Vejen tilbage til fred i Paradis
1, 2. (a) Hvilke følelser vækkes der i os når vi oplever Guds jordiske skaberværk, og hvad får det os til at spørge om? (b) Hvorfor glæder vi os sådan over det jordiske skaberværk?
HVORFOR er det en nydelse at gå ud i sin have eller at gå en tur i en af byens parker? Hvorfor vil vi gerne ud af byen og ud på landet? Hvad er grunden til at vi glæder os over skønheden i naturen? Hvorfor er det så betagende at betragte en flod der majestætisk og fredeligt flyder af sted i bunden af en dal? Hvad er grunden til at man frydes når man ser et frodigt landskab med bakker og skrænter bevokset med buske og blomster og statelige træer? Hvorfor fyldes vi med ærefrygt når vi ser de store højdedrag, bjergene der rejser sig mod den azurblå himmel med skinnende hvide skyer der lejrer sig om bjergtoppene eller roligt sejler forbi?
2 Hvorfor står man tryllebunden når man hører en fugl synge sin glade sang i trætoppen? Hvorfor er det spændende at se skovens eller slettens vilde dyr når de pludselig viser sig, frie i deres naturlige omgivelser, ledet af deres instinkter — en yndefuld hjort der elegant kommer springende, eller, som i Australien, en kænguru der hopper omkring, eller en emu der farer af sted med lange skridt — eller blot en flok får på en mark? Hvordan kan det være at alle disse skønne ting der omgiver os, i luften, på jorden og i vandet, på en så vidunderlig måde får os til at føle at vi er til og at vi lever som fornuftbegavede skabninger? Det er fordi vi er skabt til at leve i et paradis!
3. Fra hvem har vi fået denne sans for det paradisiske?
3 Ganske vist har vi aldrig været i Paradis, men de to første mennesker, vore første forældre, var til at begynde med i Paradiset. Vor sans for det paradisiske har vi fået fra dem. De fik deres sans for det paradisiske fra Skaberen, som de anerkendte som deres Gud. Han havde skabt dem med denne sans fordi han selv har en fuldkommen sans for skønhed, fred og harmoni. Han havde skabt det jordiske paradis specielt til dem; der findes ingen der som han kan anlægge en have, en park eller en skov. Han ønskede at de skulle være lykkelige for deres paradisiske hjem, og derfor havde han givet dem guddommelige egenskaber som satte dem i stand til at nyde Paradiset uden nogen sinde at blive trætte af det. Han havde skabt dem på en sådan måde at de kunne indgive deres børn den samme sans for det paradisiske. Vi har arvet dette ædle træk fra dem. Vil vi da glæde os over at komme tilbage til Paradiset igen, hvis dette er Skaberens vilje og hensigt? Det vil vi!
4. Hvilke egenskaber udrustede Jehova oprindelig mennesket med, og hvad viser det med hensyn til hans skabning mennesket?
4 Det var meget kærligt af vor himmelske Skaber at lade menneskene begynde deres tilværelse i et paradisisk hjem! Han har ikke fornedret os blot fordi vi er mennesker og er skabt af jordens støv. Nej, han ophøjede os og gav os den mest ophøjede stilling på jorden da han skabte vore første forældre som fuldkomne mennesker, som de smukkeste skabninger på jorden, med guddommelige egenskaber, idet vore første jordiske forældre blev skabt i Guds billede og lighed. Han skammede sig ikke over at kalde dem sine børn, selv om de befandt sig på et lavere plan end himmelens engle. Han satte dem i et hjem der på fuldkommen måde svarede til at han havde skabt dem med en sådan sans for skønhed, med sunde, fuldkomne og smukke legemer; han satte dem i et jordisk paradis som kun den almægtige Gud kunne have udtænkt. Dér hvor hans skrevne ord, Bibelen, fortæller os om hvad Paradiset var, kaldes det for „en have i Eden“, og ordet „Eden“ betyder „glæde“. — 1 Mos. 1:26-28; 2:7-14.
5. Hvordan ved vi at Edens have ikke blot var en smuk lille park?
5 Denne Edens have, dette glædens paradis, var ikke noget lille område, som for eksempel en park i en by. Foruden andre former for vegetation voksede der alle slags træer, træer der var smukke og som bar frugt der kunne spises. Der var et rigt fugle- og dyreliv. Havens størrelse antydes af at en flod udsprang i dette paradis og at den var så vandrig at den kunne dele sig i fire hovedstrømme der efterhånden blev til floder. Så selv om der måske har været langt til havene, har der også været fisk. Uden tvivl var der bjerge og dale i det særligt udvalgte område på jorden hvor Paradiset lå, menneskets første hjem.
6. Hvad er grunden til at Adams og Evas efterkommere ikke er født i Paradiset?
6 Nu, efter at der er gået næsten seks tusind år siden menneskenes tilværelse begyndte i Paradiset, er jorden afgjort ikke noget paradis, ikke nogen fredfyldt Edens have. Hvad er der sket med de første menneskers paradis, der lå i det sydvestlige Asien? Hvorfor er vi ikke alle blevet født i Paradiset? Grunden er den at vore første forældre blev drevet ud af Edens have før de endnu havde fået børn. Og godt og vel seksten hundrede år senere ødelagde en vandflod der dækkede hele jorden, den forladte have. Men floderne Eufrat og Tigris, som engang havde deres udspring i Paradiset, flyder stadig som et uafviseligt vidnesbyrd om at beretningen om Paradiset er sand. Det er ikke en myte der stammer fra overtroiske mennesker. Den første mand hed Adam, og dette navn betyder „af jord“. Hans hustrus navn var Eva, der betyder „levende“, for hun blev moder til alle andre mennesker. Alle, og det indbefatter os der lever i dag, er født efter at Adam og Eva blev drevet ud af Edens have.
7. (a) Hvad er Guds uforanderlige hensigt med jorden? (b) Hvordan viste Herren Jesus Kristus at han havde tro på Guds ord, hvorved han forsikrede os om dette ords sandfærdighed?
7 Men hvem havde egentlig ret til at drive Adam og Eva ud af Paradiset? Hvem havde ret til at ødelægge Paradiset og nægte os adgang til det? Det havde Gud, som havde skabt såvel Paradiset som Adam og Eva. Han har også ret til at genskabe Paradiset på jorden. Og han har faktisk givet os løfte herom. Han har ladet det nedfælde i sit inspirerede ord, Bibelen. Da han oprindelig anlagde Edens paradisiske have i det sydvestlige Asien, var det hans hensigt at dette paradis skulle udbredes til hele Asien, Europa, Afrika, Australien, Antarktis, Nord- og Sydamerika og øerne i de syv have, ja til hele jorden. Denne oprindelige hensigt står stadig fast. Han er ikke kommet til kort med hensyn til at gennemføre den. Han er ikke en der giver op; han holder fast ved det han har sat sig for. Som et vidnesbyrd herom har han åbnet en vej for menneskene tilbage til Paradiset, et paradis så stort som det fra først af var hans hensigt det skulle være, et jordomspændende og fredfyldt paradis. Til sidst vil han sørge for at jorden bliver endnu smukkere end den var for astronauterne da de kiggede på den fra deres menneskeskabte rumfartøj i kredsløb om månen. Dette er ikke en religiøs myte. Hvis det var en myte ville det være ensbetydende med at Gud, som står bag Bibelens tilblivelse, gør nar af sig selv. Så ville kristenhedens præster og vor tids videnskabsmænd have ret når de spotter Gud og gør nar af Bibelen. En mand der var større end alle disse præster og videnskabsmænd tilsammen har imidlertid talt helt alvorligt om vore første jordiske forældre. I en diskussion om ægteskab og skilsmisse sagde han: „Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ’Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød?’ Så er de da ikke længer to, men ét kød. Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.“ (Matt. 19:3-6) Denne mand var Jesus Kristus, og han citerede ved denne lejlighed fra Bibelens første og andet kapitel. — 1 Mos. 1:27; 2:24.
8, 9. Hvorfor kunne Jesus tale med autoritet om menneskets skabelse og menneskets fremtid?
8 Før Jesus Kristus kom ned fra himmelen til jorden for at blive født som et fuldkomment menneske, havde Gud i himmelen på den sjette skabelsesdag sagt til ham: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden!“ (1 Mos. 1:26) Derfor kunne Jesus Kristus tale med autoritet om skabelsen af Adam og Eva og om deres paradisiske hjem.
9 På denne invitation fra Gud samarbejdede Jesus Kristus i sin før-menneskelige tilværelse med Gud ved skabelsen af Adam og Eva og Paradiset. Han var til stede i himmelen og hørte Gud velsigne Adam og Eva da han sagde til dem: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ (1 Mos. 1:27, 28) Jesus Kristus vidste direkte på grundlag af dette at det var Guds hensigt at menneskene skulle gøre sig til herre over hele jorden og gøre den til et paradis; overalt skulle Adams og Evas efterkommere, alle i Guds billede og lighed, bosætte sig og herske over fiskene, fuglene og de tamme og vilde dyr, og ikke tilbede disse laverestående skabninger som guder og gudinder. Hvor vil denne jord blive et dejligt og herligt sted når den almægtige Gud helt og fuldt gennemfører sin hensigt, og Gud har ikke ændret sin beslutning.
Menneskets skabelse og dets fald fra fuldkommenhedens stade
10. Hvordan beskrives menneskets skabelse i Første Mosebog, kapitel 2?
10 Bibelens andet kapitel fortæller om hvordan Gud skabte Adam først og kort tid derefter hans hustru Eva, hvorefter han indstiftede deres ægteskab. Der siges herom i Første Mosebogs andet kapitel: „Da dannede Gud HERREN [det vil sige: Jehova] mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen. Derpå plantede Gud [Jehova] en have i Eden [Douay: et glædens paradis] ude mod øst, og der satte han mennesket, som han havde dannet.“ — 1 Mos. 2:7, 8.
11, 12. Hvad lod Gud Adam gøre før han skabte Eva, og hvilket bud gav han Adam?
11 Før Gud skabte kvinden Eva lod han Adam give de flyvende skabninger og landdyrene navne, og han pålagde også Adam et forbud mod at spise af et bestemt træ, nemlig træet til kundskab om godt og ondt. Vi læser:
12„Derpå tog Gud [Jehova] Adam og satte ham i Edens have [Douay: glædens paradis] til at dyrke og vogte den. Men Gud [Jehova] bød Adam: ’Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!’“ — 1 Mos. 2:15-17.
13. (a) Eftersom menneskene dør, hvad forstår vi så uden videre med hensyn til Adams lydighed? (b) Hvad sagde Jesus om at være tro i det små?
13 Der gav Gud Jehova vor første jordiske fader valget mellem evigt liv i glædens paradis og evig død. Vi forstår straks at Adam senere må have spist af den forbudne frugt og er blevet dømt til døden af den hvis lov han brød. Hvordan kan det ellers være at vi alle sammen er døende? Nej, det er rigtigt. Men hvad fik i det hele taget Adam til at bryde denne lov i betragtning af at der var dødsstraf for det? Det var jo kun en lille ting som Gud havde forbudt ham at gøre. På den anden side, fordi det var en sådan lille ting, var det en prøve på hvor fuldkommen Adams lydighed var. Der skulle kun en lille begyndelse i ondskab til for at ødelægge Adams guddommelige fuldkommenhed og gøre ham til et slet menneske. Jesus Kristus, som bevarede fuldkommenheden trods store fristelser og prøvelser, har sagt: „Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.“ (Luk. 16:10) Den lille synd som den fuldkomne Adam begik, har medført al den uretfærdighed som i dag klæber ved menneskeheden. Hvad var da grunden til at Adam syndede? Det fortæller Bibelen os.
14. Hvad svarede Eva da hun blev spurgt angående det forbudte træ, og hvem stillede hende spørgsmål?
14 Efter at Gud havde skabt Eva og givet hende til Adam som hustru, fortalte Adam hende om Guds forbud mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt og om at der var dødsstraf for at gøre det. Senere, da Eva blev spurgt angående det forbudte træ, sagde hun til spørgeren: „Vi har lov at spise af frugten på havens træer; kun af frugten på træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!“ (1 Mos. 3:2, 3) Hvem var nu det der stillede spørgsmål angående det forbudte træ? Efter alt at dømme var det en slange. Men slanger taler ikke menneskers sprog. Derfor må stemmen være kommet fra en usynlig person, en som benyttede slangen på samme måde som en bugtaler benytter en dukke. Eva havde ingen mistanke om at spørgeren var en usynlig ånd der var besluttet på at forføre hende og få hende til at bryde Guds bud og således synde. Det var derfor Eva senere som en forklaring sagde: „Slangen forførte mig, og så spiste jeg.“ — 1 Mos. 3:13.
15. Hvordan bagvaskede slangen Gud med det den sagde til Eva, og hvorfor er det meget passende at den usynlige ånd der først talte til Eva, har fået betegnelsen „Djævelen“?
15 Her var det at den første løgn blev udtalt, for den usynlige ånd der talte til Eva, modsagde nu Guds advarende ord. Han gjorde sig selv til en løgner mens han prøvede at få det til at se ud som om Gud havde løjet over for Adam og altså var den egentlige løgner. Vi læser: „Da sagde slangen til kvinden: ’I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!’“ (1 Mos. 3:1-5) Vi ved alle i dag at dette var en løgn, for vi har alle arvet døden og dør. Det var ikke Gud der var en løgner, men den person der talte gennem slangen. Hvem var det? Jesus Kristus sagde at det var „Djævelen“, og han tilføjede: „Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner, ja, løgnens fader.“ (Joh. 8:44) Hvor rigtigt at Jesus Kristus kaldte ham en djævel, for „djævel“ betyder „bagvasker“, og her var tale om en der havde bagvasket Gud. Vedkommende havde desuden morderisk ledt Eva ind på dødens vej.
16. (a) Hvilke tanker begyndte nu at fare gennem Evas hoved? (b) Hvad gjorde hun, og hvad overtalte hun derpå sin mand til at gøre?
16 Eva tillod løgnen at blive i hendes tanker. Hun begyndte at tvivle på Gud, hendes Skaber og Fader. Det forbudte træ begyndte at se tillokkende ud i stedet for at være noget man skulle gå langt udenom, som noget giftigt. I hendes hjerte opstod nu et begær efter frugten på det forbudte træ. Hun lod ikke Gud stå som sanddru, men tillod det voksende begær i sig at få magten og drive hende til at spise af den forbudne frugt. Hun brød Guds lov og syndede, blev det første menneske der syndede. Hun faldt imidlertid ikke straks død om, og det beviste tilsyneladende, i øjeblikket, at slangen, som Djævelen stod bag, havde ret. Senere, da hendes mand, Adam, kom til og fandt at hun stadig var i live, overtalte hun ham til at tage imod noget af den forbudte frugt, som hun gav ham. Han vidste at den fulde straf for at gøre dette var døden, men i selviskhed valgte han at dø sammen med hende, for Guds hånd, fremfor at leve i Paradiset uden hende. Straks mistede de freden i deres sind og hjerte. Deres samvittighed rørte på sig. De havde mistet deres fuldkomne uskyld; de følte sig urene. De havde også mistet deres fred med Gud. De flygtede og gemte sig så snart de hørte den usynlige Gud nærme sig. — 1 Mos. 3:6-10.
17. Hvordan blev det bevist at Djævelen er en løgner, og hvad skete der med Adam og Eva?
17 Som svar på Guds spørgsmål bekendte Eva og Adam at de med vilje havde syndet. De havde ikke noget grundlag for at bede om hans tilgivelse, og de bad ikke om den, for det ville have været det samme som at bede Gud om at tilsidesætte sin egen lov. I modstrid med hvad Djævelen havde sagt gennem slangen, fulgte Gud på retfærdig måde sin egen lov og dømte Adam og Eva til døden. Han dømte dem ikke til evigt liv i et sted med pine i brændende ild; han dømte dem til det som hans lov lød på — døden. Det betød at de måtte vende tilbage til det Adam var taget af, jordens støv, det vil sige til en tilstand der bedst betegnes som ikke-eksistens. At blive henvist til ikke-eksistens er ikke belønningen for en dyd, sådan som det religiøse dogme om nirvana siger. Det er en straf for med vilje at have været ulydig imod Guds lov, med vilje at have syndet. Den kristne apostel Paulus skrev: „Syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.“ — Rom. 6:23.
18. Hvad havde Adam og Eva med deres handlemåde besluttet at gøre, og hvad gjorde Gud derfor nu?
18 Hvordan eksekverede Gud dommen? Adam og Eva havde ved at spise af det forbudte træ til kundskab om godt og i ondt besluttet at de ville være som guder med hensyn til selv at afgøre hvad der er godt og hvad der er ondt. Den guddommelige beretning i Første Mosebog 3:22-24 siger derfor: „Men Gud [Jehova] sagde: ’Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række hånden ud og tage også af livets træ og spise og leve evindelig!’ Så forviste Gud [Jehova] ham fra Edens have, for at han skulle dyrke jorden, som han var taget af; og han drev mennesket ud, og østen for Edens have satte han keruberne med det glimtende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.“ Den bibelske beretning viser at Adams hustru, Eva, blev udvist samtidig. På grund af Adams oprindelige legemlige fuldkommenhed levede han alligevel uden for glædens paradis i ni hundrede og tredive år; det gjorde det muligt for ham at blive fader til mange sønner og døtre. (1 Mos. 5:1-5) Hvis Adam var forblevet lydig i Paradiset, kunne han have levet evigt og i fuldkommenhed have avlet alle sine sønner og døtre.
19. Hvordan blev vejen tilbage til Paradiset dengang spærret for de to første mennesker og deres børn, og hvad skete der til sidst med Paradiset i Eden?
19 Dette var vejen ud af Paradiset og bort fra freden med Gud, bort fra mandens fred med kvinden og menneskets fred med dyrene, fuglene og fiskene. Vejen tilbage blev spærret både af keruber, overmenneskelige skabninger som Gud satte til at vogte vejen, og af et glimtende flammesværd. I seksten hundrede og seksoghalvtreds år var mennesket ikke i stand til at komme tilbage til Paradiset og livets træ; end ikke gudfrygtige mænd som Abel, Enok og Noa fik lov at komme tilbage. Så kom den jordomspændende vandflod på Noas tid, og den udslettede Paradiset. (Hebr. 11:1-7; 1 Mos. 6:5 til 8:22) Man har ikke siden fundet det.
20. (a) Er jorden siden Vandfloden blevet forvandlet til et paradis, og hvad truer nu kloden? (b) Hvorfor kan mennesket ikke gøre jorden til et paradis?
20 I de mere end fire tusinde tre hundrede år der er gået siden Vandfloden, har menneskene ikke været i stand til at forvandle jorden til et paradis, selv om antallet af mennesker er vokset til over tre milliarder fire hundrede millioner og vi i øjeblikket er ved at erfare det man kalder en „befolkningseksplosion“. En ny verdenskrig, udkæmpet med kernevåben, kemiske, biologiske og radiologiske våben, truer med at gøre jorden til en øde og ubeboet planet, forurenet fra den ene ende til den anden. Kendsgerningerne taler for sig selv: mennesket kan ikke i sin nuværende tilstand forvandle denne planet, Jorden, til et paradis der kan sammenlignes med den oprindelige Edens have, glædens paradis. Mennesket har ikke fred med Gud, Paradisets Skaber. Mennesket kan ikke længere gøre noget som helst krav på at være fuldkomment på legeme og sind, heller ikke kan det henvise til en fuldkommen uskyld eller en fuldkommen moral. Mennesket er som Bibelen siger: syndigt, og er derfor under Guds vrede og underlagt døden.
Vejen tilbage forberedes
21, 22. Har Adams og Evas ulydighed for bestandig hindret Gud i at gennemføre sin hensigt og gøre jorden til et paradis? Begrund svaret.
21 Er situationen derfor håbløs? Er det helt umuligt at finde en vej tilbage til fred i Paradis? For mennesket selv er det! Men ikke for Gud! På selve den første skabelsesdag, da Gud sagde: „Der blive lys!“ var det hans hensigt at gøre hele jorden til et paradis. Ved udløbet af den sjette skabelsesdag da han havde skabt Adam og Eva, lod han dem forstå at dette var hans hensigt, og han tildelte dem en opgave i forbindelse med gennemførelsen af denne hensigt. (1 Mos. 1:3, 28) Evas og Adams synd betød at udbredelsen af Paradiset til jordens ender blev standset. Men den almægtige Gud kan ikke hindres i at gennemføre sin kærlige hensigt, selv ikke af Djævelen, der stod bag slangen. Før han drev synderne Adam og Eva ud af Edens have, lod han både dem og Djævelen vide at han holdt fast ved sin hensigt, og han gav udtryk for at han ville føre menneskene tilbage til Paradiset. Hvordan antydede Gud dette? Ved det han sagde til Djævelen. I Første Mosebog 3:14, 15 står der:
22 „Da sagde Gud [Jehova] til slangen: ’Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt alt kvæget og blandt alle markens dyr! På din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dit livs dage! Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!’“
23. (a) Hvem er den symbolske slange og den symbolske kvinde der nævnes i Første Mosebog 3:14, 15? (b) Hvad vil det til sidst betyde for menneskeheden at slangens hoved knuses?
23 Når slangen her blev forbandet, var det i virkeligheden Djævelen bag slangen som Gud forbandede. Slangen blev et symbol på Djævelen. (Åb. 12:9; 20:2) Når den bogstavelige slange blev fornedret, så måtte Djævelen, som den var et symbol på, også blive fornedret. Det antydes af at Gud kalder Djævelen „den gamle slange“. I overensstemmelse hermed blev slangens sæd et symbol på Djævelens sæd eller afkom. Kvindens sæd blev et symbol på den sæd eller det afkom som Guds symbolske „kvinde“, hans hellige, trofaste himmelske organisation bestående af åndeskabninger, ville få. At slangens hoved skulle knuses af kvindens sæd, ville sige at Djævelens hoved skulle knuses, tildeles et sår der ville være dødeligt og betyde dens endeligt. Men ikke blot skulle Djævelen, „den gamle slange“, således straffes, men det onde han har gjort skulle gøres godt igen. Dette måtte nødvendigvis betyde at menneskeheden skulle føres tilbage til et jordisk paradis.
24. Hvordan ville Guds „kvindes“ sæd blive velsignet fordi den havde kæmpet mod „slangen“ og dens sæd, og hvor kan vi få at vide hvem Guds „kvindes“ sæd er?
24 Kvindens sæd skulle hugges i hælen, og det skulle ikke være uden betydning. Kvindens sæd ville blive belønnet for dette, for den havde fået såret ved at kæmpe på Jehova Guds side i den kamp der skyldtes det fjendskab Gud havde sat mellem slangen og kvinden og mellem slangens sæd og kvindens sæd. For dette sår ville kvindens sæd blive belønnet med den ære og herlighed der følger med udførelsen af Jehovas vilje i forbindelse med at knuse den store slanges hoved, tilintetgørelsen af denne Guds hovedmodstander. Vi er ved at være meget nær den tid da Guds „kvindes“ sæd vil vinde evig ære ved at knuse den store slanges hoved. Alle mennesker der da lever, vil stå i gæld til denne ophøjede sæd, fordi den har befriet dem for deres hovedmodstander, Djævelen. Men ved vi hvem denne Guds „kvindes“ sæd er? Historien udpeger ham for os, og den historiske beretning som fortæller om ham og som ikke kan bestrides, finder vi i den bog som også fortæller os om den kommende genoprettelse af menneskehedens paradis, nemlig Bibelen. Lad os i korthed gennemgå de oplysninger som udpeger ham for os.
25, 26. Følg slægtslinjen der begynder med Sem og som fører frem til Guds „kvindes“ sæd.
25 Det er ikke de verdslige historikere der giver os disse oplysninger. Den verdslige historie har i almindelighed overset, glemt eller udeladt de historiske kendsgerninger der virkelig tæller. Vi må gå til Bibelen for at få at vide at Noas søn Sem blev særligt udvalgt da Noa velsignede ham og sagde: „Lovet være [Jehova], Sems Gud, og Kana’an blive hans træl! Gud skaffe Jafet plads, at han må bo i Sems telte.“ (1 Mos. 9:24-27) Ved nu at gå frem i Sems slægtslinje kommer vi i det niende slægtled til Abram (eller Abraham) i Mesopotamien. Sems Gud, Jehova, åbenbarede sig for Abraham og sagde: „Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig; så vil jeg gøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse! Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle jordens slægter velsignes!“ (1 Mos. 12:1-3) Abraham adlød Gud og opnåede hans velsignelse.
26 Abraham viste sig at være en velsignelse for alle jordens slægter, ikke gennem sin første søn, Ismael, men gennem sin anden søn, Isak. Da Abraham havde vist sig lydig mod Jehova Gud og endog været villig til at ofre sin elskede søn Isak på Guds befaling, sagde Gud til Abraham dér ved alteret: „Fordi du har gjort dette . . . så vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; og dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig!“ (1 Mos. 22:15-18) Dette løfte fra Gud viste at hans „kvindes“ sæd ville være forbundet med Abrahams sæd, til velsignelse for alle jordens folk.
27, 28. (a) Gennem hvem gik sædens slægtslinje efter Isak? (b) Hvad viser Bibelens beretning med hensyn til de velsignelser der blev udtalt over Israels tolv sønner?
27 Jehova gentog sit løfte og sin velsignelse over for Abrahams søn Isak. Isak havde imidlertid to sønner, tvillingerne Esau og Jakob. Gud udvalgte den anden søn, Jakob, og gentog sit løfte og sin velsignelse over for ham. Han ændrede også Jakobs navn til Israel. Vor tids israelitter er efterkommere af denne Jakob eller Israel, men det er dog langtfra at alle jordens folk i dag nærer noget ønske om at blive velsignet gennem disse kødelige efterkommere af Jakob eller Israel. Bibelens beretning viser os klart grunden. Følger vi dens beretning lægger vi mærke til at Jakob havde tolv sønner som blev patriarker eller overhoveder for Israels tolv stammer, hele nationen. Gennem hvilken af disse tolv sønner ville Guds „kvindes“ sæd komme for at knuse den store slanges hoved og velsigne alle jordens folk uden at vise partiskhed? Da Jakob lå på sit dødsleje i Ægypten gav han et fingerpeg om hvem det skulle være. Da han gav alle sine tolv sønner en profetisk velsignelse, sagde han til den fjerde søn, Juda:
28 „Juda, dig skal dine brødre prise, . . . En løveunge er Juda . . . Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer [indtil Silo kommer, NW], ham skal folkene lyde.“
29. Hvilke kendsgerninger har vi nu vedrørende Guds „kvindes“ sæd?
29 Disse ord som er bevaret til os i Første Mosebog 49:8-10, gør det klart at det skulle være en judæer eller jøde der skulle knuse den store slanges hoved og velsigne alle lydige mennesker. Han skulle have et scepter eller kongespir i hånden, og hvilende mellem hans fødder skulle herskerstaven stå. Han ville bære navnet eller titlen „Silo“, der betyder „han, hvem den tilhører“. Som regent udnævnt af Jehova Gud ville han retmæssigt kræve at alle mennesker som ønsker at opnå at blive velsignet af Abrahams sæd, skal adlyde ham.
30. Hvordan ved vi at David og Salomon, der var efterkommere af Juda, ikke kunne være Guds „kvindes“ sæd?
30 Seks hundrede og enogfyrre år senere, i året 1070 f.v.t., blev en efterkommer af patriarken Juda konge, nemlig David, Isajs søn fra byen Betlehem. Som konge i Jerusalem blev han adlydt af alle Israels tolv stammer. Han gennemførte erobringen af hele det land som Gud havde lovet at give Abraham, og de folk der boede i de erobrede områder måtte lydigt underordne sig kong David. Men hverken David eller hans søn og arving til tronen, Salomon, opnåede at blive adlydt af folkene rundt om på hele jorden. Imidlertid skulle en af Davids kongelige efterkommere på et eller andet tidspunkt blive verdenshersker og af Gud få et evigt rige. Dette viste Gud over for kong David i den pagt han sluttede med ham. (2 Sam. 7:4-17) Under Davids søn Salomons fredelige herredømme blev en stor del af Israels land ført tilbage til en paradisisk tilstand. — 1 Kong. 4:20-25.