Hvad siger Bibelen?
Livets hellighed
I VOR TID tillægges livet tilsyneladende ikke særlig stor værdi. Der fremstilles kernevåben og andre, endnu mere grusomme, ødelæggelsesmidler som kan dræbe i tusindvis af mennesker på én gang. I mange tilfælde går mordere fri for straf eller får kun en meget mild dom og kommer atter på fri fod, så de kan gentage deres forbrydelser. Hvordan ser Gud på den manglende respekt for livet?
Guds egen søn sagde til sine disciple: „Sælges to spurve ikke for en ringe mønt? Dog falder ikke én af dem til jorden uden jeres Faders viden. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Vær derfor ikke bange: I er mere værd end mange spurve.“ (Matt. 10:29-31) Gud agter alle menneskers liv så højt at han gav sin søn som et offer for at alle kunne få lejlighed til at vinde evigt liv. — Joh. 3:16; 1 Tim. 2:5, 6.
Livets hellighed understreget i Guds lov
I den lov Gud gav det gamle Israels folk, viste han hvor stor en værdi han tillægger livet. Ifølge denne lov skulle dommerne være meget omhyggelige med at fastslå hvem der var skyldige og uskyldige i en sag, og derefter træffe en retfærdig afgørelse. (5 Mos. 19:15; 16:19, 20) Men for en der havde begået mord, gjaldt der kun én straf: „I må ikke tage mod sonebøde for en manddraber, når han har forbrudt sit liv; han skal lide døden. . . . landet får kun soning for det blod, der er udgydt deri, ved dens blod, der har udgydt det.“ — 4 Mos. 35:31-33.
Den der havde kendskab til visse ting som kunne udgøre et vidnesbyrd i en sag, havde pligt til at træde frem og vidne; straffen for ikke at gøre det ville være en offentlig forbandelse. (3 Mos. 5:1) De der vidnede imod en mand i forbindelse med en anklage der kunne medføre dødsstraf, skulle være de første til at kaste sten mod forbryderen når han skulle henrettes. (5 Mos. 17:6, 7) Man skulle være meget forhærdet for at kunne vidne falsk imod en mand og derefter dræbe ham efter at han var blevet kendt skyldig på et forkert grundlag. En meget tankevækkende bestemmelse er loven om at en der havde aflagt falsk vidnesbyrd skulle modtage samme straf som han havde prøvet at bringe over den anklagede. Disse krav virkede i høj grad afskrækkende og forebyggende mod falske, forhastede eller dårligt underbyggede vidneforklaringer. — 5 Mos. 19:16-20.
Uforsætligt manddrab medførte blodskyld
Også i tilfælde med uforsætligt manddrab blev der lagt stor vægt på livets hellighed. Det kunne for eksempel ske at en mand var ved at fælde et træ og øksehovedet røg af og ramte en der stod ved siden af så det dræbte ham. Den uforsætlige manddraber måtte da straks flygte til den nærmeste af de tilflugtsbyer som Gud i sin barmhjertighed havde sørget for at der var. (5 Mos. 19:4-7; 4 Mos. 35:6, 11) Dér havde han et fristed indtil han kunne blive overgivet til retsbehandling det sted hvor ulykken var sket. Så afholdtes der en retssag. Hvis man fandt at der virkelig havde været tale om et uheld, ville manden blive ført tilbage til tilflugtsbyen, hvor han skulle blive indtil den der for tiden var ypperstepræst, døde. Det kunne selvfølgelig vare mange år, ja et helt liv. — 4 Mos. 35:12, 22-25.
Loven om „blodhævneren“ understregede yderligere hvor vigtigt det var at have den største respekt for livet. Blodhævneren var den nærmeste slægtning til en person der var blevet dræbt. Denne slægtning kunne måske se at ulykken virkelig havde været utilsigtet. Men manddraberen, den der havde afstedkommet ulykken, viste måske en skødesløs opførsel, måske tøvede han med at flygte, eller måske gik han — efter at være kommet til tilflugtsbyen — uden for byens grænser, eventuelt for at vende tilbage til sit hjem. Hvis han gjorde det ville han derved vise at han ikke virkelig var bedrøvet over at have forårsaget et menneskes død, at han ikke bekymrede sig om den blodskyld han havde pådraget sig. I et sådant tilfælde havde blodhævneren pligt til at dræbe manddraberen. Det gjaldt altså både den uforsætlige manddraber og blodhævneren at respekten for livets hellighed skulle overskygge personlige ønsker eller følelser. Ordningen med tilflugtsbyer udelukkede også at der opstod blodfejder eller blev begået mord med personlige hævnmotiver. Den betød et fredeligt forhold mellem Gud og nationen. — 4 Mos. 35:26-29; Jos. 20:2-6.
Uopklarede mord blev ikke ignoreret
Et uopklaret mord regnes i dag for noget der kun angår politiet og domstolene. Men sådan var det ikke under Moseloven. Ansvaret påhvilede hele byen. Loven sagde:
„Når man i det land, [Jehova] din Gud vil give dig i eje, finder en liggende dræbt på marken, uden at det vides, hvem der har slået ham ihjel, da skal dine ældste og dommere gå ud og måle afstanden til de byer, som ligger rundt om den dræbte. Derpå skal de ældste i den by, der ligger nærmest ved den dræbte, tage en kvie, . . . og byens ældste skal trække kvien ned i en dal med stedserindende vand, . . . og der i dalen skal de sønderbryde nakken på kvien.
. . . og alle de ældste i den by, der ligger nærmest ved den dræbte, skal tvætte deres hænder over kvien, hvis nakke blev sønderbrudt i dalen, og bekende: ’Vore hænder har ikke udgydt dette blod, og vore øjne har ikke set det! Tilgiv, [Jehova], dit folk Israel, . . .’ Så skal der skaffes dem soning for blodskylden.“ — 5 Mos. 21:1-9.
Intet mord fik altså lov at gå upåagtet hen. Kvien blev ikke slagtet som et sonoffer, sådan at noget af dens blod blev stænket på alteret. Den blev dræbt ved at dens nakke blev sønderbrudt; man lod den på en måde træde i morderens sted — ikke for at fjerne blodskylden fra morderen, men fra den by der ellers ville have hvilet blodskyld på. Og hvis morderen senere blev afsløret og hans skyld bevist, ville han naturligvis blive henrettet.
Er dødsstraffen retfærdig?
Nogle betragter det sikkert som et fremskridt for samfundet at dødsstraffen efterhånden afskaffes. Men når man betragter den lov Gud gav Israel står det klart at en dødsstraf for mord ikke er for streng, men derimod afspejler den høje agtelse Gud har for livet, ikke blot livet i almindelighed, men også de enkelte personers liv. Vi må huske at Moseloven stammer fra universets Suveræn. Gud havde naturligvis menneskets sande vel i tanke da han lod bestemmelserne om dødsstraf indgå i loven til Israel.
Men dødsstraffen blev i virkeligheden indført over 850 år før Lovpagten. Efter vandfloden sagde Gud til Noa: „For eders eget blod kræver jeg hævn; af ethvert dyr kræver jeg hævn for det, og af menneskene indbyrdes kræver jeg hævn for menneskenes liv. Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.“ (1 Mos. 9:5, 6) Denne lov gælder hele menneskeheden, for alle nulevende mennesker stammer fra Noas familie.
Denne lov medførte at den eller de der retmæssigt besad myndigheden, havde lov til at lade en forsætlig morder henrette. Er dette også kristent? Ja, for Paulus, der var en apostel for Jesus Kristus, skrev følgende til de kristne, angående de verdslige myndigheder: „Ønsker du altså at være uden frygt for myndigheden? . . . hvis du gør det onde, da frygt; det er nemlig ikke for ingenting den bærer [henrettelses]sværdet; den er jo Guds tjener, en hævner der skal give udtryk for vrede mod den der øver det onde.“ — Rom. 13:3, 4; jævnfør Apostelgerninger 25:10, 11.
Er der håb for mordere?
En mand der har begået mord fortjener at dø. Han må stå til regnskab både over for Gud og over for staten. Kan han opnå tilgivelse hos Gud? Ja, ved at tro på og fæste lid til Jesu Kristi forsonende blod og blive en helhjertet, indviet tjener for Gud. (Apg. 10:43) Hvis han gør det, vil staten måske alligevel tage hans liv (og det med rette), men han har et sikkert håb om en opstandelse. Han vil få en bedre start på livets vej i paradiset her på jorden under Kristi tusindårige styre. — Apg. 17:31.
Med hensyn til dem der har begået alvorlige synder, som for eksempel mord, og ikke har taget imod Kristi forsonende offer før de dør, så ligger deres dom i Jesu Kristi hånd. Som Guds udnævnte dommer véd han hvem der ville drage nytte af en opstandelse og muligheden for at komme ind på vejen til evigt liv. (Joh. 2:24, 25; 5:30) Da Jesus var på jorden sagde han: „Enhver form for synd og bespottelse vil blive tilgivet menneskene, men bespottelse imod ånden vil ikke blive tilgivet. For eksempel: Den der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den der taler imod den hellige ånd, ham vil det ikke blive tilgivet, nej, hverken i denne tingenes ordning eller i den kommende.“ (Matt. 12:31, 32) Disse ord viser at situationen ikke er håbløs, selv ikke for en morder, hvis denne angrer, ændrer sind og benytter sig af Guds foranstaltning gennem Kristus. — Luk. 24:47.
Kristus gav apostelen Johannes et syn af opstandelsen, som Johannes beskriver på denne måde: „Og jeg så de døde, de store og de små, stå foran tronen, og skriftruller blev åbnet. Og en anden skriftrulle blev åbnet; det er livets skriftrulle. Og de døde blev dømt ud fra de ting der stod skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades [graven] gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger.“ — Åb. 20:11-13.
De gerninger som de opstandne vil blive dømt på grundlag af, er ikke dem de har gjort før de døde. Hvis det var tilfældet ville mordere for eksempel straks blive sendt tilbage til døden igen, og så ville deres opstandelse ikke have nogen mening. Nej, de vil blive dømt på grundlag af deres gerninger i en retfærdig verden — om de er lovlydige og villige til at gøre fremskridt i forbindelse med at få et godt forhold til Gud. (Es. 26:9) Hvis de ikke lader sig forbedre vil deres handlemåde bevise at de ikke ønsker at leve efter retfærdige normer, og derfor vil de lide „den anden død“. — Åb. 20:14, 15.
Gud har således gjort det klart at han regner livet for helligt og tillægger det stor værdi. Han ønsker at alle skal komme til kundskab om den sandhed der fører til evigt liv. (1 Tim. 2:3, 4) Selv om mennesker har begået alle former for synder, nogle mere alvorlige end andre, har de mulighed for at vise tro på Kristi sonoffer. De kan ændre deres personlighed og modtage livets gave under hans riges styre. — Joh. 5:28, 29; Apg. 24:15; Ef. 4:20-24.