Ærlighed — en tiltalende egenskab
NÅR ærlighed vises i oprigtighed og uden bagtanke, virker den meget tiltalende. Den synes at høre sammen med en karakterfasthed og menneskelig dannelse der ikke har noget med skolegang eller økonomisk status at gøre.
Det kan illustreres med noget som skete for et par år siden. En læge i De forenede Stater henviste sine børn til et eksempel på ærlighed — en taxachauffør! Lægen havde læst at chaufføren havde bragt to tasker med smykker som var glemt i hans vogn, tilbage til ejeren. Det fik ham til at skrive til chaufførens børn: „Jeg har tre sønner. Jeg håber at jeg i mit arbejde kan give dem grund til at være lige så stolte af mig.“
Det er virkelig glædeligt at iagttage en sådan ærlighed. Den er ros værd. Derimod bliver mennesker med respekt for sig selv straks frastødt når de stilles over for åbenlys uærlighed. De afskyr tyveri og finder intet sympatisk ved det.
Hvis man spørger dem er det ikke sikkert at de helt præcis kan forklare hvorfor de ikke finder tyveri tiltalende — det forekommer dem bare helt naturligt at være forkert. De ved selvfølgelig også at røveri, butikstyveri, skattesnyderi og lignende hvert år koster „ærlige“ borgere milliarder af kroner i form af politibeskyttelse og stigende priser på varer og tjenesteydelser. Uærlighed skaber en tilstand af utryghed og frygt, hvori ingen ved hvem de kan stole på. Det er derfor meget forståeligt at oplagt uærlighed ikke tiltaler retskafne mennesker.
Men er det alt hvad der kan siges om ærlighed — at man ikke bør tage andres personlige ejendom uden deres tilladelse, at det er forkert at bedrage staten, og at man bør tilbagelevere tabte genstande man finder til ejeren? Næppe. Ærlighed indebærer langt mere end det.
Afspejles i hele ens liv
Selv om en mand ikke stjæler andres ejendele, er han så lige så „ærlig“ på andre måder? Er det åbenhed og redelighed der kendetegner hans adfærd over for andre? Eller er han en bedrager? Bruger han listige og underfundige metoder for at nå sine egne ærgerrige mål, for eksempel ved at sprede rygter og løgne om andre og derved stille dem i et dårligt lys? Er han ærlig i sin opførsel over for det modsatte køn? Den der leger med andres følelser i en flirt, er ikke ærlig. Vi ser altså at ærlighed er mere end hæderlig omgang med penge og ejendele; ærlighed bør omfatte alle sider af vort liv.
Dette synes også at fremgå af det græske bibelord der undertiden oversættes med „ærlig“. For eksempel siger den kristne apostel Paulus et sted: „Bed stadig for os, for vi har tillid til at vi har en god samvittighed, idet vi ønsker at bære os ærligt ad i alle ting.“ (Hebr. 13:18) Det græske ord, som her er oversat med „god“ og „ærligt“, har grundbetydningen „helt igennem smuk, god og ædel“.
Apostelen Paulus var samvittighedsfuld når han tog sig af pengesager for sine kristne brødre; i økonomiske anliggender brugte han kun ærlige mænd for at ingen skulle kunne dadle hans tjeneste. (2 Kor. 8:16-21) Men da Paulus skrev til hebræerne anbefalede han dem hele sit livsløb. Han havde undgået svig og underfundighed. På grund af denne ærlige, trofaste tjeneste følte han sig overbevist om at han kunne anmode dem om at bede for sig. Finder vi det ikke også i dag dejligt at være sammen med sådanne mennesker? Er det ikke den slags mennesker vi er tilbøjelige til at bede for?
Hvis vi mennesker synes om andre fordi de er uden svig og helt igennem ærlige, tænk da på hvordan Gud ser på sådanne mennesker. Bibelskribenten David bad til Jehova: „Du elsker jo sandhed i hjertets løndom, så lær mig da visdom i hjertedybet.“ (Sl. 51:8) Ja, ærlighed eller „sandhed“ må komme fra „hjertets løndom“ eller „hjertedybet“; det må være et udtryk for et menneskes sande jeg. David indrømmer her at selv han fra „hjertets løndom“ måtte lære at være virkelig ærlig, for ærlighed er ikke medfødt.
Når sandfærdighed og ærlighed kendetegner et menneskes liv, er resultaterne altid gunstige og medfører varige goder. Forståeligt nok ønskede David at han kunne praktisere denne gode egenskab i hele sit liv, og derfor bad han også om visdom. Hvordan kan man i dag ændre sig så man handler retskaffent og virkelig bliver viis?
Hvordan udvikler man sand ærlighed?
Ved at studere Guds ord, Bibelen. Og ved at tænke over alt det fantastiske Gud har skabt og virket. Det betyder at man inderst inde, „i hjertets løndom“, bliver mere følsom over for hvad der er forkert. Man tager det bibelske påbud til sit hjerte: „Lad den der stjæler, ikke stjæle mere.“ (Ef. 4:28) Gradvis fyldes man af et ønske om at være ren, helt igennem ærlig.
Der er noget smukt ved denne proces. Den er foregået i tusinder af mennesker som tidligere har været uærlige. Nogle har ligefrem været indbrudstyve eller butikstyve; andre har skrevet falske poster på omkostningskontoen, og så videre. Men de er kommet i forbindelse med Bibelen — og med folk som virkelig tror på den, Jehovas vidner. Over hele jorden er Jehovas vidner kendt som et samfund af ærlige mennesker fra alle sociale lag; førnævnte taxachauffør er et Jehovas vidne og bor i New York.
En journalist fra Seattle Times i Washington besøgte for et stykke tid siden et af Jehovas vidners stævner, og han beretter:
„Forestil Dem, hvis De kan, 40.000 gæster i en by, mennesker som alle sammen plejer at være lovlydige borgere . . .
Jeg så titusinder af mennesker rejse sig fra deres pladser på stadion da der blev frokostpause, og de reserverede de samme siddepladser til eftermiddagsmødet ved at efterlade deres båndoptagere, kikkerter, paraplyer, håndtasker, trøjer eller fotografiapparater, hvorefter de var væk i omkring halvanden time uden at bekymre sig om at det kunne blive stjålet. . . .
Med deres høje moralske standard, høflighed og ærlighed bringer de kun godt til de byer som de vælger til stævnebyer.“
Selv når de er borte fra deres hjem og ikke iagttages af nogen der kender dem, er de ærlige. De stjæler ikke fra hoteller og moteller når de overnatter sådanne steder, selv om hver tredje hotelgæst ifølge statistikken gør det. New York Times siger: „Folk tilvender sig . . . ’souvenirs’ fra hoteller og moteller over hele landet i et omfang som er ganske chokerende. . . . Det er umuligt at beregne den nøjagtige værdi af de ting der bliver taget.“
Derfor er det ingen overraskelse at et førende motel i San Bernardino i Californien skrev til et kvindeligt Jehovas vidne for at takke hende fordi hun havde returneret et håndklæde som hun uforvarende havde pakket ned sammen med sine egne ting. I brevet fra motelejeren stod der:
„Jeg har aldrig før oplevet at nogen har sendt et håndklæde tilbage. Vor inventarliste viser at vi sidste år ’mistede’ over 500. Det glædede mig at høre fra Dem, og jeg ser frem til Deres næste besøg.“
Et godt vidnesbyrd om denne kristnes ærlighed! Men der er tusindvis af sande kristne der, ligesom hun, har fået et ønske om altid at være ærlige.
På alle livets områder bør man lade ærligheden råde. Og når man har udviklet større følsomhed i spørgsmål om ærlighed, skal man også lære noget andet. Hvad er det? At være ligevægtig.
Et ligevægtigt syn
Et menneske med respekt for sig selv ønsker ikke at have ry for at stjæle — hverken i stort eller småt. Men på den anden side ville han heller ikke bryde sig om det hvis han, måske endog blandt sine kristne brødre, var kendt som en fanatiker. Således bliver han klar over at spørgsmålet om tyveri eller ikke tyveri ikke altid er så ligetil. Når han anvender principperne i hverdagen finder han snart ud af at der er mange „grå“ områder.
Den kristne ved at det ottende af de ti bud ganske enkelt siger: „Du må ikke stjæle!“ (2 Mos. 20:15; Matt. 19:18; Rom. 13:9) På mange af livets områder er disse ord forholdsvis lette at forstå og anvende, som i tilfældet med taxachaufføren og smykkerne. Men man kan forestille sig at man står i en telefonboks et sted hvor møntboksen er indrettet sådan at mønten først falder ned når man har fået forbindelsen. Hvis forbindelsen går igennem og mønten alligevel ikke falder ned i møntboksen men man kan tage den tilbage, hvad så? Vil det være uærligt at beholde mønten?
Kan man sige klart ja eller nej i enhver situation? En siger måske at man ikke bør beholde mønten. Men en anden kommer i tanker om at den samme telefon mange gange har taget pengene, selv om forbindelsen ikke er gået igennem. Om man vil beholde mønten eller ej, er det ikke noget som den enkelte der kender forholdene, selv må afgøre?
Vi kan tage et andet eksempel. Det ville være let at kritisere en fordi han „tager“ blyanter på kontoret hvor han arbejder. Men visse firmaer opmuntrer i reklameøjemed de ansatte til at uddele kuglepenne og blyanter med firmaets navn.
Og hvad nu med dét at tinge om en pris? I nogle lande er det sådan at den der vil sælge noget, lad os sige et tæppe, bevidst sætter en pris som er højere end tæppets værdi. Køberen, derimod, anslår måske tæppets værdi til noget andet. Men han ved at det vil være dumt at byde den pris med det samme, for når man tinger om prisen må man fire lidt på sine krav: sælgeren nedsætter almindeligvis kun prisen hvis køberen forhøjer sit bud, indtil de når en pris de kan blive enige om.
Hvis man var køberen, ville man så betragte sig selv som uærlig fordi man véd at det første tilbud ligger under tæppets virkelige værdi? Er det „mere ærligt“ at begynde med den pris som tæppet er værd og så blive tvunget til at betale mere? Eller hvis man var sælgeren, skulle det så forventes at man altid solgte med tab fordi man ikke ville begynde med en højere pris? Det lyder ikke fornuftigt. For det meste ved hverken køber eller sælger i forvejen hvilken pris de bliver enige om. At tinge om prisen er simpelt hen den almindelige måde at afgøre det på.
Som disse få eksempler viser, er det bydende nødvendigt at have en ligevægtig indstilling. En moden kristen ved at Bibelen siger: „Du må ikke stjæle!“ Samtidig er han klar over de forhold han må tage hensyn til når han i sit liv omhyggeligt søger at anvende den lov. Han bør også vide at enhver ’høster hvad han sår’. (Gal. 6:7) Hvis en har en lidt for liberal indstilling, kan nogen være tilbøjelig til at betvivle hans pålidelighed i en vanskelig situation. Hvis han er for stiv, kan han blive urealistisk.
En kristen ved af egen erfaring at faktorer som andre ikke kender kan påvirke hans beslutninger i spørgsmål om ærlighed. Derfor vil han ikke være for hurtig til at fordømme det andre gør i lignende personlige forhold. Han vil tværtimod have tiltro til at hans medkristne har et alvorligt ønske om altid at være ærlige. Denne hensynsfulde fremgangsmåde er i overensstemmelse med det Jesus sagde: „Derfor, alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Matt. 7:12.
Jehovas vidner skiller sig ud fra verden. Mens verden har ry for at være uærlig, stræber Jehovas vidner efter at være lige det modsatte. Det helhedsindtryk de giver over for verden, er at de er ærlige. Det at de, i modsætning til de fleste i dag som er tilbøjelige til at være uærlige, hele tiden er villige til at tage hensyn til sådanne principper, ligesom i de førnævnte tilfælde, er i sig selv meget storslået.
Hvor mange kender De som oprigtigt stræber efter altid at være ærlige? Forestil Dem blot det at være sammen med 50, 100 eller 200 mennesker som gør det. Det er hvad Jehovas vidner oplever over hele jorden når de lærer hinanden at kende i deres lokale rigssale. De betragter hinanden som brødre og søstre og har den samme fortrolighed som hvis de var medlemmer af den samme kærlige familie. Tiltaler det Dem ikke?
Hvis det gør, hvorfor så ikke komme sammen med dem i deres rigssale? Læg selv mærke til hvad det er der gør dem anderledes.