Spørgsmål fra læserne
● Hvordan kan unge piger værne sig mod fristelser i denne sexgale verden?
Når en pige har nået pubertetsalderen, den alder hvori hun begynder at modnes fysisk, er hendes sind ikke modnet i samme grad som hendes kønsorganer. Unge mennesker holder af at komme sammen, først gruppevis, dernæst to og to. Hvis en dreng og en pige ikke af deres forældre er blevet vejledt om forholdet mellem kønnene, er det sandsynligt at de bliver alt for intime venner og giver sig af med kæleri. Måske gør de dette nogen tid og erfarer ingen dårlige resultater. Imidlertid kommer der et tidspunkt hvor noget sådant er yderst farligt. Hvorfor? Vi kan hente svaret ved at betragte hvad der foregår blandt kvæg, vildkvæg såvel som tamkvæg.
Store kvæghjorde, både han- og hundyr, græsser på engen. Almindeligvis vil en tyr aldrig finde på at nærme sig en ko. Hvis den gjorde det, ville den ikke få nogen hjertelig velkomst; koen ville snarere gå løs på den og stange den. Kæleri mellem tyr og ko lader sig ikke gøre når koen ikke er i fysisk kondition til at få afkom. Tyren synes at forstå dette og bliver hvor den er. Men når koen er i stand til af få afkom giver den det til kende. Hvis der ikke er en tyr i flokken søger den andetsteds hen, og den stilles ikke tilfreds før den har fundet en tyr og er blevet drægtig ved den. Nu er koen tilfreds og slutresultatet bliver en kalv. I denne forbindelse er det interessant at lægge mærke til at tyren ikke har nogen periode hvor den er uvillig til parringsakten.
Hvis vi mennesker blot ville tage ved lære af disse dyr ville vi få betydelig indsigt i kønslivets formål og følgerne af dets funktion.
Ligesom tilfældet er med koen, er det også med den unge pige. Når hun har nået pubertetsalderen og fysisk er i stand til at undfange og blive gravid, er kønsdriften hos hende vakt. Hvis hun da kommer sammen med en ung mand er hun tilbøjelig til at tænke at det er hendes vens opmærksomhed der forårsager denne vidunderlige og nye følelse, og så bliver hun fuldstændig betaget af ham. Hvis hendes vens kønsdrift skulle blive vakt og han lader hende det vide og hun med sin krop giver efter for den unge mands tilnærmelser, vil hun sandsynligvis blive gravid som følge af blot denne ene oplevelse.
Nogle mennesker mener dåragtigt at de ved hvornår det er „sikkert“ at have kønslig forbindelse med det modsatte køn og altså kan undgå svangerskab, men det er en alvorlig misforståelse. Selv lærde biologer ved ikke nøjagtig hvornår en kvinde kan undgå undfangelse. Visse uregelmæssigheder umuliggør en bestemmelse af perioden.
Hvor længe ægget, det vil sige den ægcelle der er begyndelsen til et barn, er på vej fra kvindens æggestok gennem æggelederen til livmoderen, ved man ikke nøjagtigt da det varierer stærkt fra kvinde til kvinde. Det er i denne periode, altså når ægget er i æggelederen, at undfangelse kan ske hvis ægget møder en mandlig sædcelle. I samme periode føler kvinden seksuel lyst og er parat til kønsakten, der i dette tidsrum fører til svangerskab. At føde børn er et privilegium der er forbeholdt kvinden. I virkeligheden er det et af de vigtigste formål med kvindens skabelse.
Der er tilfælde hvor en pige er blevet gravid som følge af en enkelt seksuel oplevelse med en ung mand. Hvilken pris må en sådan pige, en jomfru, ikke betale for nogle få minutters kønslig tilfredsstillelse! Når unge mennesker først indlader sig på noget så farligt og syndigt, vil de opdage at det er meget svært at modstå senere fristelser. Når en ung ugift pige falder i fristelse, må hun betale en frygtelig pris: skam, sorg, et ødelagt omdømme, endeløse vanskeligheder og dertil faren for at blive udstødt hvis hun er et indviet medlem af den kristne menighed. Piger må forstå deres legemes funktion, især hvad det kønslige angår. Hvis en pige forstandigt passer på sig selv i den periode hvor ægget er på vandring og hvor kønsdriften og længselen vækkes i hende, da vil hun til enhver tid optræde som en virkelig dame og ikke kunne angribes for sin moral. Hun vil undgå at krænke sin jomfruelighed, og skam og en dårlig samvittighed vil ikke nage hende. Hun vil klogeligt opføre sig sådan at hun som en uangribelig, lykkelig hustru og moder til legitime børn kan træde ind i den nye retfærdsverden, der vil være fri for sexgale mennesker og deres problemer.
● Når Gud i Første Mosebog 1:30 siger: „Alle jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der kryber på jorden, og som har livsånde, giver jeg alle grønne urter til føde,“ skal man så forstå det sådan at det er absolut udelukket at nogen dyr åd kød dengang eller forud for den tid? Og kan man på dette grundlag drage den slutning at alle dyr vil komme til at leve udelukkende af planteføde i den nye verden? Og hvordan med de kødædende fugle, insekter, slanger og andre dyr, der har gifttænder, jagtinstinkt, og så videre, der øjensynlig er givet dem ved skabelsen? De er jo fortrinligt udstyret til at æde kød.
Det lige citerede skriftsted, Første Mosebog 1:30, siger ikke at Gud har givet dyrene, fuglene og alt hvad der kryber på jorden „alle grønne urter til føde“ som et tilskud til det kød de selv kunne skaffe sig ved jagt. Det forudgående vers fortæller os at Gud sagde til Adam og Eva: „Jeg giver Eder alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kærne; de skal være Eder til føde.“ (1 Mos. 1:29) Dette forstår vi ikke sådan at Adam og Eva kunne spise de dyr der levede af græs og anden planteføde, og at de ved at spise sådanne dyr — blodet undtaget — indirekte spiste planteføde. Nej! Det fremgår tydeligt at Gud gav den fuldkomne mand og kvinde planter at spise, og ikke engang nævnte mælkeprodukter.
Det var først efter Vandfloden at Gud sagde at Noa og hans familie og deres efterkommere måtte spise kød som blodet var løbet af. Det må betyde at gudfrygtige mænd som Abel, Enok, Noa og dennes familie ikke havde spist dyr og fugle før Vandfloden. Hvad ugudelige mennesker levede af før Vandfloden ved vi ikke noget om. Abel, Enok og Noa og hans familie fandt ikke på omgåelser for at kunne overtræde den lov Gud gav Adam og Eva i Edens have og som står nedskrevet i Første Mosebog 1:29, 30.
Bibelen har ganske vist meget at sige om zoologi, men den er ikke en udtømmende afhandling om alle zoologiske emner. Den lader derfor de nærmere enkeltheder om dyrene komme i anden række og retter i stedet opmærksomheden mod Jehovas ypperste jordiske skabning, mennesket, og beskæftiger sig indgående med det. Oplysninger om vilde dyr, husdyr, fugle og insekter gives derfor kun en passant eller når noget skal forklares i billeder.
At Bibelen ikke selv giver svar på disse spørgsmål om dyrene betyder ikke at der ikke gives et svar der stemmer overens med Bibelen. Det betyder simpelt hen at vi ikke skal lade os optage af sådanne spørgsmål. Én vigtig kendsgerning må vi erindre os: vi mennesker lever og alle disse fugle, insekter og dyr lever under en tingenes ordning der har været rådende siden Jehova Gud gav menneskene lov til at spise kød som blodet var løbet af. Altså må vi sige at hvis menneskene har spist kød og insekter i fire tusind tre hundrede år og deres tænder har kunnet vænne sig til at tygge denne faste føde, skulle det ikke undre nogen at fugle, insekter og dyr også lever af kød som de skaffer sig ved fangst eller jagt.
Situationen i Noas ark giver et ganske godt billede af hvad mennesker og dyr må have spist før Vandfloden. På Guds befaling skulle Noa og hans familie føre vildtlevende dyr, husdyr og fugle ind i arken; to (han og hun) skulle der være af hver af de urene arter; syv af hver af de rene arter. Desuden skulle Noa indsamle et forråd af alle de fødemidler der spistes; „det skal tjene til føde for dig og for dem“. (1 Mos. 6:19-22, NW) Nu havde Noa hverken dybfryser eller køleskab i arken, så han kunne ikke opbevare kød. De syv får, syv tyre og køer, syv geder, to heste, to svin, og så videre, som Noa førte ind i arken ville næppe have været nok til at mætte de to løver, to tigre og to af hver af de andre vildtlevende dyr mens Vandfloden stod på. Noa fik ikke besked om at oprette et slagteri i arken for at kunne fodre de vildtlevende dyr med kød. Ej heller fik han befaling til at tage enorme mængder insekter med for at kunne fodre de dyrearter der i dag lever af insekter.
Noa kom ud af arken det følgende år, og han havde ikke færre dyr og fugle med sig ud end han havde ført ind det foregående år. Det er muligt han havde flere da han kom ud fordi nogle af dem kan have fået unger. Men hvad har hver levende skabning i arken så levet af i de tolv månemåneder og ti dage, eller det solår, de tilbragte i arken? Bestemt ikke af kød der var bragt med, og heller ikke af hinanden.
Alle disse skabninger, mennesker såvel som dyr, kunne leve i arken i et helt år uden kød. Hvorfor skulle mennesker og dyr så ikke have kunnet leve uden kød i de 1656 år der gik forud for Vandfloden, tilbage til den tid da Gud fortalte Adam og Eva i Eden hvad han havde givet jordiske skabninger til føde? Og hvis de kunne eksistere på den måde i de første 1656 år af menneskeslægtens historie, hvorfor skulle de så ikke kunne vende tilbage til denne livsførelse og fortsætte med den under Jesu Kristi tusindårsrige og i al evighed? Som tusindårsrigets konge vil Jesus Kristus have kontrol med dyr, fugle, insekter og fisk samt mennesker. Han vil sørge for at den måde de lever på vil være i harmoni med Guds vilje og til gavn for hele den jordiske skabning. Vi bør derfor ikke bare betragte spørgsmålet på baggrund af forholdene efter Vandfloden, og lade forholdene før Vandfloden ude af betragtning som om de ikke havde nogen betydning. Lad os antage det bibelske syn på emnet og undgå at gå så højt op i uvæsentlige spørgsmål at vi spilder tid og tanker, foruroliger sindet og måske endog snubler og havner blandt gudløse evolutionister.