Visdommen i at indrømme en fejl

HVEM begår ikke fejl? Ingen mennesker er ufejlbarlige. Gamle og unge, lærde og ulærde, rige og fattige, mænd og kvinder, alle som én er vi ufuldkomne og begår derfor fejl.

Menneskers erfaring bekræfter sandheden i de ord en inspireret skribent, den kristne discipel Jakob, udtalte: „Vi fejler jo alle i mange ting.“ (Jak. 3:2) Og som kong Salomon sagde i sin bøn ved indvielsen af Jehovas tempel: „Der er intet menneske, som ikke synder.“ Er det da rigtigt at sige at en synd er en fejl? Ja, for det ord der gengives med „synd“ i vore bibler, betyder bogstaveligt en fejl, ’det ikke at ramme målet’. — 1 Kong. 8:46.

Eftersom vi alle på grund af nedarvet svaghed til stadighed begår fejl og således forfejler målet, som er fuldkommenhed, hvorfor er det da tilsyneladende så vanskeligt at indrømme det når man har begået en fejl? For det første kan det være at vi af al magt prøver at undgå at gøre en bestemt fejl, og når det så mislykkes kan vi ikke lide at indrømme det — ikke engang over for os selv.

Uden tvivl er årsagen i mange tilfælde stolthed. Når vi indrømmer en fejl kan det gøre skår i noget vi måske er stolte af, som for eksempel vor kundskab, vor dygtighed eller vor omhu. Vi vil gerne tage os godt ud i andres øjne. Det er ikke kun orientalere der helst vil undgå at „tabe ansigt“.

En meget naturlig grund til at det somme tider er vanskeligt at indrømme en fejl, er uden tvivl den bebrejdelse, kritik eller straf man måske må udstå fordi man har begået den pågældende fejl — som for eksempel når en er årsag til et alvorligt uheld. Således skete det sidst i august 1972 at „en menneskelig fejl“ var årsag til det man kaldte „den store nærtrafikstandsning“, som standsede al trafik på Penn Central-jernbanens fire hovedspor til New York i flere timer. „En eller anden trykkede på den forkerte knap“, og man var besluttet på at finde ud af hvem det var der havde begået fejlen, hvem der virkelig havde skylden. Den skyldige var ikke særlig ivrig efter at komme frem og indrømme det. — New York Times, den 30. august 1972.

På grund af den skam der følger med når man begår en fejl, er der en udbredt tendens til at skyde skylden på andre — som vore første forældre Adam og Eva også prøvede at gøre. (1 Mos. 3:11-13) På lignende måde gav Aron, profeten Moses’ broder, folket skylden for den fejl han begik ved at lave guldkalven, ligesom Israels første konge, Saul, århundreder senere gav folket skylden for sin forkerte handling og sin ulydighed. (2 Mos. 32:19-24; 1 Sam. 15:9-26) Hvis vi forstår grunden til at de handlede så uklogt kan det hjælpe os til at undgå den samme snare.

I modsætning til sådanne dårlige eksempler har vi nogle meget gode eksempler hvor trofaste tjenere for Jehova Gud åbent indrømmede deres fejl, og beretningerne om dem vidner om bibelskribenternes ærlighed og oprigtighed. Moses fortæller om den fejl han begik da han ved en lejlighed mistede besindelsen, hvilket resulterede i at han ikke fik lov til at komme ind i det forjættede land. (4 Mos. 20:7-13) Det var også tilfældet med Job som, da han fastholdt sin egen integritet, begik den fejl at være mere optaget af at retfærdiggøre sig selv end Gud. Dette indrømmede Job åbent, idet han sagde: „Jeg talte uden forstand . . . jeg tager det derfor tilbage og angrer i støv og aske!“ — Job 42:3-6.

Patriarken Juda, Jakobs søn, indrømmede sin fejl over for sin svigerdatter Tamar, og sagde: „Retten er på hendes side og ikke på min.“ (1 Mos. 38:15-26) Der er også kong David. Da han blev konfronteret med den fejl han havde begået ved at synde mod Urias, forsøgte han ikke at finde på undskyldninger, men sagde til profeten Natan: „Jeg har syndet.“ (2 Sam. 12:13) Som et andet eksempel kan vi nævne apostelen Peter. Da han så Jesu irettesættende blik lige efter at han havde fornægtet sin mester tre gange, „gik [han] ud, udenfor, og græd bitterligt“. — Matt. 26:75.

Selvfølgelig er det mest korrekt og ærligt at indrømme det når man har begået en fejl. Men det er endnu mere. Det er også viist. Først og fremmest er det en lektion i ydmyghed at indrømme at man har begået en fejl. Dette beskytter os på den ene side mod stolthedens snare, som altid er parat til at indfange os. Og på den anden side vil den ydmygelse det er at indrømme en fejl, måske tjene til at gøre os mere forsigtige så vi sandsynligvis ikke begår den samme fejl en gang til. Vi får den kloge advarsel: „At dølge sin synd fører ikke til held [hos Gud], men bekendes og slippes den, finder man nåde“ — hos Gud og Guds tjenere. Ja, selve det at vi bekender vore fejl vil hjælpe os til at slippe dem. — Ordsp. 28:13.

At indrømme en fejl er viist fordi det giver os styrke og selvrespekt. At undlade at gøre det er fejt og svækker os moralsk, for det er sandsynligt at vi da vil fortsætte med at gøre den samme fejl.

Desuden er det viist at indrømme en fejl fordi det skaber et bedre forhold til andre. Når vi nægter at erkende at vi har begået en fejl, lader vi hånt om andres dom; de vil komme til den slutning at vi enten er for stolte, for uærlige eller for dumme til at indse at vi har begået en fejl — hvilket alt sammen kan rejse en skranke mellem os og vore omgivelser. Hvis vi på den anden side er villige til at indrømme det når vi begår fejl, vil vi bedre kunne sætte os i andres sted når de begår fejl.

Vigtigst er det imidlertid at vi bevarer et godt forhold til vor Skaber når vi indrømmer en fejl. Således bevarede kong David sit gode forhold til sin Gud ved hver gang hurtigt at indrømme sine fejl. Kong Saul ville imidlertid nødig indrømme sine synder; han foretrak at komme med undskyldninger, og han blev forkastet.

Ja, at indrømme en fejl er ikke bare ærligt, det er også viist. Det hjælper os til at bevare vor ydmyghed. Det hjælper os også til at bevare vor selvrespekt og skaber et bedre forhold til andre.