Hvad siger Bibelen?

Hvordan bør kristne se på hypnose?

HYPNOSEN har i mange århundreder være omgivet af mystik. Før i tiden blev den ofte benyttet af hedenske præster og charlataner, men i dag er den ved at blive regnet for ’respektabel’. Der findes både psykiatere, tandlæger og præster som bruger hypnose. Den er blevet anbefalet som et middel mod psykosomatiske lidelser, som hjælp til folk der er forfaldne til vanedannende stoffer, og som middel til at lette børnefødsler. En præst har således skrevet: „Som præst, åndelig vejleder og praktiserende hypnotisør med adskillige års erfaring kender jeg ingen der på nogen måde har taget skade af at blive hypnotiseret . . . Hypnosen er afgjort det mest ufarlige af de forskellige fænomener som mennesket har gjort brug af.“

Der er imidlertid andre der mener at hypnose er farligt. Nogle hypnotisører er endog blevet sindssyge. Andrew Salter, en ledende autoritet på dette område, har således sagt: „Folk har under hypnose stjålet penge, har uden betænkning taget på klapperslanger, og søgt at kaste svovlsyre i ansigtet på personer som uden den hypnotiseredes vidende var beskyttet af usynligt glas. . . . Med andre ord, det er muligt at få folk til at begå forbrydelser ved hjælp af hypnose.“ Der er derfor god grund til at spørge: Hvordan bør kristne se på hypnose?

Alene muligheden for fare bør give os betænkeligheder. Ville det ikke være forkert af en kristen at bringe sit sind og sin tankevirksomhed i fare? Har han ret til at bringe sit eget eller andres liv i fare ved at adlyde ordrer fra en muligvis samvittighedsløs hypnotisør? Det har han ikke. En indviet kristen tilhører Jehova og bør derfor bruge sit sind og legeme på en måde der behager og ærer Gud. — Rom. 12:1; 14:7, 8; 1 Kor. 10:31.

Selv optræden med hypnose som underholdning skulle give en kristen grund til alvorlig eftertanke. Forestil Dem at den hypnotiserede får at vide at han er en hund, hvorefter han prøver at gø sanseløst, og kravler omkring på hænder og knæ som om han var en hund. Er det ikke vanærende? Den slags bør bestemt ikke more eller fornøje en alvorlig kristen som har dyb respekt for sin Skaber og som ved at mennesket blev skabt „i Guds billede“. — 1 Mos. 1:26, 27.

Nogle har deltaget i umoralske handlinger mens de var under hypnose; nogle har for eksempel stået i forhold til hypnotisøren. Noget sådant må kristne naturligvis undgå, idet de ønsker at behage Jehova. De bør holde ægteskabet i ære, „thi utugtige og ægteskabsbrydere skal Gud dømme“. (Hebr. 13:4) Kristne må undgå omstændigheder der kan bringe deres gode forhold til Gud i fare og dermed også muligheden for evigt liv.

Ingen ved med bestemthed hvad det er der sker under hypnose. Men i denne forbindelse bør man ikke glemme dens historiske baggrund. An Encyclopædia of Occultism siger: „[Hypnosens] historie er næsten uløseligt forbundet med okkultisme, og selv i dag betragtes mange hypnotiske fænomener som ’spiritistiske’.“ Nogle forbinder hypnose med det Bibelen kalder „ondskabens åndemagter“. (Ef. 6:12) J. Garnier skriver således i sin bog The Worship of the Dead [Tilbedelse af de døde] at sådanne fænomener som mesmerisme (hypnose) og de kræfter der påvirker spiritistiske medier, „blot er en genoplivning af de fænomener som knyttede sig til oldtidens magi, frembragt på nøjagtig samme måde som de hedenske magikere, troldmænd, koglere, åndemanere osv. anvendte når de søgte hjælp hos de dæmoner som de betragtede som deres guder“. — Jævnfør Apostlenes Gerninger 16:16-18.

Sådanne præster der praktiserede magi var talrige i Ægypten allerede på Jakobs søn Josefs tid. (1 Mos. 41:8, 24) Senere hen var det sådanne mænd som gav sig af med okkultisme der modstod Moses. (2 Mos. 7:11, 22; 8:7) Vi ved ikke om disse præster brugte hypnose eller ej, men vi ved at syge og invalide ægyptere i de efterfølgende århundreder søgte at blive helbredt af deres guder mens de befandt sig i en tilstand der blev kaldt „tempelsøvne“. Denne søvn var i virkeligheden en hypnotisk trance der blev fremkaldt, enten ved visse bevægelser som præsterne foretog, eller ved røg fra en særlig slags røgelse som de brændte. Også de babyloniske troldmænd og andre i oldtiden prøvede at helbrede folk ved hjælp af hypnose og lignende fænomener.

Hvordan betragtede Guds tjenere i fortiden sådanne handlinger der var beslægtet med okkultisme? Ingen trofast mand eller kvinde i fortidens Israel ville have noget med den slags at gøre, for Jehova havde sagt til Moses: „Der må ingen findes hos dig, . . . som driver spådomskunst, tager varsler, er sandsiger eller øver trolddom, ingen, som foretager besværgelse eller gør spørgsmål til genfærd og sandsigerånder og henvender sig til de døde; thi enhver, der øver sligt, er [Jehova] vederstyggelig.“ — 5 Mos. 18:9-12.

Kristne er ganske vist ikke under Moseloven, men de værdsætter dens høje principper. (Rom. 6:14; Kol. 2:13-17) Sande kristne ved at Guds ord fordømmer okkultisme og dem som giver sig af med den; de ved derfor at den slags mishager Jehova. (Mal. 3:5; Åb. 21:8) De mennesker som havde haft med magi at gøre i det gamle Efesus og som blev kristne nøjedes ikke med at lægge okkultismen på hylden; de brændte endog deres kostbare bøger om magi. — Ap. G. 19:18, 19.

Men selv om hypnosen ikke havde forbindelse med det okkulte, ville sande kristne alligevel undgå den. Hvorfor? Fordi det kræver at man fuldstændig lægger sin egen vilje i en andens hænder. I The Encyclopedia Americana står der således: „Efter et stykke tid er han [den hypnotiserede] ikke længere i stand til at træffe en selvstændig afgørelse, og hypnotisøren kan da få ham til at udføre en hvilken som helst handling inden for mulighedernes grænse, og han vil reagere kritikløst. Han er ’hypnotiseret’.“ I modsætning hertil betragtede Jesus Kristus det som sin pligt altid at underlægge sig sin himmelske Faders vilje. Det ville have været umuligt hvis han kritikløst havde underlagt sig et andet menneskes vilje. (Joh. 6:38; Hebr. 10:9, 10) Kristus lærte sine disciple at bede om at Guds vilje måtte ske. (Matt. 6:9, 10) En kristen som har indviet sig til Gud har ikke ret til at afstå sin vilje til en hypnotisør. Han må tværtimod bruge sin vilje i harmoni med Jehovas vilje. — Rom. 12:2.

Nogle præster har anvendt hypnose i vejledning af deres sognebørn, men dermed har de ikke fulgt Jesu Kristi eksempel. Hvis man har problemer i hverdagen må man gå til Bibelen, for der finder man Guds vejledning i sådanne spørgsmål. (2 Tim. 3:16, 17) Det er ikke hypnoterapi men Guds hellige ånd der kan hjælpe mennesker til at aflægge moralsk urenhed, afgudsdyrkelse og andre dårlige egenskaber, og samtidig erstatte dem med „kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed“. (Kol. 3:5-11; Gal. 5:22, 23) Når kristne kommer i vanskeligheder behøver de derfor ikke at søge hjælp hos en hypnotisør; de kan søge styrke hos Jehova. — Fil. 4:6, 7, 13.

En kristen må selv bestemme om han vil konsultere en læge der anvender hypnose når han behandler andre. (Gal. 6:5) Men en sand kristen ville aldrig lade sig hypnotisere. Hvorfor ikke? Fordi kristne tager afstand fra hypnose.