekommer i store mængder. Der findes også jern i månens klippestykker. De klippestykker som Apollo 11 bragte med tilbage til jorden, indeholdt otteogtres af de kendte grundstoffer. Månens klipper består stort set af de samme materialer som jordens, men der er en væsentlig forskel i proportionerne.
Forholdet mellem uran og kalium i klippestykker fra månen er for eksempel fire gange så stort som i klipper på jorden. Det viste sig også at klipperne på månen indeholdt dobbelt så meget titanium, som de mest titaniumholdige forekomster på jorden. Grundstofferne på månen er altså ikke forskellige fra dem man finder på jorden, men det forhold de findes i er anderledes. Som en videnskabsmand har sagt: „Det er det samme alfabet, men det er ikke den samme grammatik.“
I 1969 fandt astronauterne i Apollo 12 bevis for at månen har et magnetfelt. De ubemandede rumsonder man før havde opsendt havde ikke kunnet påvise noget magnetfelt.
Man fandt også at temperaturen på månen svinger mellem 175 graders kulde og 120 graders varme. Da man borede et hul i månen viste det sig at temperaturen steg cirka en grad for hver halve meter man borede. Man er stadig ikke helt klar over om månens kerne er delvis flydende eller om den er forholdsvis kold. De seismiske målinger tyder på at den er delvis flydende. De magnetometriske målinger man har foretaget på månens overflade og fra kredsløb omkring månen, har dog givet nogle videnskabsmænd grund til at tro at månens indre er forholdsvis koldt.
Hvad angår videnskabsmændenes forsøg på at finde liv som har udviklet sig andre steder end på jorden, så har man ikke ved månelandingerne kunnet finde noget som helst der blot havde en flygtig lighed med liv. Man har ved hjælp af mikroskoper prøvet at påvise levende organismer, døde organismer eller fossiler. Men man har intet fundet af den art på månen.
Har De nogen sinde spekuleret på hvor gammel månen er? Nogle af de klippestykker som de første Apollorejser bragte med tilbage til jorden blev anslået til at være mellem 3,3 og 3,7 milliarder år gamle. Der var dog et klippestykke på størrelse med en citron, som blev anslået til at være 4,6 milliarder år gammelt. Man mener derfor at månens alder må være mellem 4,2 og 4,9 milliarder år. I Science World for den 16. februar 1970 kunne man læse denne kommentar: „Adskillige forskere har bekræftet at månen er omkring 4,6 milliarder år gammel. Det svarer nogenlunde til jordens og meteoritternes alder.“
Der er derfor i øjeblikket stor enighed om at månen er af samme alder som resten af solsystemet, jorden indbefattet. Dette er en bemærkelsesværdig bekræftelse af Bibelens ord i Første Mosebog 2:4 som antyder at ’himmelen’ og jorden blev skabt inden for samme tidsperiode.
Dens kredsløb ikke begyndt ved et tilfælde
Menneskets rumrejser har afsløret en anden vigtig kendsgerning: Månens kredsløb om jorden kan ikke være begyndt ved et tilfælde. I sin bog Winning the Moon kommenterer William Roy Shelton denne opdagelse:
„Det er værd at huske at et eller andet må have anbragt månen i eller nær ved dens nuværende bane omkring jorden. Et Apollorumskib hvis kredsløb om jorden varer halvfems minutter må have en hastighed på omkring 29.000 kilometer i timen for at blive i sin bane et hundrede og tres kilometer over jorden. På samme måde må et eller andet have givet månen den hastighed som nøjagtig svarer til dens vægt og højde. Den kan således ikke blot være blevet revet løs fra jorden i en eller anden tilfældig retning eller med en tilfældig hastighed. Det fandt vi ud da vi begyndte at opsende kunstige satellitter. Vi opdagede at hvis den satellit vi ønskede at sende op ikke nåede en bestemt højde og hastighed, og ikke samtidig havde en bestemt bane parallel med jordens overflade, ville centrifugalkraften ikke være stærk nok til at opretholde den hårfine balance med jordens tiltrækningskraft der skal til for at en satellit bliver i sin bane.
Om natten den 5. marts 1958 stod jeg for eksempel på gamle Cape Canaveral og så på opsendelsen af Explorer 2. Efter planen ville dette blive den anden amerikanske satellit der blev sendt i kredsløb omkring jorden. Alt gik glat indtil det punkt hvor det sidste trin skulle nå sin bestemte hastighed og højde. Det lykkedes ikke at opnå denne vanskelige kombination, og kort efter vendte vores satellit tilbage til jordens atmosfære. . . .
Den hastighed der kræves for at en satellit kan blive i sit kredsløb varierer efter satellittens højde og vægt. Jo længere en genstand er borte fra jorden, jo længere tid vil dens kredsløb tage. I månens tilfælde, med dens vægt og dens afstand fra jorden, vil den periode man kalder omløbstiden svare til cirka 27,3 dage. Her er der en kendsgerning som man sjældent tager i betragtning i forbindelse med månens oprindelse: Det er højst usandsynligt at en genstand skulle dumpe ind i den rette kombination af betingelser der må opfyldes for at den kan gå ind i et stabilt kredsløb. ’Et eller andet’ må have givet månen dens højde, dens hastighed og dens bane. Spørgsmålet er blot: Hvad er dette ’et eller andet’?“
Hvad gav månen dens bane?
Var det mon en fornuftløs kraft som engang anbragte månen i dens stabile bane? Tænk ikke blot på månen, men også på alle de andre himmellegemer i rummet. Overalt ser vi bevægelse. Hvordan kan dette gå til når vi betænker at en genstand forbliver i hvile, ubevægelig, hvis den ikke påvirkes af en ydre kraft? Og hvis en genstand skal sættes i bevægelse må den have et skub eller puf, ikke sandt? Den kraft som sætter genstanden i bevægelse må endvidere komme udefra, eftersom materien normalt ikke er selvbevægelig.
Når man betragter himmellegemerne ser man at de bevæger sig i cirkulære baner, og deres kredsløb er så fantastisk regelmæssige og præcise at vi mennesker kan navigere ved hjælp af solen, månen, planeterne og stjernerne. Ja, et himmellegemes nøjagtige position på et givet tidspunkt kan beregnes lang tid i forvejen. I World Book Encyclopedia siges der: „En styrmand på et skib betjener sig af en bog der kaldes Nautical Almanac. I denne bog angives hvert himmellegemes nøjagtige position på forskellige tidspunkter og datoer. Himmellegemets position angives efter det sted på jorden det står lodret over. Ved at tage en pejling, det vil sige at fastslå i hvilken retning stjernen befinder sig og samtidig måle dens vinkel over horisonten, kan styrmanden beregne hvor langt han er fra det sted på jorden der ligger lodret under stjernen.“
Når vi tager alle disse ting i betragtning, genstande der bevæger sig, deres nøjagtige kredsløb, og så videre, forstår vi at der må være en der styrer og leder himmellegemerne; der må være en eller anden som véd hvilken hastighed og højde der kræves for at et himmellegeme kan holde en stabil bane. Der må være en Lovgiver som styrer den ellers stationære materies bevægelser. Der må være en Intelligens som styrer sådanne himmellegemer, som for eksempel månen, så de bliver i deres baner.
Det er tydeligt at den kraft som står bag materiens bevægelser ikke blot er en fornuftløs kraft; der må være en intelligent Skaber som engang har anbragt disse himmellegemer i deres indbyrdes baner og koordineret dem så der ikke sker kollisioner eller sammenstød. Den berømte videnskabsmand Albert Einstein har engang sagt: „Det er nok for mig at grunde over hemmeligheden ved det bevidste liv der uafbrudt fornyr sig i al evighed, at gruble over universets vidunderlige opbygning som vi kun kan danne os et svagt begreb om og ydmygt prøve at fatte bare en brøkdel af den intelligens der åbenbarer sig i naturen.“
Hele „naturen“, som verdslige videnskabsmænd kalder skaberværket, vidner om intelligens, og hvor der er intelligens er der også en person. Denne person som er den mægtige kraft bag bevægelserne i universet, satte i sin tid himmellegemerne i gang og gav dem deres faste baner. Når vi betragter de kolossale himmellegemer han har sat i bevægelse, forstår vi at han må råde over fantastiske kræfter.
I Bibelen kaldes denne person Gud. En salmist fra oldtiden anerkendte at himmelen har en Ophavsmand eller Skaber. Han sagde: „Himlen forkynder Guds ære.“ Den kristne apostel Paulus kom til samme resultat; han sagde: „Hvert hus bygges jo af en eller anden, men den, der har bygget alt, er Gud.“ — Sl. 19:2; Hebr. 3:4.
Om denne intelligente personlighed som engang fastsatte solens og månens position i forhold til jorden, siger Bibelen: „Gud gjorde de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne.“ — 1 Mos. 1:16.
’Det mindste lys’
Man har også gjort en anden bemærkelsesværdig opdagelse. Forskningen har vist at månen virkelig er beregnet til at tjene som ’et mindre lys’; man fandt nemlig „en forbavsende mængde glas“.
Undersøgelser af månens overflade tyder på at omkring 50 procent af ’månejorden’ består af små glaspartikler. De findes i forskellige former. Nogle af dem er runde, nogle er ovale, nogle er dråbeformede, og nogle har timeglasfacon. Også deres størrelse varierer; nogle er bitte små og nogle er på størrelse med små marmorkugler. De funkler når lyset skinner på dem.
Klipperne på månen er fyldt med små glaserede fordybninger. Det tyder på at de er bestemt til at genspejle lyset. Rumforskeren W. R. Shelton har sagt at da han første gang så et klippestykke fra månen, var det et stykke på størrelse med en citron, fyldt med juvellignende glaspartikler. „Grundmaterialet lignede gråt trækul. En eller anden som stod ved siden af mig sagde at hvis han var gået forbi den på en parkeringsplads, ville han ikke engang have ulejliget sig med at samle den op. Men det ville jeg have gjort. De små, skinnende glasstykker der blinkede til mig som om de var levende, ville straks have vakt min interesse.“ — Winning the Moon.
Ja, nogle af småkuglerne lignede diamanter som de sad der, i de grå månesten. Andre klippestykker er overstrøet med glasdråber og ser næsten ud som om de er glaserede.
Det er meget påfaldende at der findes så meget glas på månen, for her på jorden er glasforekomster ikke særlig almindelige. Hvorfor er der mon så meget glas på månen? Ifølge Bibelen skabte Gud månen for at den skulle tjene som lys om natten, „det mindste“ lys. De små glasperler virker på samme måde som de selvlysende skilte der er sat op ved vejkanten; når lyset fra bilernes lygter rammer dem, stråler de én i møde. De glaserede klippestykker og de glaserede fordybninger i klipperne sætter månen i stand til at genspejle solens lys.
De opdagelser man har gjort på månen bekræfter derfor hvad Bibelen siger om den: Den er skabt af Gud til at tjene mennesket som lys om natten.
Men de menneskeskabte raketter er nået længere end månen, de er nået helt ud til andre planeter. Hvad har disse rumsonder lært os?
[Illustration på side 6]
Rumrejserne har lært mennesket at det kræver præcision at give en raket den rette højde og hastighed for at den kan komme i kredsløb om jorden. Også månens kredsløb om jorden forudsætter præcision; denne præcision kan ikke skyldes en tilfældighed
[Illustration på side 8]
En af de ting man har erfaret er at sådanne glaskugler udgør 50 procent af månens overflademateriale. Denne er forstørret 3300 gange