fremgangsmåde skærper ikke interessen eller udvikler kundskaben om eller værdsættelsen af Guds ord. Men at åbne Bibelen for at undersøge den, ved dørene, ved private bibelstudier i hjemmene, i mødelokaler, auditorier og store idrætsstadioner, sådan som Jehovas vidner ofte gør ved store sammenkomster, — det holder interessen fangen og skærper tilliden. Ikke en gang om måneden, men to eller tre gange om ugen fylder de deres mødelokaler. Det er ikke tom pral. Den katolske indsender lagde mærke til vidnernes iver, og det er simpelthen den, der er forklaringen. Dette er heller ikke en eller anden mystisk hemmelighed for nogle få udvalgte. Alle opfordres til at prøve det og til at lade lyset fra Guds ord skinne på sig.

(The Watchtower, 1. november 1951)

Spørgsmål fra læserne

● Ifølge artiklen „Hadet for hans navns skyld“ i Vagttaarnet for 15. juni 1952 døde hundredtusinder kristne under de „ti forfølgelser“, som begyndte på Neros tid, og alene under een af disse døde 144.000 i Ægypten. Hvordan kan det stemme overens med, at Skriften begrænser antallet af lemmer på Kristi legeme til 144.000; hvilken stilling var den eneste, der stod åben for kristne i disse århundreder? — J. A., Dominikanske Republik.

Artiklen foretog ikke nogen afgjort klassifikation af de mennesker, der døde under disse forfølgelser, men talte om resultatet i al almindelighed. Læg mærke til, at der tages et betydningsfuldt forbehold i sagen, der omtales i spørgsmålet: „I provinsen Ægypten døde alene under denne forfølgelse 144.000, der bekendte sig til at være kristne, foruden 700.000 andre, der døde som følge af de strabadser, der mødte dem i landflygtigheden eller under tvungent offentligt arbejde.“ Ofrene identificeres som nogle, „der bekendte sig til at være kristne“, ikke virkelige kristne. Mange af disse mennesker kan være blevet indhentet af forfølgelsesbølgen, men har måske aldrig virkelig forkyndt sandheden eller fulgt i Jesu fodspor, og de har således kun foregivet at være kristne. De vidste, at den verden, de levede i, var fordærvet, og de lyttede til de kristnes budskab og var villige til at dø for det, skønt det ikke skete ifølge den ophøjede kaldelse i Kristus Jesus. Mange, der i vore dage påstår at være kristne, kan måske være villige til at dø for deres tro, men de er dog stadig ikke Jesu efterfølgere eller opfylder Skriftens krav til disse.

● Lukas 2:39 siger: „Da de nu havde fuldført det alt sammen, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret.“ Eftersom Herodes dræbte børnene et år eller mere efter Jesu fødsel, beviser dette skriftsted så ikke, at barnet var i Nazaret, da Herodes anstiftede barnemordet, og at flugten til Ægypten skete fra Nazaret og ikke fra Betlehem, som et tidligere nummer af Vagttaarnet sagde? — R. B., New York.

Evangeliernes beretninger er kortfattede, og hvad det ene udelader, supplerer et andet ofte. Vi kan ikke antage, at Lukas beretter alt om Josef og Marias rejser med spædbarnet Jesus; faktisk ved vi med sikkerhed, at Lukas ikke gør det, eftersom han ikke engang omtaler flugten til Ægypten. Lukas 2:39 omfatter blot den tid, der var imellem opfyldelsen af loven i forbindelse med det nyfødte barn og den senere bosættelse i Nazaret uden at forsøge at berette noget om den mellemliggende periode.

Mattæus’ beretning fortæller os imidlertid flere detailler. Den viser, at astrologerne blev sendt til Betlehem af Herodes, og eftersom der ikke siges noget om, at de forandrede retning, må vi gå ud fra, at de rejste til denne by, og det var nødvendigt, at „stjernen“ viste sig for at lede dem, ikke så meget til byen Betlehem som til netop det hus, hvor barnet var. Derefter fortæller beretningen om flugten til Ægypten for at undslippe Herodes’ massemord på børnene. Læg mærke til, at dette morderiske drab på drenge på to år og derunder var begrænset til „Betlehem og hele dets omegn“. (Matt. 2:1-16) Betlehems omegn har været nærliggende områder, der ikke engang nåede til Jerusalem og slet ikke til nærheden af Nazaret i det fjerne Galilæa! Hvis barnet havde været i Nazaret, ville det ikke have været i nogen overhængende fare. Men mordene fandt sted i det område, hvor barnet opholdt sig, hvilket gjorde det nødvendigt, at engelen advarede forældrene, og at de derefter flygtede til Ægypten med barnet.

Mattæus fortæller dernæst om Herodes’ død, hvilket åbner muligheden for, at Jesus og hans forældre kan vende sikkert tilbage til Israel. Øjensynlig ville Josef have rejst tilbage til Judæa for at genoptage sit tidligere liv i Betlehem, hvorfra han var flygtet første gang. Men Herodes’ søn herskede her, og Josef frygtede for barnets sikkerhed. I en drøm fik han en guddommelig advarsel om ikke at vende tilbage til Judæa, men skulle i stedet rejse til Galilæa. Så bosatte familien sig i Nazaret for at opfylde tidligere profetier. (Matt. 2:19-23) Alt dette viser klart, at Josef ville vende tilbage til det sted, hvorfra han var flygtet, Judæa, nærmere betegnet Betlehem, men at planen blev forandret ved guddommelig indgriben af hensyn til barnets sikkerhed og opfyldelsen af profetierne. Derfor rejste de i stedet for til Nazaret, og vi er dermed tilbage ved Lukas’ beretning, der er gengivet i den sidste del af Lukas 2:39.

Vi tror derfor, at Vagttaarnet for 15. marts 1952 omtalte sagen rigtigt i sit svar på spørgsmålet, der stod på side 96.

● På Vagttaarnets skole Gilead fik jeg at vide, at jøderne havde den skik at dræbe dømte forbrydere, før de blev hængt på en pæl. Hvordan kan det bevises? — R. H., Peru.

I 5 Mosebog 21:22, 23 gives følgende påbud: „Når en mand har gjort sig skyldig i en synd, der straffes med døden, og aflives, og du hænger ham op i et træ, så må hans lig ikke blive hængende natten over i træet; men du skal begrave ham samme dag; thi en hængt er en Guds forbandelse, og du må ikke gøre dit land urent, som Jehova din Gud vil give dig i eje.“ Det viser, at han bliver hængt på en pæl efter, at han er blevet dræbt, og derefter omtales han som et lig. At hans legeme blev hængt op på en pæl, forøgede hans skam og tjente også til et eksempel for andre, så de undgik en så ulykkelig død på grund af ulydighed.

En sådan offentlig fremvisning, der skulle tjene til advarsel for andre, var sandsynligvis også hensigten, da hovedmændene i tilbedelsen af Ba’al-Peor blev dræbt og hængt. „Jehova sagde til Moses: Kald alle folkets overhoveder sammen og hæng dem op for Jehova under åben himmel, for at Jehovas vrede må vige fra Israel! Og Moses sagde til israelitternes dommere: Enhver af jer skal slå dem af sine mænd ihjel, der har holdt til med Ba’al-Peor!“ Desuden bragte Jehova en plage over dem, der havde fulgt disse hovedmænd i tilbedelsen af dæmonerne, så der i alt faldt 24.000. Øjensynlig udgjorde hovedmændene omkring tusinde af de faldne, og 23.000 var direkte ofre for plagen fra